En stolt for­ra­e­der

In­ter­view. »Da jeg var 16 år gam­mel, indså jeg, at med­min­dre jeg la­e­ste evan­ge­li­er­ne, vil­le jeg al­drig for­stå Re­na­es­san­cens kunst, Ba­chs mu­sikk el­ler Do­sto­jevski­js ro­ma­ner.« Den is­ra­el­ske for­fat­ter Amos Oz har skre­vet en stor ro­man om Ju­das.

Weekendavisen - - Bøger - Af KATHRINE TSCHEMERINSKY

Jeg var ot­te år gam­mel, den før­ste gang jeg blev kaldt for­ra­e­der. Jeg blev ven­ner med en fed, ast­ma­tisk og let­te­re ko­misk bri­tisk po­li­ti­ser­gent, som var over­be­vist om den bi­bel­ske be­tyd­ning af jø­de­r­nes gen­komst til det hel­li­ge land. Jeg tror, at han kun­ne Det Gam­le Te­sta­men­te ude­nad, men hans nu­tids­he­bra­isk var ik­ke-ek­si­ste­ren­de, så jeg la­er­te ham lidt he­bra­isk mod, at han la­er­te mig en­gelsk. Så snart mi­ne ven­ner fandt ud af, at jeg var ble­vet ven­ner med fjen­den, mista­enk­te de mig for at ha­ve af­slø­ret al­ver­dens hem­me­lig­he­der, og en af dem skrev på en va­eg: ’Amos er en skrup­pel­løs for­ra­e­der’. Al­le­re­de den­gang spurg­te jeg mig selv: Er det mu­ligt, at en for­ra­e­der ik­ke er skrup­pel­løs? Hvis ik­ke, hvorfor skul­le min el­ske­de ven el­lers ha­ve gjort sig den ulej­lig­hed at til­fø­je or­det ’skrup­pel­løs’. Og i så fald, hvor­når er en for­ra­e­der ik­ke skrup­pel­løs? Dis­se spørgs­mål har op­ta­get mig li­ge si­den – isa­er for­di der na­e­sten ik­ke er gå­et et år uden, at no­gen har kaldt mig for­ra­e­der.« Amos Oz, som blev født i Jerus­a­lem i 1939, bor på 12. sal af en hon­ning­far­vet ejen­dom i Ra­mat Aviv, en us­køn, men vel­ha­ven­de by­del i Tel Aviv. Vi skal ta­le om hans se­ne­ste ro­man Ju­das, som hand­ler om ph.d.-stu­den­ten Schmu­el Asch, der li­der af kro­nisk tra­et­hed, for­stør­ret hjer­te og skri­ve­blo­ke­ring, pen­ge­man­gel og ka­e­re­stesorg. En dag stø­der han på et jo­bop­slag, hvor en ae­l­dre her­re sø­ger en sam­ta­le­part­ner mod kost og lo­gi, og he­r­i­gen­nem in­tro­du­ce­res Asch til den vris­ne la­e­ne­stolsa­ka­de­mi­ker Gers­hom Wald og den mystisk dra­gen­de en­ke Atal­ja Abra­va­nel. Ju­das er en idéro­man. Ho­ved­par­ten af bo­gen be­står af sam­ta­ler mel­lem de tre, og he­r­i­gen­nem op­rul­les hi­sto­ri­en om to så­kald­te for­ra­e­de­re: Ju­das, som var en af Jesus’ 12 di­scip­le og den, som for­rå­d­te ham med et kys i Get­se­ma­ne Ha­ve, og She­al­ti­el Abra­va­nel, Atal­jas far og Walds go­de ven, som op gen­nem 1930rne og 1940rne var del af David BenGurions in­der­kreds, men på et tids­punkt be­gynd­te at be­tviv­le vi­sio­nen om en jø­disk stat og dø­de bå­de ud­stødt og for­hadt. Selv har den 78-åri­ge for­fat­ter og­så ma­er­ket kri­tik­kens svø­be. Ik­ke så me­get for si­ne 20 ro­ma­ner, men gen­nem årene har Oz mar­ke­ret sig som en mar­kant stem­me i den po­li­ti­ske de­bat i Is­ra­el. I 1978 var Oz, som be­teg­ner sig selv som en »ven­stre­o­ri­en­te­ret zi­o­nist«, med til at stif­te fredsor­ga­ni­sa­tio­nen Pea­ce Now. Han øn­sker en to-stats­løs­ning og har si­den Seks­da­ge­skri­gen i 1967 va­e­ret en ved­hol­den­de kri­ti­ker af Is­ra­els ulov­li­ge be­sa­et­tel­se af de pa­la­esti­nen­si­ske ter­ri­to­ri­er. Det er hold­nin­ger som dis­se, der, iføl­ge Oz, gen­nem ti­den har få­et hans po­li­ti­ske op­po­nen­ter fra den is­ra­el­ske høj­re­fløj til at an­kla­ge ham for at va­e­re upa­tri­o­tisk. »På et tids­punkt indså jeg, at jeg be­fin­der mig i et vi­dun­der­ligt sel­skab. Helt til­ba­ge fra pro­fe­ten Je­re­mi­as og de tid­li­ge krist­ne, her­i­blandt Ju­das. Abra­ham Lin­coln, som fri­gav de ame­ri­kan­ske sla­ver, blev kaldt en for­ra­e­der. Char­les de Gaul­le, som i 1959 er­kla­e­re­de, at al­ge­ri­er­ne hav­de ret til na­tio­nal selv­be­stem­mel­se, blev kaldt en for­ra­e­der, og Gor­batjov, som i 1985 ind­led­te af­mon­te­rin­gen af Sov­je­tu­ni­o­nen, blev kaldt en for­ra­e­der. Émi­le Zo­la blev kaldt en for­ra­e­der på grund af sin støt­te til Drey­fus. Na­zi­ster­ne kald­te Tho­mas Mann en for­ra­e­der; det sam­me kald­te kom­mu­ni­ster­ne Alek­s­an­dr Sol­sje­nit­syn. Da den egyp­ti­ske pra­esi­dent Anwar Sa­dat kom til Jerus­a­lem og til­bød fred, blev han kaldt en for­ra­e­der, og han blev ef­ter­føl­gen­de dra­ebt af si­ne eg­ne. Det sam­me blev den is­ra­el­ske pre­mi­er­mi­ni­ster Yitzhak Ra­bin som føl­ge af Oslo-af­ta­len. Så du ser, det er en eks­klu­siv klub, og hver gang no­gen kal­der mig en for­ra­e­der, sam­ler jeg tit­len op som en bro­che og ha­ef­ter den stolt fast på min jak­ke.« – Hvor­dan ad­skil­ler din for­tolk­ning af, hvad en for­ra­e­der er, sig fra den ga­engse for­tolk­ning? »Min for­ra­e­der er én, som har mo­det til at aen­dre sig. For den som mod­sa­et­ter sig for­an­dring, fryg­ter for­an­dring og li­ge­frem forag­ter for­an­dring be­trag­tes det som det ul­ti­ma­ti­ve for­ra­e­de­ri. Men der er selv­føl­ge­lig og­så man­ge ek­semp­ler på men­ne­sker, som gan­ske en­kelt var skrup­pel­lø­se for­ra­e­de­re og in­tet an­det end det.«

I 2002 ud­kom erin­drings­ro­ma­nen En forta­el­ling om ka­er­lig­hed og mør­ke, hvor Oz be­ret­ter om sin op­va­ekst i Jerus­a­lem som ene­ste barn af to øst­eu­ro­pa­ei­ske ind­van­dre­re, frem til morens selv­mord, da Oz var 12 år gam­mel. Et sted i bo­gen be­skri­ver han sin gran­don­kel Jo­sef Klaus­ner, som var pro­fes­sor i jø­disk hi­sto­rie og lit­te­ra­tur og blandt an­det vak­te fu­r­o­re med bo­gen Jesus af Na­za­reth, hvori han ha­ev­der, at Jesus var re­formjø­de og al­drig hav­de til hen­sigt at ska­be en ny re­li­gion. Fa­sci­na­tio­nen af Jesus lø­ber til­sy­ne­la­den­de i fa­mi­li­en, men det gør mista­enksom­he­den over for kon­sensusta­enk­ning og­så; på et tids­punkt gav Klaus­ner sin nevø en bog, og i de­di­ka­tio­nen lød en op­for­dring til al­tid at trod­se ti­dens strøm og ta­en­ke selv­sta­en­di­ge tan­ker. Jeg spør­ger Oz, hvor­dan man gør det. »Stil dig selv van­ske­li­ge spørgs­mål. Isa­er om de ting al­le om­kring dig sy­nes at va­e­re eni­ge om. Jeg tror, det hed­der nys­ger­rig­hed. Nys­ger­rig­hed er nød­ven­dig for men­ne­ske­lig ud­vik­ling, men til det vil jeg ger­ne til­fø­je, at det og­så er en moralsk dyd. Nys­ger­ri­ge men­ne­sker er of­te bed­re end dem, som ik­ke er nys­ger­ri­ge.« – Hvorfor? »For­di de stil­ler sig selv spørgs­må­let: hvad nu, hvis jeg var ham el­ler hen­de? Det hand­ler om at kun­ne sa­et­te sig i an­dres sted – selv ens ae­r­kefjen­der. Jeg tror, at nys­ger­ri­ge men­ne­sker er bed­re fora­el­dre, el­ske­re, na­bo­er og må­ske li­ge­frem bi­li­ster. Hvad er det na­e­ste, som van­vids­bi­li­sten i det an­det spor fin­der på at gø­re? Det spe­ku­le­rer det nys­ger­ri­ge men­ne­ske på.« – Det ly­der og­så, som om du be­skri­ver en kva­li­tet, der ken­de­teg­ner man­ge for­fat­te­re. »Ab­so­lut. Det som mo­ti­ve­rer den­ne skri­ven­de hånd« – Amos Oz løf­ter sin hånd i vej­ret – »er nys­ger­rig­he­den. Hver dag star­ter jeg min dag med at gå en tur i mør­ket. Klok­ken fem er jeg til­ba­ge her.« Han pe­ger i ret­ning af vin­du­et, hvor en lang, bar bord­pla­de fyl­der he­le va­eg­gen. »Og det er så der, at jeg be­gyn­der at stil­le mig selv en mas­se spørgs­mål: Hvad vil­le jeg ta­en­ke, hvis jeg var ham el­ler hen­de? Hvad vil­le jeg øn­ske? Hvad vil­le jeg fryg­te? Hvad vil­le jeg skam­me mig så me­get over, at jeg ik­ke øn­ske­de, at no­gen skul­le vi­de det? Det er mit job.« – Nu si­ger du, at der er en kor­re­la­tion mel­lem nys­ger­rig­hed og god­hed. Men go­de for­fat­te­re er jo ik­ke nød­ven­dig­vis go­de men­ne­sker. »Det er be­stemt ik­ke al­tid til­fa­el­det, men man er nødt til at va­e­re nys­ger­rig for at va­e­re for­fat­ter, og den­ne nys­ger­rig­hed kan, i nog­le til­fa­el­de, og­så for­vand­le én til et bed­re men­ne­ske.« – I »Ju­das« hand­ler Schmu­el As­chs af­hand­ling om jø­di­ske hold­nin­ger til Jesus. Hvorfor gør det­te em­ne ham nys­ger­rig? »Nu er jeg jo ik­ke Schmu­el Asch, men han og jeg har dog nog­le in­ter­es­ser til fa­el­les. Vid­ste du, at jø­di­ske sko­ler ik­ke un­der­vi­ser de­res ele­ver i Det Nye Te­sta­men­tes evan­ge­li­er? Da jeg var 16 år gam­mel, indså jeg, at med­min­dre jeg la­e­ste evan­ge­li­er­ne, vil­le jeg al­drig for­stå Re­na­es­san­cens kunst, Ba­chs mu­sik el­ler Do­sto­jevski­js ro­ma­ner. På det tids­punkt le­ve­de jeg i en ki­b­butz, og hver af­ten, når vi var fa­er­di­ge med vo­res ar­bej­de, sat­te jeg mig på vo­res bi­bli­o­tek og la­e­ste evan­ge­li­er­ne. De an­dre dren­ge spil­le­de ba­sket og jag­te­de pi­ger. Jeg var håb­løs, hvad beg­ge de­le an­gik, og i ste­det fandt jeg trøst i Jesus.« Oz gri­ner, men skyn­der sig at un­der­stre­ge, at han bå­de den­gang og i dag og­så er ue­nig med Jesus om man­ge ting. »Så nå­e­de jeg til forta­el­lin­gen om Ju­das og ver­dens­hi­sto­ri­ens mest be­røm­te kys, og det var der, at jeg blev vred. Ik­ke for­di jeg var jø­de; jeg blev vred, så­dan som en de­tek­tiv bli­ver op­re­vet, når tin­ge­ne ik­ke stem­mer.« I Mat­t­ha­eu­se­van­ge­li­et be­ret­tes det, at Ju­das modt­og 30 sølv­mønt­er fra yp­per­ste­pra­ester­ne for at af­slø­re Jesus, og det var net­op den­ne in­for­ma­tion, der gjor­de den un­ge Oz mista­enk­som. »Ju­das be­skri­ves som en vel­ha­ven­de mand, så hvorfor i al­ver­den skul­le han af­slø­re Jesus for en sum, der sva­rer til 600 eu­ro? Det er jo in­gen­ting. Og hvorfor var der over­ho­ve­det brug for Ju­das til at af­slø­re Jesus’ iden­ti­tet, når he­le by­en al­le­re­de vid­ste, hvor­dan han så ud?« 60 år ef­ter sin op­da­gel­se op­hid­ses Oz fort­sat over forta­el­lin­gens dis­so­nans.

»Det er en plet på evan­ge­li­er­ne. Og ik­ke en uskyl­dig plet. Den bur­de ha­ve va­e­ret fjer­net. Den­ne hi­sto­rie er sim­pelt­hen den ve­st­li­ge an­ti­se­mi­tis­mes Tjer­no­byl.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.