Fe­mår­s­pla­nen

Weekendavisen - - Udland - Af PETER HARMSEN

Det er et på man­ge må­der for­an­dret Ki­na, som i dis­se da­ge ser til fra si­de­linj­en, mens den po­li­ti­ske eli­te mø­des i Bei­jing og ud­stik­ker en kurs for frem­ti­den. Det kon­ti­nents­to­re land med 1,4 mil­li­ar­der ind­byg­ge­re er ik­ke det sam­me, som da kom­mu­ni­st­par­ti­et sid­ste gang holdt kon­gres i 2012. Og hvis man skal sa­et­te navn på år­sa­gen til dis­se om­va­elt­nin­ger, lig­ger det li­ge for: Xi Jin­ping. Xi er, si­den han ved kon­gres­sen for fem år si­den fik over­dra­get hver­vet som ge­ne­ral­se­kre­ta­er for par­ti­et, gå­et må­l­ret­tet efter at kon­cen­tre­re og kon­so­li­de­re mag­ten på eg­ne ha­en­der. Sam­ti­dig har han pra­e­get fol­ke­re­pu­blik­ken på må­der, der gi­ver et fin­ger­peg om, hvad han har ta­enkt sig at gø­re i lø­bet af de yder­li­ge­re fem år ved ro­ret, som han vil få til­delt under den igang­va­e­ren­de kon­gres. »Vort land be­fin­der sig i en vig­tig pe­ri­o­de i sin ud­vik­ling, pra­e­get af stra­te­gi­ske mu­lig­he­der. Frem­ti­den teg­ner sig over­or­dent­lig lys, men de ud­for­drin­ger, vi står over for, er li­ge­le­des over­or­dent­lig van­ske­li­ge,« sag­de Xi i en tre en halv ti­me lang ta­le til kon­gres­sens cir­ka 2300 de­le­ge­re­de ved åb­nin­gen af mø­det ons­dag i Fol­kets Sto­re Hal i hjer­tet af den ki­ne­si­ske ho­ved­stad. At Ki­na be­fin­der sig i en over­gangs­fa­se, kan in­gen va­e­re i tvivl om, og en ny og mere selvsik­ker uden­rigs­po­li­tik har i sa­gens na­tur sa­er­ligt til­truk­ket sig om­ver­de­nens op­ma­er­k­som­hed. Ind­til Xi fik mag­ten over par­ti­et og til­li­ge blev stats­pra­esi­dent og øver­ste chef for mi­li­ta­e­ret, var det of­fi­ci­el po­li­tik i Bei­jing at hol­de lav pro­fil på den glo­ba­le sce­ne. Ki­na skul­le spa­re på kra­ef­ter­ne ind­til den dag, hvor det kun­ne gen­op­ta­ge sin hi­sto­ri­ske rol­le som en af klo­dens før­en­de mag­ter. Den dag ser ud til at va­e­re kom­met at døm­me efter bå­de uden­rigs­po­li­tisk re­to­rik og prak­sis i de se­ne­ste år. Et pra­eg­nant ud­tryk er Xis for­søg på at mar­ke­re sig som for­ta­ler for glo­ba­li­se­ring og ud­fyl­de det tom­rum, som en ame­ri­kansk pra­esi­dent med iso­la­tio­ni­sti­ske ten­den­ser har ef­ter­ladt sig. Og­så in­den for in­ter­na­tio­nal kli­ma­po­li­tik har han be­stra­ebt sig på at over­ta­ge den sta­fet, som USA skø­de­s­løst har smidt fra sig. »Et land bør se si­ne in­ter­es­ser i en bre­de­re sam­men­ha­eng og und­la­de at for­føl­ge si­ne in­ter­es­ser på be­kost­ning af an­dre,« sag­de Xi ved en of­te ci­te­ret ta­le for le­den­de po­li­ti­ke­re og er­hvervs­folk i Da­vos i be­gyn­del­sen af året. Her op­stil­le­de han sam­ti­dig en kon­trast mel­lem ma­end »med sto­re vi­sio­ner« og folk, der la­der sig sty­re af »små­lig snuhed«.

Gør Ki­na stort igen

Kri­ti­ke­re af Ki­na vil pe­ge på, at net­op en sna­e­ver fo­kus på na­tio­na­le in­ter­es­ser i de se­ne­ste år har få­et Bei­jing til at op­fø­re sig mere ag­gres­sivt i ter­ri­to­ri­a­le spørgs­mål i bå­de Det Syd- og Øst­ki­ne­si­ske Hav. Sam­ti­dig har Fol­kets Be­fri­el­ses­ha­er be­va­e­get sig langt va­ek fra tid­li­ge­re ti­ders pri­mi­tivt ud­sty­re­de bon­dearmé og er ble­vet for­vand­let til en slag­kraf­tig in­ter­na­tio­nal styr­ke. Ki­na er ved at op­byg­ge en mo­der­ne flå­de med blandt an­det han­garski­be, og lan­det har etab­le­ret sin før­ste over­søi­ske mi­li­ta­er­ba­se i østafri­kan­ske Dji­bou­ti. Ki­na ud­vi­ser stør­re vil­je end før til at be­nyt­te sig af de to tra­di­tio­nel­le uden­rigs­po­li­ti­ske red­ska­ber, stok­ken og gu­lero­den. Et ek­sem­pel på det sidst­na­evn­te er et stor­slå­et pro­jekt – One Belt One Ro­ad, som det hed­der på en­gelsk – der går ud på at bin­de sne­se­vis af eu­ra­si­ske øko­no­mi­er sam­men gen­nem om­fat­ten­de in­ve­ste­rin­ger i in­fra­struk­tur. Ver­den er i op­brud på en må­de, hvis li­ge må­ske ik­ke er set i over et år­hund­re­de, si­den USA brød igen­nem på den glo­ba­le sce­ne som først øko­no­misk og der­ef­ter po­li­tisk su­per­magt. Og Ki­nas sta­dig mere selvsik­re frem­fa­erd i den­ne si­tu­a­tion skyl­des ik­ke kun Xi Jin­pings ind­fly­del­se; den har og­så mere struk­tu­rel­le år­sa­ger, på­pe­ger Li Min­gji­ang, der for­sker i in­ter­na­tio­nal po­li­tik ved Na­ny­ang Te­ch­no­lo­gi­cal Uni­ver­si­ty i Sin­ga­po­re. »Xi bli­ver med ret­te op­fat­tet som mere pro­ak­tiv, mere ambitiøs og mere na­tio­na­li­stisk end tid­li­ge­re le­de­re. Det for­kla­rer i sig selv me­get af, hvad han for­sø­ger at gø­re. Men det er og­så et re­sul­tat af den ob­jek­ti­ve si­tu­a­tion, som Ki­na be­fin­der sig i. Ki­na i dag er et helt an­det land end for 10-20 år si­den. Det har en me­get stør­re øko­no­mi og har et sta­er­ke­re mi­li­ta­er,« si­ger han. »Der er op­bak­ning i be­folk­nin­gen. Ge­ne­relt støt­ter et stort fler­tal af ki­ne­ser­ne Xis uden­rigs­po­li­tik, hans in­ter­na­tio­na­le stra­te­gi og hans re­gio­na­le sik­ker­heds­po­li­tik. Jeg tror, de fle­ste ki­ne­se­re er gla­de for, at de­res land nu under Xi er be­gyndt at tra­e­de i ka­rak­ter som en glo­bal magt. Det er en del af det ki­ne­si­ske folks øn­ske om at gø­re de­res na­tion stor og sta­erk igen.«

Øn­sket om to­tal kon­trol

Me­nings­må­lin­ger be­kra­ef­ter ind­tryk­ket af en hjem­lig opi­ni­on, som er pa­rat til at på­ta­ge sig et stør­re in­ter­na­tio­nalt an­svar. En rund­spør­ge fo­re­ta­get af det ame­ri­kan­ske ana­ly­se­in­sti­tut Pew Re­search Cen­ter for et år si­den vi­ste, at 62 pro­cent af ki­ne­ser­ne bak­ker op om øget ki­ne­sisk hja­elp til ud­vik­ling­s­lan­de­ne. Kun 53 pro­cent af eu­ro­pa­e­er­ne og 48 pro­cent af ame­ri­ka­ner­ne har en lig­nen­de po­si­tiv hold­ning til ud­vik­lings­bi­stand. Men li­ge­som al­le an­dre ste­der kom­mer in­den­rigs­po­li­tik­ken og­så i Ki­na i før­ste ra­ek­ke. Da Xi kom til mag­ten i 2012, gjor­de han det øje­blik­ke­ligt klart, at kor­rup­tions­be­ka­em­pel­se var en pri­o­ri­tet. Det før­te til en kampag­ne, som har ramt høj og lav i kom­mu­ni­st­par­ti­et, og som ny­der enorm po­pu­la­ri­tet i be­folk­nin­gen. En si­de­ef­fekt ved kampag­nen – el­ler, vil nog­le si­ge, dens pri­ma­e­re for­mål – har va­e­ret, at den har styr­ket kon­trol­len med par­tiets 90 mil­li­o­ner med­lem­mer. Men Xi er ik­ke stop­pet der: Kon­trol af det om­gi­ven­de sam­fund har og­så va­e­ret en pri­o­ri­tet, og sy­stem­kri­ti­ke­re har op­le­vet de hår­de­ste ti­der i en ge­ne­ra­tion. Det er gå­et ud over ci­vil­sam­fun­det, ik­ke mindst ngo’er­ne, forta­el­ler Re­nee Xia, in­ter­na­tio­nal le­der af China Hu­man Rights De­fen­ders, en or­ga­ni­sa­tion med ba­se i Was­hin­g­ton. »Xi Jin­pings hår­de kurs ret­ter sig isa­er imod ngo’er med fo­kus på men­ne­ske­ret­tig­he­der, for­di hans re­ge­ring er ban­ge for en­hver form for or­ga­ni­se­ret ak­ti­vi­tet uden for dens kon­trol. Men der er og­så bre­de­re mål: ci­vil­sam­fun­det og uaf­ha­en­gi­ge sag­fø­re­re, jour­na­li­ster og aka­de­mi­ke­re,« si­ger hun. »Xi stra­e­ber efter sta­tens to­ta­li­ta­e­re kon­trol over sam­fun­det. Stort set in­tet hjør­ne af ci­vil­sam­fun­det er gå­et fri. So­ci­a­le me­di­er, pri­va­te mø­der med po­li­ti­ske dis­kus­sio­ner, sko­ler­ne, pres­sen og så vi­de­re. De er al­le sam­men ble­vet ramt. De bli­ver tvun­get til tavshed, kon­trol­le­ret, over­vå­get.« Hvad er en­de­må­let? Xi tal­te ons­dag om »so­ci­a­lis­me med ki­ne­si­ske ken­de­tegn til en ny ae­ra.« Hvad det li­ge pra­e­cis be­ty­der, er ik­ke helt klart, men det ad­skil­ler sig uden tvivl fra det li­be­ra­le de­mo­kra­ti, der er ud­vik­let i Ve­sten. Som en unavn­gi­ven re­ge­rings­rå­d­gi­ver sag­de til Fi­nan­ci­al Ti­mes for ny­lig: »Trump ta­ler al­drig om de­mo­kra­ti el­ler ame­ri­kansk le­der­skab el­ler fri­hed, og vi bør ik­ke va­e­re så dum­me, at vi til­be­der ting, som der og­så bli­ver sat spørgs­måls­tegn ved i den ve­st­li­ge ver­den.«

Selek­tiv un­der­tryk­kel­se

Det er umu­ligt at ge­ne­ra­li­se­re om mere end en mil­li­ard men­ne­sker, men i by­er­nes mid­delklas­se og blandt de ve­lud­dan­ne­de er der man­ge, som ik­ke er gla­de for den se­ne­ste ud­vik­ling. De op­le­ver, at den be­gra­en­se­de fri­hed, de hav­de før, er ved at for­svin­de. Det ska­ber util­freds­hed, si­ger An­dreas Ful­da, en eks­pert i det ki­ne­si­ske ci­vil­sam­fund ved Uni­ver­si­ty of Not­ting­ham. »I en po­li­tisk vin­ter som den­ne her tra­ek­ker folk sig til­ba­ge og hol­der en lav pro­fil. Men det er min for­nem­mel­se, at det ki­ne­si­ske sam­fund er så avan­ce­ret og plu­ra­li­stisk nu, at folk ik­ke vil fin­de sig i det i al evig­hed. De er ble­vet mere so­fi­sti­ke­re­de og har en bed­re for­stå­el­se for de­res ret­tig­he­der,« si­ger han. Sam­ti­dig ad­va­rer han mod et alt for sort-hvidt bil­le­de af for­hol­de­ne i Ki­na i dag. Han pe­ger på to for­skel­li­ge love, som vi­ser, hvor kom­pleks den ki­ne­si­ske re­ge­rings hold­ning til ci­vil­sam­fun­det er. Én lov har gjort det van­ske­li­ge­re at fi­nan­si­e­re ki­ne­si­ske ngo’er med uden­land­ske mid­ler. Men en an­den lov om vel­gø­ren­hed har gjort det let­te­re for ki­ne­si­ske ngo’er at bli­ve re­gi­stre­ret og op­nå støt­te fra re­ge­rings­or­ga­ner og fon­de. »Der er ik­ke ta­le om, at der bli­ver slå­et ned på al­le for­mer for ak­ti­vi­tet i ci­vil­sam­fun­det. Det er mere selek­tivt. Det er ik­ke godt for dem, der in­ter­es­se­rer sig for po­li­tisk re­form el­ler kon­sti­tu­tio­nelt de­mo­kra­ti el­ler be­skyt­tel­se af men­ne­ske­ret­tig­he­der. Men hvis du for ek­sem­pel in­ter­es­se­rer dig for be­ka­em­pel­se af fat­tig­dom el­ler be­skyt­tel­se af mil­jø­et el­ler kvin­ders for­hold, kan du sta­dig for­ta­ge den slags ar­bej­de i Ki­na,« si­ger Ful­da.

For­mind­ske­de va­ek­stra­ter

Hvad de fle­ste po­li­ti­ske til­tag under Xi har til fa­el­les er et øn­ske om at be­va­re par­tiets alt­do­mi­ne­ren­de po­si­tion i sam­fun­det. Der­for er det og­så over­ra­sken­de, at øko­no­mi­en har fyldt for­holds­vis lidt på hans dagsorden si­den 2012. Par­ti­et har el­lers, li­ge fra re­for­mer­nes be­gyn­del­se for snart 40 år si­den, isa­er ba­se­ret sin le­gi­ti­mi­tet på ev­nen til at ska­be støt sti­gen­de ma­te­ri­el vel­stand for det sto­re fler­tal af be­folk­nin­gen. Den ki­ne­si­ske re­ge­ring har sat sig som mål at op­nå 6,5 pro­cents øko­no­misk va­ekst i de kom­men­de år. Det er respek­ta­belt efter de fle­ste lan­des må­le­stok, men et dyk i for­hold til de to­cif­re­de va­ek­stra­ter, som den ki­ne­si­ske øko­no­mi tid­li­ge­re kun­ne pra­este­re. År­sa­ger­ne er kom­pli­ce­re­de, men en af dem er uden tvivl den sto­re, in­ef­fek­ti­ve og ga­eld­styn­ge­de stats­sek­tor. Det er ik­ke gi­vet, at Xi er pa­rat til at gen­nem­fø­re de nød­ven­di­ge re­for­mer, selv hvis han som ven­tet kom­mer po­li­tisk styr­ket ud af kon­gres­sen. I det om­fang han har ef­ter­ladt et af­tryk på øko­no­mi­en i de se­ne­ste fem år, blandt an­det gen­nem stram­me­re kon­trol med ak­tie- og va­luta­mar­ke­det, har han an­ty­det en for­ka­er­lig­hed for stats­lig ind­blan­ding. Det for­kla­rer Zhong Wei­feng, en øko­nom ved ta­en­ket­an­ken Ame­ri­can En­ter­pri­se In­sti­tu­te i Was­hin­g­ton. »Ek­semp­ler­ne fra hans før­ste pe­ri­o­de pe­ger i ret­ning af, at han har en in­ter­ven­tio­ni­stisk til­gang til øko­no­mi­en. Og efter min me­ning er det ik­ke, hvad Ki­na har brug for. Der er gra­en­ser for, hvad man kan gen­nem­fø­re med en øko­no­misk po­li­tik, der gi­ver stats­sek­to­ren en cen­tral rol­le. Det er en mo­del, som ty­de­lig­vis er ved at lø­be tør,« si­ger han.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.