Po­li­tisk.

Politik. Hel­le Thor­ning-Sch­midt forta­el­ler sin hi­sto­rie. Hun er ty­de­lig­vis en god mor. Hvad hun vil­le som po­li­ti­ker er til gen­ga­eld uaf­kla­ret.

Weekendavisen - - Bøger - Af SØ­REN K. VILLEMOES

Fa­mi­lie­men­ne­sket Hel­le trum­fer stats­mi­ni­ste­ren Thor­ning i ny ELRJUDÀ

Ni­na Munch-Per­rin: Hvad man ik­ke dør af – Hel­le Thor­ning-Sch­midt forta­el­ler sin hi­sto­rie. 348 si­der, ill. 299,95 kr. Gyl­den­dal.

Hvad vil­le Hel­le Thor­ningS­ch­midt? Jeg har som så man­ge an­dre dan­ske­re un­dret mig over det, li­ge si­den hun fløj ind fra Bruxel­les og blev le­der af So­ci­al­de­mo­kra­ti­et i 2005. Ef­ter små fi­re år med hen­de som stats­mi­ni­ster fra 2011 til 2015, føl­te jeg mig ik­ke me­get klo­ge­re. Hvad der drev hen­de po­li­tisk, fo­re­kom mig sta­dig en gå­de. Vi hav­de haft DONG-salg, sko­le- og skat­tere­form, ot­te re­ge­rings­ro­ka­der, en sel­fie med Oba­ma. Hvad der bandt det he­le sam­men, ane­de jeg ik­ke. Mi­stan­ken om, at hun ik­ke var en rig­tig so­ci­al­de­mo­krat, men sna­re­re en kosmopo­li­tisk kar­ri­e­re­kvin­de, hang over hen­de fra be­gyn­del­sen og for­svandt al­drig rig­tig. »Guc­ciHel­le«, »en blank per­son«. Kri­tik­ken var hård. El­ler var det ba­re små­li­ge an­kla­ger fra folk, der ik­ke kun­ne rum­me en smuk, mo­der­ne, vi­sio­na­er og ve­lud­dan­net kvin­de i et gam­melt ar­bej­der­par­ti? Da jeg fik bo­gen Hvad man ik­ke dør af – Hel­le Thor­ning-Sch­midt forta­el­ler sin hi­sto­rie, skre­vet af jour­na­list Ni­na Munch-Per­rin, ta­enk­te jeg, at den kun­ne gi­ve svar. Det er den før­ste af sin slags ef­ter Thor­nings tid som stats­mi­ni­ster. Den må ud­la­eg­ge en rød tråd, en po­li­tisk mis­sion. Bo­gen er dog me­re et ro­sen­de portra­et af per­so­nen Hel­le end et ind­blik i po­li­ti­ke­ren Thor­ning. Vi hø­rer om op­va­ek­sten i Is­høj, hvor Hel­le vok­se­de op i et bo­lig­kom­pleks med sin mor og sto­re­bror. Om hen­des tid på Statskund­skab. Kar­ri­e­ren i Bruxel­les. Og ik­ke mindst om hen­des fa­mi­li­e­liv med ae­g­te­man­den Step­hen Kin­no­ck og de­res to døtre. Ni­na Munch-Per­rin er ty­de­ligt be­ta­get af hen­des ar­bejds­styr­ke, flid og over­blik og hen­des ev­ner som le­der og mor. Hel­le Thor­ning-Sch­midt blev al­tid hjem­søgt af spørgs­mål om, hvor god en mor hun nu kun­ne va­e­re som stats­mi­ni­ster. Det var en un­fair, se­xi­stisk pris, hun måt­te be­ta­le. Det er Munch-Per­rin ik­ke spar­som med at min­de la­e­se­ren om. Al­li­ge­vel va­el­ger hun at bru­ge sin bog net­op på at po­rtra­et­te­re Hel­le Thor­ningS­ch­midt me­re som mor end som po­li­ti­ker. Det vir­ker pa­ra­doksalt. Hen­des re­ge­rings­tid fyl­der et par ka­pit­ler, mens fa­mi­li­e­li­vet i byg­ge­for­e­nings­hu­set på Øster­bro spre­des ud over den hal­ve bog. Ef­ter endt la­es­ning er jeg over­be­vist om, at Hel­le er en for­mi­da­bel mor, en frem­ra­gen­de ae­g­te­fa­el­le og et godt be­kendt­skab. Hvad an­går det po­li­ti­ske, er jeg ef­ter­ladt i uvis­hed.

ET en­kelt sted kom­mer for­fat­te­ren ind på, at Thor­ning blev kri­ti­se­ret for at mang­le po­li­tisk kom­pas. Hvad be­tød for al­vor no­get for hen­de? Thor­ning for­kla­rer, at ka­pi­ta­lis­men er det bed­ste sy­stem, vi har, men at det ska­ber et ska­evt samfund, hvis det ik­ke bli­ver re­gu­le­ret. Op­ga­ven er at fin­de en ba­lan­ce mel­lem frie mar­keds­kra­ef­ter og hen­sy­net til de man­ge – og mil­jø­et. »At ska­be ret­fa­er­dig­hed og fair­ness« kal­des det (uden at det for­kla­res, hvad for­skel­len skul­le va­e­re på de to). Det er så upra­e­cist, at al­le på na­er de mest de­di­ke­re­de be­ton­kom­mu­ni­ster og anarko-ka­pi­ta­li­ster for­ment­lig vil­le kun­ne er­kla­e­re sig eni­ge. Hvad vil­le hun så med So­ci­al­de­mo­kra­ti­et un­der sit le­der­skab? Her er det mest kon­kre­te: »Min op­ga­ve har li­ge­som mi­ne for­ga­en­ge­res va­e­ret at spør­ge om, hvor­dan tin­ge­ne kan bli­ve bed­re. In­tet godt kan be­stå, hvis man ik­ke he­le ti­den ud­for­drer det og stil­ler spørgs­mål. Så for­an­drin­ger og re­for­mer har al­tid va­e­ret en del af det, der drev mig.« Det kun­ne li­ge så godt stå i en selv­hja­elps­bog. Det er ken­de­teg­nen­de. Po­li­ti­ske mål og va­er­di­er be­skri­ves i me­nings­lø­se glo­ser. Ord som at »re­for­me­re« og »mo­der­ni­se­re« So­ci­al­de­mo­kra­ti­et og at få det ud af sin »tryg­heds­zo­ne« går igen. Par­ti­et skul­le va­e­re »valg­bart«. Men var der ik­ke no­get med, at hun tab­te fle­re valg, end hun vandt? Bo­gen gi­ver me­re ind­sigt i Thor­nings po­li­ti­ske driv­kraft, når den be­skri­ver hen­des livs­for­løb. Her går der nem­lig en rød tråd. Den lø­ber ned gen­nem Eu­ro­pa og ud i det glo­ba­le. Thor­ning blev po­li­tisk for­met i 1990er­nes Eu­ro­pa. Hun stu­de­re­de på Eu­ro­pakol­le­gi­et i Brüg­ge, da hun mød­te wa­li­si­ske Step­hen Kin­no­ck, og traf kom­men­de top­po­li­ti­ke­re over he­le kon­ti­nen­tet. Kin­no­ck er fra en kendt La­bour-fa­mi­lie; hans far har va­e­ret La­bour-le­der og se­ne­re EU-kom­mis­sa­er. Det var ef­ter, hun mød­te Step­hen, men in­den, hun blev pra­e­sen­te­ret for hans fa­mi­lie, at hun som 26-årig meld­te sig ind i So­ci­al­de­mo­kra­ti­et. Thor­ning blev so­ci­al­de­mo­krat i Eu­ro­pa. Ik­ke i DSU, Frit Forum, fag­be­va­e­gel­sen el­ler an­dre ty­pi­ske re­k­rut­te­rings­ka­na­ler. Po­li­tisk er Thor­ning så­le­des for­met af sin ung­doms mø­de med en kosmopo­li­tisk, op­ti­mi­stisk eu­ro­pa­ei­sk ge­ne­ra­tion af ve­lud­dan­ne­de, am­bi­tiø­se men­ne­sker, der ido­li­se­re­de To­ny Blairs New La­bour, To­ny Gid­dens tred­je vej og Bill Cl­in­tons tri­angu­le­rin­ger. Det er en po­li­tisk strøm­ning, der i dag er i to­talt for­fald, knust af Bre­xit, Trump, ter­ror, flygt­nin­ge-, eu­ro- og fi­nanskri­ser. Må­ske er det der­for, Thor­ning ik­ke øn­sker at ta­le så me­get om den? Til gen­ga­eld vil hun ger­ne forta­el­le la­e­se­ren, at hun tid­ligt var op­ma­er­k­som på de ne­ga­ti­ve føl­ger af ind­van­drin­gen, da hun sam­men med Morten Bødskov, Lars Ol­sen og Tine Aur­vigHug­gen­ber­ger i 2002 ud­gav en de­bat­bog. For­svar for fa­el­les­ska­bet var rig­tig nok kri­tisk over for den da­va­e­ren­de so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske ud­la­en­din­gepo­li­tik, men som an­dre har gjort op­ma­er­k­som på, var Thor­ning den­gang imod, at det­te em­ne over­ho­ve­det skul­le med. Det kra­e­ve­de hårdt ar­bej­de fra de øv­ri­ge for­fat­te­re at over­be­vi­se hen­de. Det na­ev­nes ik­ke i Hvad man ik­ke dør af. I ste­det forta­el­ler Thor­ning, at ud­la­en­din­gepo­li­tik den­gang var hen­des »pas­sion«. Det­te for­søg på at skri­ve sig ind i det tid­li­ge in­ter­ne, so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske op­gør med en slap ud­la­en­din­gepo­li­tik er ik­ke over­be­vi­sen­de. Hun om­døb­te og­så par­ti­et til So­ci­al­de­mo­kra­ter­ne. Men hen­des ef­ter­føl­ger Mette Fre­de­rik­sen gik hur­tigt til­ba­ge til So­ci­al­de­mo­kra­ti­et. En sym­bolsk hand­ling, hvor­med Fre­de­rik­sen re­du­ce­re­de de ti år med Thor­ning til en hi­sto­risk pa­ren­tes. Bo­gen frem­ha­e­ver, at hun gik fra 4.591 per­son­li­ge stem­mer ved sit før­ste fol­ke­tings­valg i 2005 til 42.412 stem­mer ved sit sid­ste i 2015. En ni-dob­ling. Men den na­ev­ner ik­ke, at hun i 2007, det før­ste med hen­de som for­mand, fik 49.926 stem­mer. Va­el­ger­ne kun­ne bed­re li­de hen­de som ny og uprø­vet op­po­si­tions­le­der end som ru­ti­ne­ret stats­mi­ni­ster. Det er og­så be­ma­er­kel­ses­va­er­digt, hvor­dan Thor­ning be­hand­ler Hen­rik Sass Lar­sen, sin na­er­me­ste al­li­e­re­de fra 2005 til 2011. I bo­gen er han en pe­ri­fer skik­kel­se, mens ty­per som tid­li­ge­re fi­nans­mi­ni­ster Bjar­ne Cory­don og sa­er­lig rå­d­gi­ver Noa Re­ding­ton står cen­tralt (uden dog at forta­el­le, hvad de vil­le po­li­tisk). Sa­er­ligt iøj­ne­fal­den­de er Thor­nings frem­stil­ling af for­lø­bet om­kring Sass’ dra­ma­ti­ske exit som kom­men­de fi­nans­mi­ni­ster un­der re­ge­rings­for­hand­lin­ger­ne i Crown Pla­za i 2011. PET hav­de an­ma­er­k­nin­ger til Sass i for­bin­del­se med de­res sik­ker­heds­vur­de­ring. Han hav­de sendt en un­der­lig be­sked til Ban­di­dos­ro­ck­e­ren Suzuki-Tor­ben i Kø­ge ef­ter en by­tur. I bo­gen står der, at Thor­ning med det sam­me be­slut­te­de sig for, at Sass ik­ke kun­ne bli­ve mi­ni­ster, at hun trak ham til si­de på gan­gen og med­del­te ham sin be­slut­ning, og at det skyld­tes den pro­ble­ma­ti­ske sms. Sass var van­tro og vil­le hø­re me­re, hvor­ef­ter hun til­bød ham en bri­e­fing af Justits­mi­ni­ste­ri­et. Det ly­der godt, men har­mone­rer ik­ke med, hvor­dan Sass tid­li­ge­re har frem­lagt for­lø­bet. Iføl­ge Sass for­tal­te Thor­ning blot, at der var pro­ble­mer med hans »sik­ker­heds­god­ken­del­se«, ik­ke at han var fa­er­dig som mi­ni­ste­rem­ne. Det var Stats­mi­ni­ste­ri­ets de­par­te­ments­chef, der i sel­skab med Justits­mi­ni­ste­ri­ets de­par­te­ments­chef og PET­che­fen måt­te for­kla­re ham, hvad det he­le gik ud på. Her­ef­ter trak han sig selv som mi­ni­ster­kan­di­dat. Hvorfor er det vig­tigt, om det var Thor­ning el­ler hen­des em­beds­ma­end, der fy­re­de Sass? For­di et ken­de­tegn ved sva­ge po­li­ti­ke­re er, at de la­der em­bedsva­er­ket tra­ef­fe sva­e­re be­slut­nin­ger og gør po­li­ti­ske spørgs­mål til ob­jek­ti­ve tek­ni­ka­li­te­ter. At fy­re sin na­er­me­ste al­li­e­re­de var en af­gø­ren­de po­li­tisk be­slut­ning. Men var det hen­des? Må­ske er Thor­nings frem­la­eg­ning af for­lø­bet kor­rekt. Men at Sass ef­ter­føl­gen­de hu­sker det an­der­le­des, er som mini­mum tegn på en ka­o­tisk og dys­funk­tio­nel re­ge­ring. Må­ske er det ik­ke så mystisk, hvorfor Thor­ning til­sy­ne­la­den­de hel­le­re vil hu­skes for si­ne be­drif­ter som mor end som stats­mi­ni­ster.

Det kun­ne li­ge så godt stå i en selv­hja­elps­bog. Det er ken­de­teg­nen­de. Po­li­ti­ske mål og va­er­di­er be­skri­ves i me­nings­lø­se glo­ser.

FOTO: SCANPIX

Hel­le Thor­ning for­la­der hjem­met som Dan­marks nye stats­mi­ni­ster og Dan­marks før­ste kvin­de­li­ge stats­mi­ni­ster.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.