Plant ko­ka el­ler dø!

Co­lom­bia. Søn­dag v ae l gerco­lom­bi­a­ner­ne de­res før step r ae si­den ti freds­tid i 52 år. Men ide tid­li­ge­re FAR C-zo­ner over­ta­ges mag­ten blot af an­dre kri­mi­nel­le, ko­kain pro­duk­tio­nens lår re­kor­der, og so­ci­a­le le­de­re myr­des i stort an­tal. We­e­ken­da­vi­sen rejst

Weekendavisen - - Udland - Af MAGNUS BODING HAN­SEN

CAUCA, CO­LOM­BIA – Ana­de­lia Tro­chez fryg­ter for sit liv. Som le­der af Na­sain­di­a­ner­nes by­råd i lands­by­en El Ce­ral i de uro­p­la­ge­de Cauca-bjer­ge er hun af en tru­et art: co­lom­bi­an­ske ci­vil­sam­funds­le­de­re .121 af dem blev myr­det sid­ste år, iføl­ge FN, og per 2. ju­ni var 65 so­ci­a­le le­de­re ble­vet myr­det i år – det hø­je­ste ni­veau si­den ngo’en So­mos De­fen­so­res be­gynd­te at fø­re regn­skab midt i for­ri­ge år­ti.

De fle­ste af mor­de­ne be­gås af le­je­mor­de­re og opkla­res ik­ke. 64 pro­cent af dem sker her – i de eg­ne af Co­lom­bia, der har va­e­ret al­ler­mest be­rørt af den et halvt år­hund­re­de lan­ge bor­ger­krig og dens blo­di­ge ef­ter­spil.

Kri­gen slut­te­de of­fi­ci­elt, da sta­ten og op­rørs­grup­pen FARC un­der­skrev en freds­af­ta­le i 2016 ef­ter seks års for­hand­lin­ger. Pra­esi­dent Ju­an Ma­nu­el San­tos vandt No­bels fredspris og ver­dens ka­er­lig­hed, men tab­te si­den sit eget lands ag­tel­se og går af som Co­lom­bi­as mest upo­pu­la­e­re pra­esi­dent no­gen­sin­de. Im­ple­men­te­rin­gen af af­ta­len hal­ter bag­ef­ter. Og fa­vo­rit­ten i den af­gø­ren­de an­den run­de af pra­esi­dentval­get på søn­dag, Ivan Du­que, tru­er med at om­skri­ve af­ta­len for at und­gå, at de tid­li­ge­re narkos­mug­len­de gu­e­ril­la­er slip­per for bil­ligt for straf. Imens ka­em­per an­dre va­eb­ne­de grup­per om at ryk­ke ind, hvor FARC er ryk­ket ud.

»Når dem in­de i Bog­o­tá ta­ler om fred, bli­ver vi be­kym­re­de. Her på eg­nen be­ty­der det som re­gel kun me­re død,« forta­el­ler 43-åri­ge Tro­chez mig i sit hjem af ka­ep­pe og mud­der med in­den­dørs bål­sted og en åben vin­du­es­ram­me med ud­sigt over da­len.

In­di­a­ner p r ae si­den t ene­ri­ført ly­se­rød jog­ging­dragt og ba­byblå cro­cks. Hen­des for­ha­ve er fuld af ko­ka­bu­ske. Hun er ban­ge og tra­et, si­ger hun. Al­le fi­re sam­funds­le­de­re i den lil­le bjerg­fla­ek­ke er ble­vet tru­et. De fle­ste af dem, for­di de, som hen­de, støt­ter sta­ten skok a sub­sti­tu­tions program; en cen­tral­del af freds­af­ta­len. Pro­gram­met lover fat­ti­ge land­ma­end i kon­flik­tzo­ner pen­ge og hja­elp med at skif­te til lov­li­ge af­grø­der, hvis de dropper ko­ka­plan­ter­ne, samt at byg­ge ve­je, så de lov­li­ge pro­duk­ter bli­ver let­te­re at af­sa­et­te; bum­pe­de jord­ve­je på util­ga­en­ge­li­ge bjergsi­der og år­hund­re­ders for­søm­mel­se har nem­lig gjort ko­ka til eg­nens ene­ste ren­tab­le for­ret­ning.

Ved ud­gan­gen af maj skul­le 50.000 hekta­rer med ko­ka­plan­ter va­e­re ryd­det fri­vil­ligt, men iføl­ge Fun­da­ción Ideas pa­ra la Paz er kun fjer­nel­sen af 6831 hekta­rer ve­ri­fi­ce­ret. Blot 11,4 pro­cent af den lo­ve­de tek­ni­ske bi­stand er gi­vet. Og kun halv­de­len af de fa­mi­li­er, der til­meld­te sig pro­gram­met, har mod­ta­get de­res førs te­kon­tant ud­be­ta­ling–end­nu fa­er re­de­re san­den. In­fra­struk­tur for­bed­rin­ger, jor­dre­for­mer og an­dre ini­ti­a­ti­ver med det for­mål at gø­re lov­li­ge pro­duk­ter le­ve­dyg­ti­ge hal­ter langt ef­ter, si­ger rap­por­ten. Sam­ti­dig myr­der kri­mi­nel­le i stor stil­de m, der støt­ter pro­gram­met, fora t be­skyt­te de­res for­ret­nings­grund­lag.

I ste­det for fred og fremgang er bøn­der­ne endt med død og fat­tig­dom.

Magt­t­om­rum ef­ter FARC

De brud­te løf­ter tru­er bå­de dem og fre­den. »Så la­en­ge elen­dig­he­den fort­sa­et­ter, gør kri­gen det og­så. Igen og igen har magt­t­om­rum ef­ter af­va­eb­nin­ger ført til kam­pe mel­lem an­dre va­eb­ne­de grup­per om at ud­fyl­de det. Med os som of­re,« si­ger Tro­chez.

Det ske­te, da M-19-gu­e­ril­la­en – som Gu­sta­vo Pe­tro, den an­den af de to til­ba­ge­va­e­ren­de pra­esi­dent­kan­di­da­ter, i sin tid var med i – de­mo­bi­li­se­re­de i 1990er­ne. Og det ske­te, da en ra­ek­ke høj­re­o­ri­en­te­re­de, pa­ra­mi­li­ta­e­re mi­lits­grup­per blev af­va­eb­ne­de i 2000er­ne.

Den­ne gang ud­spil­ler sig et ar­ve­føl­ge­op­gør ef­ter FARC mel­lem de til­ba­ge­va­e­ren­de gu­e­ril­la­er EPL og ELN, de neo-pa­ra­mi­li­ta­e­re, nog­le tu­sin­de FARC-dis­si­den­ter og et utal af lo­ka­le ban­der. Der hø­res sku­d­ud­veks­lin­ger fra bak­ke­top til bak­ke­top, og ban­der­ne ses pa­trul­je­re.

Og­så Trou­chez har de tru­et til ik­ke at stop­pe sin ko­kain­pro­duk­tion. Hun har plan­ter nok til at brød­fø­de si­ne fem børn, der for ny­lig flyt­te­de til­ba­ge til Cor­in­to, et par ti­mer va­ek, hvor fa­mi­li­en blev for­dre­vet fra for seks år si­den. Hun rej­ser ja­evn­ligt selv til­ba­ge for nog­le uger ad gan­gen på grund af kam­pe­ne. Hun støt­te­de sub­sti­tu­tions­pro­gram­met, si­ger hun, men har reg­nin­ger at be­ta­le. Og hun sto­ler ik­ke la­en­ge­re på sta­tens løf­ter. »De lo­ve­de os pen­ge, med­bor­ger­hu­se, nye ve­je og sko­le­til­byg­nin­ger. Vi har in­tet set til det. De snyder os – igen,« fny­ser hun. 11. april 2001 age­re­de ha­e­ren tro­jansk he­st, da de pa­ra­mi­li­ta­e­re kom og ha­er­ge­de, mo­ti­ve­ret af at FARC bo­e­de blandt om­rå­dets be­bo­e­re. Mindst 32 uskyl­di­ge bøn­der dø­de i den mas­sa­kre, iføl­ge Amnesty. Eg­nen teg­ne­de sig og­så for man­ge af de uskyl­di­ge bøn­der, der i Alva­ro Uri­bes tid som pra­esi­dent, fra 2002 til 2010, blev skudt af sol­da­ter og kla­edt ud som op­rø­re­re. En­de­lig kom ha­e­ren i 2016 sam­men med FN for at op­sam­le FARCs vå­ben og hja­el­pe dem til­ba­ge til det ci­vi­le liv i en re­in­te­gra­tions­zo­ne i La El­vira lidt ne­de af vej­en, og her be­tal­te de al­drig den bon­de­mand, hvis jord de brug­te til lej­ren, ha­ev­der Tro­chez.

An­dre forta­el­ler sam­me hi­sto­rie. »Sta­tens brud­te løf­ter er en di­rek­te år­sag til, at tro­en på freds­af­ta­len fal­der, og til at ko­kapro­duk­tio­nen boo­mer net­op nu,« forta­el­ler An­cízar Bar­rios, som er re­pra­e­sen­tant for ko­kabøn­der­nes fore­ning COCCAM i de­par­te­men­ter­ne Cauca, Na­riño og det syd­li­ge Cho­có.

Ko­kaø­ko­no­mi­en blom­strer

Imens kø­rer vi for­bi en seks hektar stor ko­ka­plan­ta­ge. Plan­tet li­ge ud til ho­ved­vej­en va­ek fra La El­vira.

»Se,« si­ger han og par­ke­rer. »Ko­kabøn­der­ne er så vre­de på re­ge­rin­gen over de brud­te løf­ter til dem, der stop­pe­de med at dyr­ke ko­ka, at de fle­ste er be­gyndt igen og ik­ke en­gang gi­der skju­le de­res plan­ter la­en­ge­re.« Ko­kapro­duk­tio­nen skøn­ne­des sid­ste år at nå re­kord­hø­je 900 ton, hvil­ket har få­et ko­kain­lan­din­ger­ne i Eu­ro­pa til at nå nye høj­der, og ko­kain­mis­bru­get til at sti­ge i USA for før­ste gang i et år­ti. 80 pro­cent af de ko­ka­plan­ter, vi kan se fra ho­ved­ve­je­ne, fand­tes ik­ke for ét år si­den, an­slår Bar­rios.

Sa­ek­ke af ko­kabla­de stab­les for­an ind­sam­lings­hu­se overalt i den fro­di­ge El Lla­ni­to-dal, før de frag­tes til ran­cho-ko­kain­la­bo­ra­to­ri­er af »los co­mi­sio­ni­st­as«, ko­kaø­ko­no­mi­ens mel­lem­ma­end mel­lem bøn­der og bag­ma­end. Men mens ko­kaø­ko­no­mi­en blom­strer, li­der bøn­der­ne. Ot­te ud af ni ko­ka­bon­de­le­de­re, som jeg mø­der, har mod­ta­get død­strus­ler fra dem, der ka­em­per om at over­ta­ge smug­ler­ru­ter og be­skat­ning af ko­kabøn­der fra FARC.

Plant ko­ka el­ler dø! ly­der de kri­mi­nel­les ul­ti­ma­tum.

Her i kom­mu­nen Bu­enos Ai­res er mindst seks ko­kabøn­der ble­vet dra­ebt i år, og he­le 36 af de le­den­de skik­kel­ser i ko­kabøn­der­nes fore­ning COCCAM er ble­vet myr­det si­den un­der­skri­vel­sen af freds­af­ta­len.

FN-rap­por­ten om mor­de­ne på so­ci­a­le le­de­re kal­der det for »en ny ten­dens«, at ci­vil­sam­funds­le­de­re nu dra­e­bes for at støt­te re­ge­rin­gens po­li­tik, ik­ke for at va­e­re i op­po­si­tion til den. Co­lom­bia som hel­hed op­le­ver si­ne la­ve­ste mor­dra­ter si­den 1970er­ne, men vol­den i de tid­li­ge­re FARC-høj­bor­ge er ste­get dra­ma­tisk. Og i sub­sti­tu­tions­pro­gram­mets om­rå­der er mor­dra­ten na­e­sten for­doblet, iføl­ge en rap­port i sid­ste må­ned fra den an­er­kend­te Fun­da­ción Ideas pa­ra la Paz: Fra 72 i ja­nu­ar 2017, da pro­gram­met blev pra­e­sen­te­ret, til 131 i marts i år.

Skridt for skridt

Al­li­ge­vel in­si­ste­rer re­ge­rin­gen på, at sub­sti­tu­tions­pro­gram­met og freds­af­ta­len er suc­ce­ser, som blot be­hø­ver tid for at slå rød­der. De fo­ku­se­rer på, at 120.000 fa­mi­li­er har til­meldt sig pro­gram­met, og på, at et mål om at tvangs­ryd­de 50.000 hektar er ble­vet op­fyldt.

For at styr­ke pla­nen har den sendt 80.000 po­li­ti­be­tjen­te og sol­da­ter til tid­li­ge­re FARC-zo­ner og ud­sta­tio­ne­ret be­skyt­tel­se til bon­de­le­de­re i 595 by­er.

»Skridt for skridt vin­der vi fre­den,« be­ret­ter San­tos’ øver­ste mand på den op­ga­ve, hans høj­kom­mis­sa­er for fred, Rod­ri­go Ri­ve­ra Sa­la­zar, på sit kon­tor i pra­esi­den­tens hvid­hva­el­ve­de kon­tor­kom­pleks Ca­sa de Na­riño.

»Alt det, vo­res re­ge­ring sår, vil den re­ge­ring, der ta­ger over ef­ter os til au­gust, hø­ste.«

I Cauca sås der ik­ke ret me­get an­det end ko­ka for ti­den, ind­ven­der jeg.

»Hør en­gang,« sva­rer mi­ni­ste­ren ro­ligt. »Der er in­gen nem må­de at gø­re det her på. Vi har en 500-punkts-plan for at brin­ge sta­ten frem til om­rå­der, hvor den al­drig har va­e­ret – og for at frem­me lov­li­ge øko­no­mi­ske ak­ti­vi­te­ter, hvor kun ulov­li­ge har fand­tes hidtil. Co­lom­bia har pro­ble­mer, ja, men hel­dig­vis bli­ver de min­dre og min­dre,« si­ger han og forta­el­ler, at han som for­svars­mi­ni­ster i 2010-11 hver mor­gen klok­ken fem fik en bri­e­fing, der of­te tal­te dra­eb­te sol­da­ter og ci­vi­le. Og at Me­del­linkar­tel­let i 1980er­ne var sta­er­ke­re end sta­ten, pra­esi­dent­kan­di­da­ter blev købt el­ler myr­det, og in­gen tro­e­de, at det no­gen­sin­de vil­le få en en­de. Nu for­hand­ler han en vå­ben­hvi­le med den stør­ste til­ba­ge­va­e­ren­de op­rørs­grup­pe, ELN.

Det er ik­ke let, men trods alt bed­re.

Co­lom­bi­as na­e­ste pra­esi­dent – Du­que el­ler Pe­tro – får en sva­er op­ga­ve med at få styr på de tid­li­ge­re FARC-zo­ner, brem­se mor­de­ne på so­ci­a­le le­de­re samt da­em­me op for ko­kapro­duk­tio­nen. Det hja­el­per ik­ke, at va­ek­sten er gå­et i stå, og lan­det nu hu­ser en mil­li­on ve­nezu­elan­ske mi­gran­ter.

»I Bu­enos Ai­res bla­e­ser fre­dens vin­de,« står der på FN-skil­te langs de ma­jesta­e­ti­ske bjerg­pas, hvor ae­s­ler sta­dig sla­e­ber land­brugs­pro­duk­ter mod fjer­ne mar­keds­plad­ser.

Men luf­ten er tyk af no­get gan­ske an­det, ha­ev­der nog­le lo­ka­le tørt: frygt.

Man­ge fø­ler, at fre­den er ved at unds­lip­pe dem. Gla­dis Fer­nan­dez har valgt at op­gi­ve sit le­der­skab for at va­er­ne om sit liv. Hun er kom­mu­nal­rå­ds­med­lem i La Es­pe­ran­za, en by på en kold og regn­fuld bjerg­top, hvor af­ro-co­lom­bi­a­ne­re, in­di­a­ne­re og land­ma­end bor si­de om si­de – de tre kul­tu­rer, som de kal­des, le­ver an­dre ste­der af­skilt.

Lat­ter­mil­de, lav­stam­me­de Fer­nan­dez ned­trap­pe­de sit engagement i rå­det, da mor­de­ne på so­ci­a­le le­de­re in­ten­si­ve­re­des ef­ter un­der­skri­vel­sen af freds­af­ta­len for­ri­ge år.

»FARC stod for lov og or­den her på eg­nen. Det var ik­ke et per­fekt sy­stem, men i det mind­ste var det for­ud­si­ge­ligt. Si­den de er ble­vet af­va­eb­net, har her va­e­ret fle­re rø­ve­ri­er og fle­re stof­fer, og in­gen kan be­skyt­te os so­ci­a­le le­de­re fra de man­ge nye va­eb­ne­de grup­per,« forta­el­ler hun mig i sin lil­le køb­mands­bu­tik i by­ens cen­trum.

En pagt med dja­e­vel­en

De fle­ste an­dre so­ci­a­le le­de­re in­si­ste­rer på ik­ke at gi­ve ef­ter for trus­ler­ne, men de er i tvivl om, hvor la­en­ge de kan hol­de stand uden me­re ef­fek­tiv hja­elp fra sta­ten. De ved godt, at den be­slut­ning, man­ge af dem for ti­den tra­ef­fer om at ven­de til­ba­ge til ko­ka­en, er en pagt med dja­ev­len og vil styr­ke den selv­sam­me narkoø­ko­no­mi, som i år­ti­er har truk­ket et spor af død gen­nem de­res lands­by­er og de­res land og helt ud til for­bru­ger­ne i Eu­ro­pa, Asi­en og USA.

»Det er jo pra­e­cis der­for, vi har ri­si­ke­ret vo­res liv på at få bøn­der­ne til at til­slut­te sig sub­sti­tu­tions­pro­gram­met – men,« har­ce­le­rer Mi­gu­el An­to­nio Muñoz, en ko­ka­bon­de­le­der fra Suárez iført Tim­ber­lands og et tra­di­tio­nelt po­n­cho­hal­størkla­e­de, »men no­get skal folk jo le­ve af. Og sub­sti­tu­tions­pro­gram­met sej­ler. Det har få­et os le­de­re til at mi­ste an­sigt over for dem, vi fik med. Og det frarø­ver os en gyl­den mu­lig­hed for at unds­lip­pe lan­dets blo­di­ge ska­eb­ne.«

»Løs­nin­gen på det he­le er sim­pel: Im­ple­men­ter freds­af­ta­len!« vur­de­rer Ben­kos Bio­jó, FARCs øver­ste mand i de­par­te­men­tet Cho­có nord her­for, hvor ELNs frem­skridt har va­e­ret sa­er­lig hur­tigt, og re­ge­rin­gens re­spons ek­stra lang­som.

For ti­den er det kun FARC, der over­hol­der af­ta­len, ha­ev­der den vel­ta­len­de, be­va­eb­ne­de af­ro-co­lom­bi­a­ner, som har fyldt det me­ste af kaf­fe­ba­ren op med sit føl­ge af livvag­ter, al­le hen­tet fra FARCs gam­le spe­ci­alstyr­ke­en­hed.

Der er no­get om det. Iføl­ge In­ter­na­tio­nal Com­mis­sion on Hu­man Rights Ve­ri­fi­ca­tion, som over­vå­ger im­ple­men­te­rin­gen, har sta­ten kun over­holdt 18,5 pro­cent af si­ne fredsløf­ter, mens FARC plan­ma­es­sigt har af­le­ve­ret 9000 vå­ben og af­va­eb­net 7000 sol­da­ter.

De kan med ret­te fø­le sig snydt. For at und­gå en gen­ta­gel­se an­be­fa­ler Bio­jó, at en even­tu­el fredsta­le med ELN i ste­det im­ple­men­te­res som i Nor­dir­land, hvor kon­flik­tens par­ter tog et lil­le skridt ad gan­gen, som de så beg­ge skul­le le­ve op til, før nye skridt blev ta­get.

Al­ter­na­ti­vet er ka­os: »Den bal­ka­ni­se­ring af vo­res tid­li­ge­re magt­ba­stio­ner, som fin­der sted for ti­den, er en lo­gisk kon­se­kvens af, at sta­ten ik­ke er ryk­ket ind med de af­tal­te ud­vik­lings­mid­ler til de glem­te landzo­ner.«

Det bør de gø­re hur­tigt, ad­va­rer han: »For hvis vi mis­ser den­ne chan­ce for fred, vil vi ik­ke over­le­ve som stat. Na­e­ste volds­cy­klus vil bli­ve et shit-show uden li­ge. Den na­e­ste krig vil ik­ke bli­ve ud­ka­em­pet med vå­ben i bjerg­om­rå­der, men med dro­ner over by­er.«

Selv­for­svars­grup­per

Fryg­ten for at sid­de fast i krigs­fa­el­den de­ler fle­re af Caucab­jer­ge­nes in­di­an­ske og af­ro-co­lom­bi­an­ske selv­for­svars­grup­per, kal­det gu­ar­di­as. De af dem, jeg mø­der, un­der­stre­ger al­le, at løs­nin­gen og­så her er den simp­le: at over­hol­de freds­af­ta­len. »Der står sort på hvidt i af­ta­len,« re­fe­re­rer Fred­dy Cor­do­ba, chef for La Gu­ar­dia Ci­mar­rona her i Bu­enos Ai­res, »at de et­ni­ske gu­ar­di­as skal ha­ve me­re an­er­ken­del­se og støt­te fra sta­ten. Hvis vi får det, vil vi i høj grad selv kun­ne stand­se de nye va­eb­ne­de grup­pers frem­march i vo­res om­rå­der.« Hans ci­mar­rona-vagt­grup­pe har – li­ge­som FARC-le­de­ren fra Cho­có – få­et sit navn ef­ter en sla­ve­l­e­der fra 1700-tal­let, der var døbt Ben­ko Bio­hó, men bed­re kendt som el gran ci­mar­ron, den sto­re sla­ve­op­rø­rer. I åre­vis har det af­ro-co­lom­bi­an­ske ci­mar­ron­vagtva­ern – her og i re­sten af lan­det – pa­trul­je­ret de­res for­fa­ed­res jord for at hol­de de kri­mi­nel­le ne­de og sto­re na­turre­s­sour­ce­ud­vin­dings­pro­jek­ter ude.

Of­te er det fo­re­gå­et ube­va­eb­net. Med lidt pen­ge fra sta­ten til løn og tra­e­ning me­ner Cor­do­ba, at de vil­le kun­ne ud­gø­re et al­de­les ef­fek­tivt na­er­po­li­ti. I ste­det be­hand­les de respekt­løst af sta­tens sik­ker­heds­styr­ker; selv nu hvor de ik­ke er en band­lyst un­der­grundsor­ga­ni­sa­tion.

»Det er så dumt,« suk­ker han. »For de har jo helt ind­ly­sen­de brug for os. Der er ik­ke en­gang te­le­fon­sig­nal her­u­de, så uden os kan de al­drig vin­de kaplø­bet med de kri­mi­nel­le om at ud­fyl­de tom­rum­met ef­ter FARC. En po­li­ti­bil in­de fra by­er­ne kan man ven­te for evigt på.«

Det har hans vagtva­ernskol­le­ga, pra­esi­den­ten for in­di­a­ner­nes by­råd i na­bo­lands­by­en La El­vira og le­der af de­res gu­ar­dia, Adol­fo Her­nan­dez, et bud på år­sa­gen til.

»Sta­ten mis­lyk­kes, for­di sta­ten ik­ke en­gang prø­ver,« ska­el­der han ud. Den 56-åri­ge land­mand, iført gum­mi­støv­ler og med en ma­che­te i buk­se­ba­el­tet, har i år­ti­er ka­em­pet for at be­skyt­te Na­sa-in­di­a­ner­ne. Han har et lil­le ar i an­sig­tet.

En ra­ek­ke rap­por­ter un­der­støt­ter hans ud­la­eg­ning. I In­ter­na­tio­nal Cri­sis Groups se­ne­ste rap­port om Co­lom­bia, fra novem­ber, ha­ev­der kil­der i hav­ne­by­en Tu­ma­co, en vol­de­lig smug­ler­re­de, at flå­den dér står i ledt­og med de selv­sam­me narko­ban­der, som den skal fo­re­stil­le at be­ka­em­pe; i marts sid­ste år blev 15 an­sat­te i statsankla­ge­rens kon­tor an­holdt for for­bin­del­ser med ban­der­ne.

Her­nan­dez har selv ind­kla­get en oberst fra eg­nen for at va­e­re narko­ban­der­nes med­sam­men­s­vor­ne – og har ef­ter­føl­gen­de mod­ta­get død­strus­ler.

»Den kri­mi­nel­le dy­na­mik er ik­ke så sva­er at for­stå, som de gør det til,« på­står han. FARC-dis­si­den­ter­ne forta­el­ler ham, at de kun er vendt til­ba­ge til kri­mi­na­li­tet på grund af sta­tens brud­te løf­ter, og ELN si­ger, at de er her for at sa­et­te sig på ko­ka­be­skat­nin­gen.

»Og Los Pe­lu­dos ved al­le og en­hver er li­ge ov­re på den an­den si­de af den bak­ke,« fort­sa­et­ter han og pe­ger. »Så jeg spør­ger ba­re: Hvis jeg kan fin­de ud af alt det, bur­de en halv mil­li­on sol­da­ter i et land, der of­fi­ci­elt be­fin­der sig i freds­tid, så ik­ke og­så kun­ne fin­de ud af det – og stop­pe det? Men ha­e­ren gør in­tet. De går fortab­te rundt i by­en uden en klar stra­te­gi.«

En by ved navn Frem­tid

Mens nat­ten sa­en­ker sig over Cauca, an­kom­mer jeg til El Por­ve­nir. Lands­by­en hed­der så­dan, joker de lo­ka­le, for­di sta­tens løf­ter her­til al­tid er por ve­nir, på vej – al­tid kun på vej. Sta­vet i et ord be­ty­der by­nav­net frem­tid. Hvor­dan ser den ud? »Så­dan der,« sva­rer kom­mu­nal­be­sty­rel­ses­for­man­den Jo­se Ed­gar Caña­ve­ral Or­te­ga og pe­ger på de grup­per af lo­ka­le, som sid­der og drik­ker un­der blik­ta­ge, mens reg­nen trom­mer. En køter hal­ter for­bi, en juke­boks hø­res gen­nem en ølstu­es western­sky­de­dør.

»Trø­stes­løs­he­den og de mang­len­de mu­lig­he­der i li­vet er vo­res for­tid, nu­tid – og frem­tid, hvis sta­ten bli­ver ved med at svig­te os.«

Den 33-åri­ge mand har ran­de un­der øj­ne­ne og ser ud­mat­tet ud. »Det gi­ver in­gen me­ning for mig,« fort­sa­et­ter han, »at sta­ten har gjort så me­get i så lang tid for at op­nå fred, og nu plud­se­lig gør så lidt. Det se­ne­ste pra­esi­dentvalg fejre­de vi med stor en­tu­si­as­me, for San­tos skul­le gen­va­el­ges, og freds­af­ta­len sik­res. Den her gang over­va­e­rer vi val­get med et na­gen­de ube­hag, for­di vi er ved at fal­de til­ba­ge i en selv­for­sta­er­ken­de cy­klus af stats­lig for­søm­mel­se, krig og de kri­mi­nel­les re­gi­men­te – det ene­ste, vi no­gen­sin­de har kendt til her.«

Or­te­gas svo­ger blev kid­nap­pet af FARC og vend­te al­drig hjem. Al­li­ge­vel har han valgt at til­gi­ve for at gi­ve fre­den en chan­ce, si­ger han. I de om­rå­der med flest of­re for kon­flik­ten er støt­ten til freds­af­ta­len, og til Gu­sta­vo Pe­tros pra­esi­dent­kan­di­da­tur, stør­re end an­dre ste­der.

»For vi ved,« si­ger Or­te­ga, »at en­ten bry­der vi krigs­cy­klus­sen nu, el­ler og­så gør vi al­drig.«

FO­TO: REU­TERS/FEDERICO RIOS

En grup­pe lands­by­bo­e­re la­ver ko­ka­pas­ta i bjer­ge­ne i Co­lom­bi­as Na­riño-de­par­te­ment. Bøn­der­ne ser in­gen an­den ud­vej end at gen­op­ta­ge ko­kapro­duk­tio­nen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.