Opsang.

Weekendavisen - - Ideer - Af LO­NE FRANK

Dan­ske psy­ko­lo­ger ig­no­re­rer vig­tig bi­o­lo­gisk vi­den om børns ud­vik­ling, me­ner pro­fes­sor.

Ud­vik­lings­haem­met. Den mo­der­ne ud­vik­lings­psy­ko­lo­gi er vok­set sam­men med bi­o­lo­gi­en og ble­vet til ud­vik­lings­vi­den­skab. Det har de dan­ske psy­ko­lo­ger ba­re ik­ke op­da­get, me­ner pro­fes­sor Dion Som­mer, og det kan gå ud over børns la­e­ring og ad­fa­erd.

Ef­ter man­ge år blandt de før­en­de skik­kel­ser i dansk ud­vik­lings­forsk­ning er det ik­ke me­get pa­ent, Dion Som­mer har at si­ge om fel­tets til­stand. »Der er en vold­som tra­eg­hed i for­an­drin­gen her­hjem­me,« ly­der det ind­led­nings­vis. »Vi har brug for et spark ind i nu­ti­den.« Det spark vil Som­mer, der i man­ge år har va­e­ret pro­fes­sor i ud­vik­lings­psy­ko­lo­gi ved Aar­hus Uni­ver­si­tet, ger­ne gi­ve med bo­gen Ud­vik­ling. Han kal­der den li­ge­frem et op­gør med »ka­te­go­risk ta­enk­ning og for­enk­len­de fik­tio­ner« i psy­ko­lo­gers og pa­e­da­go­gers om­gang med børn. Som han pe­ger på, har ud­vik­lings­psy­ko­lo­gi­en nem­lig skif­tet ham og er ble­vet til ud­vik­lings­vi­den­skab. In­ter­na­tio­nalt ned­bry­des fa­gets gam­le gra­en­sed­rag­nin­ger, og man ra­ger ter­ri­to­ri­um til sig fra isa­er bi­o­lo­gi­en og evo­lu­tions­forsk­nin­gen. Men det er iføl­ge Som­mer ik­ke gå­et op for de dan­ske fag­mil­jø­er, hvil­ket sa­et­ter sig spor i vo­res psy­ko­lo­gi­ske og pa­e­da­go­gi­ske til­tag og in­ter­ven­tio­ner. »Un­der­ti­den går de imod den ek­si­ste­ren­de evi­dens og bli­ver di­rek­te ska­de­li­ge,« si­ger han isa­er med skep­sis over for ti­dens sto­re sats­ning på tid­lig la­e­ring blandt før-sko­lebørn. »Jeg me­ner fak­tisk, vi i dis­se år op­le­ver i et af de stør­ste over­greb på barn­dom­men i ny­e­re hi­sto­rie,« si­ger han. »Men det kan vi kom­me til­ba­ge til.«

FØRST er det va­erd at se på ud­vik­lings­psy­ko­lo­gi­ens egen ud­vik­ling. Dens før­ste epo­ke, som fal­der mel­lem 1900 og 1960er­ne, var de sto­re te­o­ri­ers tid, og be­stra­e­bel­sen gik på at for­kla­re men­ne­ske­bar­nets he­le ud­vik­ling in­den for en en­kelt ske­ma­tisk ram­me. Der var fle­re sko­ler, men al­le var pra­e­get af en over­ord­net idé om, at barn­dom­men fal­der i sa­er­li­ge af­gra­en­se­de sta­di­er. Freud, hvis fo­kus var vo­res psy­ko­seksu­el­le ud­vik­ling, po­stu­le­re­de så­le­des, at den skri­der frem gen­nem fem fa­ser – hvoraf isa­er den ora­le og den ana­le har op­nå­et fol­ke­lig gen­nem­slags­kraft. Den schweizi­ske psy­ko­log Je­an Pi­a­get, der reg­nes for ud­vik­lings­psy­ko­lo­gi­ens fa­der, var ik­ke in­ter­es­se­ret i sex, men i kog­ni­tion. Og den, men­te han, faldt i fi­re på hin­an­den føl­gen­de ka­rak­te­ri­sti­ske sta­di­er, der på leg­o­manér byg­ge­de oven på hin­an­den. Ame­ri­kan­ske Lawren­ce Ko­hl­berg slug­te Pi­a­gets te­o­ri­er og kon­stru­e­re­de rundt om dem sin egen te­o­ri om mora­l­ud­vik­ling. Her var der ta­le om he­le seks fa­ser fra spa­ed­bar­nets moralsk set blan­ke tav­le, til det voks­ne in­di­vids fuldt ud­fol­de­de eti­ske kom­pe­ten­ce. »For­bav­sen­de man­ge ta­en­ker sta­dig i sta­di­er, selv­om vi ved, at de gam­le ske­ma­er ik­ke hol­der,« be­ma­er­ker Dion Som­mer. Blandt an­det ud­vik­les kom­pe­ten­cer til­hø­ren­de for­skel­li­ge ’fa­ser’ i vir­ke­lig­he­den pa­ral­lelt, li­ge­som der er stor in­di­vi­du­el va­ri­a­tion i det sam­le­de bil­le­de. »Men,« si­ger Som­mer, »der var den­gang ta­le om en tid, hvor det var til­stra­ek­ke­ligt ba­re at ud­ka­ste te­o­ri­er uden egent­lig at un­der­byg­ge dem med em­pi­ri.« Da em­si­ge for­sker­ty­per så en­de­lig be­gynd­te la­ve em­pi­ri, kra­ke­le­re­de te­o­ri­er­ne. Et godt ek­sem­pel fin­des in­den for til­knyt­ning. Her var dog­met, at småbørn gen­nem­gik en så­kaldt mo­no­tro­pisk fa­se, hvor de kun var i stand til at knyt­te sig emo­tio­nelt til én om­sorgs­per­son. Og den per­son var mor. Men som Som­mer på­pe­ger: »Da man fak­tisk be­gynd­te at stu­de­re, hvor­dan børn ori­en­te­rer sig i for­hold til voks­ne, spra­eng­te det fuld­sta­en­dig bil­le­det og vi­ste, at vi selv som helt små knyt­ter os til fle­re.« Ef­ter­hån­den fo­relå my­ri­a­der af em­pi­ri­ske stu­di­er, som va­el­te­de bå­de Pi­a­get, Ko­hl­berg og psy­ko­a­na­ly­sen, men in­gen gjor­de for al­vor op med de tun­ge fa­der­fi­gu­rer. Man »li­ste­de ba­re tavst uden om dem«, som Som­mer ud­tryk­ker det, og trå­d­te fra 1970er­ne ind i en ny epo­ke, hvor det alt­fav­nen­de måt­te vi­ge for det do­ma­e­ne­spe­ci­fik­ke. Nu gjaldt det ik­ke ud­vik­lin­gen med stort U, men et va­eld af af­gra­en­se­de aspek­ter, der hver for sig kun­ne sa­et­tes un­der lup. »Den sna­ev­re til­gang har gi­vet en spe­ci­a­li­se­ret vi­den, som er va­er­di­fuld, men den har sam­ti­dig gi­vet en frag­men­te­ring og et mang­len­de hel­heds­syn. For prak­ti­ke­re bli­ver det dej­lig nemt at va­el­ge et gi­vet do­ma­e­ne og an­ven­de det som ind­gan­gen til alt,« si­ger Som­mer. Et godt ek­sem­pel er resi­li­ens. Det er et forsk­nings­om­rå­de, som går til­ba­ge til 1970er­ne, men som i dis­se år er kom­met kraf­tigt i va­el­ten med ide­en om det ro­bu­ste barn. Og desva­er­re indstil­les fo­kus for­kert, me­ner Som­mer, når det bli­ver et spørgs­mål om, at resi­li­ens ude­luk­ken­de er en in­dre kva­li­tet hos bar­net selv. En ’mod­stand­s­kraft’, som skal styr­kes og tra­e­nes. »Den ny­e­ste forsk­ning be­ly­ser resi­li­ens som et kom­plekst fa­eno­men, der ek­si­ste­rer på man­ge ni­veau­er bå­de i og uden for in­di­vi­di­et. Ik­ke mindst er ro­bust­hed og­så ind­lej­ret i mil­jø­ma­es­si­ge struk­tu­rer, alt­så det, som er uden om den en­kel­te. Du kan op­dra­ge et barn nok så me­get til ro­bust­hed, men hvis det ind­går i kon­tek­ster, hvor det bli­ver pres­set, nyt­ter det ik­ke. Så la­e­re­re og pa­e­da­go­ger må se vi­de­re end bar­net.« Et an­det re­ser­voir for en uhel­dig do­ma­e­ne­spe­ci­fik til­gang ser Dion Som­mer i det, han kal­der »den te­ra­pe­u­ti­ske in­du­stri«. Ude blandt de be­hand­len­de psy­ko­lo­ger, som ty­pisk til­by­der et ud­valgt og be­gra­en­set per­spek­tiv på al­le pro­ble­mer. »Der tje­nes rig­tig man­ge pen­ge på ’re­la­tions­ar­bej­de’ af for­skel­lig art. Man co­a­cher og la­ver te­ra­pi for at få in­di­vi­det til at aen­dre sig in­de­fra og ud. Til gen­ga­eld neg­li­ge­rer man syste­mi­ske bi­drag til den en­kel­tes pro­blem­stil­lin­ger og ig­no­re­rer ny forsk­ning, som vi­ser, at bredspek­t­re­de aen­drin­ger i kon­tek­sten om­kring et men­ne­ske på­vir­ker det in­dre.«

RE­AK­TIO­NEN på den fag­li­ge forsna­evring er et nyt pa­ra­dig­me, som be­gynd­te at slå igen­nem om­kring årtu­sind­skif­tet, isa­er truk­ket af ame­ri­kan­ske for­ske­re. Nu hand­ler det om at løf­te blik­ket fra de­talj­en til hel­he­den, og i prak­sis be­ty­der det, at ud­vik­lings­psy­ko­lo­gi bli­ver op­slugt i den me­re bredt fun­de­re­de ud­vik­lings­vi­den­skab – De­ve­l­op­men­tal Sci­en­ce. Den ud­vi­der ter­ri­to­ri­et til at om­fat­te ud­vik­ling gen­nem he­le li­vet fra og med foster­til­stan­den, og dens credo er tva­er­fag­lig­hed. Psy­ko­lo­gi kan med an­dre ord ik­ke la­en­ge­re iso­le­res fra el­ler for­stås uden ind­sigt i fy­si­o­lo­gi, hor­moner, neu­rovi­den­skab og ge­ne­tik. »Isa­er epi­ge­ne­tik­ken er ved at re­vo­lu­tio­ne­re vo­res for­stå­el­se af ud­vik­ling,« be­ma­er­ker Dion Som­mer. I epi­ge­ne­tik­ken mø­des arv og mil­jø rent fy­sisk. Det re­la­tivt nye felt be­ska­ef­ti­ger sig med, hvor­dan mil­jøpå­virk­nin­ger af en­hver art på­vir­ker den en­kel­tes ar­ve­mas­se ved at ak­ti­ve­re el­ler inak­ti­ve­re ud­valg­te ge­ner i ud­valg­te va­ev. En dy­na­misk pro­ces, som på bå­de sub­til og me­re gen­nem­gri­ben­de vis kan mo­du­le­re fy­si­o­lo­gi­en. Et af de me­re pra­eg­nan­te fund kom­mer fra far­mako­log Mos­he Szyf fra McGill Uni­ver­si­ty i Mon­tre­al. Med bå­de dy­re­for­søg og dis­sek­tion af men­ne­ske­hjer­ner har han på­vist, at en op­va­ekst med mis­hand­ling dra­stisk kan om­for­me vo­res re­ak­tion på stress. Cel­ler i be­stem­te om­rå­der af hjer­nen sluk­ker sim­pelt­hen for et gen, der nor­malt er med til at da­em­pe en stres­s­re­ak­tion og re­sul­ta­tet er en me­re el­ler min­dre kro­nisk stres­set til­stand. Hvil­ket er sva­ert at re­pa­re­re med en gang co­a­ching. »Epi­ge­ne­tik­ken er et stort og frugt­bart om­rå­de, som eks­plo­de­rer in­ter­na­tio­nalt, men som er to­talt frem­med for ud­vik­lings­psy­ko­lo­gi­en her­hjem­me. Den er al­drig kom­met ud af du­a­lis­men og an­sku­er arv og mil­jø som hin­an­dens mod­sa­et­nin­ger. De samvir­ker jo ustand­s­e­lig, og epi­ge­ne­tik­ken kan ses som et mid­del til hur­tig og in­di­vi­du­el til­pas­ning til mil­jø­et – den re­pra­e­sen­te­rer så at si­ge den en­kel­tes ’evo­lu­tion’.«

SEL­VE ar­tens evo­lu­tion er et per­spek­tiv, som og­så kom­mer på ba­nen med ud­vik­lings­vi­den­ska­ben, og som nok vil vir­ke uved­kom­men­de for man­ge, der ar­bej­der med børn. For hvad kan en fjern for­tid og en pri­mi­tiv til­va­e­rel­se på sa­van­nen ha­ve at skaf­fe med bør­ne­liv i et gen­nem­mo­der­ni­se­ret nu­tids­sam­fund med tab­lets og ka­rak­ter­krav? Gan­ske me­get, sva­rer blandt an­dre den ame­ri­kan­ske an­tro­po­log Mel­vin Kon­ner, som ban­ke­de en mile­pa­el i jor­den med va­er­ket The Evo­lu­tion of Child­hood fra 2010. »In­tet i barn­dom­men gi­ver me­ning und­ta­get i ly­set af evo­lu­tio­nen,« ar­gu­men­te­re­de han her. Men­ne­skets ek­stra­or­di­na­ert lan­ge pe­ri­o­de som umo­dent og af­ha­en­gigt af­kom bru­ges til at ud­vik­le og opø­ve den ad­fa­erds­ma­es­si­ge flek­si­bi­li­tet og til­pas­nings­ev­ne, som er ar­tens ken­de­tegn og nøg­le til vo­res suc­ces. Le­gen er en men­ne­ske­lig uni­ver­sel og et in­stru­ment. Børns usty­re­de og spon­ta­ne leg, hvor de prø­ve­s­ma­ger og be­ar­bej­der cen­tra­le ele­men­ter i de­res livs­mil­jø, er en sa­er­de­les ef­fek­tiv må­de at la­e­re om ver­den og til­pas­se sig den. Når vi for­mer og be­gra­en­ser børns leg, gør vi der­for no­get ved dem. Vi gør dem må­ske li­ge­frem sy­ge, som den nor­ske for­sker­duo, El­len Be­a­te Sand­se­ter og Leif Edward Ot­te­sen Ken­nair slog til lyd for i 2011 i en op­sigtsva­ek­ken­de ar­ti­kel i Evo­lu­tio­nary Psy­cho­lo­gy. Med en kom­bi­na­tion af prak­tisk le­ge­forsk­ning og evo­lu­tions­psy­ko­lo­gi pe­ge­de de på, at far­lig leg har en »an­ti-fo­bi­sk ef­fekt«. Til­tra­ek­nin­gen til far­lig leg har til op­ga­ve at la­e­re in­di­vi­det at kla­re nye ud­for­drin­ger, og Ho­mo sa­pi­ens er li­ge­som an­dre dy­rear­ter til­pas­set til ka­ste sig ud i re­le­van­te fy­si­ske ri­si­ci un­der op­va­ek­sten. Fjerner man den ri­si­ko­fyld­te leg ved ek­sem­pel­vis at gø­re le­ge­plad­ser min­dre ud­for­dren­de og få pa­e­da­go­ger til at da­em­pe al vild­skab ned, kan det me­get vel gå ud over un­ger­nes mo­to­ri­ske ud­vik­ling og se­ne­re de­res psy­ko­lo­gi­ske hel­bred.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.