La­e­ge på af­ve­je

Weekendavisen - - Faktisk - Af MET­TE FINDERUP

Han kun­ne ik­ke få den ski­de lås op.

Sil­vi­us og tre an­dre børn er ble­vet ud­valgt af trold­kvin­den Eri­na til at kom­me i hel­tela­e­re. På de­res før­ste mis­sion skal bør­ne­ne ef­ter­for­ske dok­tor Kler­ke, der un­der­sø­ger si­ne pa­tien­ters blod i en sa­er­lig ma­ski­ne. Men det er svin­del og hum­bug, og nu vil bør­ne­ne gen­nem­sø­ge dok­tor Kler­kes vogn ...

ør­ne­ne hang ud på plad­sen, til den sid­ste pa­tient var ’hel­bredt’, og da var det for la­engst ble­vet mørkt. Det hav­de gi­vet dem mas­ser af tid til at la­eg­ge pla­ner, og Ava­ne­ra hav­de hel­dig­vis gi­vet dem pen­ge med, så de spi­ste al den ka­ge, de kun­ne prop­pe i sig til af­tens­mad. Da dok­tor Kler­ke var fa­er­dig med sin sid­ste pa­tient, pak­ke­de han om­hyg­ge­ligt ma­ski­nen sam­men og stil­le­de den ind i vog­nen. Så lå­ste han vog­nen ude­fra, hen­te­de en he­st, spa­end­te den for og kør­te hen til en stor, af­si­des ha­ve, der blev kaldt la­byrint­par­ken. Her hav­de han åben­bart ta­enkt sig at over­nat­te. »Så I li­ge det?« hvi­ske­de Ene, mens de løb ef­ter ham. »Han må ha­ve sam­let mindst to af de sto­re fla­sker med blod i dag, men han skyl­le­de dem ik­ke ud. Han tog dem ba­re med ind i sin vogn.« Pi­lo fløjte­de stil­le. »Han har helt sik­kert gang i no­get rig­tig skum­melt,« hvi­ske­de han. »Det er godt, vi har lagt en plan.« Og da la­e­gen en­de­lig holdt stil­le, gik Pi­lo hen og ban­ke­de på be­bo­el­ses­vog­nens luk­ke­de dør, mens de an­dre gem­te sig i nog­le bu­ske ta­et på. La­e­gen luk­ke­de op med det sam­me. Han stod med et kyl­lin­gelår i den ene hånd, som han var ved at spi­se. »Und­skyld, men er det dig, der er dok­tor Kler­ke?« Pi­lo spurg­te hø­fligt og buk­ke­de med hat­ten i hån­den. »Jo. Det er mig,« brum­me­de dok­to­ren og tør­re­de sin hånd på ma­ven. »Hvad kan jeg gø­re for dig, un­ge mand?« »Det er mi­ne små sø­sken­de. De er ble­vet me­get sy­ge.« Pi­lo snub­le­de over or­de­ne, så det lød, som om han var rig­tig des­pe­rat. »Nå. Det var jo ik­ke så godt. Men så må du kom­me ned på tor­vet med dem i mor­gen. Jeg åb­ner klok­ken ti,« sag­de la­e­gen. »Jeg har fri nu.« Han be­gynd­te at luk­ke dø­ren igen, og ov­re i bu­ske­ne sad Alin, Ene og Sil­vi­us og bed neg­le. Pi­lo skul­le ba­re få den la­e­ge va­ek fra vog­nen. Det var en vig­tig del af de­res plan. »Nej. Det går desva­er­re ik­ke, for de ka­ster he­le ti­den op. Og der er så man­ge af dem, at vi ik­ke rig­tig kan ba­e­re dem,« sag­de Pi­lo. »Nå? Men jeg har luk­ket. Hvad la­ver din far?« La­e­gen var al­le­re­de i gang med at luk­ke dø­ren. »Han ... han er trold­mand,« kom Pi­lo til at si­ge. Han fortrød med det sam­me. Tøm­rer el­ler skra­ed­der el­ler no­get an­det ufar­ligt hav­de va­e­ret me­get bed­re. »En trold­mand. Ser man det? Og hvor man­ge små sø­sken­de si­ger du, det dre­jer sig

Bom?« La­e­gen åb­ne­de dø­ren lidt me­re. Sla­get var ik­ke tabt end­nu. »Ni,« skynd­te Pi­lo sig at si­ge: »Og jeg er ban­ge for, de og­så smit­ter bå­de min mor og tje­ne­ste­fol­ke­ne. Så min far spør­ger, om du må­ske vil kom­me over med din ma­ski­ne og te­ste os al­le sam­men.« »Hm ... Hvor bor I hen­ne, si­ger du?« »Vi bor desva­er­re ov­re på den an­den si­de af La­byrint­par­ken, så det er sva­ert at få vog­nen med. Men jeg vil ger­ne hja­el­pe med at ba­e­re ma­ski­nen,« sag­de Pi­lo. »Min far er ret rig, og han skal nok be­ta­le dig godt!« La­e­gen tog en sid­ste luns af kyl­lin­gelå­ret og ky­le­de re­sten over i bu­ske­ne. Han var li­ge ved at ram­me Alin, som sad yderst. »Vent her­u­de, kna­egt. Så skal jeg fin­de mi­ne sa­ger.« Pi­lo var li­ge ved at la­ve sej­rs­tegn til de an­dre, men han tog sig i det og blev i rol­len som be­kym­ret sto­re­bror til en mil­li­ard små sø­sken­de. Da dok­tor Kler­ke kom til­ba­ge, hav­de han bå­de sin la­e­ge­ta­ske og en me­get stor kas­se, der så ud til at va­e­re vildt be­sva­er­lig at ba­e­re, med sig. »Det er ma­ski­nen. Og du skal vir­ke­lig pas­se på, den ik­ke går i styk­ker, kna­egt. Den er uvur­der­lig.« »Ja,« støn­ne­de Pi­lo og be­gynd­te at ba­lan­ce­re af sted med kas­sen, så godt han kun­ne. Han hav­de sva­ert ved at se, hvor han sat­te si­ne fød­der. DE an­dre tre blev i de­res skjul i bu­ske­ne, til Pi­lo og dok­tor Kler­ke var ude af sy­ne. »Han er helt klart skum­mel,« hvi­ske­de Alin. »Hvis den ma­ski­ne vir­ke­lig er så fan­ta­stisk, som han si­ger, vil­le han da ba­e­re den selv i ste­det for at over­la­de den til Pi­lo. Men desva­er­re lå­ste han, da han gik.« »Den kla­rer jeg!« Sil­vi­us var hen­ne ved dø­ren før no­gen af de an­dre. Han stil­le­de sig for­an den. Kon­cen­tre­re­de sig. Var klar. Han sag­de de magi­ske ord, han hav­de la­ert af Eri­na ... og så ... Og så vir­ke­de de over­ho­ve­det ik­ke. »Nej, nej, nej. Jeg har jo øvet det tu­sind gan­ge. Det må ba­re ik­ke gå galt. Ik­ke nu!« ta­enk­te han og gen­tog or­de­ne igen og igen, mens han hør­te Ene og Alin af­ta­le, at Alin skul­le gå med ham ind og hja­el­pe med at le­de ef­ter mista­en­ke­li­ge ting, mens Ene holdt vagt her­u­de. Han prø­ve­de igen. Der ske­te in­tet. »Skynd dig nu,« hvi­ske­de Ene. Han be­gynd­te at sve­de, men det hjalp in­gen­ting. Han kun­ne ik­ke få den ski­de lås op. Han så fortabt på den mørk­hå­re­de pi­ge. »Det må va­e­re en magisk lås,« sag­de han. »Den slags har jeg ik­ke la­ert at åb­ne end­nu. Jeg er vir­ke­lig ked af det.« »En magisk lås? Hvad be­ty­der det?« spurg­te Ene. »Det be­ty­der, at min for­mu­lar ik­ke vir­ker.« Han suk­ke­de og ha­de­de sig selv. Han var en idi­ot til magi, og han vil­le el­lers vir­ke­lig ger­ne im­po­ne­re Ene. »Pyt med det. Vi kla­rer det på den gam­mel­dags må­de.« Ene tog no­get op fra en af si­ne man­ge lom­mer og bø­je­de sig over lå­sen. Hun ro­de­de lidt rundt med dim­sen, og så hør­te Sil­vi­us det klik­ke de­r­in­de. »Så. Den var fak­tisk ik­ke så sva­er.« Hun tog i hånd­ta­get og åb­ne­de dø­ren. »Vel­kom­men til den ma­eg­ti­ge dok­tor Kler­kes mysti­ske vogn,« gri­ne­de hun og slog ud med ar­me­ne. »Wow.« Sil­vi­us var op­rig­tigt im­po­ne­ret. »Hvor­dan gjor­de du det?« Ene smi­le­de ska­evt. »Det er ba­re no­get, jeg kan.« »Men det er der da ik­ke no­gen, der ba­re kan. Det er jo vildt sejt!« ud­brød han. »Gå nu ba­re ind med jer. Jeg hol­der vagt. Jeg skri­ger som en kra­ge, hvis der kom­mer no­gen,« sag­de Ene og for­svandt i skyg­ger­ne.

Hvad fin­der bør­ne­ne mon i dok­tor Kler­kes vogn? Følg med i na­e­ste uge. Hvis du gik glip af de for­ri­ge ka­pit­ler, kan du la­e­se dem på www.we­e­ken­da­vi­sen.dk.

I L U S T A T O N: A O F I E S V E NS SON

Højt­la­es­ning

Hvis du er abon­nent, kan du hø­re hi­sto­ri­en la­est op på Ly­da­vi­sen.dk

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.