Stam­me­sam­fund.

Politik i USA hand­ler om at pro­vo­ke­re og be­sej­re den an­den. In­ter­view med for­fat­te­ren An­drew Sul­li­van.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af NIK­LAS HESSEL

Et af de sa­er­ligt min­de­va­er­di­ge øje­blik­ke fra Do­nald Trumps valg­kampag­ne ind­traf, da han un­der et mø­de på et kri­stent col­le­ge i Iowa hyl­de­de si­ne støt­ters loy­a­li­tet og jovi­alt be­ma­er­ke­de: »Jeg kun­ne stå midt på 5th Ave­nue og sky­de en el­ler an­den, og jeg vil­le ik­ke mi­ste va­el­ge­re, okay? Det er li­ge­som ut­ro­ligt.« Nu har pra­esi­den­ten ik­ke for­søgt sig med så vidt­gå­en­de til­tag, men trods nog­le tu­mul­ta­ri­ske og re­sul­tat­fat­ti­ge må­ne­der ved mag­ten har hans støt­ters loy­a­li­tet vit­ter­ligt vist sig at va­e­re im­po­ne­ren­de: 80 pro­cent af de re­pu­bli­kan­ske va­el­ge­re bak­ker fort­sat op om le­de­ren, iføl­ge Gal­lups se­ne­ste tal. Bag­lan­dets støt­te er de­sto me­re be­ma­er­kel­ses­va­er­dig, når man ta­en­ker på, at man­ge af Trumps syns­punk­ter, så­som en ven­li­ge­re kurs over for Rusland og op­gør med fri­mar­kedsprin­cip­per, stri­der mod al tra­di­tio­nel re­pu­bli­kansk la­er­dom. At han, fra­set ud­pe­gel­sen af hø­jeste­rets­dom­mer Neil Gor­such, end­nu ik­ke har le­ve­ret de ide­o­lo­gi­ske tri­um­fer, va­el­ger­ne blev stil­let i ud­sigt. Og at hans per­son­li­ge livs­fø­rel­se stem­mer dår­ligt overens med de krist­ne dy­der, som kon­ser­va­ti­ve of­te sa­et­ter pris på. Hvor­dan skal man for­stå den­ne ud­vik­ling? Hvor­for sy­nes så man­ge kon­ser­va­ti­ve at va­e­re vil­li­ge til at se stort på eg­ne prin­cip­per og stå last og brast med en le­der, der lystigt tra­e­der dem un­der fo­de? Må­ske skyl­des det, at USA har ud­vik­let sig til et mo­der­ne stam­me­sam­fund, do­mi­ne­ret af to di­stink­te grup­per, der »ka­em­per ik­ke ba­re for de­res egen si­des frem­skridt, men for at pro­vo­ke­re, for­døm­me og be­sej­re den an­den« – »to stam­mer, hvis gen­si­di­ge man­gel på for­stå­el­se og af­sky kan over­dø­ve de­res fa­ed­re­land­ska­er­lig­hed«. Så­dan ly­der ana­ly­sen i et ny­ligt es­say, bragt i New York Ma­ga­zi­ne, af for­fat­ter og skri­bent An­drew Sul­li­van. Han ci­te­rer Ge­or­ge Orwell i sin un­der­sø­gel­se af den sa­e­reg­ne lo­gik, som vin­der ind­pas i så­dan et sam­fund: »Der er in­gen for­bry­del­se, ab­so­lut in­gen, der ik­ke kan til­gi­ves, hvis ’vo­res’ si­de be­går den. Selv hvis man ik­ke na­eg­ter, at for­bry­del­sen har fun­det sted, selv hvis man ved, at det er pra­e­cis den sam­me for­bry­del­se, som man har for­dømt i et an­det til­fa­el­de ... kan man sta­dig ik­ke fø­le, at det er for­kert.« 54-åri­ge Sul­li­van, der har en for­tid som re­dak­tør for tids­skrif­tet New Re­pu­blic og som mar­kant po­li­tisk blog­ger, er en af de mest la­e­se­va­er­di­ge og ufor­ud­si­ge­li­ge in­tel­lek­tu­el­le i USA. Må­ske er det hans egen sam­men­sat­te og uor­to­dok­se iden­ti­tet, der gør ham til en så for­mi­da­bel iagt­ta­ger af et Ame­ri­ka, der i sti­gen­de grad har over­gi­vet sig til iden­ti­tetspo­li­tik­ken: Sul­li­van er ka­to­lik og bøs­se; er­kla­e­ret kon­ser­va­tiv, men af den li­be­ra­le slags, og sta­er­kt kri­tisk over for Re­pu­bli­ka­ner­nes ud­vik­ling og Trumps ind­fly­del­se i sa­er­de­les­hed; na­tu­ra­li­se­ret ame­ri­kansk stats­bor­ger og pa­tri­ot, men som ind­van­drer fra Stor­bri­tan­ni­en sta­dig med out­si­de­rens blik for sit nye lands sa­er­tra­ek.

Stam­me­ta­enk­nin­gen

Jeg fan­ger ham på en te­le­fon­for­bin­del­se fra hans nu­va­e­ren­de hjem­by Was­hin­g­ton, hvor han ud­dy­ber det sa­er­ligt gif­ti­ge ved den »tri­ba­lism«, som har spredt sig blandt ame­ri­ka­ner­ne. »Den­ne stam­me­ta­enk­ning hand­ler ik­ke så me­get om ti­dens po­li­ti­ske spørgs­mål, men om de in­vol­ve­re­de par­ters iden­ti­tet – og de to stam­mers iden­ti­tet er or­ga­ni­se­ret om­kring ra­ce, re­li­gion, klas­se og geo­gra­fi. Der­for er folk me­get min­dre mod­ta­ge­li­ge over for den an­den fløjs idéer, end hvis man for ek­sem­pel ska­end­tes om Vietnam-kri­gen, skat­te­pro­cen­ter, øko­no­mi­en el­ler an­dre le­gi­ti­me de­ba­tem­ner. Dis­se kløf­ter er dy­be­re,« si­ger han. Det ha­en­ger sam­men med, at USAs po­li­ti­ske brud­fla­der i sta­dig hø­je­re grad flug­ter med lan­dets geo­gra­fi­ske, re­li­gi­øse og et­ni­ske skil­le­linjer. Mens stor­by­er og ky­stre­gio­ner har ud­vik­let sig til de­mo­kra­ti­ske ba­stio­ner, har Re­pu­bli­ka­ner­ne sat sig so­lidt på man­ge land­li­ge sta­ter. 69 pro­cent af hvi­de krist­ne stem­mer i dag re­pu­bli­kansk, kun 31 de­mo­kra­tisk. Sor­te ame­ri­ka­ne­re, hvoraf knap 40 pro­cent sta­dig støt­te­de Re­pu­bli­ka­ner­ne i 1956, har for la­engst pla­ce­ret sig ef­ter­tryk­ke­ligt i den de­mo­kra­ti­ske lejr. Og mens 44 pro­cent af lat­i­na­me­ri­ka­ner­ne stem­te re­pu­bli­kansk ved pra­esi­dentval­get i 2004, gjaldt det kun 29 pro­cent i 2016. Og som Sul­li­van kon­sta­te­rer i es­say­et: »Når tre ker­ne­kom­po­nen­ter i stam­mei­den­ti­tet – ra­ce, re­li­gion og geo­gra­fi – de­fi­ne­rer ens po­li­ti­ske par­ti­er, har man al­vor­li­ge pro­ble­mer.« »Det er ble­vet sta­dig sva­e­re­re at fin­de folk, der til­hø­rer en be­stemt re­li­gi­øs, et­nisk el­ler geo­gra­fisk grup­pe, som for­mår at dis­ku­te­re po­li­ti­ske spørgs­mål uden at fø­le, at den an­den grup­pe fak­tisk ud­gør en trus­sel mod dem. Og det me­ner jeg er det sa­er­ligt ska­de­li­ge: at beg­ge si­der be­gyn­der at se mod­par­ten som en stør­re fa­re for dem selv end no­get an­det, de står over­for,« si­ger han til We­e­ken­da­vi­sen. Stam­me­ta­enk­nin­gen fø­rer til en si­tu­a­tion, hvor sim­pel ue­nig­hed ri­si­ke­rer at bli­ve af­løst af en me­re fun­da­men­tal fjendt­lig­hed el­ler frem­med­gø­rel­se over for med­bor­ge­re med an­dre hold­nin­ger. For ek­sem­pel gi­ver 41 pro­cent af re­pu­bli­kan­ske va­el­ge­re og 38 pro­cent af de de­mo­kra­ti­ske ud­tryk for, at de ik­ke ba­re er ue­ni­ge med de­res mod­par­ters po­li­ti­ske syns­punk­ter, men og­så med de­res va­er­di­er og mål i bre­de­re for­stand. Sam­ti­dig be­ty­der den geo­gra­fi­ske op­split­ning og den kends­ger­ning, at folk føl­ger vidt for­skel­li­ge me­di­er, at man­ge ska­er­mes mod ufil­tre­re­de ud­la­eg­nin­ger af mod­par­tens syns­punk­ter: »De men­ne­sker, vi om­gås, ta­ler med, og hvis ide­er på­vir­ker os, min­der of­te om os selv, og der­for frem­står den an­den si­des me­nin­ger ufor­stå­e­li­ge. Så i blå (de­mo­kra­ti­ske, red.) sta­ter – og jeg ved det, for jeg er ka­to­lik og bor i en dybblå stat – ses re­li­gion som stø­de­n­de og un­der­tryk­ken­de, no­get, der skal stig­ma­ti­se­res som van­vit­tigt. Re­li­gi­øs fri­hed ses gan­ske en­kelt som et på­skud for diskri­mi­na­tion el­ler for­skel­li­ge for­mer for un­der­tryk­kel­se, hvor­for bor­ger­ret­tig­heds­lo­ve al­tid må ha­ve for­rang. Der­for fø­ler evan­ge­li­ske krist­ne, og i en vis grad ka­to­lik­ker, sig un­der be­lej­ring,« si­ger Sul­li­van. »Og der­for er de re­de til at støt­te Trump – for­di de­res stam­me­ma­es­si­ge an­sku­el­ser stik­ker dy­be­re end selv de­res eti­ske og moral­ske stan­dar­der. De er vil­li­ge til at støt­te en mand, der er så frem­me­d­ar­tet, så he­densk, at man skul­le tro, in­gen kri­sten vil­le kun­ne støt­te ham.« Men de krist­ne har ud­vist en sa­er­lig nå­de over for Trump: Hvor kun 30 pro­cent af hvi­de evan­ge­li­ke­re i 2011 men­te, at po­li­ti­ke­re kan be­stri­de et of­fent­ligt em­be­de på pas­sen­de vis, hvis de har hand­let amoralsk i de­res pri­vat­liv, var he­le 72 pro­cent i ok­to­ber 2016 re­de til at se bort fra fol­ke­valg­tes per­son­li­ge syn­der. Stam­me­ta­enk­nin­gen tri­ves ik­ke kun på høj­re­fløj­en, men har og­så kro­ne­de da­ge på ven­stred­re­je­de uni­ver­si­te­ter, hvor ån­de­lig ud­veks­ling mel­lem blå og rød si­de har rin­ge kår (en ny­lig un­der­sø­gel­se af sam­funds­vi­den­ska­be­li­ge pro­fes­so­rers valg­møn­stre, ci­te­ret af Sul­li­van, kon­klu­de­rer, at de­mo­kra­ter her do­mi­ne­rer over re­pu­bli­ka­ne­re i stør­rel­ses­or­de­nen 12-1). Og hvor isa­er un­ge ak­ti­vi­ster ar­bej­der på at ska­be sa­fe spa­ces, fri for ide­o­lo­gi­ske ud­for­drin­ger.

Po­li­tisk ned­brud

En na­er­lig­gen­de ind­ven­ding mod An­drew Sul­li­vans ana­ly­se er, at han ri­si­ke­rer at over­vur­de­re be­tyd­nin­gen af de ak­tu­el­le brud­fla­der. Det ame­ri­kan­ske sam­fund har trods alt va­e­ret dybt po­la­ri­se­ret fle­re gan­ge i lan­dets ny­e­re hi­sto­rie, ik­ke mindst i 60er­ne og 70er­ne, hvor spa­en­din­ger­ne før­te til ga­d­eu­ro­lig­he­der og po­li­tisk vold. I det lys ta­ger ti­dens split­tel­se sig vel min­dre dra­ma­tisk ud? »Det for­står jeg. Hvis du ek­sem­pel­vis sam­men­lig­ner med si­tu­a­tio­nen i slut-60er­ne, var der den­gang na­e­sten et fuld­sta­en­digt sam­funds­ma­es­sigt ned­brud,« si­ger Sul­li­van. »Jeg bor i Was­hin­g­ton D.C., og i 1968 stod halv­de­len af by­en i flam­mer (på grund af op­tø­jer ef­ter dra­bet på Mar­tin Lut­her King, red.), og na­tio­nal­gar­den blev sat ind for at sik­re fre­den. Nu er det et blom­stren­de, vel­stå­en­de, fre­de­ligt om­rå­de med la­ve kri­mi­na­li­tets­ra­ter. Men sam­ti­dig stem­te kun fi­re pro­cent af D.C.s ind­byg­ge­re på Trump – fi­re! Ste­det er ik­ke ide­o­lo­gisk re­pra­e­sen­ta­tivt på no­gen må­de, i en vis for­stand er det lan­dets mest po­la­ri­se­re­de del. Så det her er ik­ke et sam­funds­ma­es­sigt ned­brud, det er i ste­det en slags po­li­tisk ned­brud.« Sam­ti­dig er USAs po­li­ti­ske sy­stem med til at gø­re kløf­ter­ne dy­be­re, me­ner Sul­li­van. Se­na­tet og valg­mand­skol­le­gi­et gi­ver ek­sem­pel­vis små sta­ter stør­re gen­nem­slags­kraft, end be­folk­nings­tal­let til­si­ger, i de se­ne­re år med op­sigtsva­ek­ken­de re­sul­ta­ter til føl­ge: »Så kan man me­get let en­de i en si­tu­a­tion, så­dan som vi har gjort to gan­ge på 16 år, hvor der er et fler­tal (i be­folk­nin­gen som hel­hed, red.) for en de­mo­kra­tisk pra­esi­dent­kan­di­dat, og al­li­ge­vel får den an­den si­de pra­esi­dent­po­sten. Det kan kun for­sta­er­ke en fø­lel­se af bit­ter­hed, vre­de og kon­flikt un­der over­fla­den,« si­ger han. Per­spek­ti­ver­ne i den nu­va­e­ren­de ud­vik­ling er urova­ek­ken­de, kon­sta­te­rer han dystert i es­say­et: »Det pro­jekt, som det ame­ri­kan­ske de­mo­kra­ti ud­gør – at le­ve hin­si­des stam­mei­den­ti­te­ter, at ska­be et sam­fund ba­se­ret på in­di­vi­det, at se os selv som bor­ge­re i en fol­ke­lig re­pu­blik, at pla­ce­re re­li­gion off-li­mits, og så­gar i de se­ne­re år at om­fav­ne et mul­tira­ci­alt og post-re­li­gi­øst sam­fund – var al­tid et ek­stremt usik­kert for­søg. Det ba­se­re­de sig fra be­gyn­del­sen på et håb fra det 18. år­hund­re­de om, at dy­be kløf­ter kan bro­la­eg­ges af en kom­pro­mi­sets kul­tur, og at fø­lel­ser kan be­sej­res af for­nuf­ten. Det fej­l­e­de én gang, på dra­ma­tisk vis, i den mest bruta­le bor­ger­krig, no­get ve­st­ligt de­mo­kra­ti har op­le­vet i mo­der­ne tid. Og her er vi, i en tilsva­ren­de stam­me­pra­e­get ae­ra, med en dybt split­ten­de pra­esi­dent, som plud­se­lig har sat Was­hin­g­tons po­li­ti­ske grup­pe­rin­ger på den an­den en­de, og vi vil snart fin­de ud af, om vi kan hin­dre det i at li­de ne­der­lag igen.«

»Ik­ke en rask per­son«

I tek­sten luf­ter Sul­li­van dog mu­lig­he­den for, at pra­esi­dent Trump på pa­ra­doksal vis kan be­re­de en vej ud af det stam­me­ma­es­si­ge morads. I sep­tem­ber ind­gik pra­esi­den­ten til man­ges over­ra­skel­se – ik­ke mindst re­pu­bli­kan­ske kon­gres­med­lem­mers – en af­ta­le om lan­dets ga­eldsloft med De­mo­kra­ter­ne, og hans rol­le som out­si­der samt den loy­a­le fan­ba­se kun­ne i prin­cip­pet sa­et­te ham i stand til at ind­gå tva­er­po­li­ti­ske af­ta­ler, som en al­min­de­lig re­pu­bli­ka­ner ik­ke vil­le or­ke­stre­re. Da vi ta­ler sam­men, er Sul­li­van dog ik­ke syn­der­ligt op­ti­mi­stisk, hvad an­går så­dan­ne ud­sig­ter: »Jeg tror sim­pelt hen, han er ude af stand til det, for­di han er så in­stink­tivt tri­ba­list – det er ik­ke mu­ligt for ham over­ho­ve­det at for­stå en af­ta­le, som ik­ke er et nulsums­spil, men hvor beg­ge si­der vin­der. Det er gan­ske en­kelt hin­si­des hans psy­ke,« si­ger Sul­li­van. »Men det er, for­di han er en for­styr­ret narcis­sist. Han er ik­ke en rask per­son, kli­nisk set.« Her kom­mer jeg til at gri­ne en anel­se af de kon­tan­te dom­me, som le­ve­res med en let bri­tisk ac­cent. »Le ik­ke! Det er sand­he­den. Jeg ved det, al­le gri­ner, når man si­ger det, men det er sandt: Han er ty­de­lig­vis ik­ke vel for­va­ret,« repli­ce­rer Sul­li­van. »Vi har en van­vit­tig per­son, som ren­der rundt med en kniv, og den ene si­de si­ger: ’Don’t wor­ry, han har ik­ke dra­ebt no­gen end­nu!’ Nej, men det er ik­ke grund nok til at la­de va­e­re med at be­kym­re sig.« Men øj­ner han slet in­gen lys­punk­ter – in­gen tegn på, at der igen kan ska­bes en fa­el­les ame­ri­kansk forta­el­ling på tva­ers af blå og rød lejr? »Well, det gjor­de jeg, i ot­te år. En del af min pe­s­si­mis­me skyl­des, at hvis Ba­ra­ck Oba­ma – der var en fuld­sta­en­dig ublu cen­trist og mo­de­rat, som ik­ke øn­ske­de an­det end at fin­de en vej fremad – ik­ke kun­ne gø­re det ef­ter ot­te års be­stra­e­bel­ser, så er det sva­ert at se, hvem der kan. Der er en mu­lig­hed for, at Trumps pra­esi­dent­skab vil bli­ve så ka­ta­stro­falt, på en el­ler an­den vir­ke­lig for­fa­er­de­lig må­de, at det vil få os til at våg­ne op og se fa­ren i den kul­tur, der før­te ham til mag­ten,« si­ger Sul­li­van. »Men for at va­e­re ae­r­lig er det me­get sva­ert at va­e­re op­ti­mi­stisk. Isa­er for­di alt det her be­ty­der, at re­ge­rin­gen ik­ke kan fun­ge­re. Trump har end­nu ik­ke va­e­ret i stand til at gø­re no­get som helst af det, han lo­ve­de,« på­pe­ger han. »Det, Trump gør li­ge nu med for ek­sem­pel Iran-af­ta­len (om lan­dets atom­pro­gram, som pra­esi­den­ten har af­vist at ve­ri­fi­ce­re, så Kon­gres­sen nu må fin­de en løs­ning, red.) el­ler for­sø­get på at af­skaf­fe Oba­mas sund­heds­re­form, kan kun be­skri­ves som sa­bo­ta­ge. Han kan ik­ke be­va­e­ge lan­det i en an­den ret­ning, for det er for split­tet. Så han er ude på at sa­bo­te­re en hvil­ken som helst be­gra­en­set sejr, Oba­ma har op­nå­et, ale­ne for­di det var Oba­mas tri­umf.« – Ma­er­ke­ligt nok la­der det til, at en del af hans va­el­ge­re ik­ke rig­tig går op i, om han le­ve­rer re­sul­ta­ter? »Nej, for det he­le hand­ler om at fø­le, at man vin­der over de an­dre. Og det er po­li­tik­kens pri­ma­e­re funk­tion: at yd­my­ge og chi­ka­ne­re og hå­ne den an­den si­de. Det er et mål i sig selv.«

FO­TO: JO­NAT­HAN BACHMAN/GETTY IMAGES/AFP

Kon­fron­ta­tion mel­lem alt right-til­ha­en­ger og mod-de­mon­strant i New Or­le­ans. Stam­me­ta­enk­nin­gen har ført til en si­tu­a­tion, hvor sim­pel ue­nig­hed er af­løst af fun­da­men­tal fjendt­lig­hed over for med­bor­ge­re med an­dre hold­nin­ger, me­ner An­drew Sul­li­van.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.