To, der for­står hin­an­den

Diplo­ma­ti. Det vig­tig­ste ved top­mø­det mel­lem Trump og Kim Jong-un var, at de ik­ke blo­ke­re­de for den hi­sto­ri­ske ud­vik­ling, som an­dre er i fa­erd med at ska­be på den kore­an­ske halvø.

Weekendavisen - - Udland - Af ASGER RØJLE CHRI­STEN­SEN

SIN­GA­PO­RE – Så snart de to ma­end på storska­er­men hav­de gi­vet hin­an­den et ind­le­den­de hånd­tryk, ud­brød der ju­bel i den kore­an­ske klub i Sin­ga­po­re, hvor man hav­de in­vi­te­ret til fa­el­les mor­gen­bord for­an en tv-ska­erm.

Der var stormen­de klapsal­ver, nog­le råb­te sla­gord og hav­de ar­me­ne op­pe over ho­ve­d­et, fle­re stak tom­mel­finge­ren i vej­ret, og al­le så gla­de og let­te­de ud i an­sig­ter­ne. For det­te var så vig­tigt. Det kun­ne va­e­re gå­et rent galt.

Ne­de i by­ens cen­trum i det in­ter­na­tio­na­le me­di­e­cen­ter smed fle­re af de nøg­ter­ne repor­te­re fra Syd­korea og an­dre asi­a­ti­ske lan­de ob­jek­ti­vi­te­ten over bord for en kort stund. De huje­de, jub­le­de og stim­le­de sam­men for­an ska­er­me­ne. Al­le klap­pe­de. Man stod som sild i en tøn­de med ka­me­ra­er­ne ret­tet op mod tv-ap­pa­ra­ter­ne. In­gen i de to lo­ka­ler in­ter­es­se­re­de sig i den stund det rin­ge­ste for den for­blom­me­de er­kla­e­ring, som de to her­rer, USAs pra­esi­dent, Do­nald Trump, og Nord­koreas le­der, Kim Jong-un, vil­le nå frem til at un­der­skri­ve se­ne­re på da­gen ef­ter det før­ste top­mø­de no­gen­sin­de mel­lem en ame­ri­kansk og en nord­kore­ansk le­der.

Det vig­tig­ste var slet og ret, at de mød­tes. Ven­li­ge hånd­tryk og jovi­a­le be­ma­er­k­nin­ger så ud til at sik­re, at de evi­ge og ener­ve­ren­de krigstrus­ler, som hav­de lydt fra bå­de ame­ri­kansk og nord­kore­ansk si­de gen­nem det me­ste af sid­ste år, ik­ke vil­le ven­de til­ba­ge.

Ind­til sam­me mor­gen hav­de eks­per­ter og la­eg­folk va­e­ret ban­ge for, at top­mø­det vil­le gå helt ska­evt og me­re el­ler min­dre øde­la­eg­ge den pro­ces i ret­ning af me­re fre­de­li­ge til­stan­de, som det in­ter­kore­an­ske top­mø­de i april mel­lem Kim Jong-un og den syd­kore­an­ske pra­esi­dent, Moon Jae-in, hav­de sat i va­erk.

Let­tel­se i re­gio­nen

At top­mø­det i Sin­ga­po­re mel­lem Trump og Kim trods tvivl og af­lys­nin­ger un­der­vejs i til­lø­bet end­te med at bli­ve gen­nem­ført, at in­gen ud­van­dre­de un­der­vejs, og at de blev sid­den­de la­en­ge nok sam­men til at få ta­get de be­hø­ri­ge top­mø­de­fo­to­gra­fi­er, var i de se­ne­ste uger, hvor al­le par­ter dyg­tigt hav­de ned­spil­let for­vent­nin­ger­ne, ble­vet et suc­ceskri­te­ri­um i sig selv.

Det hi­sto­ri­ske ved top­mø­det – hvis det på la­en­ge­re sigt vi­ser sig at ha­ve va­e­ret hi­sto­risk – var, at det ik­ke stand­se­de en epo­ke­gø­ren­de ud­vik­ling, som an­dre er i fa­erd med at ska­be på den kore­an­ske halvø.

»Jeg tror, at folk i he­le re­gio­nen sid­ste år var re­elt be­kym­re­de for krig,« forta­el­ler An­dray Abra­ha­mi­an, en konsulent i or­ga­ni­sa­tio­nen Cho­son Ex­chan­ge, som gen­nem man­ge år med ba­se i Sin­ga­po­re har un­der­vist nord­kore­a­ne­re i mo­der­ne for­ret­ning­s­tan­ke­gang, og som nu er for­sker ved det au­stral­ske cen­ter Grif­fith Asia. »Selv om top­mø­det ik­ke gik sa­er­lig me­get i de­tal­jer, skab­te det et rum for em­beds­ma­end fra USA og Nord­korea, hvor de kan be­va­e­ge sig fremad mod egent­li­ge re­sul­ta­ter. For­hå­bent­lig vil al­le par­ter snart ta­ge me­re kon­kre­te skridt,« fort­sa­et­ter An­dray Abra­ha­mi­an og ud­tryk­ker der­med det håb, som mil­li­o­ner af men­ne­sker i he­le ver­dens­de­len har ef­ter top­mø­det.

Det var uklart til det sid­ste, hvor­dan det vil­le gå. Syd­koreas pra­esi­dent, Moon Jae-in, er­kend­te, at han ik­ke hav­de so­vet sa­er­lig godt nat­ten for­in­den, og Nam Kwan-pyo, der er sik­ker­heds­rå­d­gi­ver for pra­esi­den­ten, ud­tal­te sam­me mor­gen til den ja­pan­ske avis Nik­kei, at han føl­te sig »som en gym­na­sie­e­lev, der ven­ter på at hø­re sva­ret fra de uni­ver­si­te­ter, jeg har søgt ind på.«

Den el­lers ve­l­in­for­me­re­de syd­kore­an­ske diplo­mat ane­de in­tet om, hvad der fo­re­gik ved de luk­ke­de mø­der an­det­steds i by­en – det gjor­de de fa­er­re­ste i den stund. Do­nald Trump var net­op lan­det di­rek­te fra en stor diplo­ma­tisk fi­a­sko ved G7-top­mø­det i Ca­na­da, og man­ge fryg­te­de, at han vil­le va­e­re i et trod­sigt hu­mør.

Men det vi­ste sig, at in­gen var me­re indstil­let på at få top­mø­det til at se ud som en suc­ces end net­op Do­nald Trump. Det gik »me­get bed­re, end no­gen kun­ne ha­ve for­ven­tet,« er­kla­e­re­de han på pla­e­nen for­an ho­tel­let, da han ef­ter de egent­li­ge mø­der gik en me­get kort slen­tre­tur sam­men med en tavs Kim Jong-un til ae­re for ver­denspres­sen.

Et fast og ubø­je­ligt løf­te

Trump hav­de for­må­et at få Kim til at sa­et­te sin un­der­skrift på et do­ku­ment, hvor par­ter­ne ud­tryk­ker et »fast og ubø­je­ligt løf­te om en kom­plet atom­ned­rust­ning af den kore­an­ske halvø«. Det vid­ste al­le godt i for­vej­en, at Kim ger­ne vil­le. Det var det, der over­ho­ve­det hav­de gjort det mu­ligt at hol­de top­mø­det. Men et bil­le­de med en mand, der sa­et­ter en høj­ti­de­lig un­der­skrift, ser godt ud i hi­sto­ri­ebø­ger­ne.

Men der­u­d­over var der ik­ke me­gen hi­sto­rie i sel­ve do­ku­men­tet. Det skul­le da va­e­re en be­kra­ef­tel­se på den gam­le sand­hed om, at hi­sto­ri­en gen­ta­ger sig.

De­le af do­ku­men­tet, som med Trumps ord var »ge­val­digt om­fat­ten­de«, var ve­ri­tab­le af­skrif­ter af de min­dre for­plig­ten­de og min­dre kon­kre­te af­snit i tid­li­ge­re do­ku­men­ter, hvor Nord­korea har for­plig­tet sig til at ned­ru­ste. An­dre de­le var i al hast løf­tet ud af Pan­munjon-er­kla­e­rin­gen fra det in­ter-kore­an­ske top­mø­de i april. Til gen­ga­eld for Kims accept af at for­hand­le vi­de­re med to­tal atom­ned­rust­ning som mål for­plig­te­de Trump sig på USAs veg­ne til at gi­ve »sik­ker­heds­ga­ran­ti­er« til Nord­korea – uden an­vis­ning af, hvad der me­nes med det.

Der­u­d­over lo­ve­de de to stats­le­de­re i do­ku­men­tet hin­an­den at ar­bej­de for bed­re re­la­tio­ner mel­lem de­res lan­de, at bi­dra­ge til en va­rig fred i Korea, at fin­de og ud­veks­le de sid­ste jor­di­ske re­ster af of­re for Korea-kri­gen for seks-et-halvt år­ti si­den – og alt­så at ar­bej­de for en to­tal atom­vå­ben­fri kore­ansk halvø.

Hvad der stod og ik­ke stod i det knap så epo­ke­gø­ren­de do­ku­ment, var imid­ler­tid ik­ke det vig­tig­ste ved top­mø­det i den ame­ri­kan­ske pra­esi­dents øj­ne. Han lag­de ik­ke skjul på, at det vig­tig­ste for ham var at ska­be det »det gan­ske sa­er­li­ge bånd« til Kim Jong-un, som han bag­ef­ter for­tal­te, at han hav­de få­et.

»Han tror på mig, og jeg tror på ham,« si­ger Trump.

Der var an­dre, der hel­ler ik­ke var så far­ligt op­ta­get af, hvad der stod i do­ku­men­tet. Mens vi ven­te­de på ord­ly­den, og in­den no­gen kend­te den, kom der al­le­re­de en nyhed fra Bei­jing om, at en of­fi­ci­el tals­mand for Ki­na of­fi­ci­elt bød re­sul­ta­tet af top­mø­det vel­kom­men. De iagt­ta­ge­re af den ky­ni­ske slags, der in­ter­es­se­rer sig for den slags do­ku­men­ter, un­dre­de sig imid­ler­tid såre.

In­gen de­tal­jer

Der hav­de un­der­vejs i for­be­re­del­ser­ne va­e­ret for­ly­den­der om, at Nord­korea vil­le stand­se si­ne tests af kortra­ek­ken­de mis­si­ler, li­ge­som man har stand­s­et prø­ve­af­fy­rin­ger af de lang­tra­ek­ken­de. Der hav­de va­e­ret ryg­ter om, at man vil­le in­vi­te­re fag­folk fra he­le ver­den til at kom­me og se de be­ryg­te­de ato­man­la­eg, og at man li­ge­frem vil­le ud­le­ve­re et atom­vå­ben el­ler to til de­struk­tion. Og den ame­ri­kan­ske uden­rigs­mi­ni­ster, Mi­ke Pom­peo, hav­de to da­ge for­in­den for­talt til pres­sen, at USA vil­le gi­ve Nord­korea »ene­stå­en­de sik­ker­heds­ga­ran­ti­er«, som var for­skel­li­ge fra, hvad USA hidtil har va­e­ret vil­lig til at gi­ve. Frem­for alt hav­de man for­ven­tet, at der i af­ta­len vil­le va­e­re sat nog­le tids­fri­ster for beg­ge par­ter, li­ge­som der har va­e­ret ved tid­li­ge­re for­søg på at la­ve atom­ned­rust­nings­af­ta­ler med Nord­korea.

Men in­gen af dis­se ele­men­ter hav­de fun­det vej til det un­der­skrev­ne do­ku­ment, som imid­ler­tid hav­de gjort Do­nald Trump, der al­tid ger­ne vil spa­re ud­gif­ter på USAs of­fent­li­ge bud­get­ter, så kry, at han på et ve­l­o­p­lagt pres­se­mø­de ef­ter top­mø­det en­si­digt og over­rum­p­len­de af­ly­ste al­le frem­ti­di­ge ame­ri­kansk-syd­kore­an­ske mi­li­ta­e­rø­vel­ser, »så la­en­ge vi ta­ler sam­men«. Trump kald­te dis­se om­strid­te øvel­ser for »krigs­le­ge«, og han ac­cep­te­re­de Nord­koreas syns­punkt om, at de er »pro­vo­ke­ren­de«. En be­slut­ning, som tog ik­ke ale­ne Syd­korea og Japan, men og­så USAs egen ha­er­le­del­se på sen­gen. For hvad ske­te der li­ge der?

Det var ty­de­ligt for al­ver­den, at det ik­ke var to gar­ve­de top­mø­de­ga­en­ge­re, som stod over for hin­an­den.

»Det var ik­ke nemt at kom­me her­til,« lød det fra Kim Jong-un. »Hvad os an­går, har for­ti­den holdt os til­ba­ge. Gam­le va­ner og for­dom­me har skyg­get for vo­res øj­ne og ører, men det har vi va­e­ret i stand til at over­vin­de, så vi har kun­net kom­me her i dag,« sag­de han ved top­mø­de­ts start.

Spil­ler ef­ter an­dre reg­ler

Kim, der var på sin la­eng­ste ud­lands­rej­se, si­den han som te­e­na­ger stu­de­re­de i Schweiz, »så me­get nervøs ud fra mor­genstun­den«, kon­sta­te­re­de den ja­pan­ske jour­na­list Shiro Sai­to fra uge­bla­det Shukan Buns­hun, der sam­men­lig­ne­de sit ind­tryk med den Kim Jong-un, som ver­den hav­de set ved de top­mø­der ta­et­te­re på hjem­li­ge ky­ster, som han in­den for de se­ne­re må­ne­der har haft med Ki­nas og Syd­koreas le­de­re.

Hans blik flak­ke­de; han skul­le he­le ti­den li­ge for­vis­se sig om, hvor han nu for­mode­des at skul­le gå hen, hvor­når der skul­le smi­les, og hvor­når der skul­le gi­ves hånd. Han flag­re­de med si­ne bril­ler i hån­den, tog sig he­le ti­den i ufor­va­ren­de at sid­de og kig­ge ned i jor­den.

»Man­ge vil sy­nes, at det­te lig­ner en sci­en­ce­fi­ctionfilm,« sag­de han med et smil gen­nem sin tolk.

Hel­ler ik­ke Trump har den sto­re er­fa­ring i den slags to­si­de­de top­mø­der – og slet ik­ke med at gø­re dem til no­gen sa­er­lig suc­ces. Hans sto­re be­va­e­gel­ser og til­sva­ren­de ord pas­se­de hel­ler ik­ke he­le ti­den li­ge smukt ind i den af­da­em­pe­de diplo­ma­ti­ske ram­me, de var pla­ce­ret i.

»Men de er ik­ke ny­be­gyn­de­re,« un­der­stre­ger den tid­li­ge­re dan­ske top­diplo­mat Jør­gen Ør­strøm Møl­ler, der i dag er ga­este­for­sker ved ISEASin­sti­tut­tet i Sin­ga­po­re.

»De spil­ler ef­ter et an­det re­gel­sa­et, end den kon­ven­tio­nel­le vis­dom til­si­ger. I re­a­li­te­ten er de me­get ens i de­res hi­gen ef­ter dra­ma, te­a­tral­ske ef­fek­ter og sla­gord. Der­for for­står de og­så hin­an­den. Tid­li­ge­re ame­ri­kan­ske pra­esi­den­ter kend­te ik­ke det nord­kore­an­ske spil og blev ud­ma­nøv­re­ret. Trump for­står Kim Jong-un og gi­ver igen med sam­me mønt,« fort­sa­et­ter Ør­strøm Møl­ler. Nord­kore­a­ner­ne var åben­lyst nye på den diplo­ma­ti­ske sce­ne, men »de gjor­de det godt i den for­stand, at de fik gjort et godt ind­tryk på Trump,« vur­de­rer An­dray Abra­ha­mi­an. »Når der op­står pro­ble­mer i den vi­de­re pro­ces, kan de bed­re kom­mu­ni­ke­re med hin­an­den,« spår han. »Top­mø­det an­er­ken­der, at Nord­korea er en su­ve­ra­en stat li­ge­som an­dre su­ve­ra­e­ne sta­ter, og det ha­e­ver utvivl­s­omt Kim Jong-uns pro­fil og Nord­koreas syn­lig­hed som en ge­opo­li­tisk spil­ler i re­gio­nen. Men det er ik­ke det sam­me som at god­ken­de lan­dets so­ci­a­le sy­stem,« un­der­stre­ger Abra­ha­mi­an.

En na­tion som al­le an­dre

»Ved at for­bed­re le­ve­stan­dar­den for sit folk kan Kim Jong-un be­va­re sin le­gi­ti­mi­tet, sin po­li­ti­ske kon­trol og sit dik­ta­turs over­le­vel­se,« si­ger pro­fes­sor Bong Yo­ung-shik fra Yon­sei-uni­ver­si­te­tet i Seoul til Sin­ga­po­re-avi­sen The Straits Times. Kim Jong-un er jo sta­dig ung. Han har ik­ke me­gen lyst til at stå i spid­sen for et fat­tigt, iso­le­ret land i de na­e­ste man­ge år­ti­er. Så no­get skul­le der ske. Det ser ud til, at han tid­ligt har er­kendt, at han har måt­tet bry­de ud af det hid­ti­di­ge møn­ster, så snart han hav­de ful­dendt sin fars am­bi­tion om at sik­re re­gi­met med atom­vå­ben, der fun­ge­rer. Det er det, han har be­stra­ebt sig på i det sid­ste hal­ve år – med den­ne uges top­mø­de i Sin­ga­po­re som det fo­re­lø­bi­ge høj­de­punkt.

»Hans pri­ma­e­re mo­ti­va­tion er, at han øn­sker an­er­ken­del­se som her­sker i et nor­malt land,« for­kla­rer pro­fes­sor Bong.

Jør­gen Ør­strøm Møl­ler kon­sta­te­rer, at Nord­korea »nu er in­de i var­men og re­elt – om end ik­ke for­melt – er en na­tion på linje med al­le an­dre. Det er et af Kim Jong-uns re­sul­ta­ter af top­mø­det.« »Det er sta­dig mu­ligt, at Trump slår om i bak­gear og for­sø­ger at skub­be Nord­korea til­ba­ge i rol­len som pa­ri­a­stat, men det er us­and­syn­ligt, at han i gi­vet fald vil få held til det,« vur­de­rer Ør­strøm Møl­ler.

FO­TO: REU­TERS/JONATHAN ERNST

Kim og Trump. »I re­a­li­te­ten er de me­get ens i de­res hi­gen ef­ter dra­ma, te­a­tral­ske ef­fek­ter og sla­gord.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.