Et tavst ju­bila­e­um

Weekendavisen - - Samfund - Af FLEM­M­ING RO­SE

KRAS­NA­JA POLJANA – I ef­ter­å­ret 1990 var jeg vid­ne til en be­gi­ven­hed med hi­sto­risk ra­ek­ke­vid­de. I et lil­le par­kan­la­eg over for KGBs ho­ved­kvar­ter på Lub­jan­ka­plad­sen i Moskva blev der den 30. ok­to­ber ind­vi­et et min­des­ma­er­ke for of­re­ne for po­li­ti­ske re­pres­sa­li­er i Sov­je­tu­ni­o­nen. Min­des­ma­er­ket var be­ske­dent, men la­det med be­tyd­ning– en sten fra sov­jet­sta­tens før­ste po­li­ti­ske fan­ge­lejr på So­lo­vetski­je Øer­ne ved Hvi­de­ha­vet. Nog­le få hund­re­de men­ne­sker delt­og. For mig hav­de ce­re­mo­ni­en et per­son­ligt isla­et. Det var nem­lig min go­de ven, men­ne­ske­ret­tig­heds­ak­ti­vi­sten Kro­nid Lju­barskij, der i for­å­ret 1974 i en lejr hav­de fun­det på ide­en til en pro­test­dag for po­li­ti­ske fan­ger i Sov­je­tu­ni­o­nen. Hen­sig­ten var at de­mon­stre­re sy­stem­kri­tisk so­li­da­ri­tet på tva­ers af fan­ger­nes po­li­ti­ske, re­li­gi­øse og na­tio­na­le til­hørs­for­hold. Lju­barskij øn­ske­de en dag ta­et på års­da­gen for bol­sje­vik­ker­nes kup i 1917 (den 7. novem­ber), for­di det sov­je­ti­ske re­gi­me hen­te­de sin le­gi­ti­mi­tet i net­op den be­gi­ven­hed. På den må­de kun­ne man ha­el­de en smu­le ma­lurt i re­vo­lu­tions­ba­e­gret, når det sov­je­ti­ske kom­mu­ni­st­par­ti fejre­de bol­sje­vik­ker­nes mag­tover­ta­gel­se. De po­li­ti­ske fan­gers dag i Sov­je­tu­ni­o­nen blev mar­ke­ret før­ste gang den 30. ok­to­ber 1974. Da­to­en blev nog­le år se­ne­re over­ta­get af in­ter­na­tio­na­le men­ne­ske­ret­tig­heds­or­ga­ni­sa­tio­ner for at gø­re op­ma­er­k­som på samvit­tig­heds­fan­gers si­tu­a­tion overalt i ver­den. Og i 1991, da Sov­je­tu­ni­o­nen gik i op­løs­ning, og kom­mu­ni­st­par­ti­et mi­ste­de sit magt­mo­nopol, ud­råb­te det rus­si­ske par­la­ment den 30. ok­to­ber til en na­tio­nal min­de­dag for of­re­ne for po­li­ti­ske re­pres­sa­li­er. Det se­ne­ste år­ti har man des­u­den etab­le­ret en be­va­e­gen­de tra­di­tion, hvor me­ni­ge rus­se­re mø­der op ved min­de­ste­nen den 29. ok­to­ber for da­gen lang at la­e­se nav­ne og års­tal op på be­kend­te og sla­egt­nin­ge, som blev skudt un­der »den sto­re ter­ror«, og der ta­en­des stea­rin­lys for de en­kel­te ofre. I man­dags ind­vie­de pra­esi­dent Vla­di­mir Pu­tin på 43-års da­gen for Lju­barski­js før­ste ak­tion i en lejr i Mor­d­ovi­en et stor­slå­et og knu­gen­de bron­ze­monu­ment i Moskva til min­de om of­re­ne for det sov­je­ti­ske re­gi­me – Sør­gemu­ren. Det be­står af an­sigts­lø­se fi­gu­rer og er skabt af bil­led­hug­ge­ren Ge­or­gij Frangul­jan, der og­så står bag min­des­ma­er­ker over nog­le af rus­sisk kul­turs iko­ner – fra for­fat­te­re som Isaak Ba­bel, Jo­sef Brod­skij og Bu­lat Okudzja­va til kom­po­ni­ster som Dmi­trij Sjostako­vitj og re­form­po­li­ti­ke­re som Je­gor Ga­j­dar og Bo­ris Jelt­sin. Lju­barskij, der om­kom ved en druk­neu­lyk­ke i 1996, vil­le nok ha­ve mo­ret sig over Pu­tins ord i for­bin­del­se med ind­vi­el­sen af monu­men­tet, for­di den rus­si­ske pra­esi­dent ka­e­de­de re­vo­lu­tions­ju­bila­e­et sam­men med of­re­ne for po­li­tisk un­der­tryk­kel­se. Men han vil­le ha­ve va­e­ret op­rørt over, at Rusland end­nu ik­ke er ble­vet det rets­sam­fund, han ka­em­pe­de for, og han vil­le ha­ve haft sva­ert ved at ka­pe­re, at Kreml og sto­re de­le af be­folk­nin­gen har et tve­ty­digt for­hold til Jo­sef Sta­lin, hvis re­gi­me er an­svar­lig for mil­li­o­ner af rus­se­res død. En­de­lig vil­le han sna­re­re end at dva­e­le ved for­ti­den ha­ve gjort op­ma­er­k­som på dem, der un­der Pu­tin af­so­ner dom­me for de­res po­li­ti­ske hold­nin­ger. Pu­tin sag­de: »Ind­vi­el­sen af det­te min­des­ma­er­ke er sa­er­lig aktuelt i 100-året for re­vo­lu­tio­nen. Jeg sa­et­ter min lid til, at sam­fun­det vil la­eg­ge de dra­ma­ti­ske be­gi­ven­he­der bag sig, som har delt vo­res land og folk; at den­ne dag bli­ver et sym­bol på over­vin­del­se af det skis­ma; et sym­bol på gen­si­dig til­gi­vel­se. Jeg sa­et­ter min lid til, at man vil ac­cep­te­re fa­ed­re­lan­dets hi­sto­rie, som den er – med dens sto­re sej­re og tragi­ske si­der.«

Rus­ser­ne er im­mu­ne over for mis­sio­na­e­rer

Det of­fi­ci­el­le Ruslands syn på re­vo­lu­tio­nen i 1917 er et gan­ske an­det end på Sov­je­tu­ni­o­nens sejr i An­den Ver­denskrig. Sidst­na­evn­te er hel­lig. Det var den un­der kom­mu­nis­men, og det er den sta­dig. Man kan ik­ke ud­for­dre den of­fi­ci­el­le ud­la­eg­ning af kri­gen uden at få bal­la­de. Der­for er Moskva in­vol­ve­ret i erin­drings­po­li­ti­ske kon­fron­ta­tio­ner med si­ne na­bo­er i de bal­ti­ske lan­de, Po­len og Ukrai­ne, hvor man ser Stal­ins sejr i 1945 som be­gyn­del­sen på et halvt år­hund­re­des be­sa­et­tel­se og sov­je­tisk do­mi­nans. Sej­ren for Moskva deri­mod er lig med en fast plads i FNs Sik­ker­heds­råd med an­er­ken­del­se af Kremls ret til at sid­de med ved bor­det, når spørgs­mål om krig og fred i ver­den skal be­slut­tes. Da en rus­sisk tv-sta­tion for nog­le år si­den til­lod sig at spør­ge se­er­ne, om det un­der den ty­ske be­lej­ring af Le­nin­grad 1941-1944 ik­ke hav­de va­e­ret bed­re at op­gi­ve by­en og så­le­des red­de hund­redt­u­sin­der af men­ne­ske­liv, lød der et ra­ma­skrig fra na­er og fjern, og sta­tio­nen blev tru­et med luk­ning. An­der­le­des fat er det som sagt med re­vo­lu­tio­nen. Til for­skel fra un­der kom­mu­nis­men tje­ner den ik­ke som ska­bel­sesmyte for Pu­tins Rusland. Den de­ler van­de­ne. Og­så i Kreml. Der er in­gen of­fi­ci­el kon­sensus. Set med Pu­tins øj­ne slog eks­pe­ri­men­tet fejl, og in­gen af ho­ved­per­so­ner­ne kan op­tra­e­de i rol­len som for­bil­le­der for nu­ti­dens ak­tø­rer. Den rus­si­ske pra­esi­dent er in­gen fan af hver­ken den vir­ke­lig­heds­fjer­ne zar Ni­ko­laj den An­den, der ab­di­ce­re­de i fe­bru­ar 1917, den narcis­si­sti­ske re­vo­lu­tions­ro­man­ti­ker Alek­s­an­dr Ke­renskij, der le­de­de en pro­viso­risk re­ge­ring fra som­me­ren til ef­ter­å­ret 1917, el­ler den kom­pro­mis­lø­se fa­na­ti­ker Vla­di­mir Le­nin, der var pa­rat til hvad som helst for at nå si­ne po­li­ti­ske mål. Iføl­ge Pu­tin lag­de Le­nin med in­dret­nin­gen af Sov­je­tu­ni­o­nen i 15 et­nisk de­fi­ne­re­de re­pu­blik­ker en bom­be un­der sta­ten, som eks­plo­de­re­de i slut­nin­gen af 1980er­ne med sov­je­tre­pu­blik­ker­nes krav om løs­ri­vel­se og uaf­ha­en­gig­hed af Moskva. Pu­tin fryg­ter, at en støt­te til re­vo­lu­tio­nen kan ses som blåstem­pling af om­styr­tel­se af re­gi­mer fra Li­by­en til Irak og Ukrai­ne og tje­ne som in­spira­tion for op­po­si­tio­nen i Rusland. Der­for bli­ver der in­gen of­fi­ci­el mar­ke­ring af 100-året. Kreml har brug for na­tio­na­le fest­da­ge, der sam­ler na­tio­nen, ik­ke tve­ty­di­ge ju­bila­e­er, der split­ter den. Split­tel­se hav­de man ri­ge­ligt af i det 20. år­hund­re­de med re­vo­lu­tio­na­e­re om­va­elt­nin­ger i 1917 og 1991, hvor ek­si­ste­ren­de sta­ter – det rus­si­ske im­pe­ri­um og Sov­je­tu­ni­o­nen – for­svandt fra land­kor­tet, to ver­denskri­ge, en bor­ger­krig, og et re­gi­me, der før­te krig mod si­ne eg­ne bor­ge­re og myr­de­de dem i mas­se­vis. 70 mil­li­o­ner men­ne­ske­liv me­nes at va­e­re gå­et tabt i »det kor­te 20. år­hund­re­de« fra 1914 til 1991. Man for­står, hvis rus­ser­ne er en smu­le tra­et­te af re­vo­lu­tio­ner. »Jeg tror, at rus­ser­ne er ble­vet ret im­mu­ne over for mis­sio­na­e­rer, der vil ud­bre­de et po­li­tisk evan­ge­li­um,« si­ger Do­mi­nic Lie­ven, pro­fes­sor ved Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty og for­fat­ter til Towards the Fla­me: Em­pi­re, War and the End of Ts­a­rist Rus­sia, til mig over en kop te. Det be­kra­ef­tes af en må­ling fo­re­ta­get af det stats­fi­nan­si­e­re­de me­nings­må­lings­in­sti­tut VTsIOM. 92 pro­cent af rus­ser­ne me­ner, at man bør gø­re alt for at for­hin­dre en gen­ta­gel­se af re­vo­lu­tio­nen i 1917. Pu­tin har va­e­ret til­ba­ge­hol­den­de med at kom­men­te­re det, der nu hed­der Den Rus­si­ske Re­vo­lu­tion, men for to uger si­den åbnede han en smu­le for po­sen, da han holdt en ta­le i Kras­na­ja Poljana, va­erts­by for de uden­dørs kon­kur­ren­cer ved Vin­ter-OL i So­tji i 2014. Ta­len var sid­ste punkt på årets mø­de i Val­dai Di­scus­sion Club, hvor rus­si­ske be­slut­nings­ta­ge­re, uden­land­ske po­li­ti­ke­re, eks­per­ter og jour­na­li­ster dis­ku­te­rer in­ter­na­tio­nal politik med rus­sisk ac­cent. Jeg var selv til ste­de i sa­len. Pu­tin brug­te ho­ved­par­ten af ta­len til et fron­ta­lan­greb på USA. Han fik knyt­tet sin kri­tik sam­men med re­vo­lu­tions­ju­bila­e­et ved at sam­men­lig­ne bol­sje­vik­ker­nes for­søg på at eks­por­te­re den so­ci­a­li­sti­ske re­vo­lu­tion til he­le ver­den med Ve­stens ind­blan­ding i su­ve­ra­e­ne sta­ters in­dre an­lig­gen­der ef­ter Den Kol­de Krig og be­stra­e­bel­ser på at eks­por­te­re de­mo­kra­ti. Da Pu­tin un­der de­bat­ten bag­ef­ter blev spurgt, om han kun­ne iden­ti­fi­ce­re fejl, som han og Rusland har be­gå­et i de for­gang­ne 25 år, lød det la­ko­nisk: »Vi be­gik den fejl at vi­se jer i Ve­sten alt for stor til­lid, og je­res fejl var, at I mis­brug­te den til­lid og så den som ud­tryk for svag­hed.« I et for­søg på at gø­re reg­ne­bra­et­tet ef­ter re­vo­lu­tio­nen op no­te­re­de Pu­tin, at Rusland måt­te ba­e­re byr­den i form af mil­li­o­ner af dra­eb­te og et stats­sam­men­brud, mens Ve­sten hø­ste­de frug­ter­ne ved i ti­de at ska­be me­re li­ge og ret­fa­er­di­ge sam­fund. Kvin­der og min­dre­tal fik ret­tig­he­der, og en sta­erk mid­delklas­se vok­se­de frem. Man an­er­kend­te fag­for­e­nin­ger, sør­ge­de for ud­dan­nel­se og mu­lig­he­der til sam­fun­dets sva­ge­ste og be­ka­em­pe­de ra­ce­ad­skil­lel­se i USA – alt sam­men for at ska­be et sam­fund, der var me­re at­trak­tivt end den sov­je­ti­ske mo­del. »Vi må spør­ge os selv, om vi ik­ke kun­ne ha­ve und­gå­et re­vo­lu­tion og i ste­det ha­ve fulgt evo­lu­tio­nens vej med en grad­vis ud­vik­ling uden et stats­sam­men­brud og uden at knu­se mil­li­o­ner af men­ne­ske­ska­eb­ner,« sag­de Pu­tin med po­le­misk brod mod bå­de den for­stok­ke­de og re­ak­tio­na­e­re zar Ni­ko­laj den An­den og de volds­pa­ra­te bol­sje­vik­ker, om end sidst­na­evn­te iføl­ge Pu­tin ba­e­rer ho­ve­d­ansva­ret.

Sta­lin er det øm­me­ste punkt

Blandt til­hø­rer­ne til Pu­tins ta­le var to frem­tra­e­den­de hi­sto­ri­ke­re, den ene, Jurij Slezki­ne, født og op­vok­set i Sov­je­tu­ni­o­nen, men nu ame­ri­kansk stats­bor­ger og pro­fes­sor ved Ber­ke­ley Uni­ver­si­ty i Ca­li­for­ni­en og for­fat­ter til et ny­ligt ud­kom­met stor­va­erk om Den Rus­si­ske Re­vo­lu­tion, The Hou­se of Gover­n­ment: A Sa­ga of the Rus­si­an Re­vo­lu­tion; den an­den, Alek­sej Mil­ler, pro­fes­sor ved Det Eu­ro­pa­ei­ske Uni­ver­si­tet i Skt. Pe­ters­borg og ved Det Cen­tral­eu­ro­pa­ei­ske Uni­ver­si­tet i Bu­da­pe­st. Mil­ler er eks­pert i erin­drings­po­li­tik, det vil si­ge, hvor­dan hi­sto­ri­en bru­ges po­li­tisk af re­ge­rin­ger og grup­per til at kul­ti­ve­re be­stem­te na­tio­na­le forta­el­lin­ger, som be­folk­nin­gen kan spej­le sig i, og som gi­ver le­gi­ti­mi­tet. Jeg spurg­te dem, hvil­ken erin­drings­po­li­tisk rol­le re­vo­lu­tio­nen spil­ler i da­gens Rusland. Alek­sej Mil­ler fø­ler af­sky og be­kla­gel­se over re­vo­lu­tio­nen, ja, over en­hver re­vo­lu­tion. Han kal­der den en gi­gan­tisk tragedie i en­hver hen­se­en­de. Som Mil­ler sag­de: »Ok­to­ber­re­vo­lu­tio­nen var Sov­je­tu­ni­o­nens ska­bel­sesmyte. Da Sov­je­tu­ni­o­nen gik i op­løs­ning, stod man med fle­re mu­lig­he­der. Man kun­ne stemp­le re­vo­lu­tio­nen som et statskup og en ka­ta­stro­fe el­ler som Gor­batjov in­si­ste­re på at for­sva­re ’vo­res fa­ed­res valg’. In­gen af de­le­ne ske­te. Un­der Jelt­sin i be­gyn­del­sen af 1990er­ne gjor­de man den 7. novem­ber (års­da­gen for re­vo­lu­tio­nen, red.) til Da­gen for For­so­ning og Enig­hed, men der­på flyt­te­de man den til den 4. novem­ber, for­di man ik­ke øn­ske­de at mar­ke­re sel­ve da­gen for bol­sje­vik­ker­nes mag­tover­ta­gel­se. Re­vo­lu­tio­nen bli­ver ik­ke la­en­ge­re officielt fejret i Rusland. Der er ik­ke brug for den som erin­drings­po­li­tik til for­skel fra An­den Ver­denskrig.« Alek­sej Mil­ler bi­fal­der myn­dig­he­der­nes linje: »Der fin­des in­gen of­fi­ci­el hold­ning til re­vo­lu­tio­nen. Kom­mu­ni­ster, mo­nar­ki­ster, so­ci­al­re­vo­lu­tio­na­e­re, li­be­ra­le og an­dre kan hver for sig de­mon­stre­re og yt­re sig frit. Der er in­gen for­so­ning, men der er hel­ler ik­ke ta­le om at på­tvin­ge sam­fun­det en be­stemt tolk­ning. De ene­ste mar­gi­na­li­se­re­de er dem, der me­ner, at re­vo­lu­tio­nen var en jø­disk sam­men­sva­er­gel­se, og at jø­de­r­ne er skyld i øde­la­eg­gel­sen af Rusland. Det er et af de til­fa­el­de, hvor man kan ro­se myn­dig­he­der­ne for at fø­re en for­sig­tig og mo­de­rat erin­drings­po­li­tik.« Jurij Slezki­ne me­ner, at re­vo­lu­tio­nen ik­ke kan dis­ku­te­res uden at ind­dra­ge Jo­sef Sta­lin, som stod i spid­sen for det sov­je­ti­ske re­gi­me fra 1924 til 1953. Han si­ger: »Sta­lin er det øm­me­ste punkt for det rus­si­ske sam­fund i dag. Hans pe­ri­o­de er og­så en del af re­vo­lu­tio­nen, skønt man kan dis­ku­te­re, hvor­når den stop­per. Sta­lin er et uhy­re vig­tigt sym­bol for bå­de til­ha­en­ge­re og mod­stan­de­re af re­vo­lu­tio­nen. For nog­le er han ind­be­gre­bet af en sta­erk stat, der gjor­de Rusland til su­per­magt. For an­dre er han an­svar­lig for et af hi­sto­ri­ens mest un­der­tryk­ken­de re­gi­mer og mil­li­o­ner af rus­si­ske bor­ge­res død. Beg­ge syns­punk­ter kan mo­bi­li­se­res til po­li­ti­ske for­mål. Selv om Kreml an­er­ken­der, at Sta­lin stod bag re­pres­sa­li­er, kan man ik­ke und­si­ge ham, for­di han stod i spid­sen for lan­det un­der An­den Ver­denskrig og sik­re­de sej­ren over Hit­ler. Om­vendt er det af­gø­ren­de for op­po­si­tio­nen at fra­ta­ge Sta­lin le­gi­ti­mi­tet og vi­se, hvor brutal og umen­ne­ske­lig sta­ten kan va­e­re, og at man der­for og­så bør va­e­re mista­enk­som og på vagt over for Pu­tins stat.« I den for­stand sa­et­ter re­vo­lu­tions­ju­bila­e­et ram­mer­ne for de­bat­ten om Ruslands frem­tid. For Pu­tin er la­e­ren af 1917 og 1991, at re­for­mer og de­mo­kra­ti­se­ring for­ud­sa­et­ter en sta­erk stat, el­lers en­der det med anar­ki og sam­men­brud. På den an­den si­de står de, der ser et sta­er­kt ci­vil­sam­fund og in­sti­tu­tio­ner som nøg­len til et sta­bilt og frem­gangs­rigt Rusland. Det er en de­bat om år­sag og virk­ning. Ske­te sam­men­brud­det i 1917 som føl­ge af en svag stats­magt, der lod sig un­der­mi­ne­re af krig og re­vo­lu­tion, el­ler ske­te det, for­di stats­mag­ten i ti­de ik­ke hav­de skabt rum for ud­vik­ling af et sta­er­kt ci­vil­sam­fund til at mod­stå en grup­pe uto­pi­ske fa­na­ti­ke­re? Pu­tin står over for et lig­nen­de di­lem­ma: Rusland har brug for re­for­mer og mo­der­ni­se­ring, men det er kun mu­ligt, hvis man gi­ver sam­fund og bor­ge­re me­re fri­hed. Men hvad er kon­se­kven­sen for Pu­tin og den rus­si­ske stat, hvis man gør det?

»Jeg sa­et­ter min lid til, at sam­fun­det vil la­eg­ge de dra­ma­ti­ske be­gi­ven­he­der bag sig, som har delt vo­res land og folk,« sag­de Pu­tin i man­dags, da han ind­vie­de et min­des­ma­er­ke til of­re­ne for Sov­jet-re­gi­met. Ved si­den af den rus­sisk-or­to­dok­se pa­tri­ark Ki­rill.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.