Startup. Fra Wal­king De­ad Ill Bre­aking Bad. Fransk for­fat­ter vii for­kla­re, hvad vlrk­som­he­der kan laws of ame­ri­kana­ke tv-se­ri­er.

Ind­gre­bet på bo­lig­mar­ke­det i de stør­ste by­om­rå­der gik galt, for­di man glem­te po­li­tik­ken. Fol­ke­sty­ret kan ik­ke over­la­des til eks­per­ter og tek­no­kra­ter.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN

Det gav et lil­le skvulp i an­de­dam­men, da er­hvervs­mi­ni­ster Bri­an Mik­kel­sen for et par uger si­den an­non­ce­re­de et ind­greb over for nog­le lå­ne­ty­per i nog­le ho­ved­stadskom­mu­ner samt i Aar­hu­s­om­rå­det. Det var be­grun­det i fa­ren for overop­hed­ning af bo­lig­mar­ke­det, og hvis konjunk­tu­ren plud­se­lig ven­der med gråd og ta­en­ders gnid­sel til føl­ge. Ind­gre­bet kom dog ik­ke al­ver­dens langt. For straks det var an­non­ce­ret, meld­te der sig et kor af kri­ti­ke­re, som ik­ke for­stod det og i hvert fald slet ik­ke for­stod den må­de, som det var skru­et sam­men på, nem­lig som et ind­greb, der ram­te nog­le geo­gra­fi­ske om­rå­der, men ik­ke al­le, selv om for­hol­de­ne i nog­le af de kom­mu­ner, der ik­ke var om­fat­tet, kun­ne va­e­re sva­e­re at skel­ne fra dem, der var det. Hvor­på Bri­an Mik­kel­sen be­vil­ge­de sig selv en til­tra­engt po­li­tisk ta­en­ke­pau­se. »Det min­der mig om det, jeg og­så op­le­ve­de som for­mand for Kom­mu­ner­nes Lands­for­e­ning, at der bli­ver truf­fet vidt­gå­en­de og be­tyd­nings­ful­de be­slut­nin­ger i luk­ke­de mi­ni­ste­ri­el­le rum, hvor eks­per­ter og em­beds­ma­end bli­ver eni­ge med hin­an­den, uden at der er no­gen form for po­li­tisk kon­trol og in­vol­ve­ring. Det er sim­pelt­hen ik­ke i or­den,« sag­de Rø­d­ov­res borg­me­ster, Erik Ni­el­sen. Og han fø­je­de med van­lig klar ta­le til: »Men det her vir­ker så kort­sig­tet og uover­ve­jet, at man må spør­ge sig selv, om der over­ho­ve­det har va­e­ret en vok­sen til ste­de i lo­ka­let« (Po­li­ti­ken 29.9). Det var et sandt ek­ko fra Thor­kild Si­mon­sens man­ge­åri­ge kamp mod fuld­ma­eg­tig­sta­ten.

DET brin­ger os til sa­gens per­spek­tivri­ge ker­ne, som vi skal til­ba­ge til fi­nanskri­sen for til ful­de at for­stå. Da man ryd­de­de op ef­ter den, drog man på tva­ers af lan­de­gra­en­ser den kon­klu­sion, at om ik­ke kri­sens år­sag, så dog dens al­vor­li­ge for­løb kun­ne fø­res til­ba­ge til en svag re­gu­le­ring af de fi­nan­si­el­le mar­ke­der. Der­med var det ik­ke kun ban­ker­ne og an­dre fi­nan­si­el­le in­sti­tu­tio­ner, der kom un­der an­kla­ge. Det gjor­de og­så de ad­mi­ni­stra­ti­ve til­syns­myn­dig­he­der, alt­så og­så vo­res eget fi­nan­stil­syn. De blev kri­ti­se­ret for i de­res prak­sis at ha­ve va­e­ret alt for blød­sød­ne i for­hold til de fi­nan­si­el­le virk­som­he­der og li­ge så al­vor­ligt alt for føl­g­ag­ti­ge i for­hold til po­li­ti­ke­re, som så nø­digt vil­le ge­ne­re de­res va­el­ge­re med re­strik­tio­ner, der blot vil­le va­e­re ud­tryk for ret­ti­dig om­hu. Så­le­des an­spo­ret greb man til in­sti­tu­tio­nel­le til­tag, som si­den 1990er­ne har rum­ste­ret i de­le af den po­li­to­lo­gi­ske og øko­no­mi­ske te­o­ri. Den går ud på, at man skal sik­re en høj grad af kon­se­kvens og tro­va­er­dig­hed i sta­ter­nes re­gu­le­ring af øko­no­mi­en. Bor­ge­re og virk­som­he­der skal helt pra­e­cist vi­de, hvad det er for krav, de står over­for, og de skal og­så vi­de, at de ind­greb, der bli­ver be­slut­tet, hvi­ler på et sik­kert fag­ligt grund­lag. Politik er ud fra den­ne tan­ke­gang band­lyst. Man er ban­ge for, at po­li­ti­ker­ne hand­ler kort­sy­net og op­portu­ni­stisk i de­res ide­li­ge be­stra­e­bel­se på at ta­ek­kes va­el­ger­ne. I en dansk sam­men­ha­eng før­te det til en stri­be til­tag. Fi­nan­stil­sy­nets uaf­ha­en­gig­hed blev styr­ket, idet det fik egen be­sty­rel­se be­stå­en­de af en blan­ding af aka­de­mi­ske spe­ci­a­li­ster på fel­tet og juri­ster og øko­no­mer med prak­tisk er­fa­ring. Man styr­ke­de grad­vis sam­ar­bej­det med den uaf­ha­en­gi­ge na­tio­nal­bank, og så fik man et sa­er­ligt sy­ste­misk ri­si­ko­råd. Det er et eks­pert­or­gan sam­men­sat ef­ter sam­me ska­be­lon som be­sty­rel­sen. Der­med er vi ved sa­gens ker­ne. For helt til­ba­ge i for­som­me­ren hen­stil­le­de Det Syste­mi­ske Ri­si­ko­råd til re­ge­rin­gen, at den greb ind over for vis­se ri­si­ko­be­to­ne­de lå­ne­ty­per. Det råd fulg­te er­hvervs­mi­ni­ster Bri­an Mik­kel­sen ef­ter hen over som­me­ren at ha­ve ta­enkt sig om med et så­kaldt sty­rings­sig­nal ret­tet mod så­vel sek­to­ren som Fi­nan­stil­sy­net. Det ma­er­kva­er­di­ge er, at den el­lers så rent po­li­tisk age­ren­de mi­ni­ster ukri­tisk kom til den kon­klu­sion, at han ba­re skul­le føl­ge rå­dets hen­stil­ling. For det var ik­ke ba­re den sta­er­ke smed fra Rø­d­ov­re, som gik i af­fekt. Det sam­me gjor­de og­så man­ge an­dre af lan­dets borg­me­stre, der net­op nu står over for en valg­kamp, og det sam­me ske­te i ban­ker­nes og re­al­kre­dit­tens ver­den.

HAENDELSEN er en la­e­re­rig il­lu­stra­tion af, at man i et fol­ke­sty­re ik­ke kan over­la­de va­e­sent­li­ge be­slut­nin­ger til eks­per­ter og tek­no­kra­ter. For be­slut­nin­ger af ba­re no­gen sam­funds­ma­es­sig ra­ek­ke­vid­de for­ud­sa­et­ter ac­cept af dem, de er ret­tet imod. Den­ne ac­cept hvi­ler igen på en for­ud­sa­et­ning om, at de, der tra­ef­fer be­slut­nin­ger­ne, har be­slut­nin­ger­nes po­li­ti­ske ba­e­re­dyg­tig­hed med i de­res over­vej­el­ser. Kun be­slut­nin­ger, der har be­stå­et den­ne po­li­ti­ske test, vil bli­ve op­fat­tet som ret­ma­es­si­ge og for­nuf­ti­ge af bor­ge­re og virk­som­he­der. Løf­ter vi os op på det prin­ci­pi­el­le ni­veau, er la­e­ren tredob­belt. For det før­ste er den, at vi i den øko­no­mi­ske re­gu­le­ring og i den ge­ne­rel­le øko­no­mi­ske politik ik­ke unds­lip­per ri­si­ko­en for po­li­ti­ke­re, der af frygt for selv at bli­ve straf­fet af va­el­ger­ne her og nu tra­ef­fer kort­sig­te­de be­slut­nin­ger, selv om kon­se­kven­ser­ne i det lidt la­en­ge­re per­spek­tiv teg­ner al­vor­li­ge. For det an­det er den, at det for­ud­sa­et­ter en fag­ligt sta­erk rå­d­giv­ning. Men det skal net­op va­e­re en rå­d­giv­ning, der over­la­der det til mi­ni­stre­ne og em­beds­ma­end, der er i stand til at ta­en­ke i po­li­ti­ske kon­se­kven­ser, at tra­ef­fe de en­de­li­ge be­slut­nin­ger. Og som en kri­tisk svensk øko­nom for en år­ra­ek­ke si­den gjor­de op­ma­er­k­som på, er det et godt spørgs­mål, hvor man fin­der den uaf­ha­en­gi­ge øko­nom. For det tred­je ra­ek­ker per­spek­ti­ver­ne langt ud over den ak­tu­el­le ha­en­del­se og den øko­no­mi­ske re­gu­le­ring og politik. Den har li­ge så fuldt gyl­dig­hed, når det ga­el­der mil­jø­re­gu­le­ring og fi­ske­ri­re­gu­le­ring og kost­ba­re om­rå­der som sund­heds­po­li­tik­ken og for­svar­spo­li­tik­ken, hvor­om der helt sik­kert skal slås sto­re slag i den na­e­re frem­tid. Og hvor eks­per­ter­ne til for­skel fra for ek­sem­pel re­gu­le­rin­gen af den fi­nan­si­el­le sek­tor i den grad har in­vol­ve­ret de­res helt eg­ne in­ter­es­ser. De­res fag­li­ge råd vil med us­vi­ge­lig sik­ker­hed (og­så) ha­ve ka­rak­ter af po­li­ti­ske krav.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.