Ju­das..1-tvor­for I al­ver­den skul­le han af­si­e­re Jesus for en sum, der sva­rer tll 600 eu­ro?• Amos Oz om sin nye, sto­re ro­man.

De ca­ta­lan­ske se­pa­ra­ti­ster har ud­råbt selv­sta­en­dig­he­den, men ud­sat den i »nog­le uger« i håb om di­a­log. Den kom­mer na­ep­pe, og op­rø­rer­ne sy­nes at mi­ste mo­men­tum. Den in­ter­na­tio­na­le støt­te er ude­ble­vet, og ca­ta­la­ner­ne er be­gyndt at fryg­te de øko­no­mi­ske kon­se

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af KASPER KLOCH

BARCELONA – Spa­ni­en gen­nem­le­ver i dis­se da­ge sin al­vor­lig­ste in­sti­tu­tio­nel­le kri­se si­den over­gan­gen til de­mo­kra­ti i 1978. Tirs­da­gens uaf­ha­en­gig­hed­ser­kla­e­ring fra Ca­ta­lo­ni­ens re­gions­re­ge­ring tru­er den ter­ri­to­ri­a­le en­hed, og på re­ge­rings­kon­to­rer­ne i Madrid er al­le alarm­lam­per ta­endt. Den span­ske re­ge­rings­le­der Ma­ri­a­no Ra­joy har gi­vet selv­sty­re­pra­esi­dent Car­les Pu­ig­de­mont ot­te da­ge til at tra­ek­ke er­kla­e­rin­gen til­ba­ge. Sker det ik­ke, vil re­ge­rin­gen ak­ti­ve­re den pa­ra­graf 155 i for­fat­nin­gen, som gør det mu­ligt for Madrid at over­ta­ge kon­trol­len med de ca­ta­lan­ske in­sti­tu­tio­ner, her­un­der det re­gio­na­le po­li­ti­kor­ps. Der er med an­dre ord lagt mak­si­malt pres på Pu­ig­de­mont, som lag­de re­sul­ta­tet ved for­ri­ge uges om­strid­te fol­ke­af­stem­ning til grund for er­kla­e­rin­gen i det ca­ta­lan­ske par­la­ment. Han hav­de el­lers for­søgt at mo­di­fi­ce­re ud­mel­din­gen ved først at er­kla­e­re Ca­ta­lo­ni­en uaf­ha­en­gigt for straks der­ef­ter at sus­pen­de­re selv sam­me er­kla­e­ring i »nog­le uger« til fort­sat di­a­log og for­hand­ling. Det var en uaf­ha­en­gig­hed­ser­kla­e­ring med sor­din, fuld fart frem med hånd­brem­sen truk­ket, og med den re­el­le løs­ri­vel­se sat på stand by var bol­den be­ha­en­digt spil­let over på den span­ske ba­ne­halv­del. I Madrid ha­ef­te­de man sig imid­ler­tid me­get lidt ved den truk­ne hånd­brem­se, men sa­er­de­les me­get ved den fod, der sta­dig var tungt plan­tet på spe­e­de­ren. Og i ste­det for en in­vi­ta­tion til di­a­log­kaf­fe send­te Ra­joy i ons­dags et ul­ti­ma­tum til den ca­ta­lan­ske re­ge­rings­le­der, som har få­et ind­til man­dag til en­ty­digt at af­kla­re, om der vit­ter­lig var ta­le om en selv­sta­en­dig­hed­ser­kla­e­ring. I be­kra­ef­ten­de fald har han tre da­ge me­re til at tra­ek­ke den til­ba­ge. Hvis Pu­ig­de­mont ik­ke in­den tors­dag i na­e­ste uge er »vendt til­ba­ge til le­ga­li­te­ten«, fal­der ham­me­ren, og pa­ra­graf 155 ud­lø­ses. I cen­tral­re­ge­rin­gens op­tik er de ca­ta­lan­ske le­de­re »kup­ma­ge­re«, som har for­brudt sig mod den span­ske for­fat­ning og mi­stet en­hver le­gi­ti­mi­tet som tro­va­er­di­ge for­hand­lings­part­ne­re.

Iso­le­ret

Og ind­til vi­de­re har ca­ta­lan­ske ap­pel­ler til det in­ter­na­tio­na­le samfund om at ma­eg­le i kon­flik­ten hel­ler ik­ke gi­vet det øn­ske­de af­kast. De eu­ro­pa­ei­ske le­de­re har ty­de­lig­vis in­gen in­ter­es­se i at bli­ve fan­get i det tom­me rum mel­lem den span­ske for­fat­ning og den se­pa­ra­ti­sti­ske blok, der sy­nes me­re og me­re iso­le­ret for hver dag, der går. Kort før tirs­da­gens ta­le op­for­dre­de Do­nald Tusk, EUs rå­ds­for­mand, Pu­ig­de­mont til at hol­de sig in­den for ram­mer­ne af den span­ske grund­lov, og sam­me dag gjor­de den fran­ske pra­esi­dent, Em­ma­nu­el Ma­cron, det klart, at han ik­ke var til sinds at kom­me se­pa­ra­ti­ster­ne til undsa­et­ning, og at et nyt selv­sta­en­digt Ca­ta­lo­ni­en ik­ke vil­le bli­ve an­er­kendt af na­bo­lan­det Frank­rig. De føl­gen­de da­ge vil vi­se, om in­ter­na­tio­na­le ma­eg­le­re vil mel­de sig på ba­nen for at af­va­er­ge den fo­re­stå­en­de kon­flikt, el­ler om Pu­ig­de­mont af egen drift vil ka­ste hånd­kla­e­det i rin­gen. Hvis ik­ke, er sce­nen sat til en di­rek­te kon­fron­ta­tion mel­lem den span­ske stat og det ca­ta­lan­ske selv­sty­re – gi­vet­vis med mas­si­ve fol­ke­li­ge de­mon­stra­tio­ner til føl­ge. Den se­ne­ste uge har va­e­ret sva­er for Pu­ig­de­mont, der for min­dre end to uger si­den lig­ne­de en mand i med­vind. Ved den om­strid­te fol­ke­af­stem­ning 1. ok­to­ber trod­se­de fle­re end to mil­li­o­ner ca­ta­la­ne­re det sto­re po­li­tiop­bud for at sa­et­te de­res kryds, og 90 pro­cent af dem var for uaf­ha­en­gig­hed. Nok hav­de af­stem­nin­gen ik­ke skyg­gen af juri­disk gyl­dig­hed, men po­li­ti­vol­den ved valg­ste­der­ne fik en na­e­sten sam­let ver­dens­o­pi­ni­on til at ret­te en for­døm­men­de pe­ge­fin­ger mod den span­ske stat. Mo­men­tum blev imid­ler­tid mi­stet igen, da den po­li­ti­ske uro for­plan­te­de sig i mar­ke­det, og ibex-35 ak­tie­in­dek­set be­gynd­te at dyk­ke. En ra­ek­ke sto­re virk­som­he­der ryk­ke­de i en na­er­mest ko­or­di­ne­ret ak­tion de­res ho­ved­sa­e­der ud af Ca­ta­lo­ni­en, og ca­ta­la­ner­ne stil­le­de sig plud­se­lig i kø ved ha­e­veau­to­ma­ter­ne for at sik­re, at op­spa­rin­gen ik­ke kom i fa­re. Må­ske var selv­sta­en­dig­he­den al­li­ge­vel ik­ke helt uden øko­no­mi­ske kon­se­kven­ser, så­dan som se­pa­ra­ti­ster­ne el­lers hav­de for­sik­ret?

Se­man­tisk li­nedans

Sam­ti­dig be­gynd­te tviv­len at gna­ve i den ca­ta­lan­ske re­ge­rings­blok, der blev split­tet mel­lem dem, der vil­le ha­ve uaf­ha­en­gig­hed her og nu, og dem, der øn­ske­de en vå­ben­hvi­le og nyvalg til re­gions­par­la­men­tet i er­ken­del­se af, at se­pa­ra­ti­st­to­get for­ment­lig vil­le bra­ge ind i en mur, hvis det blev sendt fra per­ron nu. Til slut valg­te Pu­ig­de­mont en mel­lemvej, en form for juri­disk lim­bo og se­man­tisk li­nedans, hvor uaf­ha­en­gig­he­den blev er­kla­e­ret, men al­li­ge­vel ik­ke helt. Hån­den blev rakt frem, men den span­ske re­ge­ring tog den ik­ke op for at gi­ve den et varmt klem. Og Pu­ig­de­mont skal hel­ler ik­ke for­ven­te et ven­ligt opkald fra den span­ske op­po­si­tion, hver­ken fra so­ci­a­list­par­tiets le­der, Pedro Sán­chez, el­ler Al­bert Ri­ve­ra fra cen­trum­par­ti­et Ci­u­da­da­nos. De har beg­ge haft travlt med at stå vagt om for­fat­nin­gen og rets­sta­tens ukra­en­ke­lig­hed og har gi­vet de­res ful­de op­bak­ning til Ra­joys hånd­te­ring af kon­flik­ten. Til gen­ga­eld fik Pedro Sán­chez i byt­te for sin støt­te til Ra­joy en af­ta­le om at på­be­gyn­de en re­form af den span­ske for­fat­ning. En ka­em­pe­sejr for so­ci­a­li­ster­ne, der la­en­ge har ha­ev­det, at en for­fat­nings­re­form er den ene­ste vej frem, hvis den ca­ta­lan­ske hård­knu­de skal lø­ses op. Af de sto­re na­tio­na­le par­ti­er op­for­drer kun Po­de­mos li­ge nu til åben di­a­log og for­hand­ling med de ca­ta­lan­ske se­pa­ra­ti­st­le­de­re. Un­der ons­da­gens par­la­ments­de­bat bad par­ti­le­der Pablo Ig­lesi­as ind­tra­en­gen­de Ra­joy om ik­ke at ak­ti­ve­re pa­ra­graf 155 i for­fat­nin­gen. »Ide­en om Spa­ni­en skal for­fø­re. Den kan ik­ke på­tvin­ges no­gen med magt (...) Hold op med at øde­la­eg­ge Spa­ni­en, hr. pre­mi­er­mi­ni­ster«, lød det fra Ig­lesi­as. Mens ner­ve­kri­gen fort­sa­et­ter mel­lem den ca­ta­lan­ske og den span­ske re­ge­ring, sid­der re­sten af Spa­ni­en og føl­ger si­tu­a­tio­nen med be­kym­ring. Trus­len om løs­ri­vel­se har vakt en el­lers slum­ren­de spansk pa­tri­o­tis­me til li­ve, og i man­ge span­ske by­er har der de se­ne­ste uger va­e­ret af­holdt sto­re de­mon­stra­tio­ner til støt­te for Spa­ni­ens en­hed. I søn­dags kom »pa­tri­o­ter« fra he­le Spa­ni­en rej­sen­de til Barcelona for at støt­te op om det på­stå­et »tav­se fler­tal« af pro-span­ske ca­ta­la­ne­re i den hidtil stør­ste de­mon­stra­tion mod ca­ta­lansk løs­ri­vel­se. De man­ge hund­redt­u­sin­de de­mon­stran­ter fyld­te Bar­ce­lo­nas ga­der med span­ske slags­an­ge og span­ske flag – et ejen­dom­me­ligt syn i en by, hvor det span­ske flag si­den Fran­cos død har va­e­ret na­er­mest ik­ke-ek­si­ste­ren­de i det of­fent­li­ge rum. Og­så i det span­ske me­di­eland­skab har det ca­ta­lan­ske løs­ri­vel­ses­pro­jekt i man­ge uger va­e­ret det alt­do­mi­ne­ren­de te­ma med en uen­de­lig strøm af repor­ta­ger, vur­de­rin­ger, ana­ly­ser og de­bat­ind­la­eg. Man­ge af Spa­ni­ens in­tel­lek­tu­el­le fyrtår­ne del­ta­ger pas­sio­ne­ret i de­bat­ten. En af dem er den ba­ski­ske fi­lo­sof og for­fat­ter, Fer­nan­do Sa­va­ter, som har ført en åre­lang kamp mod den ba­ski­ske se­pa­ra­tis­me og nu har ret­tet det kri­ti­ske skyts mod ra­di­ka­li­se­rin­gen af den ca­ta­lan­ske na­tio­na­lis­me. »Der er så me­gen løgn og ma­ni­pu­la­tion i om­løb, og det er me­get trist at se på,« si­ger Sa­va­ter til We­e­ken­da­vi­sen på en te­le­fon fra hjem­by­en San Se­ba­stián i Ba­sker­lan­det. Iføl­ge Sa­va­ter er det lyk­ke­des se­pa­ra­ti­ster­ne at prom­ove­re en forta­el­ling om, at ca­ta­la­ner­ne er et un­der­trykt folk, som har en le­gi­tim ret til at stem­me om de­res egen frem­tid. Han fast­hol­der, at ca­ta­la­ner­ne er om­fat­tet af sam­me ret­tig­he­der som al­le an­dre span­ske bor­ge­re, men at de­res eg­ne magt­ha­ve­re har ta­get loven i egen hånd for at gen­nem­trum­fe en ulov­lig af­stem­ning om selv­sta­en­dig­hed. »Det, vi ser i Ca­ta­lo­ni­en li­ge nu, er et na­er­mest mid­delal­der­ligt syn på na­tio­nen, en idé om, at jor­den og ter­ri­to­ri­et de­fi­ne­rer fol­ket og har for­rang for det de­mo­kra­ti­ske va­er­disa­et, der er ind­lej­ret i for­fat­nin­gen.«

Som i Ba­sker­lan­det

Sa­va­ter har i åre­vis va­e­ret på kant med de na­tio­na­li­sti­ske be­va­e­gel­ser i Ba­sker­lan­det og Ca­ta­lo­ni­en, som har be­skyldt ham for selv at va­e­re na­tio­na­list – ba­re med spansk og cen­tra­li­stisk for­tegn. Som åben­mun­det kri­ti­ker af den ba­ski­ske ter­r­or­grup­pe ETA har han ma­er­ket den mør­ke bag­si­de af se­pa­ra­tis­men, og han måt­te i me­re end ti år le­ve un­der be­skyt­tel­se af livvag­ter. Han var medstif­ter af gra­es­rod­sor­ga­ni­sa­tio­nen »Bas­ta ya« – Nu er det nok – som fik hund­redt­u­sind­vis af ba­ske­re til at gå på ga­den i pro­test mod ETAs ter­ror, og som i 2000 modt­og Sak­ha­rov-pri­sen for sin ind­sats for fri­hed og men­ne­ske­ret­tig­he­der. Mens kam­pen for uaf­ha­en­gig­hed i Ba­sker­lan­det fo­re­gik med vol­de­li­ge me­to­der og kun hav­de be­gra­en­set fol­ke­lig op­bak­ning, er den i Ca­ta­lo­ni­en fre­de­lig og bredt for­ank­ret i sam­fun­det. Al­li­ge­vel er der for Sa­va­ter man­ge lig­he­der. »Li­ge­som i Ba­sker­lan­det har de mest mo­de­ra­te over­ladt un­der­vis­nin­gen og me­di­er­ne til de mest ra­di­ka­le. I Ca­ta­lo­ni­en er ma­ni­pu­la­tio­nen i un­der­vis­nin­gen og i me­di­e­da­ek­nin­gen mas­siv, og så­dan har det va­e­ret i man­ge år. He­le iden­ti­tets­byg­nin­gen ta­ger af­sa­et i at etab­le­re en fa­el­les, yd­re fjen­de: Spa­ni­en. Det er for mig at se en af de vig­tig­ste grun­de til, at så man­ge un­ge men­ne­sker i dag be­ken­der sig til se­pa­ra­tis­men.« Den 70-åri­ge fi­lo­sof er be­kym­ret og trist over si­tu­a­tio­nen, og han er langt­fra im­po­ne­ret over den span­ske re­ge­rings hånd­te­ring af kon­flik­ten. »Den span­ske re­ge­ring har sid­det lam­met og kig­get på det her uden at gø­re no­get ved det. Må­ske er Ra­joy en frem­ra­gen­de stra­teg, som vil over­ra­ske os al­le, som Tol­sto­js rus­si­ske ge­ne­ral i ’Krig og Fred’, der over­vin­der den fran­ske ha­er, for­di han in­gen­ting gør. Men jeg tror ae­r­ligt talt ik­ke, han har gen­nem­ta­enkt si­tu­a­tio­nen. Han har ik­ke fo­re­stil­let sig, at det vir­ke­lig var så al­vor­ligt, at det vil­le få det om­fang, det har få­et.« Ra­joy, si­ger Sa­va­ter, skul­le for la­engst ha­ve gre­bet ind over for de le­den­de kra­ef­ter i se­pa­ra­ti­st­be­va­e­gel­sen. »De an­svar­li­ge le­de­re bur­de ik­ke gå frit rundt på ga­den. Der har va­e­ret ri­ge­li­ge grun­de til at rets­for­føl­ge dem; de kun­ne ha­ve sid­det i fa­engsel i åre­vis al­le­re­de. Det vil­le og­så ha­ve vir­ket pra­e­ven­tivt, så an­dre ik­ke fri­stes til at gø­re det sam­me.« Må­ske vil den se­ne­ste ud­vik­ling fø­re til de le­den­de se­pa­ra­ti­sters fald, men for Sa­va­ter er der ik­ke la­en­ge­re en lyk­ke­lig ud­gang på kri­sen. »Den­ne kon­flikt vil ef­ter­la­de et kølvand af fru­stra­tion og fjend­skab og dy­be fla­en­ger i sa­mek­si­sten­sen bå­de mel­lem ca­ta­la­ner­ne in­ter­nt og mel­lem spa­ni­e­re og ca­ta­la­ne­re. Det ene­ste, vi kan hå­be på, er, at det ik­ke bli­ver et ek­sem­pel til ef­ter­føl­gel­se for an­dre i Eu­ro­pa.« En an­den ba­skisk fi­lo­sof, Da­ni­el In­ne­ra­ri­ty, pro­fes­sor i po­li­tisk fi­lo­so­fi ved Uni­ver­si­dad del Pais Va­sco, har et lidt an­det syn på kon­flik­ten: »Pro­ble­mer­ne i Ca­ta­lo­ni­en kan ik­ke lø­ses ved at fo­ku­se­re ude­luk­ken­de på le­ga­li­te­ten el­ler den of­fent­li­ge or­den. Man er nødt til at lø­se de dy­be­re­lig­gen­de kon­flik­ter, der har ført til den­ne si­tu­a­tion. Lad os si­ge, at den ’kon­sti­tu­tio­nel­le or­den’ bli­ver genop­ret­tet – det får jo ik­ke folk til at hol­de op med at øn­ske, at de ik­ke var en del af Spa­ni­en, og så­dan er der en me­get stor del af ca­ta­la­ner­ne, der har det,« si­ger In­ne­ra­ri­ty til We­e­ken­da­vi­sen. »I de­mo­kra­ti­ske samfund må der, når der ik­ke er et til­stra­ek­ke­lig stort fler­tal for det ene el­ler det an­det, fin­des et kom­pro­mis. En­hver form for på­tvin­gel­se, fra hvil­ken kant den end kom­mer, vil øde­la­eg­ge sam­fun­det,« me­ner han.

Hvor me­gen magt­an­ven­del­se?

Fo­re­lø­big ven­ter ca­ta­la­ner­ne med nervø­si­tet på de na­e­ste tra­ek fra de po­li­ti­ske le­de­re. Det sto­re åb­ne spørgs­mål li­ge nu er, hvor me­get magt Madrid er vil­lig til at sa­et­te ind bag pa­ra­graf 155 for at sik­re en ef­fek­tiv ge­ne­tab­le­ring af »den kon­sti­tu­tio­nel­le or­den« i Ca­ta­lo­ni­en. Der er fort­sat fle­re tu­sind span­ske be­tjen­te og ci­vil­gar­di­ster ud­sta­tio­ne­ret i Ca­ta­lo­ni­en, og iføl­ge avi­sen El País gør den span­ske ha­er sig klar til at as­si­ste­re po­li­ti­styr­ker­ne, hvis det bli­ver nød­ven­digt. Re­ge­rin­gen i Madrid vil én gang for al­le sa­et­te en stop­per for se­pa­ra­ti­ster­nes so­lo­fa­erd. Det skal ik­ke va­e­re gra­tis at ta­ge loven i egen hånd, og al­le­re­de in­den tirs­da­gens ta­le ad­va­re­de Pablo Ca­sa­do fra re­ge­rings­par­ti­et PP om, at Pu­ig­de­mont kun­ne »en­de som Com­pa­nys«. En hen­vis­ning til den tid­li­ge­re selv­sty­re­pra­esi­dent Lluís Com­pa­nys, som i 1934 ud­råb­te en selv­sta­en­dig ca­ta­lansk stat og ef­ter­føl­gen­de blev ar­re­ste­ret og idømt 30 års fa­engsel. At Com­pa­nys seks år se­ne­re blev hen­ret­tet af Fran­cos sol­da­ter, hav­de Ca­sa­do mulig­vis glemt i skyn­din­gen, men den mor­bi­de ana­lo­gi var si­gen­de for den mør­ke og tru­en­de un­der­strøm, der lø­ber un­der kon­flik­ten.

FOTO: AFP PHOTO/JORGE GUERRERO

Til­ha­en­ge­re af ca­ta­lansk selv­sta­en­dig­hed lyt­ter til Car­les Pu­ig­de­monts tv-trans­mit­te­re­de ta­le, hvori han ud­rå­ber selv­sta­en­dig­hed og straks sus­pen­de­rer den i »nog­le uger«. Imens sam­ler de mør­ke sky­er sig over Ca­ta­lo­ni­en.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.