Jeg er det sva­e­re­ste ord at de­fi­ne­re

Weekendavisen - - Bøger - Af DAMIAN ARGUIMBAU

Ung­doms­liv. Jo­hn Green skri­ver om de sto­re iden­ti­tets­spørgs­mål: Fin­des der et jeg, der er uaf­ha­en­gigt af om­sta­en­dig­he­der­ne?

Jo­hn Green: Skild­pad­der he­le vej­en ned. Over­sat fra en­gelsk ef­ter »Turt­les All the Way Down« af Ag­ne­te Dorph Stjer­n­felt og Ma­rie Lou­i­se Val­eur Jaques. 288 si­der. 249,95 kr. Høst og Søn.

vor tit fin­der man en ung­doms­bogs­for­fat­ter på TI­MEs li­ste over de 100 mest ind­fly­del­ses­ri­ge men­ne­sker i ver­den? Ik­ke of­te, men Jo­hn Green er der og ud­gør så­le­des et gan­ske sa­er­ligt fa­eno­men, som med ro­ma­ner som En fla­en­ge i him­len og Pa­per Towns vir­ke­lig har tag i si­ne la­e­se­re. Må­ske har det og­så be­tyd­ning, at han be­nyt­ter sig flit­tigt af Twit­ter, In­s­ta­gram og vi­deoblogs til at ind­gå i en lø­ben­de di­a­log med si­ne fans. Gre­ens bø­ger er vir­ke­lig spe­ci­el­le og har en sa­er­lig melan­kolsk to­ne. De kred­ser ty­pisk om det tids­punkt i ens liv, hvor per­son­lig­he­den for al­vor dan­nes. Og det er sja­el­dent de mest mar­kan­te un­ge, der i hans bø­ger lyk­kes bedst. Tva­er­ti­mod er det de me­re stil­le af slagsen, man skal la­eg­ge ma­er­ke til. Hans ny­e­ste bog, Skild­pad­der he­le vej­en ned, hand­ler om iden­ti­tet. »Jeg er det sva­e­re­ste ord at de­fi­ne­re,« si­ger den 16-åri­ge ho­ved­per­son, Aza Hol­mes. Er hun sig selv, el­ler gør hen­des OCD hen­de til no­get an­det? Er hun no­get uden tvang­stan­ker­ne? El­ler er tvang­stan­ker­ne en in­te­gre­ret del af hen­de selv? »Når jeg le­der ef­ter det så­dan Vir­ke­li­ge Mig, fin­der jeg al­drig no­get,« si­ger hun selv. Da­vis har og­så ud­for­drin­ger. Han er søn af en mil­li­o­na­er, der

Her for­s­vun­det på mystisk vis ef­ter en til­ta­le for bed­ra­ge­ri og be­stik­kel­se. Kan folk li­de ham, el­ler kan de li­de ham på grund af hans pen­ge? Er man det, man har? El­ler hvor­dan skal man de­fi­ne­re sig selv? Aza Hol­mes’ bed­ste ve­nin­de, Dai­sy, er så fat­tig, at hun ik­ke en­gang har sin egen com­pu­ter. Hun over­ta­ler Aza til at hja­el­pe sig med at fin­de den for­s­vund­ne mil­li­o­na­er, så de kan sco­re du­sø­ren på 100.000 dol­lars. Aza ken­der Da­vis fra nog­le som­mer­lej­re, hvor de godt kun­ne li­de hin­an­den. De har ba­re ik­ke talt sam­men i åre­vis. Da Da­vis og Aza kom­mer ta­et på hin­an­den, ud­vik­ler der sig et kom­plekst ka­er­lig­heds­for­hold. Da­vis er et me­get føl­somt men­ne­ske, der la­e­ser me­get, skri­ver dig­te og kan li­de at fi­lo­so­fe­re, og han har selv­føl­ge­lig ga­et­tet, at pi­ger­ne er ude ef­ter du­sø­ren. Sam­ti­dig tør Aza knap nok rø­re ved Da­vis, for­di hun er så angst for bak­te­ri­er – hen­des OCD hand­ler først og frem­mest om ren­lig­hed: Hun er ban­ge for pa­ra­sit­ter­ne i si­ne tar­me, for bak­te­ri­er­ne i alt, hvad hun rø­rer ved, og da hun kys­ser Da­vis før­ste gang, må hun hur­tigt af­bry­de, for­di hun kun kan ta­en­ke på, hvor man­ge bak­te­ri­er kys­set in­de­ba­e­rer. Hvor OCD’en hidtil har va­e­ret hånd­ter­bar og tryg­heds­ska­ben­de, bli­ver kon­flik­ten mel­lem ka­er­lig­hed og tvang­stan­ker akut og gør det end­nu vig­ti­ge­re for hen­de at klar­la­eg­ge sin iden­ti­tet, li­ge­som Da­vis og­så må ud af sin skal for at fin­de ud af, hvil­ke fø­lel­ser der er ae­g­te. Bo­gen gi­ver et skar­pt, føl­somt og vir­ke­lig na­er­va­e­ren­de po­rtra­et af ho­ved­per­so­ner­ne. For­fat­te­ren har selv lidt af OCD he­le sit liv, og man kan vir­ke­lig ma­er­ke, at han har lagt me­get hjer­te i ro­ma­nen. Men selv om OCD er en livs­be­tin­gel­se for Aza, lyk­kes det Green at skri­ve en bog, som ik­ke ba­re hand­ler om li­del­sen. Skild­pad­der he­le vej­en ned er langt, langt me­re. Og det selv om der in­gen cho­k­ef­fek­ter er ind­lagt i ro­ma­nen – selv kri­mi­gå­den, der lø­ses til sidst, sker uden dra­ma­tik. Dra­ma­tik­ken fin­der man til gen­ga­eld i de un­ges tan­ker og re­la­tio­ner. Det er fa­sci­ne­ren­de la­es­ning og frem­ma­net med en hud­løs­hed, som na­e­sten gør ondt. Den­ne spiral af følsom­hed, tan­ker og men­ne­ske­li­ge re­la­tio­ner er li­ge pra­e­cis Jo­hn Gre­ens adels­ma­er­ke. Det er sart og mester­ligt gjort.

FOTO: SCANPIX

Bak­te­ri­e­for­s­kra­ek­kel­sen stik­ker af med Aza Hol­mes i Jo­hn Gre­ens rø­ren­de ro­man.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.