Ra­ce og IQ.

In­ter­view. Den ame­ri­kan­ske pro­fes­sor Char­les Mur­ray blev per­son­na non gra­ta, ef­ter at han og en kol­le­ga i 1994 pu­bli­ce­re­de bo­gen The Bell Cur­ve, der så på in­tel­li­gens­for­skel­le mel­lem et­ni­ske grup­per. Hans navn får sta­dig man­ge til at se rødt, skønt hans f

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af LO­NE FRANK

Hvor­for er det vig­tigt? Lo­ne Frank har talt med Char­les Mur­ray, vor tids mest om­strid­te for­sker.

Dit bud­skab er had, og vi na­eg­ter at to­le­re­re det!« »In­gen ra­ce­hy­giej­ne!« »Bla­ck li­ves mat­ter! Bla­ck li­ves mat­ter! Bla­ck li­ves mat­ter!« De na­e­sten to hund­re­de stu­de­ren­de ved Mid­del­bury Col­le­ge rå­ber og svin­ger de­res skil­te, mens de de­mon­stra­tivt ven­der ryg­gen til en ta­ler­stol. Der står en gam­mel mand. Han gør en upå­fal­den­de fi­gur med sin un­der­sa­et­si­ge skik­kel­se og kran­sen af gråt hår. La­en­ge ven­ter han på øren­lyd, men til sidst bli­ver det ty­de­ligt, at han ik­ke vil få lov til at ta­le, og un­der tu­mult es­kor­te­rer et par af uni­ver­si­te­tets la­e­rer­kra­ef­ter ham i sik­ker­hed. Red­nings­ak­tio­nen ko­ster den ene et be­søg på ska­destu­en. Op­trin­net fandt sted i marts i år, og må­let for de un­ges ra­se­ri var den 74-åri­ge sam­funds­for­sker Char­les Mur­ray. Han er se­ni­or fel­low ved den kon­ser­va­ti­ve ta­en­ket­ank Ame­ri­can En­ter­pri­se In­sti­tu­te, men det er ik­ke det, der op­hid­ser ung­dom­men. Mur­rays brø­de er, at han i 1994 sam­men med den nu af­dø­de psy­ko­log Ri­chard Her­rnste­in ud­gav The Bell Cur­ve – In­tel­li­gen­ce and Class Struc­tu­re in Ame­ri­can Li­fe. Det sta­ti­stik-tun­ge va­erk er ble­vet kaldt »den mest kon­tro­ver­si­el­le bog de se­ne­ste 50 år«, og kon­tro­ver­sen ha­en­ger isa­er på det ka­pi­tel, der be­hand­ler in­tel­li­gens­for­skel­le mel­lem et­ni­ske grup­per. Ra­cer om man vil. Li­ge si­den bo­gen kom på ga­den, har Char­les Mur­ray va­e­ret kendt og stemp­let som »ham, der på­står, at sor­te er dum­me­re«. Han er ja­evnt hen ble­vet kaldt ra­cist og na­zi­stisk pro­pa­gan­dist, han har mod­ta­get volds- og død­strus­ler, har ma­er­ket kol­le­gers foragt og var i ti år ef­ter ud­gi­vel­sen per­so­na non gra­ta i den aka­de­mi­ske ver­den. Så hvor­for over­ho­ve­det in­ter­es­se­re sig for den­ne mand og hans ar­bej­de? For­di den sam­funds­ud­vik­ling, Mur­ray og Her­rnste­in stil­le­de skar­pt på for godt ty­ve år si­den, og som Mur­ray fort­sat ud­for­sker, bli­ver sta­dig me­re ak­tu­el at dis­ku­te­re. Fak­tisk ud­pe­ger det for­ka­e­tre­de va­erk spi­rer­ne til be­kym­ren­de ten­den­ser, som li­ge nu står i fuldt fl­or.

»Kun sja­el­dent la­est«

»Har du kig­get i bo­gen,« spør­ger Mur­ray over te­le­fo­nen, og to­nen an­ty­der, at han ik­ke for­ven­ter et po­si­tivt svar. The Bell Cur­ve er solgt i over 350.000 ek­sem­pla­rer, men som for­fat­te­ren si­ger »kun sja­el­dent la­est«. Jeg har imid­ler­tid lånt den af en kol­le­ga og va­e­ret igen­nem en pa­en del af de 552 si­der, og som un­der­tit­len an­ty­der, er om­drej­nings­punk­tet det mo­der­ne klas­se­sam­fund. Sel­ve tit­lens klok­ke­kur­ve re­fe­re­rer til den nor­mal­for­de­ling, som be­skri­ver IQ-di­stri­bu­tio­nen i en be­folk­ning el­ler po­pu­la­tion. Bo­gens cen­tra­le po­in­te er, at in­tel­li­gens i me­get høj grad er be­stem­men­de for so­ci­al og øko­no­misk suc­ces. Og at kog­ni­tiv for­må­en der­med er grund­lag for en klas­se­de­ling. Ud­vik­lin­gen er sket i lø­bet af det 20. år­hund­re­de, hvor øko­no­mi­en er ble­vet sta­dig me­re ba­se­ret på be­hand­ling af in­for­ma­tion, og hvor ud­dan­nel­se dels er ble­vet spredt ud til de man­ge, dels i høj grad lag­delt ef­ter net­op in­tel­li­gens. Det er ik­ke la­en­ge­re nok at va­e­re af god fa­mi­lie for at kom­me på uni­ver­si­te­tet. Det kra­e­ver en vis in­tel­li­gens, og skal man på eli­te­u­ni­ver­si­te­ter som Har­vard og Ya­le, kra­e­ver det me­re in­tel­li­gens. Til gen­ga­eld gi­ver hø­je­re ud­dan­nel­se og isa­er eli­teud­dan­nel­se ad­gang til de mest lu­kra­ti­ve kar­ri­e­re­mu­lig­he­der. In­tel­li­gens og øko­no­mi ta­ger hin­an­den i hån­den. Man er med an­dre ord gå­et fra et tra­di­tio­nelt klas­se­sam­fund, hvor her­komst var det vig­tig­ste, til no­get, der lig­ner me­ri­to­kra­ti. Hvil­ket i ud­gangs­punk­tet er pra­e­cis, hvad ge­ne­ra­tio­ner har skre­get på som det ene­ste ri­me­li­ge. Al­li­ge­vel er to­nen i The Bell Cur­ve be­kym­ret. Det skyl­des, at for­fat­ter­ne ser nog­le om­kost­nin­ger, som de op­for­drer til at ta­ge al­vor­ligt. Ro­den er et vok­sen­de tab af sam­men­ha­engs­kraft, for som Mur­ray si­ger: »Den kog­ni­ti­ve eli­te iso­le­rer sig bå­de geo­gra­fisk og kul­tu­relt. Den bor for sig selv i rig­mands­ghet­to­er; den ar­bej­der og bru­ger fri­ti­den for sig selv, og den sen­der si­ne børn i sa­er­li­ge sko­ler. Ten­den­sen er end­da ble­vet me­re ud­talt si­den 1990er­ne, for­di de tek­no­lo­gi­ske og øko­no­mi­ske kra­ef­ter, som har skabt ud­vik­lin­gen, fort­sat vir­ker. Det ska­ber i hø­je­re grad end tid­li­ge­re en over­klas­se, som ik­ke er i be­rø­ring med el­ler for­står den øv­ri­ge be­folk­ning.«

IQ vig­ti­ge­re end so­ci­al arv

Mur­ray og Her­rnste­ins ana­ly­ser byg­ger isa­er på da­ta fra Na­tio­nal Lon­gi­tu­di­nal Na­tio­nal Sur­vey of La­bor Mar­ket Ex­pe­ri­en­ce – en of­fent­lig da­ta­ba­se, som si­den 1980er­ne har re­gi­stre­ret og fulgt ti­tu­sind­vis af ame­ri­ka­ne­res vej på ar­bejds­mar­ke­det, og som blandt an­det har ud­sat de ud­valg­te for en stan­dar­di­se­ret in­tel­li­gen­stest. Ved at sam­men­hol­de da­ta kun­ne de to her­rer gø­re, hvad sam­funds­forsk­nin­gen el­lers ik­ke gjor­de og sta­dig sja­el­dent gør, nem­lig sta­ti­stisk ad­skil­le be­tyd­nin­gen af hen­holds­vis so­cioø­ko­no­misk bag­grund og kog­ni­ti­ve ev­ner. De fandt, at man­ge af de ud­fald, man sa­ed­van­lig­vis hen­fø­rer til op­va­ekstvil­kår, til dels ha­en­ger på IQ. Ek­sem­pel­vis gi­ver in­di­vi­ders in­tel­li­genskvo­tient en bed­re for­ud­si­gel­se af, hvil­ken grad af ud­dan­nel­se og ind­komst de op­når, samt hvor­vidt de en­der i fat­tig­dom, end de­res so­ci­a­le bag­grund gør. Til­sva­ren­de fin­der Mur­ray og Her­rnste­in sam­men­ha­en­ge mel­lem IQ og ad­fa­erd. In­tel­li­gens – ren­set for so­ci­al bag­grund – for­ud­si­ger i no­gen grad, hvor tid­ligt man får børn, og hvor man­ge man får, li­ge­som den spil­ler en stor rol­le for, hvor­vidt man mod­ta­ger of­fent­li­ge ydel­ser. Når det kom­mer til kri­mi­na­li­tet, har den og­så en selv­sta­en­dig be­tyd­ning, som ra­ek­ker ud over so­ci­al arv. Her er al­le­re­de et par sva­ert spi­se­li­ge sa­ger i spil. Isa­er i be­tragt­ning af, at in­tel­li­gens i pa­en grad er ar­ve­lig – mel­lem 50 og 80 pro­cent – og sam­ti­dig ek­stremt van­ske­lig at på­vir­ke i po­si­tiv ret­ning mil­jø­ma­es­sigt. Det går ik­ke godt i spand med et mo­der­ne hu­ma­ni­stisk credo om, at sam­fun­det kan gø­re ba­nen li­ge for al­le spil­le­re med de ret­te po­li­ti­ske til­tag, og at vi kan ud­dan­ne os ud af den so­ci­a­le arv. Men som bo­gen pe­ger på, er me­get af det, vi be­trag­ter som so­ci­al arv, i vir­ke­lig­he­den bi­o­lo­gisk arv, og at nok så me­gen ud­dan­nel­se, tra­e­ning og støt­te ik­ke ha­e­ver no­gens in­tel­li­gens og aka­de­mi­ske pra­e­sta­tion be­ty­de­ligt. Men ret­ten bli­ver helt umu­lig at ind­ta­ge, når Mur­ray og Her­rnste­in i ka­pi­tel 12 ta­ger fat i et­ni­ci­tet og IQ. Med na­tio­na­le da­ta pe­ger de på, at IQ-for­de­lin­gen for sor­te ame­ri­ka­ne­re som grup­pe er forskudt en stan­dard­af­vi­gel­se fra de hvi­des, hvil­ket vil si­ge, at hvor hvi­des gen­nem­snit­s­in­tel­li­genskvo­tient er 100 er sor­tes 85. Asi­a­tisk-ame­ri­ka­ne­re er der fa­er­re da­ta på, men de sco­rer i for­skel­li­ge un­der­sø­gel­ser mel­lem 4 og 10 po­int hø­je­re end hvi­de. Sel­ve må­lin­ger­ne, som er fo­re­ta­get uaf­ha­en­gigt og med fle­re sto­re un­der­sø­gel­ser, er der ik­ke man­ge, som be­tviv­ler, men den op­he­de­de de­bat går på, hvad år­sa­ger­ne er. Hand­ler det om kul­tur og om et­ni­ske grup­pers for­skel­li­ge vil­kår i et ra­ci­stisk USA el­ler om bi­o­lo­gi­ske for­skel­le. Der er sket en vis inds­na­evring af sva­el­get mel­lem hvi­de og sor­te over nog­le år­ti­er, for­modent­lig til­dels af so­ci­a­le år­sa­ger, men mil­jø­ma­es­si­ge om­sta­en­dig­he­der ser ik­ke ud til at kun­ne for­kla­re he­le for­skel­len, på­pe­ger The Bell Cur­ve. Hvis IQ-test af kul­tu­rel­le grun­de må­l­te for lavt hos sor­te, skul­le en gi­ven sco­re ik­ke for­ud­si­ge sor­tes pra­e­sta­tion i sko­ler og på ar­bejds­mar­ke­det li­ge så godt som hvi­des. Men det gør den. »Det fo­re­kom­mer os over­ve­jen­de sand­syn­ligt, at bå­de ge­ner og mil­jø spil­ler en rol­le for ra­ci­a­le for­skel­le. Hvad kan sam­men­sa­et­nin­gen va­e­re? Her er vi af­gjort ag­nosti­ske; så vidt vi kan vur­de­re kan den ek­si­ste­ren­de evi­dens ik­ke ret­fa­er­dig­gø­re et esti­mat,« skri­ver Mur­ray og Her­rnste­in. Li­ge­som de un­der­stre­ger, at li­ge­gyl­digt hvad år­sa­ger­ne til et­ni­ske for­skel­le måt­te va­e­re, bør det ik­ke aen­dre den må­de men­ne­sker om­gås og be­hand­ler hin­an­den på. Al­le de man­ge for­be­hold be­tød dog ik­ke no­get for mod­ta­gel­sen, som fik ka­rak­ter af en min­dre kul­turkrig. Re­ak­tio­nen fra én fløj op­sum­me­res af so­cio­lo­gen Ste­ve Ro­sent­hal, som kald­te bo­gen »aka­de­misk na­zi-pro­pa­gan­da«, og et bredt felt af kom­men­ta­to­rer af­fe­je­de den som »pseu­d­ovi­den­skab«. En grup­pe for­ske­re gik sam­men om en skri­vel­se, som for­sva­re­de The Bell Cur­ve’s ana­ly­ser som main­stream-vi­den­skab, mens an­dre op­po­ne­re­de mod de­le af ma­te­ri­a­let. The Ame­ri­can Psy­cho­lo­gi­cal As­so­ci­a­tion ned­sat­te en eks­pert­grup­pe for at gen­nem­gå da­ta­be­hand­lin­gen og måt­te kon­klu­de­re til for­del for Her­rnste­in og Mur­rays ho­ved­po­in­ter. Ik­ke mindst at in­tel­li­gens bå­de kan må­les og har selv­sta­en­dig for­ud­si­gel­ses­kraft i for­hold til blandt an­det in­di­vi­ders be­ska­ef­ti­gel­se. De et­ni­ske for­skel­le er­ken­der man og­så ek­si­sten­sen af, li­ge­som man slår fast, at IQ-test ik­ke har en bi­as imod sor­te.

Tag stil­ling til men­ne­sket for­an dig

»Al­le spør­ger, hvor­for vi ik­ke ba­re gik uden om em­net et­ni­ci­tet,« si­ger Mur­ray, da og­så jeg stil­ler ham spørgs­må­let. »Vi over­ve­je­de frem og til­ba­ge, men det er jo ele­fan­ten i rum­met, for­di USA he­le ti­den har dis­ku­te­ret den sor­te be­folk­nings ef­ter­sla­eb so­ci­alt og øko­no­misk. Så når vi vi­ser sam­men­ha­en­ge for hvi­de ame­ri­ka­ne­re, og vi der­ef­ter ig­no­re­rer spørgs­må­let om he­le be­folk­nin­gen, vil­le det va­e­re ty­de­ligt, at vi ba­re und­lod at hånd­te­re det. Vi be­slut­te­de, at vi kun­ne skri­ve et ka­pi­tel, som gjor­de det mu­ligt for folk at ta­le om em­net, for vi var ik­ke hyste­ri­ske om­kring det.« To­nen i det for­ma­ste­li­ge ka­pi­tel er gan­ske rig­tigt for­sig­tig, og det frem­står som et for­søg på at for­sik­re la­e­se­ren om, at man ik­ke be­hø­ver at an­se det, man fin­der, for at va­e­re skra­em­men­de. Som det hed­der: »En åben og in­for­me­ret dis­kus­sion er den ene­ste sik­re vej til at be­skyt­te sam­fun­det fra fa­rer­ne ved ek­stre­me syns­punk­ter.« Og gen­nem så­vel The Bell Cur­ve som Mur­rays øv­ri­ge pu­bli­ka­tio­ner fin­der man én me­get klar be­sked: Sta­ti­stik si­ger in­tet om det en­kel­te in­di­vid. Som han ud­tryk­ker det, er den pas­sen­de re­ak­tion på ek­si­sten­sen af even­tu­el­le ge­ne­ti­ske grup­pe­for­skel­le et »hvad så?« »Vi­den om gen­nem­snit og for­de­ling hja­el­per dig ik­ke, når du skal an­sa­et­te en me­d­ar­bej­der. Det er ir­ra­tio­nelt at ta­ge stil­ling til an­det end men­ne­sket for­an dig.« Det er ind­ly­sen­de rig­tigt. Men jeg ind­ven­der over for Mur­ray, at ra­tio­na­li­tet jo ik­ke er den men­ne­ske­li­ge na­turs frem­me­ste tra­ek. Vi dan­ner net­op for­dom­me ud fra bå­de op­le­vel­ser og sta­ti­stisk vi­den, og vi døm­mer på dem. Så kan vi over­ho­ve­det for­ven­tes at ka­pe­re den slags in­for­ma­tion, uden at den ska­ber el­ler be­styr­ker for­dom­me? Den gam­le mand suk­ker: »Alt­så. Jo. Det er rig­tigt, at der fin­des en di­stinkt re­ak­tion, som får os til at ta­en­ke på folk som grup­per.« Så hol­der han in­de for at be­gyn­de et helt an­det sted. I den iden­ti­tetspo­li­tik, som isa­er op­le­ver en vild blom­string i USA i dis­se år, og som inkar­ne­rer sel­ve ten­den­sen til at ta­en­ke i grup­per frem­for in­di­vi­der. Ame­ri­ka er ik­ke la­en­ge­re en smel­te­di­gel, som og­så for­fat­ter og klum­meskri­bent Ti­mo­t­hy Egan i New York Ti­mes ob­ser­ve­rer: »Alt hand­ler om ra­ce og iden­ti­tet.« Man er ik­ke la­en­ge­re NN, men Kvin­de el­ler Trans­køn­net el­ler med­lem af en et­nisk el­ler an­den slags mi­no­ri­tet, og snart sagt al­le »ka­em­per« for pra­e­cis de­res grup­pes in­ter­es­ser. Det er i dag ik­ke et spørgs­mål om smag, men om kul­tu­rel ap­pro­p­ri­a­tion, når en ik­ke-sort an­la­eg­ger fed­te­de dre­ad­lo­cks. Og den fejre­de kom­men­ta­tor Ta-Ne­hi­si Co­a­tes skri­ver en hel bog om Oba­mas pra­esi­dent­pe­ri­o­de med tit­len We We­re Eight Years in Power – som om en sort le­der egent­lig kun er til for »si­ne eg­ne«. At for­lan­ge sa­fe spa­ces og trig­ger war­nings hø­rer til da­gens or­den på la­e­re­an­stal­ter, og man stand­ser ef­fek­tivt en dis­kus­sion ved at skri­ge »pri­vil­e­gie­blind­hed« ef­ter sin mod­stan­der.

Vi må ta­le li­ge ud af po­sen

»Iden­ti­tetspo­li­tik­ken er det di­rek­te re­sul­tat af, at man i USA i sin tid ind­før­te lov­giv­ning, der in­si­ste­rer på at be­hand­le men­ne­sker ik­ke som in­di­vi­der, men som med­lem­mer af grup­per,« si­ger Mur­ray. Han ta­ler om blandt an­det Af­fir­ma­ti­ve Action, hvor di­ver­se et­ni­ske grup­pe­rin­ger har få­et kvo­te­o­rd­nin­ger, så de kan kom­me ind på ud­dan­nel­ses­in­sti­tu­tio­ner – selv de mest eli­ta­e­re – med la­ve­re kva­li­fi­ka­tio­ner, end der el­lers for­lan­ges. Ind­sat­sen var, som han si­ger, glim­ren­de til i sin tid at ud­vi­de fel­tet for an­sø­ge­re og åb­ne sy­ste­mets øj­ne for, at der me­get vel kan fin­des ta­lent i so­ci­alt un­der­pri­vil­e­ge­re­de mil­jø­er. »Men når man sta­e­digt hol­der fast i mo­del­len, ind­g­y­der man en iden­ti­tet­sta­enk­ning, som er ska­de­lig,« si­ger Mur­ray. »Vi var på det ret­te spor i bor­ger­ret­tig­heds­be­va­e­gel­sen i 1950er­ne og 60er­ne. Vi op­le­ve­de frem­skridt, og hvi­de blev op­ma­er­k­som­me på, hvor umen­ne­ske­ligt sor­te var ble­vet be­hand­let. Det var godt. Men så gav vi he­le be­va­e­gel­sen i ha­en­der­ne på ad­vo­ka­ter, som be­gynd­te at la­ve so­ci­al­po­li­tik ud fra ra­ce­ta­enk­ning.« Char­les Mur­ray er me­re end no­get an­det in­di­vi­du­a­li­te­tens mand. I te­le­fo­nen ci­te­rer han Mar­tin Lut­her Kings drøm om en­de­lig at op­le­ve en tid, hvor men­ne­sker ik­ke døm­mes på bag­grund af de­res hud­far­ve, men på ind­hol­det af de­res ka­rak­ter. »Vej­en ud af grup­pe­ta­enk­nin­gen er at ha­ve bå­de som ide­al og som prak­tisk po­li­tik at be­hand­le folk som in­di­vi­der. Love, der sik­rer vis­se grup­per mod diskri­mi­na­tion på ba­sis af sta­ti­stik – hvor man­ge der fin­des af hvem i vis­se jobs el­ler på la­e­re­an­stal­ter – skal er­stat­tes af ef­fek­ti­ve mid­ler til at for­hin­dre diskri­mi­na­tion af den en­kel­te.« At fast­hol­de blik­ket på in­di­vi­det vil bli­ve nok så vig­tigt frem­over. For mens vi de­bat­te­rer ide­o­lo­gi, er forsk­nin­gen li­ge så stil­le ved at eks­po­ne­re den bi­o­lo­gi, der for­mer psy­ken. Isa­er sto­re ge­ne­ti­ske un­der­sø­gel­ser be­gyn­der at af­da­ek­ke grund­la­get for va­ri­a­tion af men­ne­ske­li­ge men­tale egen­ska­ber – her­un­der bå­de per­son­lig­heds­tra­ek og in­tel­li­gens. Et ek­sem­pel er fra ja­nu­ar, da det island­ske DeCODE ge­ne­ti­cs frem­lag­de et op­sigtsva­ek­ken­de stu­die ba­se­ret på da­ta fra na­e­sten 130.000 isla­en­din­ge. For­sker­ne kun­ne ud­pe­ge ge­ner, der dis­po­ne­rer for at ta­ge en hø­je­re ud­dan­nel­se. De kon­sta­te­re­de, at de ge­ner er i til­ba­ge­gang i po­pu­la­tio­nen. »Om ik­ke ret man­ge år er vi tvun­get til at se i øj­ne­ne, at in­di­vi­ders ge­ne­ti­ske pro­fi­ler er for­skel­li­ge, og at et­ni­ske grup­pers pro­fi­ler og­så på fle­re pa­ra­me­tre er for­skel­li­ge. Vi er nødt til at be­gyn­de den­ne dis­kus­sion og ta­le li­ge ud af po­sen,« be­ma­er­ker Mur­ray, hvis kom­men­de bog skal ta­ck­le em­net på en »kølig og ve­lover­ve­jet må­de«. Som han si­ger, har vi ik­ke no­get valg. Det er et tog, som kø­rer li­ge mod os fra sto­re na­tio­na­le bio­ban­ker og gen-da­ta­ba­ser fle­re ste­der i ver­den. Der vil kom­me ini­ti­a­ti­ver, som in­den for en år­ra­ek­ke vil af­da­ek­ke ho­ved­par­ten af de ge­ne­ti­ske va­ri­an­ter, som for­kla­rer men­ne­ske­li­ge ev­ner og pra­e­sta­tion. Og til den tid be­hø­ver vi ik­ke be­gra­en­se os til at ta­le om ra­cer i tra­di­tio­nel for­stand. »Du kan ta­le om po­pu­la­tio­ner og de­fi­ne­re dem på man­ge må­der. Det kun­ne va­e­re som dan­ske­re ver­sus ita­li­e­ne­re el­ler etio­pi­e­re ver­sus ni­ge­ri­a­ne­re el­ler no­get helt tred­je,« si­ger Mur­ray. »Gen­pro­fi­ler­ne vil sta­ti­stisk vi­se sig at ha­ve for­skel­le. Og tro mig, vi får ik­ke lov at luk­ke øj­ne­ne, for ki­ne­ser­ne er me­get in­ter­es­se­re­de i den­ne ty­pe forsk­ning, og de mang­ler vo­res ha­em­nin­ger over for den. De kom­mer til at pu­bli­ce­re alt mu­ligt, som ve­st­li­ge in­tel­lek­tu­el­le ik­ke bry­der sig om.« Hvil­ket her på fal­de­re­bet min­der Mur­ray om en net­op ud­kom­met rap­port fra det ame­ri­kan­ske Eco­no­mic Po­li­cy In­sti­tu­te. Den ana­ly­se­rer bør­ne­ha­vebørns sko­le­pa­rat­hed og fin­der, at de so­ci­alt dår­ligt stil­le­des ef­ter­sla­eb er det sam­me mel­lem 1998 og 2010. En pe­ri­o­de, hvor net­op den­ne grup­pe børn fak­tisk har op­le­vet et be­ty­de­ligt løft i for­hold til så­vel fora­el­dre­nes in­vol­ve­ring i de­res la­e­ring som of­fent­li­ge ini­ti­a­ti­ver for at løf­te dem. De over­ra­ske­de for­ske­re har sva­ert ved at for­kla­re re­sul­ta­tet og nø­jes med at fo­re­slå, at man nok må pum­pe fle­re res­sour­cer i fle­re pro­gram­mer. »Ja,« suk­ker Mur­ray end­nu en gang. »Man hol­der sta­e­digt fast i at se bort fra al den forsk­ning, som helt til­ba­ge fra 1960er­ne og frem me­get klart pe­ger på, at hver­ken in­sti­tu­tio­ner el­ler fora­el­dre kan gø­re ret me­get for at løf­te børns aka­de­mi­ske pra­e­sta­tion.«

»Den kog­ni­ti­ve eli­te iso­le­rer sig i alt, hvad den gør. Bå­de JHRJUDÀVN RJ NXOWXUHOW ©

Giv al­le bor­ger­løn

Vi står i vir­ke­lig­he­den midt i et sam­men­stød af om­sta­en­dig­he­der, som kal­der på en om­vur­de­ring af den so­ci­al­po­li­ti­ske til­gang, me­ner Mur­ray. Ver­densan­sku­el­sen blandt ame­ri­kan­ske og eu­ro­pa­ei­ske in­tel­lek­tu­el­le går på, at den so­ci­a­le arv be­stem­mer klas­se og livsvalg, og at bi­o­lo­gi in­tet har med sa­gen at gø­re. Sam­ti­dig af­slø­rer vi­den­ska­ben, at den for­kla­rings­mo­del har ko­los­sa­le pro­ble­mer. Der­u­d­over står vi med en tek­no­lo­gisk ud­vik­ling, hvor kun­stig in­tel­li­gens og au­to­ma­ti­se­ring vil gø­re yder­li­ge­re ind­hug i de lav­tud­dan­ne­des job­mu­lig­he­der og øge for­skel­len mel­lem dem og den kog­ni­ti­ve eli­te. Den klas­sisk kon­ser­va­ti­ve Mur­ray ser kun én vej frem. Han og Her­rnste­in ad­va­re­de al­le­re­de i 1994 om fremva­ek­sten af en be­ta­endt form for kon­ser­va­tis­me, hvor det først og frem­mest ga­el­der om at be­va­re eli­tens pri­vil­e­gi­er og hol­de de fat­ti­ge hor­der va­ek fra rig­mands­ghet­to­er­ne. Løs­nin­gen fra den klas­sisk kon­ser­va­ti­ve og Trump-forag­ten­de Mur­ray er over­ra­sken­de: han går ind for bor­ger­løn. »Al­le skal kun­ne le­ve et va­er­digt liv, og det hand­ler blandt an­det om at kun­ne ta­ge sig af sig selv. Hvis man får en bor­ger­løn, som man kan le­ve af, og hvis man sam­ti­dig har lov til at be­hol­de, hvad man der­u­d­over selv kan tje­ne, tror jeg på, det gi­ver in­ci­ta­ment til dem, der i dag sid­der på en mini­mal vel­fa­erdsy­del­se, men ik­ke kan få et job, der gi­ver va­e­sent­ligt me­re.«

Char­les Mur­ray, man­den ved po­di­et i bag­grun­den, måt­te i for­å­ret op­gi­ve at ta­le på Mid­del­bury Col­le­ge. De kor­por­li­ge pro­te­ster mod hans be­søg send­te en la­e­rer, der vil­le be­skyt­te Mur­ray, på ho­spi­ta­let.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.