En barn­dom som et blåt ma­er­ke

Weekendavisen - - Bøger - Af LINEA MAJA ERNST

Vi­ta-wrap. Vi­ta An­der­sens tragi­ske, selv­bi­o­gra­fi­ske barn­doms­skil­dring druk­ner i fuldt for­stå­e­lig selv­med­li­den­hed.

Vi­ta An­der­sen: In­di­go. 352 si­der. 299,95 kr. Ro­si­nan­te.

et er ty­de­ligt, at In­di­go har va­e­ret en helt nød­ven­dig bog for Vi­ta An­der­sen at skri­ve. Desva­er­re fø­les den ik­ke som en sa­er­ligt nød­ven­dig bog at la­e­se. Den dybt per­son­li­ge, selv­bi­o­gra­fi­ske ro­man er et for­søg på at gå til­ba­ge, erin­dre en fortra­engt barn­dom fuld af svigt og ut­ryg­hed, at få sat ri­ge­ligt med ord på for­bry­del­ser­ne. For­men og kro­no­lo­gi­en er hul­ter til bul­ter, den voks­ne forta­el­ler kan ik­ke hu­ske, pra­e­cis hvornår hun bo­e­de hvor. Hvor kom­mer hun fra? Hun le­ver skif­te­vis på bør­ne­hjem med di­ck­en­si­ansk elen­dig­heds­ni­veau, hos sin for­bi­tre­de mo­ster, sin ri­ge tan­te, i et søl­le fe­ri­e­barns­hjem i provin­sen. Va­erst er det hos den psy­kisk usta­bi­le mor, som er op­ta­get af umu­li­ge for­fat­ter­drøm­me, eng­le, astral­le­ge­mer; som slår dat­te­ren, va­ek­ker hen­de om nat­ten, for­di de beg­ge to skal op og druk­ne sig. Fa­ren har vel va­e­ret li­ge så fryg­te­lig, men han er for­s­vun­det: »Jeg var sa­er­ligt nys­ger­rig ef­ter at få no­get at vi­de om min far. Når der blev talt om ham, tror jeg, mi­ne ører vok­se­de, så man na­er­mest kun­ne se, at de blaf­re­de. Nog­le gan­ge fik de øje på mig og sag­de: Små gry­der har og­så ører. Men ved at lyt­te og la­eg­ge to og to sam­men tror jeg, min far hav­de et for­hold til bå­de min mor og min mo­ster, og de blev beg­ge to gravi­de. Han valg­te min mor. Min mo­ster brug­te en strik­kepind.« Spro­get er kon­tant og af­for­tryl­let. Forta­el­le­ren ser fra bar­nets per­spek­tiv, og det er bå­de in­ter­es­sant og fryg­te­ligt, hvor­dan det

Den­som­me barn ud­vik­ler sig, bli­ver usym­pa­tisk og ua­eg­te. Hun for­svin­der ind i sig selv og gør sit yd­re til en ma­ske, sør­ger for, at hun si­ger de rig­ti­ge ting, in­dyn­der sig, und­går lus­sin­ger, gør sig in­ter­es­sant. Bar­net Vi­ta er så ivrig ef­ter at bli­ve el­sket, ef­ter at pas­se ind, at hun bli­ver kun­stig. Det gør ind­tryk, for­di man så ger­ne vil fo­re­stil­le sig børn som na­tur­ligt umid­del­ba­re; det er et be­vis på om­sorgs­svig­tets om­fang, at hun bli­ver be­reg­nen­de og spil­ler sku­e­spil. Det er ba­re ae­r­ger­ligt, at vi ik­ke kom­mer end­nu la­en­ge­re ind i den split­tel­se, at bar­nets psy­ko­lo­gi ik­ke fol­des end­nu me­re ud – men det kan den ik­ke, for­di forta­el­le­ren hol­der sig til bar­nets blik og bar­nets be­gra­en­se­de sel­vind­sigt. In­di­go er en ra­ek­ke af an­kla­ger: In­gen forta­el­ler pi­gen no­get, in­gen ta­ger an­svar for hen­de, hun er i vej­en, bli­ver sendt hid og did og la­en­ges des­pe­rat ef­ter ka­er­lig­hed. Som vok­sen er forta­el­le­ren sta­dig ale­ne, al­le de voks­ne, hun kun­ne ud­spør­ge, af­kra­e­ve en for­kla­ring, er i mel­lem­ti­den dø­de. »Det var det fil­ter, jeg kom til at se ver­den igen­nem. En mor som vil­le va­e­re for­fat­ter og slog mig, en far som ik­ke vil­le ha­ve no­get med mig at gø­re. Der er et sår. Man kan ik­ke skaf­fe sig af med en ulyk­ke­lig barn­dom. Den bli­ver ved med at va­e­re der. Ved at skri­ve om den tro­e­de jeg, sår­et vil­le he­les.« Det er ek­stremt selv­med­li­den­de. Og det for­står man ud­ma­er­ket, for det ly­der som en helt ex­cep­tio­nelt elen­dig barn­dom. Men der er slet ik­ke plads til la­e­se­rens ind­le­vel­se, ro­ma­nen er al­le­re­de gen­nemva­e­det at ho­ved­per­so­nens og for­fat­te­rens sorg. Forta­el­le­ren le­der ef­ter smer­te­punk­ter, blå ma­er­ker at tryk­ke på, hun gen­ta­ger sig selv, hel­le­re be­ret­te om en trau­ma­tisk epi­so­de én gang for me­get end én for lidt, og re­sul­ta­tet bli­ver en repe­ti­tiv li­del­ses­hi­sto­rie i en­to­net blå. In­di­go er som at kom­me ind i et rum, hvor der sid­der et barn ved et kla­ver og spil­ler på én tan­gent, én in­si­ste­ren­de mol-to­ne, he­le bo­gen igen­nem. Det er ens­far­vet dår­lig­dom, alt er for­fa­er­de­ligt – forta­el­le­ren va­el­ger for ek­sem­pel at se helt bort fra de na­e­ste 50 år, hvor hun for­vand­ler sig til Vi­ta An­der­sen, iko­nisk og vi­dun­der­lig for­fat­ter. Det er ik­ke gam­mel­dags be­ken­del­ses­bas­hing, jeg er ude i: Jeg el­sker Tryg­heds­narko­ma­ner og reg­ner mig selv for over­be­vist An­der­sen-fan. Men In­di­go er te­ra­pi for for­fat­te­ren, ik­ke la­e­se­ren, og der er in­gen luft i tek­sten, in­gen plads til gø­re sig si­ne eg­ne tan­ker.

FOTO FRA OMSLAG

Højt­la­es­ning

Hvis De er abon­nent, kan De hø­re Linea Maja Ernst la­e­se sin ar­ti­kel på Ly­da­vi­sen.dk

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.