Es­say.

Es­say. »Hvis jeg ik­ke hav­de gen­nem­le­vet min egen hen­ret­tel­se, hvis ik­ke dis­se min­der var kom­met til­ba­ge til mig, vil­le jeg ha­ve skre­vet om blo­dig vold, ind­til det øje­blik kom, hvor jeg mi­ste­de for­stan­den.« Den ki­ne­si­ske for­fat­ter Yu Hua forta­el­ler om tråd

Weekendavisen - - Bøger - Af YU HUA

Hvorfor jeg skri­ver så vol­de­ligt? Ki­ne­si­ske Yu Hua hu­sker barn­dom­mens OHYHQGH PDUHULGW

For­fat­te­ren Pankaj Mis­hra har spurgt mig, hvor­dan det kan va­e­re, at mi­ne tid­li­ge novel­ler var vol­de­li­ge og ful­de af blod, mens den slags si­den har fyldt min­dre og min­dre i mi­ne bøger. Min er­fa­ring si­ger mig, at alt for man­ge svar er det sam­me som in­tet svar, så hvis jeg vir­ke­lig skal be­sva­re spørgs­må­let, kra­e­ver det, at jeg nø­jes med ét svar. Der­for vil jeg kun va­el­ge ét, men jeg ta­en­ker, at det må­ske og­så er det vig­tig­ste af dem al­le. Om det er det rig­ti­ge svar, aner jeg ik­ke. Lad mig ven­de til­ba­ge til forta­el­lin­gen, for­di det er min styr­ke. Det har la­en­ge va­e­ret min fa­ste over­be­vis­ning, at et men­ne­skes op­va­ekst på­vir­ker ret­nin­gen i he­le det ef­ter­føl­gen­de liv. De grund­la­eg­gen­de bil­le­der bli­ver gen­nem op­va­ek­sten pra­e­get i men­ne­skets in­der­ste dyb og gen­ta­ges der­ef­ter i det uen­de­li­ge, som på en ko­pi­ma­ski­ne, mens man vok­ser op. Når man er ble­vet vok­sen, vil al­ting blot va­e­re mo­di­fi­ce­rin­ger af dis­se grund­la­eg­gen­de bil­le­der, uan­set om man sej­rer el­ler fejl­er, uan­set om man bli­ver no­get stort el­ler blot no­get mid­del­må­digt. Alt, man gør og er, vil kun bli­ve del­vi­se mo­di­fi­ce­rin­ger af dis­se grund­la­eg­gen­de bil­le­der. Selv­føl­ge­lig vil der va­e­re no­gen, som aen­drer me­re på bil­le­der­ne end an­dre. Jeg er for ek­sem­pel sik­ker på, at Mao Zedong mo­di­fi­ce­re­de langt me­re, end jeg selv har gjort. Det er min fa­ste over­be­vis­ning, at det var mi­ne barn­dom­ser­fa­rin­ger, som gjor­de mi­ne tid­li­ge novel­ler blo­di­ge og vol­de­li­ge. Jeg var li­ge be­gyndt i før­ste klas­se, da Kul­tur­re­vo­lu­tio­nen star­te­de, og den slut­te­de det år, jeg for­lod sko­len. Un­der min op­va­ekst var jeg vid­ne til utal­li­ge pa­ra­der, utal­li­ge kri­tik­mø­der, utal­li­ge vol­de­li­ge sam­men­stød mel­lem for­skel­li­ge frak­tio­ner og en uen­de­lig ra­ek­ke af ga­de­kam­pe. Jeg var vant til at mø­de folk med blo­det strøm­men­de ned over an­sig­tet i ga­der, der var pla­stret til med slo­gans og an­kla­ge­skrif­ter. Det var i et så­dant mil­jø, jeg vok­se­de op, og mit barn­doms­hjem var ik­ke min­dre blo­digt. Beg­ge mi­ne fora­el­dre var la­e­ger, og min bror og jeg bo­e­de på ho­spi­ta­let. Vi løb rundt på gan­ge­ne og stu­er­ne, vi var vant til lug­ten af ly­sol, vant til skri­gen­de, kla­gen­de stem­mer, vant til lig­ble­ge an­sig­ter og dø­en­de, vant til blo­di­ge ga­ze­bind, der lå og flød. Når min far gik rundt på gan­ge­ne og råb­te, at vi skul­le spi­se, var det ik­ke sja­el­dent, at han kom di­rek­te fra ope­ra­tions­stu­en og sta­dig bar sin blod­plet­te­de kit­tel og mund­bind. På den tid var ope­ra­tions­stu­en ik­ke an­det end et sim­pelt lo­ka­le, og af og til, når vi så, der ik­ke var en sy­geple­jer­ske ved dø­ren, spur­te­de vi ind for at se far stå og ra­ek­ke ha­en­der­ne med de gen­nem­sig­ti­ge hand­sker ned i ma­ven på en pa­tient og rum­ste­re med ind­vol­de og in­stru­men­ter. Når min far op­da­ge­de, at vi stod og kig­ge­de på ham, brø­le­de han, at vi skul­le skrub­be af, og vi skynd­te os at lø­be vo­res vej. I pe­ri­o­den 1986-1989 be­gynd­te jeg at skri­ve ek­stremt blo­digt og vol­de­ligt. En kri­ti­ker har gen­nem­gå­et ot­te novel­ler fra den tid og talt sig frem til op mod 29 una­tur­li­ge døds­fald. Novel­ler­ne blev skre­vet i pe­ri­o­den, fra jeg var 26 til 29, en tid, hvor min skrift hav­de sva­ert ved at løs­ri­ve sig fra vold og blod. Hver gang jeg sat­te mig ned og skrev, var der no­gen, som slog ihjel, el­ler folk, der dø­de inds­murt i blod. Når jeg faldt i søvn om af­te­nen, drøm­te jeg tit, at jeg blev for­fulgt. Jeg var al­tid ale­ne, hav­de in­tet sted at gem­me mig, løb blot li­ge ud ad vej­en. Men jeg våg­ne­de al­tid li­ge i det øje­blik, jeg blev nak­ket, når for ek­sem­pel en øk­se blev svin­get frem mod mig, våg­ne­de ba­det i sved, med ga­l­op­pe­ren­de hjer­te, og mens jeg halvt i søv­ne kom til mig selv, mum­le­de jeg: »Gud­ske­lov! Det var ba­re en drøm.« Men så snart jeg sat­te mig til at skri­ve, var sår­e­ne he­let og smer­ten va­ek, og så flød blod og vold igen fra spid­sen af min pen. En­hver hand­ling bli­ver til­sy­ne­la­den­de gen­ga­eldt, og hver af­ten når jeg faldt i søvn, blev jeg igen ja­get af no­gen, som vil­le slå mig ihjel. Det var en skra­em­men­de, van­vit­tig pe­ri­o­de i mit liv. Da­gen lang myr­de­de jeg folk i mi­ne forta­el­lin­ger, og om nat­ten blev jeg selv ja­get gen­nem drøm­men. Det gen­tog sig i det uen­de­li­ge, og jeg var på sam­men­brud­dets rand, men jeg vid­ste det ik­ke, for jeg var alt for op­slugt af skrif­tens ener­gi, en ener­gi jeg hen­te­de ud af mit eget liv. Ind­til jeg en nat drøm­te vi­de­re. Før var jeg al­tid våg­net op li­ge før det øje­blik, hvor jeg var fa­er­dig, men i den­ne drøm gen­nem­le­ve­de jeg min egen ud­ryd­del­se. Må­ske var jeg alt for ud­mat­tet den af­ten, så tra­et, at end ik­ke mit eget en­de­ligt kun­ne skra­em­me mig op af søv­nen. Men det var den­ne langstrak­te drøm, der brag­te en vir­ke­lig erin­dring til­ba­ge.

LAD mig star­te med den­ne erin­dring. Selv­om li­vet i den lil­le by ik­ke mang­le­de vold un­der Kul­tur­re­vo­lu­tio­nen, var det i det sto­re og he­le et ked­som­me­ligt og de­pri­me­ren­de sted. Som jeg hu­sker det, var der en fest­lig stem­ning hver ene­ste gang, no­gen blev dømt til dø­den. Den­gang blev en­hver dom af­sagt på et of­fent­ligt fa­el­les­mø­de. Den an­kla­ge­de stod i mid­ten med et stort skilt om hal­sen, hvor­på for­bry­del­sen var be­skre­vet: kon­tra­re­vo­lu­tio­na­er mor­der, vold­ta­egts­mor­der, ty­ve­ri og mord og så vi­de­re. Han var flan­ke­ret af jord­be­sid­de­re, høj­re­o­ri­en­te­re­de, kon­tra­re­vo­lu­tio­na­e­re og kon­tra­re­vo­lu­tio­na­e­res af­kom og stod sam­men­bø­jet og lyt­te­de til de lan­ge, pas­sio­ne­re­de tira­der af kri­tik, der hag­le­de ned over ham. Den sid­ste del af kri­tik­ken var sel­ve dom­men. Jeg op­le­ve­de man­ge of­fent­li­ge doms­mø­der gen­nem min barn­dom. Stod på sko­lens sport­s­plads og lyt­te­de til de skin­gre, op­hid­se­de stem­mer i højt­ta­ler­ne. Ankla­ge­skrif­tet var en uen­de­lig ra­ek­ke af kri­tik. Før­ste halv­del var ci­ta­ter fra Mao Zedong og Lu Xun, så fulg­te ud­pluk fra Fol­kets Dag­blad. Det var lang­truk­kent og uin­ter­es­sant, og jeg hav­de ondt i be­ne­ne, når det øje­blik kom, hvor den en­de­li­ge dom blev af­sagt. Det sid­ste var kort­fat­tet, be­stod blot af ot­te ord: »Døm­mes til dø­den, dom­men ek­se­kve­res med det sam­me.« Der var in­gen egent­lig dom­stol un­der Kul­tur­re­vo­lu­tio­nen, så man kun­ne ik­ke ap­pel­le­re, og ik­ke én af os hav­de no­gen­sin­de hørt, at der fand­tes no­get, som hed en ad­vo­kat. Når en an­kla­get var ble­vet dømt til dø­den på det of­fent­li­ge doms­mø­de, var der i øv­rigt over­ho­ve­det ik­ke tid til at ap­pel­le­re dom­men, for den an­kla­ge­de blev ført di­rek­te ud til hen­ret­tel­ses­plad­sen og skudt. Så snart or­de­ne »Døm­mes til dø­den, dom­men ek­se­kve­res med det sam­me« var ble­vet sagt, blev den bag­bund­ne øje­blik­ke­ligt sla­ebt ned fra plat­for­men af de to be­va­eb­ne­de sol­da­ter. Han blev an­bragt på la­det af en last­bil, hvor­på der stod to ra­ek­ker sol­da­ter med lad­te ri­f­ler, al­vor­li­ge og skra­em­men­de. Last­bi­len kør­te ned mod stran­den, mens tu­sind­vis af bor­ge­re fulg­te trop, på cyk­ler el­ler lø­ben­de, en sort mas­se, der strøm­me­de mod ha­vet. Gen­nem barn­dom­men og ung­dom­men har jeg set utal­li­ge an­kla­ge­de, der kol­lap­se­de i det øje­blik, de hør­te dom­men, hvor­ef­ter sol­da­ter­ne greb dem og sla­eb­te dem op på last­bi­lens lad. Hen­ret­tel­ser­ne fandt sted på to for­skel­li­ge ste­der langs stran­den. Vi kald­te dem Nord­s­tran­den og Syd­stran­den. Vi børn kun­ne ik­ke føl­ge med last­bi­len, og der­for ra­e­son­ne­re­de vi of­te, at hvis den for­ri­ge hen­ret­tel­se hav­de va­e­ret på Nord­s­tran­den, vil­le den na­e­ste hen­ret­tel­se fo­re­gå på Syd­stran­den. Når det of­fent­li­ge doms­mø­de be­gynd­te, løb vi ned mod stran­den for at få de bed­ste plad­ser. Men hvis vi nå­e­de ned til Syd­stran­den og op­da­ge­de, at den var øde og tom, vid­ste vi, at vi hav­de valgt for­kert, og da var det for sent at lø­be til­ba­ge. Et par gan­ge nå­e­de vi det rig­ti­ge sted hen og så hen­ret­tel­sen på na­er­me­ste hold.

Det er den mest rysten­de op­le­vel­se i min barn­dom. Sol­da­ter med lad­te ri­f­ler dan­ne­de ring om den an­kla­ge­de for at for­hin­dre til­sku­er­ne i at ma­se sig frem. En ud­valgt sol­dat gav den an­kla­ge­de et spark i ha­ser­ne, så han faldt på knae. Sol­da­ten trå­d­te et par skridt til­ba­ge for at kom­me uden for ra­ek­ke­vid­de af det sprøjten­de blod, han ha­e­ve­de ri­f­len, sig­te­de mod bag­ho­ve­det og »bang«, skud­det gik af. Jeg så en lil­le bit­te kug­le med me­re kraft end en ham­mer ka­ste den døm­te om­kuld. Når sol­da­ten hav­de skudt, trå­d­te han frem for at un­der­sø­ge, om den an­kla­ge­de var død. Hvis ik­ke han var død, skød han igen. Når sol­da­ten vend­te den dø­de rundt, så jeg no­get, som fik mig til at ryste over he­le krop­pen. Der var kun et gan­ske lil­le hul i bag­ho­ve­det, hvor kug­len var gå­et ind, men for­an, hvor kug­len var gå­et ud, var an­sigt og pan­de smadret til uken­de­lig­hed, og hul­let var så stort som en madskål.

LAD mig nu forta­el­le om drøm­men, forta­el­le, hvor­dan jeg op­le­ve­de mit eget en­de­ligt. Det var en nat sidst på året i 1989. I drøm­men hav­de jeg få­et ha­en­der­ne bun­det på ryg­gen og op mod nak­ken. Jeg hav­de et skilt om hal­sen og stod for­re­st på plat­for­men på sko­lens sport­s­plads med to be­va­eb­ne­de sol­da­ter bag mig. Jeg var flan­ke­ret af jord­be­sid­de­re, høj­re­o­ri­en­te­re­de og kon­tra­re­vo­lu­tio­na­e­re, men over­ra­sken­de nok var by­ens be­røm­te »be­skid­te pen« ik­ke til ste­de. Fol­ke­ma­eng­den stod ne­den for plat­for­men, som sor­te sky­er, stem­mer­ne pi­ske­de som regn. Jeg hør­te mi­ne for­bry­del­ser bli­ve rem­set op med al­vor­lig stem­me over højt­ta­ler­ne, jeg hav­de til­sy­ne­la­den­de be­gå­et en lang ra­ek­ke vidt for­skel­li­ge for­mer for mord, og til sidst lød or­de­ne: »Døm­mes til dø­den, dom­men ek­se­kve­res med det sam­me.« I sam­me øje­blik stem­men dø­de bort, trå­d­te en be­va­eb­net sol­dat frem på si­den af mig. Han løf­te­de lang­somt au­to­ma­tri­f­len og sig­te­de mod mit ho­ved. Jeg ma­er­ke­de rif­fel­mun­din­gen hvi­le mod min tin­ding, så hør­te jeg ly­den af et skud, og jeg for­stod, at han hav­de tryk­ket af. I drøm­men blev jeg slyn­get ned på plat­for­men, men ma­er­ke­ligt nok rej­ste jeg mig igen med det sam­me, og jeg kun­ne hø­re den sum­men­de men­ne­ske­ma­eng­de ne­de for­an mig. Det føl­tes, som om kug­len hav­de skudt min hjer­ne ud, ho­ve­d­et var som en hul­let ae­g­ge­skal, og hvi­de og blom­me strøm­me­de ud. Med et ho­ved som en tom ae­g­ge­skal dre­je­de jeg om­kring og gik til an­greb på den sol­dat, der hav­de skudt mig. Jeg sprang mod ham, mens jeg brø­le­de: »Vi er for po­k­ker ik­ke en­gang nå­et ned på stran­den end­nu!« Så våg­ne­de jeg, da­ek­ket af sved og med ga­l­op­pe­ren­de hjer­te. Men det var ik­ke, som det ple­je­de, når jeg våg­ne­de ef­ter et ma­re­ridt. Jeg pri­ste mig ik­ke ba­re lyk­ke­lig, for­di det blot hav­de va­e­ret en drøm, nej, jeg blev fan­get ind af en erin­dring. Sko­lens sport­s­plads, de of­fent­li­ge døds­dom­me, ra­ek­ker­ne af sva­ert be­va­eb­ne­de sol­da­ter på last­bi­lens lad, hen­ret­tel­ser­ne på stran­den, den lil­le kug­le, der hav­de me­re kraft end en ham­mer, det lil­le hul i bag­ho­ve­det på den dø­de og det sto­re, smadre­de hul i hans pan­de, blod­sta­en­ke­ne i san­det ... Al­le de skra­em­men­de bil­le­der fol­de­de sig end­nu en gang ud for mit blik. Jeg be­gynd­te at ta­en­ke over, hvorfor jeg al­tid blev ja­get i mi­ne drøm­me. Be­gynd­te at for­stå, at det var, for­di jeg skrev alt for me­get om blod og om vold i lø­bet af da­gen. Jeg tror, det var kar­ma. Så den nat, el­ler må­ske var det tid­lig mor­gen, lå jeg un­der dy­nen, der var gen­nem­blødt af sved, og jeg lo­ve­de mig selv, at jeg ik­ke la­en­ge­re vil­le skri­ve blo­di­ge, vol­de­li­ge hi­sto­ri­er. Og der­for var det, som Pankaj Mis­hra sag­de, at der blev min­dre og min­dre blod og vold i mi­ne forta­el­lin­ger. I dag er der gå­et om­kring 20 år. Men når jeg ser til­ba­ge på den tid, kan jeg ma­er­ke fryg­ten i mit hjer­te. Jeg tror, at jeg be­va­e­ge­de mig på ran­den af for­nuf­ten, og hvis jeg ik­ke hav­de gen­nem­le­vet min egen hen­ret­tel­se, hvis ik­ke dis­se min­der var kom­met til­ba­ge til mig, vil­le jeg ha­ve skre­vet om blo­dig vold, ind­til det øje­blik kom, hvor jeg mi­ste­de for­stan­den. Den dag i dag vil­le jeg ik­ke kun­ne ha­ve sid­det her i mit hjem i Bei­jing og skri­ve det­te; jeg vil­le sand­syn­lig­vis ha­ve be­fun­det mig i en seng på et sinds­sy­ge­ho­spi­tal, stir­ren­de ud i et uen­de­ligt mør­ke. Af og til er bå­de li­vet og skrif­ten så en­kel. En drøm, en gen­fun­det erin­dring, og med ét er alt for­an­dret.

Tek­sten stam­mer fra Yu Hu­as se­ne­ste es­say­sam­ling og er over­sat af Sid­se Lau­ge­sen. For­fat­te­ren er ak­tu­el på dansk med ro­ma­nen »Den sy­ven­de dag«.

Mil­li­o­ner af Mao-til­ha­en­ge­re be­sø­ger hvert år by­en Sha­os­han, hvor man pro­du­ce­rer me­mora­bi­lia for by­ens stol­te søn, Mao Zedong, der her sid­der for­gyldt i fa­brik­kens bag­gård i 2016.

50 år tid­li­ge­re de­mon­stre­re­de stu­de­ren­de mod Kul­tur­re­vo­lu­tio­nen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.