Lys.

Lys­magi. Ver­dens stør­ste la­ser ska­ber bit­tes­må stjer­ner ud af brint­pi ller. De dør hur­tigt, men i frem­ti­den kan vi må­ske hø­ste strøm fra dem.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af GUN­VER LYST­BA­EK VESTERGÅRD

Ver­dens stør­ste la­ser kan gø­re en bowling­kug­le så lil­le som en ae­rt. Gun­ver Lyst­ba­ek er på be­søg.

CA­LI­FOR­NI­EN – Ved du, hvad der sker, hvis man bli­ver ved med at pres­se et ma­te­ri­a­le hårdt sam­men? Hvis man tryk­ker på det fra al­le si­der, så ato­mer­ne in­de­ni kom­mer ta­et­te­re og ta­et­te­re på hin­an­den? Det er okay, hvis du ik­ke ken­der sva­ret, for det gør vi­den­skabs­fol­ke­ne hel­ler ik­ke. De ved, at man kan la­ve en di­a­mant ved at klem­me en klump kul, men de ved ik­ke helt, hvad der sker in­den i for ek­sem­pel So­len, hvor alt stof er mast så vold­somt sam­men, at ato­mer­ne bli­ver split­tet ad. Ver­dens stør­ste la­ser, Na­tio­nal Ignition Facility ved Lawren­ce Li­ver­more Na­tio­nal La­bo­ra­tory i USA, bru­ges net­op til at pres­se ma­te­ri­a­ler ek­stremt hårdt sam­men, så vi kan stu­de­re dem. La­se­ren har så man­ge kra­ef­ter, at den kan gø­re en bowling­kug­le li­ge så lil­le som en ae­rt. »Den na­est­stør­ste la­ser i ver­den er 60 gan­ge min­dre end vo­res,« si­ger di­rek­tø­ren for Na­tio­nal Ignition Facility, Mark Her­r­mann. Han bli­ver af­brudt fle­re gan­ge, mens han ta­ler med Fak­tisk, for­di det ly­der i højta­ler­ne, at al­le skal for­la­de den sto­re sal med ma­te­ri­a­le, der skal skrum­pes, for­di det snart vil bli­ve ramt af la­se­ren. La­ser­pe­ge­re, som kan kø­bes i Brugs­en, har en ef­fekt på nog­le få mil­liwatt. Na­tio­nal Ignition Fa­ci­li­tys la­ser af­fy­rer en strå­le med 500 bil­li­o­ner watt. Den er alt­så man­ge mil­li­ar­der gan­ge kraf­ti­ge­re end al­min­de­li­ge la­se­re. La­se­ren fyl­der li­ge så me­get som en flyhan­gar, selv­om må­let, den skal ram­me, er på stør­rel­se med et pe­ber­korn.

Lav­ma­elt eks­plo­sion

Sel­ve la­ser­byg­nin­gen er tem­me­lig ke­de­lig, for alt – mu­re, dø­re og rør – er pak­ket ind i grå­hvid be­ton for at brem­se ska­de­lig strå­ling. Det ene­ste sjove indslag er pla­sti­cul­ve ude på gra­es­pla­e­nen, som skal skra­em­me ga­es va­ek. Der er hel­ler ik­ke me­get dra­ma over sel­ve la­ser­skud­det. Strå­len er usyn­lig og na­e­sten lyd­løs. »Der kom­mer ik­ke no­get brag, når strå­len ram­mer sit mål. Der er me­re ta­le om en kort hvis­le­lyd. Det er dog me­get godt, at der er lidt lyd på, for så ved vi, at der i det mind­ste sker no­get,« si­ger Mark Her­r­mann. La­ser­strå­len bli­ver født i et kon­trol­rum, hvor små la­ser­pul­se på få brøk­de­le af et se­kund kon­stant bli­ver sendt af sted 24 ti­mer i døg­net. Når det er tid til at af­fy­re la­se­ren, slip­pes en en­kelt puls ud af kon­trol­rum­met. Den spur­ter rundt i al­le krin­kelkro­ge af hal­len. Nog­le ste­der på ru­ten split­tes den op, mens den an­dre ste­der går igen­nem sa­er­li­ge lil­la glas­ru­der, som over­skyl­ler strå­len med ek­stra lys­par­tik­ler og gør den sta­er­ke­re. Glas­se­ne er skin­nen­de re­ne, for blot ét lil­le støv­korn vil øde­la­eg­ge he­le eks­pe­ri­men­tet. Ef­ter halvan­den ki­lo­me­ters rej­se er den ene lil­le puls ble­vet for­vand­let til 192 fuld­voks­ne la­ser­strå­ler. Strå­ler­ne om­rin­ger nu en stor

bla­eks­p­rut­te­lig­nen­de kup­pel og an­gri­ber den fra oven og ne­den. Der går ik­ke en­gang et se­kund, og så: puf! Det he­le eks­plo­de­rer. I lang­som gen­gi­vel­se kan man dog se, at no­get magisk er sket in­de i kup­len.

En stjer­ne er skabt

La­se­ren skal ram­me en pil­le med brint, der er pak­ket ind i en pla­sti­cskal. Pil­len hol­des på plads i mid­ten af en lil­le cy­lin­der af guld. De 192 la­ser­strå­ler tra­en­ger ind i cy­lin­de­ren gen­nem et hul, der er min­dre end et men­ne­ske­hår. In­de i cy­lin­de­ren bli­ver la­ser­ly­set til rønt­gen­strå­ler, og de var­mer den lil­le brint­pil­le op. På et tids­punkt bli­ver pla­sti­cskal­len så varm, at den sprin­ger i luf­ten. »Eks­plo­sio­nen vir­ker li­ge­som en ra­ket og skub­ber så me­get på pil­len fra al­le si­der, at den ma­ses sam­men og bli­ver 100 gan­ge ta­et­te­re end bly,« si­ger Bru­no van Won­terg­hem, der sty­rer de na­e­sten dag­li­ge af­fy­rin­ger med la­se­ren. In­de i den ta­et­pak­ke­de brint­pil­le er der 100 mil­li­o­ner gra­der varmt, og nu be­gyn­der ato­mer­ne at smel­te sam­men, så brin­ten bli­ver til he­li­um.

Me­re fu­ser end fu­sion

Så­dan en fu­sion sker he­le ti­den in­de i So­len og an­dre stjer­ner, og det er fu­sions­e­ner­gi, der får dem til at ly­se. La­se­ren har alt­så skabt en lil­le stjer­ne. End­nu er det dog kun lyk­ke­des at la­ve gan­ske lidt he­li­um med la­se­ren, men i frem­ti­den hå­ber fy­si­ker­ne, at de kan star­te en ka­e­de­re­ak­tion kal­det for »ta­en­ding«, og hvis det lyk­kes, kan de må­ske byg­ge et helt kraftva­erk, der bru­ger fu­sions­e­ner­gi i ste­det for kul, gas el­ler olie til at la­ve strøm. »Vi sen­der 1,8 me­ga­jou­le ind og får 57 ki­lo­jou­le ud af det, så der er sta­dig lidt vej, til det lø­ber rundt,« si­ger Mark Her­r­mann. Jou­le er et mål for ener­gi, og i øje­blik­ket bru­ger la­se­ren alt­så over 30 gan­ge me­re ener­gi på at ska­be mi­ni­stjer­nen, end stjer­nen selv frem­stil­ler. Selv­om det ik­ke lyk­ke­des for Na­tio­nal Ignition Facility at ta­en­de stjer­ner­ne, så er for­sker­ne gla­de for la­se­ren al­li­ge­vel. De bru­ger den blandt an­det til at ef­ter­lig­ne atom­bom­be­spra­eng­nin­ger og pla­net­ker­ner. Isa­er vil de ger­ne vi­de, hvor me­get tryk der skal til, for at en frem­med pla­net kan dan­ne en fly­den­de jer­n­ker­ne li­ge­som den, der er in­de i Jor­den. Så­dan en ker­ne er vig­tig for at få et mag­net­felt, og et mag­net­felt er vig­tigt for at be­skyt­te even­tu­el­le rumva­es­ner mod far­lig strå­ling fra rum­met. Ver­dens stør­ste la­ser blev byg­get på 12 år fra 1997 til 2009. Den er alt­så ik­ke en ef­fek­tiv stjer­ne­ma­ski­ne end­nu, men den kan la­e­re os om nog­le af na­tu­rens mest sam­men­pres­se­de ste­der.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.