Fed front.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af MARTA SØRENSEN

Tyk­ke vil gø­re op med hån og diskri­mi­na­tion. Kan man aen­dre de gam­le ide­a­ler for skøn­hed?

Det bug­ner med fedt­po­si­ti­ve blogs, hvor man blandt an­det kan kø­be en ba­de­va­egt, der gi­ver kom­pli­men­ter i ste­det for tal.

Iskal kraf­te­de­me la­e­re at ac­cep­te­re mig, som jeg er. Al­le mi­ne del­ler og mi­ne tor­den­lår.« Så­dan si­ger 35-åri­ge Ida Rud, der i an­det og sid­ste af­snit af do­ku­men­ta­ren Tyk­ke Ida, som blev vist på DR3 i ons­dags, tra­e­der op på sin ba­de­va­egt. 110 ki­lo. »Ka­me­ra­et ve­jer selv­føl­ge­lig en mas­se ki­lo,« til­fø­jer hun, gri­ner og suk­ker. Do­ku­men­ta­ren føl­ger Idas kø­ben­havn­ske dag­lig­dag, med tøjs­hop­ping, som­me­ris ved Sø­er­ne og Tin­der-af­ta­ler. Umid­del­bart ud­ra­ma­tisk, hvis det ik­ke var for Idas kamp med sin krop, sin sel­vop­fat­tel­se og sin om­ver­den. Va­eg­ten er det evi­ge pa­ra­doks, for på den ene si­de vil Ida Rud ik­ke la­en­ge­re skam­me sig over, hvor­dan hun ser ud. Tid­li­ge­re vil­le hun ha­ve kaldt sig selv ula­ek­ker, nu kal­der hun sig kro­p­sak­ti­vist, går i små shorts og kla­e­der sig af for­an et lands­da­ek­ken­de tv-pu­bli­kum. I over to år har hun delt bil­le­der af sig selv i un­der­tøj på sin In­s­ta­gram-pro­fil til mas­ser af kom­pli­men­ter, og do­ku­men­ta­ren har of­te sam­me fan­de­ni­vold­ske og selv­be­vid­ste »tag mig, som jeg er«-stem­ning. Ida spil­ler luft­gu­i­tar i trus­ser og mi­ni­top, in­gen slan­ke­ku­re, in­tet selv­had. På den an­den si­de kan et til­råb fra en frem­med, »Fuck dig, din fe­de so«, få hen­de til at flyg­te hjem og ryste på ha­en­der­ne. Sid­ste år skrev hun i Po­li­ti­ken, hvor­dan der hak­kes styk­ker af hen­des føl­som­me sja­el, hver gang hun bli­ver kaldt fed og klam i of­fent­lig­he­den. I man­ge år kun­ne Ida ik­ke spi­se is of­fent­ligt, forta­el­ler hun i do­ku­men­ta­ren, »for så kun­ne folk jo se, hvor­for jeg var tyk«. Ida Rud ta­ler om, at hun har »lidt et tøj­mis­brug«, hvil­ket iføl­ge hen­de og­så skyl­des va­eg­ten: »Når folk ser mig, er det før­ste, de la­eg­ger ma­er­ke til, at jeg er tyk. Men så kan det va­e­re, de der­na­est ta­en­ker: Fedt tøj, hun går med.« Ka­er­lig­heds­tviv­len kred­ser og­så om va­eg­ten. Hun fryg­ter, at ma­end af­vi­ser hen­de, for­di hun er over­va­eg­tig, el­ler at nog­le af dem har be­trag­tet hen­de som en fe­tich. Hun kend­te en fyr, der ger­ne vil­le dyr­ke sex med hen­de, men ik­ke vi­se hen­de of­fent­ligt frem, for­di han men­te, hun var for fed. Hun vil­le sta­dig øn­ske, hun magisk kun­ne ta­be 40 ki­lo, så hun ik­ke be­hø­ve­de at spe­ku­le­re på sin va­egt. Fle­re af Ruds iagt­ta­gel­ser om at va­e­re tyk går igen hos an­dre over­va­eg­ti­ge, der kri­ti­se­rer det, de op­fat­ter som et un­der­tryk­ken­de syn på tyk­ke, isa­er tyk­ke kvin­der; of­te kal­der de sig fed­tak­ti­vi­ster. De forta­el­ler først og frem­mest om, hvor ned­slå­en­de det kan va­e­re at ve­je ek­sem­pel­vis over 100 ki­lo i et sam­fund, der ta­ler om fed­me-epi­de­mi, dyr­ker et me­get slankt skøn­heds­i­de­al og diskri­mi­ne­rer over­va­eg­ti­ge men­ne­sker re­la­tivt ufor­styr­ret. Ek­sem­pel­vis vi­ste en un­der­sø­gel­se fra 2011 af over 1500 ar­bejds­gi­ve­re, fo­re­ta­get af or­ga­ni­sa­tio­nen Le­der­ne, at na­e­sten halv­de­len af de ads­purg­te i høj el­ler no­gen grad vil­le und­gå at an­sa­et­te over­va­eg­ti­ge. Fol­kes­und­heds­rap­por­ten 2007 fra Sta­tens In­sti­tut for Fol­kes­und­hed ta­ler om diskri­mi­na­tion af fe­de i sund­heds­va­es­net, om øget fo­re­komst af de­pres­sion, angst og so­ci­al iso­la­tion, og om mob­ning af tyk­ke børn. Iføl­ge et spe­ci­a­le fra 2012 af Pa­tri­ck Kle­in om­ta­les tyk­ke men­ne­sker na­e­sten al­drig po­si­tivt i me­di­er­ne. I en ar­ti­kel fra 2002 spør­ger jour­na­list Marisa Meltzer om, hvor­vidt en fat su­it, alt­så en dragt, som tyn­de men­ne­sker ta­ger på for at se tyk­ke ud, sva­rer til det ra­ci­sti­ske bla­ck­fa­cing, hvor en hvid per­son ma­ler sig sort i ho­ve­d­et. Hun op­rem­ser der­na­est en ra­ek­ke film, hvor sku­e­spil­le­re ifø­rer sig så­dan en dragt for fuld­sta­en­dig skam­løst at ud­stil­le, hvor kik­se­de og ula­e­kre tyk­ke men­ne­sker er. Ik­ke en­gang det ex­cep­tio­nelt po­li­tisk kor­rek­te bi­o­graf­pu­bli­kum i San Fran­ci­sco hvis­le­de mis­bil­li­gen­de, da Gwy­neth Pal­trow op­t­rå­d­te i fat su­it i fil­men Shal­low Hal, no­te­rer Meltzer. Og så er der de per­son­li­ge hi­sto­ri­er. »Jeg har le­vet et helt liv med, at folk tro­e­de, at jeg var sno­t­dum, for­di jeg er tyk,« sag­de en 66-årig kvin­de ek­sem­pel­vis til In­for­ma­tion, da avi­sen i fe­bru­ar skrev om den nystar­te­de fed­tak­ti­vi­sti­ske be­va­e­gel­se FedFront. I USA har en­gelskpro­fes­sor Roxa­ne Gay ud­gi­vet en selv­bi­o­gra­fi, Hun­ger, hvor hun for­kla­rer, hvor­dan hun spi­ste som en form for be­skyt­tel­se, ef­ter at hun blev grup­pe­vold­ta­get som tol­vårig. I et in­ter­view i ju­ni til ma­ga­si­net El­le, hvor Gay ve­je­de om­kring 193 ki­lo, forta­el­ler hun, hvor­dan hun for­sø­ger at ud­stil­le de uri­me­li­ge ide­a­ler, som kvin­der skal le­ve op til. Sam­ti­dig ci­te­res der fra bo­gen: At le­ve i Gays krop er som at va­e­re fan­get i et bur. Hun kan ik­ke lod­de dyb­den af sin skam. »SELVHADET, som fedt­un­der­tryk­kel­sen har skabt, be­ty­der, at man­ge fed­tak­ti­vi­ster har et kom­pli­ce­ret for­hold til vo­res (sic) krop­pe og til ak­ti­vis­me. Vi sø­ger mas­siv so­ci­al for­an­dring, og dog er vi of­te ude af stand til at kom­me overens med vo­res krop­pe,« skrev so­cio­log og man­ge­årig fed­tak­ti­vist Charlotte Coo­per i 2008 som af­run­ding på sin hi­sto­ri­ske gen­nem­gang af fed­tak­ti­vis­men, og­så kal­det fedt-ac­cept, fedt-fri­gø­rel­se og lig­nen­de. Coo­per be­skri­ver en de­mon­stra­tion i New Yor­ks Cen­tral Park i 1967 som for­ment­lig den før­ste be­gi­ven­hed, der fejre­de fed­tet; her bra­end­te man slan­ke­kurs­bø­ger og et bil­le­de af den åleslan­ke mo­del Twig­gy.

Sam­me år skrev Llewel­lyn Lou­der­ba­ck et de­bat­ind­la­eg, der kred­ser om em­ner, som fed­tak­ti­vi­ster sta­dig be­ska­ef­ti­ger sig med: diskri­mi­na­tio­nen mod over­va­eg­ti­ge, pres­set for at in­d­ord­ne sig un­der det, som Lou­der­ba­ck kal­der den ame­ri­kan­ske slank­heds­kult, de evin­de­li­ge, fejl­slag­ne og psy­kisk øde­la­eg­gen­de slan­ke­ku­re, som han og ko­nen til sidst drop­pe­de, hvor­ef­ter de en­de­lig kun­ne slap­pe af. Lou­der­ba­ck for­sø­ger og­så at be­sva­re et spørgs­mål, som over­va­eg­ti­ge, hvad en­ten de er fed­tak­ti­vi­ster el­ler ej, kon­stant bli­ver mødt med: Er det ik­ke us­undt at va­e­re så tyk? Han re­fe­re­rer for­skel­li­ge la­e­ger og un­der­sø­gel­ser, der pe­ger på, at det er na­e­sten umu­ligt for en over­va­eg­tig per­son at ta­be sig; at slan­ke­ku­re kun gør tyk­kes liv va­er­re; og at over­va­eg­ti­ge må­ske ik­ke er så me­get me­re us­un­de end dem, der med Lou­der­ba­cks ord pas­ser ind i et vil­kår­ligt kro­p­si­de­al.

I 1969 blev det, der i dag hed­der Na­tio­nal As­so­ci­a­tion to Ad­van­ce Fat Ac­cep­tan­ce (NAAFA) op­ret­tet; en sel­ver­kla­e­ret bor­ger­ret­tig­heds­or­ga­ni­sa­tion, der med eg­ne ord be­ka­em­per diskri­mi­na­tion af over­va­eg­ti­ge. En me­re ra­di­kal grup­pe, The Fat Un­der­gro­und, duk­ke­de op et par år se­ne­re og sam­men­lig­ne­de va­egt­tab med fol­ked­rab. Si­den har den fed­tak­ti­vi­sti­ske be­va­e­gel­se gen­nem­gå­et for­skel­li­ge bøl­ger, for­kla­rer Coo­per, hvor an­den­bøl­gen i 1990er­ne blandt an­det fik fle­re kom­merci­el­le kra­ef­ter med på vog­nen, der kun­ne se et mar­ked for tøjsalg blandt over­va­eg­ti­ge kvin­der. I dag, midt i tred­jebøl­gen, bug­ner det med fedt­po­si­ti­ve blogs på en­gelsk, hvor man blandt an­det kan kø­be en ba­de­va­egt, der gi­ver en kom­pli­ment i ste­det for et tal, la­e­se om de pri­vil­e­gi­er, som tyn­de men­ne­sker har, el­ler stu­de­re forsk­ning, der ek­sem­pel­vis frem­ha­e­ver de ge­ne­ti­ske år­sa­ger til fed­me og un­der­stre­ger, at va­egt­tab ik­ke ba­re er et spørgs­mål om vil­jestyr­ke. Nog­le men­ne­sker er ba­re »ho­ne­st­ly fat«, som Lou­der­ba­ck skrev i 1967. I Dan­mark er FedFront ak­ti­ve på Fa­ce­book, hvor de blandt an­det kri­ti­se­rer TV3-pro­gram­met Min fe­de tra­e­ner, po­rtra­et­te­rin­gen af »Fe­de« i Ma­ta­dor og et DR-pro­gram om børn, der skal ta­be sig. Lou­der­ba­cks på­stand om, at man ik­ke be­hø­ver at va­e­re us­und, ba­re for­di man er over­va­eg­tig, går igen hos man­ge fed­tak­ti­vi­ster. Charlotte Coo­per kri­ti­se­rer ek­sem­pel­vis sund­heds­per­so­na­le i Stor­bri­tan­ni­en for at op­fø­re sig ned­la­den­de over for tyk­ke og fo­ku­se­re på pa­tien­tens over­va­egt som den ene­ste el­ler vig­tig­ste år­sag til de­res pro­ble­mer. Hun om­ta­ler be­teg­nel­sen »den glo­ba­le fed­me-epi­de­mi« som en moralsk pa­nik og kri­ti­se­rer WHOs rap­port om over­va­egt for at ha­ve star­tet den. I USA an­gri­ber Lin­da Ba­con, der har en ph.d. i fy­si­o­lo­gi, det, hun kal­der fal­ske ide­er om sund­hed, gen­nem sit He­alth At Eve­ry Size-pa­ra­dig­me, der »fejrer kro­p­s­di­ver­si­tet« og »ud­for­drer vi­den­ska­be­li­ge og kul­tu­rel­le an­ta­gel­ser«. Og­så det aka­de­mi­ske felt fat stu­di­es er op­stå­et i lø­bet af nul­ler­ne, hvor for­ske­re ser på tyk­hed fra po­li­ti­ske, so­ci­a­le og kul­tu­rel­le vink­ler. I 2015 om­tal­te ph.d.-stu­de­ren­de Ca­mil­la Bruun Erik­sen fat stu­di­es som et aka­de­misk mod­svar til ak­ti­vis­men, der skal fravri­ste la­e­ge­vi­den­ska­ben og bi­o­lo­gi­en de­res de­fi­ni­tions­magt over den tyk­ke krop, og til­fø­je­de, at te­o­re­ti­ke­re og ak­ti­vi­ster of­te over­lap­per. Hen­des ar­ti­kel »Kro­pkam­pens stra­te­gi­er og blind­g­y­der« er bå­de en be­skri­vel­se af det, hun kal­der kam­pen for li­ge­stil­ling mel­lem den tyk­ke og den tyn­de krop, der sja­el­dent for­stås som li­ge­va­er­di­ge, og en op­mun­tring til at »gå i kø­det på den­ne ulig­hed«. Man kan og­så gø­re som Ida Rud og fejre sin tyk­ke krop, hvil­ket man­ge gør på In­s­ta­gram. Ek­sem­pel­vis dan­ske He­le­ne Thyr­sted, en sel­ver­kla­e­ret kro­p­spo­si­tiv chub­ster, alt­så tyks­ak, der op­t­rå­d­te me­re el­ler min­dre nø­gen på pla­ka­ter, der tid­li­ge­re på året re­k­la­me­re­de for en lit­te­ra­tur­festi­val i Kø­ben­havn. I Sve­ri­ge har Eb­ba Nils­son i fle­re år vist bil­le­der af sig selv med top­ma­ve, stra­ek­ma­er­ker og hår un­der ar­me­ne, og i USA har kvin­der som mo­del­len Tess Hol­li­day og mu­si­ke­ren Beth Dit­to prom­ove­ret fedt-ac­cept og ud­vi­del­se af skøn­heds­i­de­a­ler­ne.

MEN tag ik­ke fejl, ae­ste­tik og skøn­hed er sta­dig en ret­tes­nor, en­ten for ak­ti­vi­ster­ne selv el­ler for de man­ge fans, der ek­sem­pel­vis forta­el­ler Eb­ba Nils­son, hvor »snygg« og »se­xy« hun er, som om ak­ti­vi­sten fi­sker ef­ter den slags be­kra­ef­tel­se. Tess Hol­li­day er gan­ske vist me­get stør­re end den gen­nem­snit­li­ge su­per­model, men sja­el­dent iført min­dre ma­keup, sja­el­dent med min­dre eks­klu­sivt tøj el­ler hår. Hen­des ta­to­ve­rin­ger er kunst­fa­er­di­ge, og hun op­tra­e­der bå­de som Dis­ney-prin­ses­se med fal­ske øjen­vip­per og stylet gal­la­ga­est. Hen­des smukt op­sat­te fotos er kun få blandt man­ge flot­te frem­stil­lin­ger af så­kald­te plus-stør­rel­se­mo­del­ler, hvis va­egt sy­nes at stra­ek­ke sig fra en BMI i nor­ma­l­om­rå­det over let but­tet til sva­ert over­va­eg­tig. Ik­ke al­le er be­gej­stre­de for det, de ser som en kom­merci­a­li­se­ring af fed­tak­ti­vis­men. For ek­sem­pel skrev den er­kla­e­ret an­ti­ka­pi­ta­li­sti­ske be­va­e­gel­se FedFront i april, at kom­merci­a­li­se­rin­gen af de fe­mi­ni­sti­ske og kro­p­sak­ti­vi­sti­ske kam­pe er en må­de, hvor­på man ned­dys­ser po­ten­ti­el­le op­rør. Fed­tak­ti­vis­men mi­ster sin po­li­ti­ske kraft, når man skal va­e­re tyk på den »rig­ti­ge« må­de. Iføl­ge Charlotte Coo­per er den slags ue­nig­he­der ik­ke no­get nyt; hun be­skri­ver fedt­fri­gø­rel­sens hi­sto­rie som fuld af in­ter­ne kam­pe. Al­le­re­de i be­gyn­del­sen af 1970er­ne rev The Fat Un­der­gro­und sig løs fra NAAFA, da de ef­ter et af med­lem­mer­nes ud­sagn var ble­vet for kon­fron­ta­to­ri­ske for or­ga­ni­sa­tio­nen. I dag stra­ek­ker kro­ps- og fed­tak­ti­vis­men sig fra flot­te bil­le­der på ma­ga­s­in­for­si­der til te­o­re­ti­ske ar­tik­ler om førs­te­gø­rel­se og sha­pe-ism, som i det fe­mi­ni­sti­ske tids­skrift Frik­tion. De ud­gav i marts te­ma­num­me­ret »Bo­di­es« i sam­ar­bej­de med FedFront, hvor en af be­va­e­gel­sens ak­ti­vi­ster, Ma­rie Møl­ler, bi­drog med dig­tet »Proud Bo­dy, Sha­me­ful Eat­ing«. Før­ste linje ly­der: »I love my bo­dy, it is fat, strong and he­alt­hy.« Se­ne­re skri­ver Møl­ler: »My voi­ce is small, but I hear ot­hers jo­i­ning in/ One day we will drown out your lies/ I don’t want to ca­re what you think/ But what you think af­fects me/ Af­fects my choi­ces/ Af­fects my spa­ce/ Af­fects what I think about me/ (I don’t want it to be true, but it is)/ I love my fat bo­dy/ I am proud of my bo­dy/ I am as­ha­med of eat­ing/ It is a pa­ra­dox.«

Tyk. Si­den 1960er­ne har fed­tak­ti­vi­ster an­gre­bet diskri­mi­na­tion af over­va­eg­ti­ge, men kam­pen har si­ne pa­ra­dok­ser: Den tyk­ke har of­te sva­ert ved at ac­cep­te­re den krop, hun hyl­der, og skøn­heds­i­de­a­ler kan aen­dre sig, men sja­el­dent for­svin­de.

FOTO: CATHERINE HARBOUR

Sats­pul­je. Po­li­ti­ker­ne ta­ger fra de fat­tig­ste og gi­ver til pro­jek­ter med udo­ku­men­te­ret ef­fekt, ly­der kri­tik­ken af årets sto­re ud­de­ling.

AE­ste­tik­ken er sta­dig en ret­tes­nor for den ame­ri­kan­ske mo­del Tess Hol­li­day: ma­keup, stylet hår, dyrt tøj og skar­pe ta­to­ve­rin­ger.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.