Hvad la­e­ser Peter Jo­han­nes Erichsen, når han ik­ke skri­ver

Weekendavisen - - Kultur - Peter Jo­han­nes Erichsen

Jeg våg­ner og ser den ik­ke ti­l­en­de­brag­te god­nat­la­es­ning lig­ge og fly­de. Den la­der vi så lig­ge. Det før­ste mål på net­tet er NZZ, Neue Zür­cher Zei­tung, der ik­ke fed­ter med at ka­ste si­ne nyhe­der og ar­tik­ler i grams. At Schweiz fø­ler sig som ver­dens nav­le gør avi­sen yderst år­vå­gen og yderst re­flek­te­ren­de. I kul­tur­sek­tio­nen, den så­kald­te Feu­il­le­ton, er der al­tid ge­vinst. Ten­tak­ler­ne når med stør­ste selv­føl­ge­lig­hed og­så dansk kultur, og når det ga­el­der ajour­fø­ring af te­a­ter og ope­ra, op­da­ger man ik­ke li­ge straks den schweizi­ske rod­fa­e­stet­hed. De tysk­spro­ge­de sce­ner da­ek­kes vidt­fav­nen­de ind. Der­på føl­ger jeg fo­re­stil­lin­ger­nes spor i FAZ, Frank­fur­ter Al­l­ge­me­i­ne Zei­tung, hvor der er fle­re bi­den­de sko­v­flå­ter i an­mel­der­gra­es­set, og vi­de­re til Die Welt, hvor kultur be­hand­les på me­re kølig ham­burgsk fa­con. Så kom­mer på en god dag hop­pet til det fran­ske. En ajour­fø­ring via Le Fi­ga­ro af te­a­ter­li­vet i Pa­ris. På ne­kro­log­da­ge ga­el­der det om at sik­re sig det ugent­li­ge Pa­ris Match. Her er en bil­led­re­dak­tion, der slår al­le an­dres. Jeg hu­sker, som det var i går, fo­to­et af den helt un­ge François Truf­faut, der som de­ser­tør sid­der kron­ra­get og med hånd­jern på en grus­skra­ent. El­ler Or­son Wel­les, der med ryg­gen til ses tro­ne over et gi­gant­bat­te­ri af drik­ke­va­rer, pla­ce­ret i rad og ra­ek­ke på en lav sten­mur, mens hø­je ame­ri­kan­ske bjer­ge køl­ner ude i ho­ri­son­ten. Sprin­get til The New Yor­ker er ble­vet en nød­ven­dig­hed. Den barn­li­ge gla­e­de ved for­si­den, den lu­ren­de skuf­fel­se over vit­tig­heds­teg­nin­ger­ne, den åben­ly­se flov­hed over at be­trag­te så uma­n­er­ligt lan­ge ar­tik­ler sam­men­lig­net med det hjem­li­ge ymer­drys – og så be­un­dring for den ut­ra­et­te­li­ge kamp mod det sti­gen­de ba­er­me­vand i USA. For at få fast dy­sto­pi un­der fød­der­ne går tu­ren så til The Gu­ar­di­an, der har skra­ek­fa­el­dig bil­led­da­ek­ning af ver­dens ond­skab og er i for­trop med nå­des­lø­se af­slø­rin­ger. Tids­skrif­tet Oper­nwelt, der da­ek­ker de eu­ro­pa­ei­ske ope­ra­s­ce­ner, be­to­ner må­ske ufri­vil­ligt, ved sin bra­gen­de flot­te bil­led­re­gi­stre­ring af sceno­gra­fi­er, at det er her, ska­eb­ne­ter­nin­ger­ne ka­stes. Ik­ke hvor­vidt en san­ger er fejl­pla­ce­ret, en di­ri­gent uin­ter­es­sant el­ler en in­struk­tør gå­et amok. Det uflyt­te­li­ge er sce­ne­bil­le­det, og bli­ver man til en ope­ra, der fo­re­går syv for­skel­li­ge ma­le­ri­ske ste­der, ja­get ned i en par­ke­rings­ka­el­der he­le af­te­nen, er det hy­bris at me­ne, at mu­sik og sang kan tra­ek­ke he­le la­es­set. Ten­den­sen, at afraf­fi­ne­re det raf­fi­ne­re­de, er i va­el­ten. De glub­s­ke kul­tur­turi­ster, der la­e­ser Oper­nwelt, kan på for­hånd se, om de hav­ner i op­tisk støj. Hvad ma­ga­si­net der­i­mod ik­ke la­e­rer dem, er at man skal rej­se ef­ter va­er­ket, ik­ke nav­net. Fo­re­stil­lin­ger­ne gen­nem­fø­res, be­rømt­he­der­ne kan mel­de for­fald. Lyk­ken er at kom­me til et sted, hvor in­gen af san­ger­nav­ne­ne si­ger én no­get. Så kan man op­le­ve en stjer­ne fø­des.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.