In­ter­view.

Weekendavisen - - Bøger -

For­ra­e­de­re er langt bed­re end de­res ryg­te, me­ner Amos Oz, der har haft pra­e­di­ka­tet i nUWLHU

»En­hver an­sta­en­dig re­dak­tør vil­le ha­ve klip­pet den ud af evan­ge­li­er­ne. Det er en plet på evan­ge­li­er­ne. Og ik­ke en uskyl­dig plet. Den bur­de ha­ve va­e­ret fjer­net. Den­ne hi­sto­rie er sim­pelt­hen den ve­st­li­ge an­ti­se­mi­tis­mes Tjer­no­byl.« Bi­bel­de­tek­ti­ven ryster på ho­ve­d­et. Han er bå­de op­re­vet og vildt be­gej­stret. »Det er hi­sto­ri­en om, hvor­dan en jø­de slog Jesus ihjel, og in­gen an­den hi­sto­rie har ko­stet så man­ge uskyl­di­ge men­ne­ske­liv. For­føl­gel­ser, po­gro­mer, in­k­vi­si­tion, Ho­lo­caust. Det er en ae­kel hi­sto­rie, som har gå­et mig på me­get la­en­ge, men så duk­ke­de Schmu­el Asch plud­se­lig op, og han hav­de en helt an­den fo­re­stil­ling om, hvad det var, der ske­te.« – Hvad er Schmu­el As­chs for­tolk­ning?

»Iføl­ge Schmu­el Asch tror Ju­das me­re på Jesus, end Jesus gør. Jesus har tvivl. Han vil ik­ke til Jerus­a­lem. Han er ban­ge for at dø, li­ge­som du og jeg. Fa­na­ti­ke­ren Ju­das er til gen­ga­eld ha­e­vet over en­hver tvivl. Jesus skal kors­fa­e­stes i bed­ste sen­de­tid, så al­le ser med, når han for­la­der kor­set le­ven­de, og him­me­ri­get ind­fin­der sig.« Oz la­der, som om han va­sker si­ne ha­en­der med en selv­til­freds mi­ne. Fa­er­digt ar­bej­de. »Men da han ind­ser, at han har for­an­le­di­get dra­bet på det men­ne­ske, han el­ske­de al­ler­hø­jest i he­le ver­den, op­står tviv­len, og han ha­en­ger sig selv i fortviv­lel­se.« En an­da­eg­tig stil­hed ind­fin­der sig. Må­ske sy­nes Oz, det bli­ver li­ge vel højstemt. I hvert fald føl­ger han op med en jo­ke. »Nu var jeg ik­ke selv til ste­de den fre­dag. Jeg var hos tand­la­e­gen og gik glip af kors­fa­e­stel­sen, men umid­del­bart sy­nes jeg, at Schmu­el As­chs ver­sion gi­ver me­get bed­re me­ning end de ha­de­ful­de for­tolk­nin­ger, man fin­der i evan­ge­li­er­ne.« – Hvor­dan er din bog egent­lig ble­vet mod­ta­get i krist­ne kred­se?

»En af de mest in­ter­es­san­te an­mel­del­ser af bo­gen er skre­vet af Rowan Wil­li­ams, den tid­li­ge­re ae­r­ke­bi­skop af Can­ter­bury. Han var glad for bo­gen, men selv­føl­ge­lig og­så pro­vo­ke­ret. Et sted be­ma­er­ker Asch, at Ju­das var ’den før­ste krist­ne, den sid­ste krist­ne, den ene­ste krist­ne’. Selv kul­turkrist­ne forta­el­ler mig, at den sa­et­ning er sva­er for dem at for­dø­je. De er al­le op­dra­get med idéen om, at Ju­das er det mest af­sky­e­li­ge va­e­sen, ver­den har kendt. Va­er­re end Hit­ler! Og plud­se­lig pra­e­sen­te­res han som en sand tro­en­de. Den san­de tro­en­de. Som ham, der tro­e­de me­re på Jesus end Jesus selv. Selv­føl­ge­lig er det pro­vo­ke­ren­de.« – Kri­sten­dom­mens syn på jø­der er el­lers ge­ne­relt ik­ke no­get, der dis­ku­te­res me­get i dag. Hvorfor pil­le i det gam­le sår? »Si­den Ho­lo­caust har bå­de de krist­ne og jø­de­r­ne ge­ne­relt va­e­ret kon­flikt­sky, når det gjaldt det­te spra­eng­far­li­ge em­ne. Det er et af den ve­st­li­ge ci­vi­li­sa­tions stør­ste ta­bu­er, og hold­nin­gen er, at man helst skal und­gå at ta­le om det. Det sy­nes jeg er spa­en­den­de, og som for­fat­ter skal man ik­ke va­e­re ban­ge for at tra­e­de ud på mi­ne­fel­ter.« – Et sted i din bog ud­ste­der Gers­hom Wald en pro­fe­ti: Kon­flik­ten mel­lem jø­der og mus­li­mer skal nok lø­se sig, hvor­i­mod kon­flik­ten mel­lem jø­der og krist­ne vil fort­sa­et­te i »hund­red­vis af ge­ne­ra­tio­ner«. Hvorfor? »Det er Walds pro­fe­ti og ik­ke min, så det kan jeg ik­ke sva­re på. Men selv­føl­ge­lig hå­ber jeg på, at beg­ge kon­flik­ter en dag bli­ver løst. Den­ne bog er mit yd­my­ge bi­drag. Men husk på, at i sid­ste en­de hand­ler den­ne bog hver­ken om Jesus el­ler Ju­das. Bo­gen hand­ler om tre frem­me­de, der til­brin­ger en hel vin­ter sam­men i et fal­de­fa­er­digt hus, hvor de drik­ker span­de­vis af te og ta­ler sam­men. Det ly­der må­ske som star­ten på en vit­tig­hed, men det er vit­ter­ligt det ene­ste, der sker. De er frem­me­de for hin­an­den, ue­ni­ge om na­e­sten alt og har ik­ke sa­er­lig me­get til­fa­el­les. De bry­der sig gan­ske en­kelt ik­ke om hin­an­den. Men på et el­ler an­det tids­punkt sker der no­get. En form for hen­gi­ven­hed ind­fin­der sig, og mod slut­nin­gen kan man li­ge­frem ta­le om ka­er­lig­hed. Selv jeg blev over­ra­sket over det­te, og ef­ter­føl­gen­de har jeg for­søgt at for­stå, hvor­når det­te skift fin­der sted, men jeg kan ik­ke iden­ti­fi­ce­re det. Det sker ba­re. Men­ne­sker for­an­drer hin­an­den, og det er et se­ku­la­ert mira­kel.« Oz la­eg­ger tryk på or­det »se­ku­la­er« og kon­klu­de­rer så: »Det er det, min bog hand­ler om.« – »Ju­das« er, som man­ge af di­ne an­dre bøger, fyldt med stem­nings­fyld­te be­skri­vel­ser af Jerus­a­lem. Selv by­ens ga­der er erin­drings­ven­ti­ler. »Jerus­a­lem er ik­ke blot ste­det, hvor ro­ma­nen fo­re­går; by­en er en ho­ved­per­son. Nog­le va­er­ker kan rej­se. De kan fo­re­gå hvor som helst. Og så er der bøger, som kun kan fo­re­gå ét sted. For­bry­del­se og straf kan kun fo­re­gå i Sankt Pe­ters­borg. Wil­li­am Faulk­ners bøger er det dy­be Sy­den. Ga­bri­el García Márquez er Ara­ca­ta­ca. For mig er Jerus­a­lem dét sted. Men det er ik­ke Jerus­a­lem i dag; det er det sår­e­de Jerus­a­lem i 1950er­ne. Det op­del­te Jerus­a­lem med mi­ne­fel­ter, in­gen­mandsland og snig­skyt­ter.« – Hvorfor la­de ro­ma­nen fo­re­gå den­gang og ik­ke i dag?

»1940rne var det mest dra­ma­ti­ske og tragi­ske år­ti i den lan­ge hi­sto­rie om det jø­di­ske folk. 1950er­ne er ’da­gen der­på’, og jeg ta­enk­te, at net­op den­ne hi­sto­rie hør­te til i den­ne at­mos­fa­e­re af man­gel, ra­tio­ne­rings­kort og lan­ge kø­er af folk på jagt ef­ter fø­de­va­rer og par­af­fin. Jerus­a­lem i 1950er­ne er for mig ly­den af en en­som cel­lo på en kold vin­ter­nat.« – Men ro­ma­nen vir­ker og­så til at va­e­re skre­vet i ly­set af Seks­da­ge­skri­gen i 1967, hvor Is­ra­el be­sat­te Ga­za, Vest­bred­den, Si­nai og Go­lan­høj­der­ne. Det er jo isa­er din kri­tik af den is­ra­el­ske be­sa­et­tel­se, der gen­nem ti­den har re­sul­te­ret i pra­e­di­ka­tet »for­ra­e­der«. »Nu er det jo ik­ke van­ske­ligt at va­e­re pro­fet i til­ba­ge­blik, og det er hel­ler ik­ke van­ske­ligt at skri­ve en hi­sto­risk ro­man, når man ved, hvad der ske­te. Men jeg er in­gen eks­pert. Folk stil­ler mig spørgs­mål, som Schmu­el vil­le kun­ne sva­re på, og de er for­bløf­fe­de, når jeg si­ger, at jeg ik­ke kan sva­re. Det er hans eks­per­ti­se. Ik­ke min. Den ene­ste und­ta­gel­se, som jeg kan kom­me i tan­ke om, er, at jeg mulig­vis er lidt af en eks­pert, når det ga­el­der eks­per­ter.« – Hvorfor fa­sci­ne­rer de dig?

»Jeg har al­tid va­e­ret fa­sci­ne­ret, ja, li­ge­frem be­sat, af fa­na­ti­ke­re. Fa­na­tis­me er et til­ba­ge­ven­den­de te­ma i min ta­enk­ning så­vel som i mi­ne bøger. Det ga­el­der og­så den­ne ro­man. She­al­ti­el Abra­va­nel er fa­na­tisk i sin op­ti­mis­me. Han er over­be­vist om, at hvis blot jø­de­r­ne drop­per idéen om en jø­disk stat, skal al­ting nok lø­se sig. Ju­das er og­så fa­na­tisk. Han vil ha­ve frel­se li­ge nu og her. Jeg ken­der man­ge men­ne­sker, som er på den må­de. Re­li­gi­øse. Se­ku­la­e­re. De er ove­ralt, og de op­ta­ger mig og be­gej­strer mig. Men jeg prø­ver på ik­ke at va­e­re som dem.«

Amos Oz’ »Ju­das« ud­kom­mer og an­mel­des i na­e­ste uge.

FOTO: POLFOTO

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.