Mid­dag i en dys­funk­tio­nel fa­mi­lie

EU-vi­sio­ner. Top­mø­det om 14 da­ge er ble­vet kaldt EUs ska­eb­ne­stund. Op­ti­mis­men er be­her­sket, for Frank­rigs Ma­cron står mut­ters ale­ne i fø­rer­hu­set for det fransk-ty­ske loko­mo­tiv.

Weekendavisen - - Udland - Af ASKE MUNCK

ARIS – Da Em­ma­nu­el Ma­cron i fjor blev Frank­rigs pra­esi­dent, drog EU-til­ha­en­ge­re over he­le kon­ti­nen­tet et let­tel­sens suk. Med val­get af den ene­ste er­kla­e­re­de pro-eu­ro­pa­ei­ske kan­di­dat, der lod sig hyl­de med Eu­ro­pa­hym­nen, blaf­ren­de EU-fa­ner og jub­len­de Eu­ro­pa­til­råb, var der håb om, at bøl­gen af EU-skep­sis en­de­lig vil­le eb­be ud og sy­net på det eu­ro­pa­ei­ske sam­ar­bej­de bli­ve me­re po­si­tivt.

In­gen­lun­de. Val­get af Ma­cron blev en en­kelt­stå­en­de und­ta­gel­se, og hans vi­sio­ner skul­le vi­se sig at va­e­re en pro­eu­ro­pa­ei­sk ø i et hav op­rørt af po­pulis­me og eu­ro­fo­bi­ske skums­prøjt. Si­den da er 92 med­lem­mer af det ek­stre­me høj­re­par­ti AfD ble­vet valgt ind i den ty­ske for­bunds­dag, de østrig­ske kon­ser­va­ti­ve har ind­gå­et re­ge­rings­sam­ar­bej­de med høj­re­po­puli­ster­ne i Fri­heds­par­ti­et, Vik­tor Or­bán er ble­vet gen­valgt til et tred­je man­dat i spid­sen for sit na­tio­na­li­sti­ske og sta­erk eu­ro­fo­bi­ske Fi­desz-par­ti, og høj­re­na­tio­na­li­ster­ne og ven­strepo­puli­ster­ne vandt for ny­lig val­get i Ita­li­en.

EU har på gan­ske kort tid ud­vik­let sig til det, den bri­ti­ske Eu­ro­pa-hi­sto­ri­ker Ti­mo­t­hy Gar­ton Ash i en kommentar i dag­bla­det The Gu­ar­di­an kal­der »en sta­er­kt dys­funk­tio­nel fa­mi­lie«. Imens har pra­esi­dent Ma­cron – for­holds­vis uan­fa­eg­tet af vir­ke­lig­he­den om­kring sig – holdt den ene glø­de­n­de, eu­ro­fi­le ta­le ef­ter den an­den. Han har talt dun­der for at gen­nem­fø­re re­for­mer af EU her og nu, hvis ik­ke po­puli­ster­ne skal lø­be uni­o­nen over en­de, og sam­ti­dig har han for­søgt at ska­be en me­re po­si­tiv forta­el­ling om EU og Eu­ro­pas frem­tid: Va­ek er flos­k­ler­ne om år­ti­ers fred og for­dra­ge­lig­hed; skif­tet ud med en ra­tio­nelt ar­gu­men­te­ret am­bi­tion om at sik­re eu­ro­pa­e­er­nes over­le­vel­se i en sta­dig me­re glo­ba­li­se­ret og ubarm­hjer­tig ver­den.

I At­hen, ved Sor­bon­ne, i Aa­chen og i EU-Par­la­men­tet i Stras­bourg har han i en ka­val­ka­de af brand­ta­ler pla­e­de­ret for en fi­nans­mi­ni­ster for Eu­rozo­nen, et ta­et­te­re og styr­ket for­svars­sam­ar­bej­de, et fa­el­les EU-bud­get samt en fa­el­le­s­eu­ro­pa­ei­sk va­luta­fond, der skal kun­ne hja­el­pe med­lem­slan­de i van­ske­lig­he­der.

PBlod­fat­tig kans­ler

Imens har Tys­klands kans­ler, An­gela Mer­kel, for­holdt sig tavs og mut. Hun le­ve­re­de først for­le­den sit kon­ci­se og no­get blod­fat­ti­ge svar på Ma­crons in­vi­ta­tion til at sa­et­te skub i det fransk-ty­ske EU-loko­mo­tiv. Og i mod­sa­et­ning til Ma­crons na­e­sten ka­ri­ke­ret gal­li­ske, flam­boy­an­te ora­to­ri­ske fag­ter sva­re­de Mer­kel på sin egen ma­ner – i et in­ter­view i Frank­fur­ter Al­l­ge­me­i­ne Son­tagszei­tung. Med sam­me kraft og pa­na­che som et styk­ke kna­ek­brød uden på­la­eg og uden no­get ek­stra at skyl­le de tør­re krum­mer ned med:

Ja, hun vil ger­ne styr­ke uni­o­nen, men nej tak til en ga­elds­u­ni­on. Ja tak til et EU-in­ve­ste­rings­bud­get, men i den la­ve­ste en­de af ska­la­en (om­kring ti mil­li­ar­der eu­ro, mens Ma­cron sna­re­re fo­re­stil­le­de sig 200 mil­li­ar­der); en eu­ro­pa­ei­sk mo­ne­ta­er fond, der kan hja­el­pe nød­sted­te lan­de? Lad gå, men kun med ud­ste­del­se af kor­te lån, be­ha­ef­tet med dra­sti­ske be­tin­gel­ser og kon­trol­le­ret af par­la­men­tet – ik­ke EU-Kom­mis­sio­nen. Og en eu­rozo­ne-fi­nans­mi­ni­ster? Ik­ke ta­le om. Det var, hvad den ty­ske kans­ler kun­ne di­ske op med. De eu­ro­pa­ei­ske dag­bla­de, kom­men­ta­rer og twit­ter­s­fa­e­ren har si­den sum­met med ryg­ter om, hvad der vil kom­me ud af det eu­ro­pa­ei­ske ska­eb­ne-top­mø­de sidst på må­ne­den – ik­ke at forg­lem­me den for­ud­gå­en­de te­te-a-te­te mel­lem Mer­kel og Ma­cron den 19. ju­ni.

»Sand­syn­lig­vis ik­ke sa­er­lig me­get«. Så­dan ly­der den køli­ge vur­de­ring fra po­li­to­lo­gen Chri­sti­an Leques­ne, en af Frank­rigs før­en­de Eu­ro­pa-eks­per­ter, til­knyt­tet en ra­ek­ke af de mest velanskrev­ne ta­en­ket­an­ke.

»Vi kom­mer ik­ke til at se man­ge af Ma­crons vi­sio­ner ma­te­ri­a­li­se­re sig på top­mø­det,« si­ger Leques­ne til We­e­ken­da­vi­sen. Ik­ke at det på no­gen må­de er over­ra­sken­de. For vir­ke­lig­he­den er en an­den i dag end for et år si­den. Den ny­ligt af­dø­de for­fat­ter Phi­lip Ro­th kon­sta­te­re­de i sin ro­man Ame­ri­kansk Pa­sto­ra­le, at »folk ta­en­ker på hi­sto­ri­en som no­get lang­sig­tet, men hi­sto­rie er fak­tisk no­get, der sker me­get plud­se­ligt.« Og iføl­ge Leques­ne er »Ma­cron sim­pelt­hen for sent på den, for­di alt er sket så hur­tigt«.

»Godt nok re­pra­e­sen­te­rer han et ly­sen­de håb for al­le pro­eu­ro­pa­e­e­re, men der er in­gen pen­dant til ham i no­get an­det EU-land, desva­er­re,« si­ger Leques­ne og til­fø­jer, at Ma­cron og hans rå­d­gi­ve­re nok har va­e­ret en ken­de nai­ve i de­res ana­ly­se af si­tu­a­tio­nen i Tys­kland.

»Vi har ud­vik­let et na­tio­nalt kik­kert­syn; haft ten­dens til at over­se det sto­re bil­le­de og fo­ku­se­re for en­si­digt på kans­le­ren, for­di vo­res egen fran­ske pra­esi­dent er så magt­fuld. Men så­dan fun­ge­rer Tys­kland jo ik­ke. Her skal kans­le­ren ba­lan­ce­re mel­lem en lang ra­ek­ke mod­stri­den­de øn­sker i en bred og for­holds­vis EU-lun­ken re­ge­rings­ko­a­li­tion mel­lem sit eget kon­ser­va­ti­ve par­ti, CDU, det bay­er­ske søster­par­ti CSU og det so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske SPD.«

At ge­nero­bre sym­bo­ler­ne

Den vur­de­ring de­les af po­li­to­lo­gen Sé­ba­stien Mail­lard, der le­der ta­en­ket­an­ken No­tre Eu­ro­pe-In­sti­tut Ja­cques Del­ors. Han ta­ger imod i kva­e­len­de mid­dags­he­de i den fran­ske ho­ved­stads 9. ar­ron­dis­se­ment, om­gi­vet af bun­ker af pa­pir og flyt­te­kas­ser, idet ta­en­ket­an­ken er i fa­erd med at flyt­te til en ny adres­se, der sym­bolsk nok lig­ger på rue de Lon­dres.

Mail­lard med­gi­ver, at sym­bolva­er­di­en i adres­sen be­kom­mer ham vel net­op på et tids­punkt, hvor bri­ter­ne er på vej ud, og til­fø­jer, mens han nip­per til sin skold­he­de kaf­fe, at Ma­crons stor­lad­ne ta­ler har spil­let en vig­tig rol­le for EU-sam­ar­bej­det, selv om man­ge nu vil se hand­ling bag de sto­re ord.

For for­skel­len på eu­ro­fo­ber­ne og EU-til­ha­en­ger­ne har al­tid pri­ma­ert lig­get i sym­bo­ler­ne. Sym­bo­ler­ne har al­tid va­e­ret eu­ro­fo­ber­nes do­ma­e­ne, og EU-til­ha­en­ger­ne har for­søgt at imø­de­gå de­res kampag­ner med kol­de fakta og tek­ni­ske da­ta. »Der­for tror jeg, det er godt set af Ma­cron at for­sø­ge at til­ba­ge­ero­bre sym­bo­ler­ne. Hans mål er at aen­dre EU-bor­ger­nes – og ik­ke mindst fransk­ma­en­de­nes – syn på EU; at gi­ve dem stolt­he­den over at va­e­re eu­ro­pa­e­er til­ba­ge; ’Ma­ke Eu­ro­pe gre­at again’, så at si­ge,« si­ger han.

I alt for man­ge år har fransk­ma­en­de­ne gjort som i man­ge an­dre eu­ro­pa­ei­ske lan­de, hvor po­li­ti­ker­ne har for­hand­let ting på plads i EU-re­gi blot for at kri­ti­se­re dem, når de var hjem­me igen.

Ni­co­las Sarkozy tal­te så­le­des om at »vri­de ar­men om på Mer­kel«, li­ge­som Hol­lan­de blev valgt på et krav om at gen­for­hand­le den eu­ro­pa­ei­ske sta­bi­li­tetspagt. Det har gø­det jor­den for eu­ro­fo­bi­en og­så blandt de sto­re etab­le­re­de par­ti­ers va­el­ge­re. Der­for er Sé­ba­stien Mail­lard over­be­vist om, at det er stra­te­gisk klogt, at Ma­cron for­sø­ger at brin­ge ’iden­ti­tet’ og ’su­ve­ra­e­ni­tet’ ud af skam­me­kro­gen og ind i en eu­ro­pa­ei­sk ram­me. »Iden­ti­tet og su­ve­ra­e­ni­tet har al­tid va­e­ret eu­ro­fo­ber­nes sta­er­ke­ste vå­ben, når de tord­ner mod EU,« som han si­ger.

Han er til gen­ga­eld ik­ke et se­kund i tvivl om, at Ma­crons form og fa­con har en pris. For på kort sigt har den ty­de­lig­vis ir­ri­te­ret Mer­kel og hen­des ko­a­li­tions­part­ne­re: »Hvis man selv er lidt fod­sla­e­ben­de – som CDU/CSU, der i dis­se ti­der na­er­mest sy­nes at va­e­re ban­ge for sin egen skyg­ge – er det sid­ste, man har brug for, at bli­ve på­dut­tet an­dres bom­ba­sti­ske vi­sio­ner,« vur­de­rer Mail­lard.

Top­mø­de-re­sul­ta­ter

Li­ge­som Chri­sti­an Leques­ne ven­ter han sig hel­ler ik­ke det sto­re af top­mø­det sidst på må­ne­den. Han spår, at det vil mun­de ud i en mini­ma­li­stisk af­ta­le om Eu­rozo­nen og en yderst skra­bet form for eu­ro­pa­ei­sk mo­ne­ta­er fond, et ek­stremt be­ske­dent EU-in­ve­ste­rings­bud­get og en af­ta­le om det så­kald­te eu­ro­pa­ei­ske in­ter­ven­tions­i­ni­ti­a­tiv (EII) – et ta­et knyt­tet sam­ar­bej­de om mi­li­ta­e­re in­ve­ste­rin­ger og ud­ryk­nings­styr­ker, der skal ska­be en sam­let ka­pa­ci­tet til EU-le­de­de mi­li­ta­e­re ak­tio­ner. Ma­cron frem­sat­te for­sla­get tid­li­ge­re på året, Mer­kel har va­e­ret imø­de­kom­men­de, og og­så bri­ter­ne ta­en­kes at va­e­re med trods det fo­re­stå­en­de Bre­xit na­e­ste år.

Et af de helt sto­re slags­mål kom­mer til gen­ga­eld til at stå om mi­grant­kri­sen. Ita­li­e­ner­ne fø­ler sig ladt i stik­ken og vil in­si­ste­re på en fa­el­le­s­eu­ro­pa­ei­sk løs­ning på pro­ble­met, og det støt­tes af bå­de ty­sker­ne og fransk­ma­en­de­ne. Men øst- og cen­tral­eu­ro­pa­e­er­ne vil strit­te vold­somt imod, til trods for at en un­ga­rer iføl­ge sa­ti­ri­ker­ne i Den To­ha­le­de Hunds Par­ti »har stør­re chan­ce for at se en ufo end en il­le­gal mi­grant i sin le­ve­tid.«

Den bul­gar­ske in­tel­lek­tu­el­le Ivan Kra­stev for­sø­ger i det se­ne­ste num­mer af tids­skrif­tet Foreign Af­fairs at for­kla­re den ga­l­op­pe­ren­de xeno­fo­bi i Øst- og Cen­tral­eu­ro­pa som et re­sul­tat af to ting. Først og frem­mest som et re­sul­tat af, at skil­le­linj­en mel­lem Øst- og Vest­eu­ro­pa i dag ik­ke be­står af for­skel­le i vel­stand så me­get som i va­ri­a­tio­ner af kul­tu­rel og et­nisk di­ver­si­tet.

Der­na­est kom­mer den mas­si­ve ud­van­dring af de bedst ud­dan­ne­de og kul­tu­relt mest kosmopo­li­ti­ske øst- og cen­tral­eu­ro­pa­e­e­re til Vest­eu­ro­pa. Mil­li­o­ner af dem pak­ke­de de­res ha­bengut og stak af fra den ene dag til den an­den, så snart Jer­n­ta­ep­pet for­svandt: Det øst­eu­ro­pa­ei­ske pa­ra­doks er, skri­ver Kra­stev, at »de, der var mest ivri­ge ef­ter for­an­dring i de­res hjem­lan­de, var de før­ste, der for­lod dem, da for­an­drin­gen kom.«

Ud­van­drin­gen har få­et fryg­ten for im­mi­gra­tion og ta­bet af egen kul­tur til at gå hånd i hånd, på­pe­ger Kra­stev, der ser det som den pri­ma­e­re år­sag til den vold­som­me va­ekst i den na­tio­na­li­sti­ske po­pulis­me i dis­se lan­de.

Chri­sti­an Leques­ne le­ve­rer en lig­nen­de ana­ly­se og til­fø­jer, at det i langt de fle­ste lan­de er in­den­rigs­po­li­tik, der do­mi­ne­rer

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.