Dø­de­dan­sen med Pen­kowa

Pen­kowa. Kø­ben­havns Uni­ver­si­tets tid­li­ge­re rek­tor in­drøm­mer for før­ste gang, at han må­ske al­drig tal­te med et ik­ke-ek­si­ste­ren­de fir­ma på et ik­ke-ek­si­ste­ren­de te­le­fon­num­mer.

Weekendavisen - - Samfund - Af POUL PILGAARD JOHNSEN

alf Hem­m­ings­ens navn og ger­ning som rek­tor for Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet er ulø­se­ligt for­bun­det med dan­marks­hi­sto­ri­ens stør­ste vi­den­ska­be­li­ge svind­ler, hjer­ne­for­ske­ren Mi­le­na Pen­kowa. En uret­fa­er­dig ska­eb­ne, kan man ha­ev­de, for net­op i Hem­m­ings­ens pe­ri­o­de fra 2005 til 2017 ud­vik­le­de lan­dets før­en­de uni­ver­si­tet sig mar­kant. Nye og top­mo­der­ne fa­ci­li­te­ter som Ma­er­sk­byg­nin­gen på Bleg­dams­vej og Ni­els Bo­hr­byg­nin­gen på Jagt­vej har bi­dra­get til at gø­re Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet til en in­ter­na­tio­nalt ori­en­te­ret forsk­nings- og ud­dan­nel­ses­in­sti­tu­tion, og KUA-byg­ge­ri­et på Ama­ger og sam­lin­gen i fi­re cam­pu­s­om­rå­der fandt og­så sted med Ralf Hem­m­ings­en for bor­den­den.

Det er en kar­ri­e­re i top­pen af vel­fa­erds­sta­ten, og der­for er det selv­føl­ge­lig og­så in­ter­es­sant, når den tid­li­ge­re rek­tor i en slags er­hvervs­bi­o­gra­fi, skre­vet af jour­na­li­sten Jens Thom­sen, ret­ter en hård kri­tik mod et sy­stem, hvor le­de­re med ind­sigt i fa­ge­ne er »skub­bet va­ek fra chef­gan­gen og er­stat­tet af nye ide­er om le­del­se med ad­skil­li­ge kon­trol­le­ren­de, ad­mi­ni­stra­ti­ve lag« – laes: djø­fe­re:

»I 1987 hav­de jeg som ung chef for en stor ho­spi­tals­af­de­ling di­rek­te ad­gang til ho­spi­tals­borg­meste­ren, som end­da selv mød­te op for at se af­de­lin­gen. Som rek­tor på Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet kun­ne jeg 30 år se­ne­re end ik­ke få en ind­holds­dis­kus­sion med de le­den­de em­beds­ma­end i mi­ni­ste­ri­er­ne til trods for, at sa­gen ved­rør­te et vi­talt em­ne for en sam­fund­s­in­sti­tu­tion med en om­sa­et­ning på godt ot­te mil­li­ar­der kro­ner om året,« be­ret­ter Ralf Hem­m­ings­en i bo­gen Vel­fa­erds­stat på fal­de­re­bet?, der ud­kom­mer på tirs­dag.

Al­li­ge­vel vil de fle­ste nok skyn­de sig at blad­re frem til ka­pi­tel 13, der hand­ler om Pen­kowa­sa­gen. For nok er vi­den­ska­be­lig svin­del og ure­de­lig­hed ik­ke no­get ene­stå­en­de fa­eno­men, men det er vist al­li­ge­vel uden for­til­fa­el­de i ver­dens­hi­sto­ri­en, at den ure­de­li­ge for­sker ef­ter­føl­gen­de fa­bri­ke­rer fal­ske do­ku­men­ter for at be­vi­se sin uskyld, ly­ver sin mor og sø­ster dø­de og sam­ti­dig ple­jer na­er om­gang med lan­dets vi­den­skabs­mi­ni­ster. For slet ik­ke at ta­le om en de­kan, der via en op­ring­ning til et ik­ke-ek­si­ste­ren­de te­le­fon­num­mer til et ik­ke-ek­si­ste­ren­de fir­ma i Spa­ni­en bli­ver over­be­vist om for­ske­rens uskyld. De­ka­nen den­gang hed Ralf Hem­m­ings­en, og lad os ta­ge den med te­le­fo­nen først:

For­hi­sto­ri­en er, at et be­døm­mel­ses­ud­valg hav­de un­der­kendt Mi­le­na Pen­kowas dok­tor­dis­putats blandt an­det med den be­grun­del­se, at de fandt det helt us­and­syn­lig, at hun rent prak­tisk skul­le ha­ve kun­net nå at ud­fø­re me­re end tu­sind rot­te­for­søg. Som de­kan faldt det i Hem­m­ings­ens lod i 2003 at un­der­sø­ge den si­de af sa­gen, og det vi­ste sig me­re end be­sva­er­ligt.

Pen­kowa på­stod, at rot­te­for­sø­ge­ne var la­vet af et pri­vat me­di­ci­nal­fir­ma i Spa­ni­en, men hun og hen­des ad­vo­kat na­eg­te­de at ud­le­ve­re do­ku­men­ter­ne, som kun­ne be­vi­se på­stan­den, med hen­vis­ning til at for­sø­ge­ne var om­fat­tet af en for­tro­lig­heds­klau­sul. Pen­kowas op­da­gel­ser var nem­lig så ba­ne­bry­den­de, at fir­ma­et vil­le ud­vik­le et la­e­ge­mid­del ba­se­ret på for­sø­ge­ne, hed det, og så er to­tal hem­me­lig­hol­del­se et sa­ed­van­ligt vil­kår.

Ef­ter fle­re mø­der og lan­ge skri­ve­ri­er frem og til­ba­ge måt­te Ralf Hem­m­ings­en til sidst true med, at det vil­le få tjenst­li­ge kon­se­kven­ser for Pen­kowas an­sa­et­tel­se på Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet, hvis hun ik­ke le­ve­re­de den ef­ter­s­purg­te do­ku­men­ta­tion for rot­te­for­sø­ge­ne.

Og så kom den da og­så til sidst i form af en ra­ek­ke of­fi­ci­elt ud­se­en­de pa­pi­rer med logo og brev­ho­ved, som det span­ske fir­ma an­gi­ve­ligt hav­de sendt til Pen­kowa med re­sul­ta­ter af for­sø­ge­ne – samt et te­le­fon­num­mer til fir­ma­et, så de­ka­nen kun­ne rin­ge og få be­kra­ef­tet, at alt var i sin or­den. Og så var han over­be­vist.

»Jeg hav­de på det tids­punkt ik­ke fan­ta­si til at fo­re­stil­le mig, at den ret over­be­vi­sen­de do­ku­men­ta­tion var et falsum,« fast­slår Ralf Hem­m­ings­en i den nye bog.

RFor­try­del­ser

Men et falsum var de, for i 2011 af­slø­re­de We­e­ken­da­vi­sen, at pa­pi­rer­ne var fal­ske, og at fir­ma­et i Spa­ni­en al­drig hav­de ek­si­ste­ret. »Her må man si­ge, at pres­sen ved sin dyb­de­grav­ning af­slø­re­de no­get helt fun­da­men­talt i sa­gen, no­get, som ik­ke var fal­det mig ind,« kon­sta­te­rer han.

Men hvad så med te­le­fo­nop­ring­nin­gen?

Da Ralf Hem­m­ings­en ot­te år se­ne­re, da Pen­kowa­sa­gen var blus­set op, skul­le skri­ve et »erin­drings­no­tat« til Kø­ben­havns Uni­ver­si­tets be­sty­rel­se, hu­ske­de han for­lø­bet, som om han hav­de talt om rot­te­for­sø­ge­ne bå­de med den for­sker på uni­ver­si­te­tet i Bar­ce­lo­na, som Pen­kowa sam­ar­bej­de­de med – og som se­ne­re vi­ste sig og­så at va­e­re ble­vet snydt af hen­de – og med net­op det pri­va­te fir­ma i Spa­ni­en. Han hu­ske­de dog in­gen de­tal­jer om sam­ta­len med me­di­ci­nal­fir­ma­et. I bo­gen ved­går han for før­ste gang, at han må­ske slet ik­ke tal­te med no­gen fra fir­ma­et:

»I ly­set af, at fir­ma­et i Spa­ni­en se­ne­re vi­ste sig ik­ke at ek­si­ste­re, kan jeg ik­ke ude­luk­ke, at jeg i erin­drin­gen var kom­met til at for­veks­le sam­ta­len med en an­den sam­ta­le, som var do­ku­men­te­ret ved et te­le­fon­no­tat, om dy­re­for­sø­ge­ne med en for­sker i Spa­ni­en. (...) Jeg kan kun be­kla­ge, at jeg ik­ke kan kom­me det na­er­me­re.«

Iføl­ge Ralf Hem­m­ings­en var Pen­kowa­sa­gen »den van­ske­lig­ste og mest be­la­sten­de en­keltsag, jeg op­le­ve­de som rek­tor. Jeg er ik­ke uden med­skyld i, at sa­gen blev så lang og hård. Hav­de jeg gre­bet ind tid­li­ge­re, kun­ne den ha­ve va­e­ret for­kor­tet. Det var ba­re ik­ke til at se den­gang, og jeg tviv­ler på, at an­dre kun­ne ha­ve set det,« me­ner han og ud­dy­ber:

»Det er klart, at hvis man hav­de ad­mi­ni­stre­ret, som om en­hver for­valt­nings­akt var en po­li­tisag, kun­ne vi nok ha­ve op­da­get, at der var no­get galt, men så­dan kan man jo ik­ke for­val­te et uni­ver­si­tet, hvor forsk­nings­fri­hed og til­lid er ba­e­ren­de søj­ler.«

Hem­m­ings­ens hånd­te­ring af sa­gen blev dog mødt af vold­som kri­tik, og mon ik­ke han kan tak­ke en me­get for­stå­en­de uni­ver­si­tets­be­sty­rel­se for, at han fik lov at bli­ve sid­den­de som rek­tor? I hvert fald er det et fak­tum, at et stort an­tal aka­de­mi­ske me­d­ar­bej­de­re og frem­tra­e­den­de for­ske­re på et tids­punkt of­fent­ligt for­lang­te, at han skul­le gå af.

»Jeg op­fat­ter egent­lig ik­ke de­res kampag­ne som en per­son­lig ha­evnakt mod mig – den var nok sna­re­re et ud­slag af det sto­re com­mit­ment og den ae­re­ka­er­hed, som for­sker­ne med ret­te hav­de på uni­ver­si­te­tets veg­ne, og som rek­tor skal per­so­ni­fi­ce­re,« si­ger Ralf Hem­m­ings­en i bo­gen: »Det kra­en­ker jo in­te­gri­tets­fø­lel­sen, når så­dan no­get sker i et forsk­nings­mil­jø, og så kom­mer der en re­ak­tion: ’Hvem har an­sva­ret for at for­hin­dre, at den slags sker? Det har le­del­sen, og der­for skal vi sky­de på den.’ Det er en me­ka­nis­me, der så­dan set er lo­gisk nok. Jeg hav­de selv­føl­ge­lig ho­ve­d­ansva­ret for for­valt­nin­gen af sa­gen, men jeg blev nok og­så i en el­ler an­den grad pro­jek­tions­fi­gur for for­try­del­ser, som nog­le må­ske fik, sa­er­ligt i forsk­nings­mil­jø­et om­kring Mi­le­na Pen­kowa.«

Fan­ta­si­en rak­te ik­ke

Al­li­ge­vel må det den dag i dag un­dre, at han ik­ke st­ud­se­de over at kun­ne gå til fest med Pen­kowas fa­mi­lie­med­lem­mer, når han for la­engst hav­de få­et at vi­de, at de var dø­de. Da hjer­ne­for­ske­ren i 2003 – lidt sent – skal sva­re på be­døm­mel­ses­ud­val­gets kri­tik af hen­des dok­tor­dis­putats, skri­ver hun nem­lig til de­ka­nen:

»Jeg vil­le umid­del­bart af­le­ve­re mit svar så hur­tigt som mu­ligt, men jeg af­le­ve­rer i dag ons­dag d. 28.05.2003. Jeg har ik­ke kun­net gø­re det­te end­nu tid­li­ge­re pga. en me­get ulyk­ke­lig ha­en­del­se i min fa­mi­lie. Ons­dag d. 14. maj foru­lyk­ke­de min mor og min sø­ster i Bel­gi­en i bil, hvor­ef­ter jeg har brugt me­get tid på ho­spi­ta­let og isa­er be­gra­vel­sen.« Bå­de mo­de­ren og søste­ren var dog til ste­de, da Pen­kowa i 2009 modt­og Eli­teForsk-pri­sen, og det var Ralf Hem­m­ings­en og­så.

»Selv om jeg mu­lig­vis har hilst på mo­de­ren el­ler beg­ge kvin­der, kob­le­de jeg ik­ke det­te med den fle­re år gam­le på­stand om død og elen­dig­hed. Der­til rak­te min fan­ta­si sim­pelt­hen ik­ke,« for­kla­rer han nu.

Men fak­tisk var det ik­ke før­ste gang, Ralf Hem­m­ings­en var i sel­skab med de an­gi­ve­ligt af­dø­de fa­mi­lie­med­lem­mer. Det na­ev­nes ik­ke i bo­gen, men da Mi­le­na Pen­kowa i 2006 en­de­lig blev dok­tor ef­ter at ha­ve af­le­ve­ret en ny dis­putats, uden de om­strid­te rot­te­for­søg, delt­og han nem­lig og­så i hen­des dis­putats­fest.

Mo­de­ren og søste­ren delt­og og­så, og øjen­syn­lig må den se­ne­re rek­tor ha­ve va­e­ret travlt op­ta­get af no­gen an­dre el­ler no­get an­det, for det var ved den lej­lig­hed, at Pen­kowas mor tid­ligt un­der fe­sten holdt en ta­le og af­slø­re­de sin ga­ve. Det var et ma­le­ri af dat­te­ren.

Jens Thom­sen: Vel­fa­erds­stat på fal­de­re­bet? Ralf Hem­m­ings­en – elev, la­e­ge og le­der i et sam­fund un­der for­an­dring. 249 si­der. Gyl­den­dal. Jens Thom­sens bog om Ralf Hem­m­ings­en ud­kom­mer på man­dag.

Ralf Hem­m­ings­en har dog sta­dig in­gen god for­kla­ring på, hvor­dan han kun­ne gå til fest med for­ske­rens af­dø­de mor.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.