Sim­remad.

Weekendavisen - - Bøger - Af ADAM HOLM

Det ta­ger tid for Puk Dams­gård at sma­ge sin Mo­sul-bog til. Men så sma­ger den!

Puk Dams­gård: Den sor­te kat i Mo­sul. 312 si­der. 300 kr. Po­li­ti­kens For­lag.

Det er med nog­le bø­ger som med gry­de­ret­ter; de skal ha­ve lov at stå et ek­stra døgn og sam­le sig, før de for­skel­li­ge in­gre­di­en­ser for al­vor tra­en­ger igen­nem. Så­dan er det med Puk Dams­gårds nye bog, Den sor­te kat i Mo­sul, der ved før­ste mund­fuld fo­re­kom­mer lidt uskarp i sma­gen. Selv om for­fat­te­ren om­hyg­ge­ligt be­grun­der sit ae­rin­de – at føl­ge en irakisk spe­ci­a­len­hed i kam­pen for at til­ba­ge­ero­bre mil­li­onby­en Mo­sul fra Is­la­misk Stat – er det ind­led­nings­vis van­ske­ligt at fin­de ud af, hvor hun vil ha­ve os hen. I mod­sa­et­ning til sin fo­re­gå­en­de bog, den fortra­ef­fe­li­ge og med ret­te an­mel­der­ro­ste Ser du må­nen, Da­ni­el (2015), har Dams­gård den­ne gang valgt en sti­li­stisk frem­gangs­må­de med kor­te pro­sa­tek­ster, nog­le af dem så­gar med et lit­te­ra­ert an­strøg. Det gi­ver en lidt uklar ind­gang til et em­ne, der el­lers er tem­me­lig kom­plekst og der­for kun­ne ha­ve haft godt af en me­re re­gel­ret jour­na­li­stisk åb­ning. Dams­gård la­eg­ger i ste­det hårdt ud, men dra­ma­et til trods – en lil­le pi­ge dør i før­ste ka­pi­tel – er det van­ske­ligt at ori­en­te­re sig. Men som med gry­de­ret­ten, der ik­ke øje­blik­ke­ligt gør ind­tryk, be­ta­ler tå­l­mo­dig­hed sig; når man kom­mer et styk­ke ind i Dams­gårds bog, be­gyn­der den abrup­te stil at sma­ge or­dent­ligt igen­nem. Og når man bli­ver be­kendt med bo­gens per­son­gal­le­ri, som isa­er er kon­cen­tre­ret om sol­da­ter­ne Dha­fer og Saif – den før­ste en føl­som, men dog krigs­haer­det ser­gent, den an­den en fod­bold­g­lad kap­ta­jn – sker der et ma­er­k­bart løft. Ad­skil­li­ge af de novel­le­lig­nen­de ka­pit­ler har høj klas­se og vid­ner om, hvil­ken dyg­tig for­mid­ler Dams­gård er ik­ke ba­re på en tv-ska­erm, men og­så på skrift. Mo­sul rej­ser sig i al sin ru­in­va­el­de midt i ens tryg­ge dag­ligstue. Det er sta­er­ke sa­ger. For­fat­te­ren blan­der erin­drings­glimt fra sit eget før­ste be­søg i Irak i 2003 med skil­drin­ger af kamp­hand­lin­ger, sår­e­de ci­vi­le, des­pe­ra­te fa­mi­li­er på flugt og stun­der med sam­ta­ler om li­vet og dø­den samt ob­ser­va­tio­ner af front­li­vets ens­for­mi­ge kost og ud­for­drin­ger med den per­son­li­ge hy­giej­ne. Net­op for­di bo­gen by­der på me­get an­det end blo­di­ge

gru­som­he­der, gør det ind­tryk, når de ma­end, vi ef­ter­hån­den la­e­rer at ken­de som sam­men­sat­te skik­kel­ser bag uni­formsjak­ken, sam­ti­dig vi­ser, at de­res eti­ske gra­en­ser lig­ger et an­det sted end for­fat­te­rens. Dha­fer forta­el­ler ek­sem­pel­vis uden syn­der­lig an­fa­eg­tel­se, hvor­dan han har hen­ret­tet to fan­ger, som var med­lem­mer af Da­esh, den nedsa­et­ten­de be­teg­nel­se for Is­la­misk Stat. Ef­ter en kort af­hø­ring kø­rer han dem en sen af­ten over til et ef­ter­ladt hus, der hen­lig­ger i mør­ke. Selv er han ud­sty­ret med nat­kik­kert på hjel­men og lyd­da­em­per på ge­va­e­ret. Fan­ger­ne, beg­ge ira­ke­re som han selv, den ene rød­hå­ret, den an­den høj, lang­hå­ret og il­de­lug­ten­de, sky­der han på klos hold hver med to skud i ho­ve­d­et. In­den han tryk­ker på aftra­ek­ke­ren for­ma­ner han dem om, at hu­ske ham i Hel­ve­de. Episo­den er for­talt lav­ma­elt og uden be­hov for hver­ken ret­fa­er­dig­gø­rel­se el­ler und­skyld­ning. Som en an­den sol­dat, der op­tra­e­der un­der pseu­do­ny­met »Skyg­gen« et sted si­ger: »Krig er krig. Det er ik­ke no­get per­son­ligt.« Sam­me Dha­fer ta­ger og­så del i en yd­my­gen­de be­hand­ling af et par un­ge fy­re, som de­lin­gen har ta­get til fan­ge. De er mista­enkt for at va­e­re på fjen­dens si­de og bli­ver til­delt spark og knyt­na­e­ve­slag og svøbt ind i cel­lo­fan. Det apar­te syn får sol­da­ter­ne til at bry­de sam­men af grin og ta­ge sel­fies med de to ulyk­ke­li­ge te­e­na­ge­re, in­den de un­der trus­ler og for­ban­del­ser at­ter bli­ver sat på fri fod. Med­lem­mer­ne af spe­ci­a­len­he­den er vant til men­ne­ske­lig ulyk­ke i en­hver af­skyg­ning. Da en af Saifs gam­le kam­me­ra­ter fra en an­den en­hed bli­ver dra­ebt, kon­sta­te­rer han blot: »Det var Ah­mads dag i dag.« Der­ef­ter bi­der han ta­en­der­ne sam­men, men smer­ten for­svin­der ik­ke helt. Den har sit eget lum­ske ef­ter­liv og kom­mer ud gen­nem grå­d­kvalt søvn, rast­løs­hed, ha­evntørst og druk. Puk Dams­gård sa­et­ter med sin bog nav­ne og an­sig­ter på de ma­end, den iraki­ske stats­pro­pa­gan­da hyl­der som »ret­fa­er­di­ge hel­te« og na­tio­na­le for­bil­le­der, og de selv sam­me ma­end, vi her i Ve­sten la­der ka­em­pe »vo­res« kamp imod ter­r­o­ri­ster­ne. I hen­des bog får de lov at tra­e­de frem som de men­ne­sker af kød og blod, de na­tur­lig­vis er, nog­le god­hjer­te­de og om­ga­en­ge­li­ge, an­dre rå og ufor­son­li­ge, men al­le ma­er­ket af en krig, der ik­ke har no­gen ud­løbs­da­to. Den sor­te kat i Mo­sul skal som be­skre­vet sim­re lidt, in­den den be­gyn­der at sma­ge, men når først det sker, de­mon­stre­rer Dams­gård, hvor­for hun, der for­ri­ge år vandt Cav­ling­pri­sen, med ret­te an­ses for at va­e­re en emi­nent repor­ta­gejour­na­list.

Irak. Puk Dams­gård har fulgt en grup­pe iraki­ske sol­da­ter i de­res kamp imod Is­la­misk Stat i Mo­sul. Bo­gen har vis­se sti­li­sti­ske ud­for­drin­ger, men til­ba­ge står nog­le sta­er­ke øje­bliks­bil­le­der af ma­end i krig.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.