Vå­de­skud.

Weekendavisen - - Bøger - Af LEONORA CHRISTINA SKOV

Mads Brüg­gers gon­zo-jeg står for­pju­sket til­ba­ge ef­ter jag­ten på char­la­ta­nen Pi­er­re Flens­borg.

Fest­fyr­va­er­ke­ri­fu­ser. »Hvis der no­gen­sin­de skal rej­ses en skam­støt­te for ukri­ti­ske fa­sci­na­tions­in­ter­views, skal den fo­re­stil­le mig, der hol­der mi­kro­fo­nen for Pi­er­re Flens­borg,« skri­ver Mads Brüg­ger i sin nye bog om en Gadda­fi-smug­ling, der al­drig blev.

»Der er da­ge, hvor jeg ta­en­ker, at hi­sto­ri­en om Pi­er­re Flens­borg er bord­bom­ben, der ik­ke an­ta­en­der, en fu­ser som slet ik­ke står mål med de an­stren­gel­ser og per­son­li­ge ÀQDQVHU MHJ KDU LQYHVWHUHW L at opkla­re sa­gen.« – Mads Brüg­ger

Mads Brüg­ger: 11.11.11 Hi­sto­ri­en om den dan­ske play­boy og kom­plot­tet om at smug­le Gadda­fis søn til Me­xi­co. 355 si­der. 299,95 kr. Lind­hardt og Ring­hof.

Mads Brüg­ger har en op­sigtsva­ek­ken­de, gon­zo­jour­na­li­stisk kar­ri­e­re kø­ren­de ved si­den af sit vir­ke som pro­gram­chef på Ra­dio24­syv. Ta­enk ba­re på DR-do­ku­men­ta­ren Det rø­de ka­pel (2009), hvor han tog til Nord­korea og fo­re­gav at va­e­re en kom­mu­ni­stisk te­a­te­rin­struk­tør på tur­né med sin trup, el­ler do­ku­men­tar­fil­men Am­bas­sa­dø­ren (2011), hvor han køb­te sig til tit­len som Li­be­ri­a­kon­sul i Den Cen­tra­lafri­kan­ske Re­pu­blik for at få ad­gang til lan­dets di­a­mant­re­ser­ver og af­da­ek­ke dets kor­rup­te magt­lag. Tid­li­ge­re i år stod han og Mi­ka­el Ber­tel­sen bag do­ku­men­ta­ren The Jo­hn Dal­li Myste­ry (2017), hvor de rej­ste til Mal­ta for at af­slø­re, om EUs tid­li­ge­re sund­heds­kom­mis­sa­er vir­ke­lig var i lom­men på to­bak­sin­du­stri­en, og nu ud­gi­ver Mads Brüg­ger så 11.11.11 Hi­sto­ri­en om den dan­ske play­boy og kom­plot­tet om at smug­le Gadda­fis søn til Me­xi­co. Det er en over­må­de ma­er­ke­lig bog. Et styk­ke work in pro­g­ress, hvor repor­ta­ger fra Brüg­gers knap så ud­byt­te­ri­ge re­sear­ch­tu­re til Me­xi­co Ci­ty og Hou­ston blan­der sig med af­skrif­ter fra hans ti in­ter­views med den dan­ske play­boy Pi­er­re Chri­sti­an Flens­borg. Brüg­ger skri­ver va­nen tro med en sta­erk, per­son­lig stem­me, blik for det ab­sur­de og mas­ser af sa­ti­ri­ske po­rtra­et­ter. Me­xi­cos tid­li­ge­re pra­esi­dent Fe­lipe Cal­derón lig­ner så­le­des »en und­se­e­lig re­visor, som har le­vet på en di­a­et af nul­ler­ma­end og sp­rut«. Men Brüg­ger er ik­ke så mo­dig, som han ly­der, og det ba­e­rer bo­gen pra­eg af, li­ge­som den vil­le ha­ve vun­det ved et par gen­nem­skriv­nin­ger og et he­li­kop­ter­blik.

FLENS­BORG blev på­gre­bet i Me­xi­co Ci­ty 11.11.11, der­af bo­gens ti­tel, og til­brag­te de føl­gen­de 18 må­ne­der i for­rå­e­de, me­xi­can­ske fa­engs­ler, an­kla­get for at va­e­re med i en for­bry­der­grup­pe, der hav­de til hen­sigt at smug­le Saa­di Gadda­fi til Me­xi­co. Han er tred­je søn af Li­by­ens tid­li­ge­re dik­ta­tor Mu­am­mar Gadda­fi og har »truk­ket et slims­por ef­ter sig med sam­men­stød med po­li­ti­myn­dig­he­der, ube­tal­te ho­tel­reg­nin­ger, vil­de ud­skej­el­ser med narko­ti­ka og seksu­el­le es­ka­pa­der med bå­de ma­end og kvin­der«. I 2014 blev han an­holdt i Ni­ger, og nu ven­ter han på rets­op­gø­ret i Li­by­en. Som Brüg­ger kon­sta­te­rer i et af si­ne utal­li­ge for­be­hold mod sin egen bog: »Det un­der­li­ge ved den­ne hi­sto­rie er, at den hand­ler om en mu­lig for­bry­del­se, som al­drig fandt sted. Saa­di Gadda­fi blev al­drig smug­let til Me­xi­co Ci­ty, og det er sta­dig uklart, om der over­ho­ve­det var en plan om at hen­te ham der­over. På en må­de kan det sag­tens ta­en­kes, at det he­le er en fik­tion in­de i fik­tio­nen. Som jeg så la­ver jour­na­li­stik ud af.« Det vil­le selvsagt ha­ve styr­ket bo­gen, hvis Brüg­ger hav­de fun­det va­eg­ti­ge be­vi­ser for, at Flens­borg og hans sam­ar­bejds­part­ne­re vit­ter­lig hav­de til hen­sigt at fly­ve Saa­di Gadda­fi til Me­xi­co. Al­ter­na­tivt, at an­kla­ger­ne er det pu­re op­spind, som Pi­er­re ha­ev­der bo­gen igen­nem. Det ta­et­te­ste, vi kom­mer på be­vi­ser, er Pi­er­res gam­le com­pu­ter, som hans ano­ny­mi­se­re­de eks­ven i Hou­ston gi­ver Brüg­ger. Eks­ven­nen ha­ev­der, at com­pu­te­ren er fyldt med mails, der be­vi­ser, at Pi­er­re var dybt in­vol­ve­ret i Gadda­fis­mug­lin­gen, men da Brüg­ger åb­ner den, er ind­hol­det slet­tet. Han rin­ger fru­stre­ret til sin for­lags­re­dak­tør: »Jeg si­ger, at vi om­gå­en­de skal hy­re en ha­ck­er til at gen­nem­gå Pi­er­re Flens­borgs com­pu­ter. ’In­gen kan slet­te alt’, hø­rer jeg mig selv si­ge. Hun si­ger, at det ly­der ulov­ligt, og at for­la­gets juri­ster i for­vej­en sy­nes, det er pro­ble­ma­tisk, at jeg er kom­met i be­sid­del­se af en an­den mands com­pu­ter.« Her er det, man for­ven­ter, at den sto­re gon­zo­jour­na­list tra­e­der i ka­rak­ter og får com­pu­te­ren ha­ck­et el­ler be­der Flens­borg om lov til at gen­ska­be fi­ler­ne, så det tå­ge­de kan stå ly­sen­de klart. I ste­det fal­der Brüg­ger til pat­ten. Han har så og­så va­e­ret i in­ten­siv tra­e­ning: »Hvis der no­gen­sin­de skal rej­ses en skam­støt­te for ukri­ti­ske fa­sci­na­tions­in­ter­views, skal den fo­re­stil­le mig, der hol­der mi­kro­fo­nen for Pi­er­re Flens­borg,« skri­ver han. »Min barn­dom som so­ci­alt ud­stødt, rød­hå­ret nørd med stritø­rer og freg­ner gør, at jeg nemt fa­sci­ne­res af po­pu­la­e­re al­fa­ma­end, som la­ver man­ge da­mer.« Man kun­ne ha­ve øn­sket, at Brüg­gers fa­sci­na­tion hav­de smit­tet af på la­e­se­ren. Gen­nem­gå­en­de frem­står Flens­borg som en li­ge­gyl­dig fisk i et ka­em­pe­stort hav. »No­get, der be­kym­re­de mig, var, om man kun­ne forta­el­le hi­sto­ri­en, uden at la­e­se­ren går kold i et vir­var af nav­ne, ste­der og ak­tø­rer. Det er jeg sta­dig usik­ker på,« skri­ver Brüg­ger og med god grund, for per­son­gal­le­ri­et er uover­sku­e­ligt, selv hvis man skri­ver det he­le ned, som jeg så mig nødsa­get til. Lad mig her nø­jes med at na­ev­ne, at al­fa­mand Pi­er­re en­gang le­de­de en nat­klub i Hou­ston, la­ve­de da­mer på stri­be og lån­te mil­li­o­ner af si­ne nu eks­ven­ner, der al­drig fik de­res pen­ge til­ba­ge. En over­gang var han ka­e­re­ste med bryst­bom­ben Ja­ck­ie Na­var­ro og in­vol­ve­ret i et fo­re­ta­gen­de, der be­tal­te døds­sy­ge men­ne­sker en sum pen­ge for de­res livs­for­sik­rin­ger og solg­te dem vi­de­re, så an­dre kun­ne ind­kas­se­re den ful­de pra­e­mie. I 2011 fik han job som lo­gi­stik­chef i et fly­ma­eg­ler­fir­ma grund­lagt af ma­ri­ne­sol­da­ten Gre­gory Gil­le­spie, der og­så eje­de et sik­ker­heds­fir­ma. Flens­borgs el­ske­rin­de, over­klas­se­kvin­den Ga­bri­ela de Cu­eto, var part­ner i beg­ge fir­ma­er, der mu­lig­vis for­mid­le­de fly til Me­xi­cos narko­kar­tel­ler. Flens­borg og Cu­eto tog til Me­xi­co Ci­ty, ef­ter eget ud­sagn for at klem­me den ca­na­di­ske kon­flik­t­ma­eg­ler Cynt­hia Va­ni­er på ma­ven, for­di hun ik­ke hav­de be­talt for det fly, hun lea­se­de, da hun var på en tvivl­s­om fa­ct fin­ding mis­sion i Li­by­en. Mis­sio­nen var fi­nan­si­e­ret af det ca­na­di­ske in­du­stri­kong­lo­me­rat SNC-La­va­lin, hvis øver­ste che­fer var Gadda­fi ven­ligt stemt. Me­xi­cansk po­li­ti an­holdt de tre og de­res me­xi­can­ske or­ga­ni­sa­tor, en tid­li­ge­re døds­pa­trul­je­mand. Iføl­ge Flens­borg var an­hol­del­sen en kaf­kask op­le­vel­se. Selv fandt han først ud af, hvad han var an­kla­get for, da han hør­te om sa­gen i me­di­er­ne fle­re må­ne­der se­ne­re. På det tids­punkt stod han til 440 års fa­engsel, men i sid­ste en­de fra­faldt den me­xi­can­ske stat an­kla­ger­ne. Ved bo­gens be­gyn­del­se er Flens­borg til­ba­ge i Dan­mark og hå­ber, at Brüg­ger vil po­rtra­et­te­re ham som et ukendt dansk of­fer for kri­gen mod ter­ror, den dan­ske uden­rig­stje­ne­stes pas­si­vi­tet og den me­xi­can­ske stats men­ne­ske­ret­tig­heds­kra­en­kel­ser. Men Brüg­ger ta­ger lø­ben­de Flens­borg i at ly­ve om alt fra sin for­mu­es stør­rel­se til si­ne ev­ner udi ka­ra­te og be­slut­ter at ef­tertjek­ke al­le in­for­ma­tio­ner halvvejs bag hans ryg. Han kun­ne ha­ve kon­fron­te­ret ham, men han tør ik­ke. »Min frygt er at kom­me til at gå så hårdt til va­er­ks, at han ik­ke vil ta­le med mig me­re. Og hvis det sker, kom­mer jeg al­drig til at la­ve det en­de­li­ge, ul­ti­ma­ti­ve in­ter­view, som jeg he­le ti­den har skub­bet for­an mig og ta­enkt på som den sto­re fi­na­le.« Lad mig ba­re rø­be, at den sto­re fi­na­le ude­bli­ver, og de kil­der, der kun­ne ha­ve facet­te­ret bil­le­det af Flens­borg og sa­gen, øn­sker ik­ke at med­vir­ke el­ler bli­ver ik­ke spurgt: »Jeg be­slut­ter mig for, at jeg kun vil ind­dra­ge hans fora­el­dre, hvis Pi­er­re samtyk­ker, hvil­ket jo er lat­ter­ligt; for selv­føl­ge­lig skal Pi­er­re ik­ke be­stem­me, hvem jeg ta­ler med. Hvad der er end­nu me­re lat­ter­ligt er, at jeg al­drig får sam­let mod til at spør­ge ham om det. Der­for er de ik­ke med i den­ne bog.« Som Brüg­ger helt kor­rekt an­fø­rer, er hans bog »en sam­ling af kridt­stre­ger, in­di­ci­er, lø­se på­stan­de, te­o­ri­er og ryg­ter«, og da han op­da­ger, at Flens­borg må­ske ar­bej­der for et ca­na­disk fir­ma på Ama­ger, ta­et på Brüg­gers bo­pa­el, gen­nem­sy­rer pa­ni­kang­sten si­der­ne: »Ef­ter at ha­ve sam­let mod til mig ta­ger jeg min cy­kel og kø­rer der­hen (…) Jeg tør ik­ke at rin­ge på dø­ren. At det skal gø­res, står ik­ke til dis­kus­sion, men jeg tør ik­ke. Jeg har en frygt for, at hvis jeg rin­ger på, vil jeg bli­ve tryk­ket ind i op­gan­gen. Der vil ik­ke bli­ve sagt no­get i dør­te­le­fo­nen, jeg vil blot bli­ve tryk­ket ind, og så vil jeg kom­me op på før­stesa­len, og dø­ren til ven­stre vil stå på klem, og så vil jeg tra­e­de ind i en mørk gang, hvor der lug­ter af hen­stil­let mad, og så vil jeg for­svin­de, for al­tid.« Der er langt fra den hård­kog­te per­so­na, Mads Brüg­ger hidtil har pud­set og po­le­ret på, til det­te rysten­de vrag af en gon­zo­jour­na­list. Al ae­re og respekt for at vi­se svag­hed, men i det­te til­fa­el­de for­rin­ger det bo­gen. »Der er da­ge, hvor jeg ta­en­ker, at hi­sto­ri­en om Pi­er­re Flens­borg er bord­bom­ben, der ik­ke an­ta­en­der, en fu­ser som slet ik­ke står mål med de an­stren­gel­ser og per­son­li­ge fi­nan­ser, jeg har in­ve­ste­ret i at opkla­re sa­gen,« skri­ver han, og he­ri må jeg gi­ve ham ret. Hi­sto­ri­en om Flens­borg og den spe­ku­la­ti­ve Gadda­fis­mug­ling er en fu­ser, men som la­eng­den på den­ne an­mel­del­se la­der ane: en in­ter­es­sant fu­ser.

FOTO: POLFOTO

Pi­er­re Flens­borg og Ja­ck­ie Na­var­ro til Dream­mo­dels’ ju­le­fest i 2008.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.