Ver­den bra­en­der, spro­get ren­der

Weekendavisen - - Bøger - Af NANNA GOUL

Go­de vil­jer. NGO-men­ne­sket Jakob Silas Lund har me­get på hjer­te, men forta­el­le­tek­nisk og sprog­ligt er der lov­ligt me­get knas i hans de­but.

Jakob Silas Lund: Spo­re­ne ef­ter Inés. 312 si­der. 299,95 kr. Gyl­den­dal.

nden for prak­tisk fi­lo­so­fi fin­des et klas­sisk di­lem­ma, som de fle­ste stu­de­ren­de in­den for moral­fi­lo­so­fi­en får ka­stet i ho­ve­d­et, når de skal rystes lidt og fin­de de­res ben i den­ne ver­dens moral­ske di­sci­pli­ner og umu­li­ge mu­lig­he­der: Du er på fe­rie i en jung­le og be­fin­der dig plud­se­lig i en lys­ning, hvor ti ind­fød­te er ta­get til fan­ge og står til at bli­ve skudt af en ube­ha­ge­lig ban­de­le­der­ty­pe med råd­ne ta­en­der og helt sik­kert dit­to moral. Han bli­ver imid­ler­tid sva­ert op­løf­tet over at se dig, du har ci­ga­ret­ter og vir­ker på al­le må­der ekso­tisk, hvorfor han ge­ne­røst til­by­der dig at sky­de en af de ind­fød­te. Hvis du gør det, la­der han de ni an­dre gå fri. Hvis du na­eg­ter, sky­der han der­i­mod dem al­le sam­men. Spørgs­må­let er så: Hvad gør du? Der er fle­re for­skel­li­ge per­spek­ti­ver i de to valg, men grund­la­eg­gen­de er spørgs­må­let, om man abon­ne­rer på en dyd­se­tik, i god kan­ti­ansk for­stand, hvor man al­drig og un­der no­gen

Iomsta­en­dig­he­der må slå et an­det men­ne­ske ihjel, el­ler om man er kon­se­kven­ti­a­list, der, som nav­net an­ty­der, ude­luk­ken­de ser på kon­se­kven­ser­ne af ens hand­lin­ger. I før­ste fald vil­le man na­eg­te at sky­de ét men­ne­ske for at red­de de ni, i an­det fald vil­le man frej­digt gri­be til vå­ben. I Jakob Silas Lunds de­but­ro­man, Spo­re­ne ef­ter Inés, står det­te moral­ske skis­ma helt cen­tralt i bå­de ka­rak­ter­teg­nin­gen og i for­hold til ro­ma­nens ud­vik­ling. Vi har at gø­re med jeg-forta­el­le­ren Da­ni­el, der som ud­gangs­punkt er et re­la­tivt sja­el­løst og ul­tra­li­be­ra­li­stisk le­ge­me, der hver dag (og nat) ud­fol­der sig hos in­ve­ste­rings­ban­ken Gold­man Sa­chs i New York. Han ska­en­ker ik­ke ver­dens­fre­den el­ler in­ter­na­tio­na­le bra­end­punk­ter de sto­re tan­ker, men do­ne­rer selv – og i ban­kens re­gi – sto­re sum­mer til god­gø­ren­de for­mål. Må­ske net­op for at op­ve­je sit knap så god­gø­ren­de ima­ge. På den an­den si­de står så Da­ni­els sø­ster Inés, der fra helt ung har va­e­ret glø­de­n­de ide­a­list, kom­mu­nist og en­ga­ge­ret i al­ver­dens men­ne­ske­ret­tig­heds­og NGO-ar­bej­de og al­tid har følt sig moralsk over­le­gen i for­hold til sin bror og de fle­ste an­dre men­ne­sker. En dag stop­per den­ne rol­le­for­de­ling dog plud­se­ligt. Inés bli­ver kid­nap­pet og dra­ebt af en grup­pe re­bel­ler i Den Cen­tra­lafri­kan­ske Re­pu­blik, hvor hun har ar­bej­det, og nu åb­ner ver­den sig for Da­ni­el på en helt ny må­de.

Spro­get er li­ge­som ba­re ord, der skvul­per rundt i op­va­ske­balj­en

Han si­ger sit ar­bej­de i pen­ge­ma­ski­nen op og be­gyn­der at føl­ge i Inés fod­spor; igen­nem mails, dag­bø­ger og helt fy­sisk. Han rej­ser ver­den rundt for at la­e­re hen­de bed­re at ken­de – og fin­de ud af, hvorfor hun dø­de, som hun gjor­de. Og lang­somt går det op for ham, at søste­ren, som al­tid har holdt hårdt på si­ne prin­cip­per, må­ske var ved at be­va­e­ge sig over på den an­den si­de, hvor det er okay at få be­skid­te ha­en­der, hvis det gav­ner en mas­se af de rig­ti­ge men­ne­sker. Og at han igen­nem sin rej­se der­i­mod sy­nes at gå den an­den vej. Der mang­ler på den må­de ik­ke stof i ro­ma­nen, tva­er­ti­mod, og selv om jeg blev gre­bet in­di­mel­lem, hav­de jeg det vir­ke­lig hårdt med det form­ma­es­si­ge; der er så­dan lidt flin­ker ele­fant i en po­r­cela­ens­bu­tik over det. Der er grund­la­eg­gen­de forta­el­le­ma­es­si­ge van­ske­lig­he­der, den pri­va­te, skri­ven­de per­son bag bo­gen for­veks­les ik­ke sja­el­dent med ro­ma­nens im­pli­cit­te for­fat­ter, og jeg blev in­di­mel­lem ae­r­ligt talt i tvivl om, om forta­el­le­ren var i gang med en ro­man, et fored­rag, en kro­nik el­ler en turist­gu­i­de. Det vir­ker og­så, som om for­fat­te­ren in­di­mel­lem iden­ti­fi­ce­rer det at skri­ve fik­tion med det at be­skri­ve trau­mer, ind­gå­en­de. Som om det er dét, der gør én til en rig­tig for­fat­ter. Det går han i hvert fald helt ind i, uden at det al­tid gi­ver su­per me­ning i kon­tek­sten. En­de­lig er spro­get tyn­get af al­min­de­lig­he­der; det har ik­ke no­gen sa­er­lig klang el­ler duft, det er li­ge­som ba­re ord, der skvul­per rundt i op­va­ske­balj­en, bli­ver tør­ret og sat ind på ro­ma­nens hyl­der. Spo­re­ne ef­ter Inés er med an­dre ord ik­ke en spe­ci­elt vel­duf­ten­de el­ler sti­lig ro­man, det er en upo­le­ret ro­de­bun­ke med et ta­len­de hjer­te, ak­ku­rat som den ver­den, for­fat­te­ren sø­ger at be­skri­ve.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.