Ka­hlos ver­den

For før­ste gang bli­ver Fri­da Ka­hlos pri­va­te ar­se­nal af drag­ter, fo­to­gra­fi­er, smyk­ker, dag­bø­ger og be­ma­le­de kor­set­ter vist uden for Me­xi­co.

Weekendavisen - - Kultur - Ny ud­stil­ling på V&A i Lon­don.

Da Fri­da Ka­hlo dø­de kort ef­ter sin 47-års fød­sels­dag i 1954 i sit Ca­sa Azul – det blå hus – be­or­dre­de Die­go Ri­ve­ra, hen­des sto­re ka­er­lig­hed, hen­des sto­re ulyk­ke og on and off ae­g­te­mand gen­nem 25 år, Fri­da Ka­hlos per­son­li­ge ef­fek­ter gemt va­ek og låst in­de. Hu­set blev te­sta­men­te­ret til det me­xi­can­ske folk som mu­se­um for Fri­das kunst, men dag­bø­ger, fo­to­gra­fi­er, po­li­ti­ske sta­te­ments og pri­va­te ejen­de­le skul­le gem­mes va­ek i mindst 15 år ef­ter hans egen død – som ind­traf tre år se­ne­re.

Der kom så fak­tisk til at gå 50 år, helt frem til 2004, før no­gen så tin­ge­ne igen. En­hver, der har ryd­det op i et døds­bo el­ler ba­re flyt­tet si­ne eg­ne ting in­klu­si­ve alt det, der står i ka­el­de­ren, ved, hvad tid kan gø­re ved ting. Det op­le­ves der­for som et lil­le mira­kel, at Fri­da Ka­hlos kjo­ler og drag­ter og sko, kor­set­ter og ben­pro­te­ser – kend­te som de al­le­re­de er fra hen­des eg­ne ma­le­ri­er og man­ge hi­sto­ri­ske fo­to­gra­fi­er, hvor hun ba­e­rer dem – ik­ke ba­re er over­le­vet, men med grun­dig hja­elp fra et in­ter­na­tio­nalt hold af kon­ser­va­to­rer nu ha­en­ger og står på V&A i Lon­don, for før­ste gang til be­sku­el­se uden for Me­xi­co. Så fri­ske, som bar hun dem i går! Det er jo en knivskarp ba­lan­ce – hvor­når bli­ver hver­dags­gen­stan­de så godt pra­e­ser­ve­ret, at de frem­står uper­son­li­ge og li­ge­som plet­frit ge­ne­ri­ske?

Jeg kan hil­se og si­ge, at i det­te til­fa­el­de er der in­gen pro­ble­mer med en ano­ny­mi­se­ren­de gen­ska­bel­se af for­ti­den: Fri­da Ka­hlo selv er i den grad til ste­de.

HVOR­DAN er det så mu­ligt? Jo, det har må­ske i før­ste om­gang at gø­re med, at Ka­hlo valg­te og i et vist om­fang selv skab­te dis­se ro­ber som et ud­sagn. Det er ik­ke ba­re kjo­ler, det er – ik­ke mindst her, i en ve­st­lig sam­men­ha­eng – nog­le me­get sa­er­li­ge drag­ter, sam­men­sat som de er af tra­di­tio­nel­le kla­e­de­kva­li­te­ter og møn­stre fra kunst­ne­rens mødre­ne te­hu­a­na-kul­tur, men og­så an­dre de­le af Me­xi­co. Fri­da Ka­hlo var kom­mu­nist, op­rø­rer af na­tur og en slags fe­mi­nist uden selv at bru­ge det ud­tryk. Hun le­ve­de sin ung­dom i slip­strøm­men ef­ter den me­xi­can­ske re­vo­lu­tion (1910-20), Pan­cho Vil­las og Emi­li­a­no Za­pa­tas bon­de­op­rør og det in­sti­tu­tio­nel­le re­vo­lu­tions­par­tis ef­ter­føl­gen­de greb om mag­ten. For hen­de og den kreds af kunst­ne­re og in­tel­lek­tu­el­le, hun kom til at om­gi­ve sig med, var me­xi­ca­ni­dad et sla­gord og en so­ci­al og kunst­ne­risk stra­te­gi. Lan­det skul­le genop­da­ges med al den fyl­de og skøn­hed og op­findsom­hed, der var ned­lagt i de tra­di­tio­nel­le og til dels førko­lo­ni­a­le kul­tu­rer. Me­xi­ca­ner­ne skul­le gø­res stol­te af de­res op­hav. Fra 1925 ud­gav Fran­ces Toor tids­skrif­tet Me­xi­can Folkways med Die­go Ri­ve­ra som en af de fa­ste bi­drag­y­de­re. PRI – det in­sti­tu­tio­nel­le re­vo­lu­tions­par­ti – tog mag­ten i 1929; sam­me år kom den me­xi­cansk­fød­te an­tro­po­log Ani­ta Bren­ners ba­ne­bry­den­de Idols Be­hind Al­tars, et pio­ner­va­erk om lan­dets op­rin­de­li­ge kul­tu­rer, og Bren­ner skab­te be­gre­bet ’Den Me­xi­can­ske Re­na­es­san­ce’.

En af de le­den­de cau­di­l­los i den me­xi­can­ske re­vo­lu­tion, fi­lo­sof­fen José Va­scon­ce­los, greb som rek­tor for kun­sta­ka­de­mi­et og se­ne­re mi­ni­ster for of­fent­lig ud­dan­nel­se sta­fet­ten og lan­ce­re­de sin po­li­tik for visu­el op­dra­gel­se og fol­ke­lig dan­nel­se til en ny, sam­men­s­mel­tet mestizo-iden­ti­tet, som trak på al­le de­le af lan­dets for­tid. Han in­vi­te­re­de Die­go Ri­ve­ra – gen­nem 1910er­ne og de før­ste 20re bo­sat i Eu­ro­pa og ver­dens­be­rømt som den mest far­ve­sta­er­ke af ku­bi­ster­ne i Pa­ris – til at slå sig ned hjem­me i Me­xi­co og sat­te ham i spid­sen for et ko­los­salt program af mur­ma­le­ri­er på of­fent­li­ge byg­nin­ger, som skul­le gen­forta­el­le lan­dets og fol­kets hi­sto­rie i re­vo­lu­tio­nens ånd. Ri­ve­ra skif­te­de med stort held ma­ler­stil over night og blev sam­men med José Cle­men­te Orozco og David Al­fa­ro Siqueiros kendt som en af de ’Tre Sto­re’ i mu­ral-ma­le­ri­et. Fri­da Ka­hlos bi­drag fyld­te min­dre i kva­drat­me­ter, men end­te med at få mindst li­ge så stor ind­fly­del­se. Hun sky­e­de in­gen an­led­ning til at frem­ha­e­ve sin te­hu­a­na­bag­grund, for­tal­te ger­ne om sin in­di­an­ske am­me og kun­ne med en ty­pisk snert til de ke­de­li­ge ble­ge kvin­der, hun mød­te i New York og Chi­ca­go, fri­mo­digt si­ge, at »Som Te­hu­a­na bru­ger jeg jo slet ik­ke trus­ser og strøm­pe­hol­de­re«.

AT si­ge at Ka­hlo le­ve­de et dra­ma­tisk liv vil­le va­e­re no­get af en un­der­dri­vel­se. Hun blev født ind i en no­gen­lun­de well off fa­mi­lie i Coy­o­a­cán lidt syd for Me­xi­co Ci­ty i 1907 med en tysk far af jø­disk-un­garsk fa­mi­lie og en mor, der var halvt in­di­ansk. Fa­de­ren Wil­helm Ka­hlo hav­de på nog­le få år etab­le­ret sig i sit nye land som land­skab­sog ar­ki­tek­tur­fo­to­graf, aen­dret sit navn til Gu­il­ler­mo og få­et byg­get det hus, der skul­le bli­ve Fri­da Ka­hlos hjem li­vet igen­nem. Det er så og­så no­gen­lun­de al den kon­ti­nu­i­tet og tryg­hed, der blev den iko­ni­ske, self ma­de ma­ler til del. Al­le­re­de som seksår­ig blev hun ramt af po­lio, en syg­dom, der før­te til mis­dan­nel­se af hen­des ene ben, og da hun var 18, blev hun ud­sat for en al­vor­lig ulyk­ke, da den bus, hun be­fandt sig i, kol­li­de­re­de med en spor­vogn.

Fri­da fik ska­der på høj­re ben, rygsøj­len, un­der­li­vet og ma­ven og måt­te igen­nem åre­lang be­hand­ling og re­kon­va­les­cens. Den liv­li­ge, in­tel­li­gen­te og dril­ske pi­ge måt­te op­gi­ve drøm­me­ne om at bli­ve la­e­ge og ka­ste­de sig i ste­det i sin tvung­ne uvirk­som­hed over ma­le­ri­et, som hun vi­ste sig at ha­ve et helt us­a­ed­van­ligt ta­lent for.

Fri­da Ka­hlo: Making Her Self Up. 16. ju­ni – 4. novem­ber. Vi­cto­ria & Al­bert, gal­le­ri 38 og 38a, Cromwell Ro­ad, Knights­brid­ge, Lon­don SW7 2RL. Det an­be­fa­les at be­stil­le bil­let­ter på for­hånd på mu­se­ets web­s­i­te: www.vam.ac.uk/#exhi­bi­tions

Ka­hlo hav­de, da hun kun var fem­ten, mødt den be­røm­te Ri­ve­ra, der var ble­vet sat til som sin før­ste op­ga­ve i det nye na­tio­na­le program at ska­be et mur­ma­le­ri på det stats­li­ge gym­na­si­um, hvor Fri­da Ka­hlo gik som en af seks pi­ger blandt fle­re hund­re­de dren­ge. Myten – en af de man­ge – si­ger, at hun al­le­re­de da skul­le ha­ve prok­la­me­ret for si­ne ven­ner, at dén mand skul­le va­e­re far til hen­des barn. Det blev dog først seks år se­ne­re, at de to blev in­tro­du­ce­ret for hin­an­den, vist­nok af Ti­na Mo­dot­ti, den ita­li­ensk­fød­te sku­e­spil­ler, so­ci­a­le ak­ti­vist og isa­er fo­to­graf, som hav­de slå­et sig ned i Me­xi­co Ci­ty og med si­ne åb­ne sa­lo­ner blev et an­ker­punkt i by­ens in­tel­lek­tu­el­le liv. Ka­hlo var in­ter­es­se­ret i Ri­ve­ras me­nin­ger om hen­des ma­le­ri – han døm­te hen­de in­de – og de blev gift ef­ter få må­ne­der i 1928. Ka­hlo fik dog al­drig et le­ven­de­født barn med Ri­ve­ra; hun var igen­nem en ra­ek­ke abor­ter, som hver gang slog hen­de ud, og som hun hver gang kom igen­nem med kunst­ne­ri­ske ar­bej­der. Og­så Ri­ve­ras uen­de­li­ge ra­ek­ke af udenomsa­eg­te­ska­be­li­ge for­hold – til si­ne mo­del­ler, til Fri­da Ka­hlos veninder og så­gar hen­des yn­gre sø­ster – af­hand­le­de hun i si­ne ma­le­ri­er, som i sti­gen­de grad blev til i hen­des seng; sy­ge­le­je, re­fu­gi­um og ar­bejds­plads i ét og ud­sty­ret med spejl i lof­tet, så hun al­tid hav­de et mo­tiv ved hån­den – nem­lig sig selv.

Fri­da Ka­hlo re­vo­lu­tio­ne­re­de selv­portra­et­tet som is­ce­ne­sat vir­ke­lig­hed, ik­ke ba­re ved at ma­le den gen­ken­de­li­ge per­so­na, hun hav­de skabt som selv­be­vidst og vil­let ik­ke­ve­st­lig kvin­de, men og­så ved at ma­le si­ne el­ske­re ind i bil­le­der­ne som po­rtra­et­ter el­ler tekst-de­di­ka­tio­ner. Ka­hlo hav­de nem­lig og­så si­ne si­despring, med ma­end som den ja­pan­ske bil­led­hug­ger Isamu Nogu­chi, den ud­stød­te rus­si­ske re­vo­lu­tions­helt og fi­lo­sof Leon Trotskij, der lån­te Ka­hlo-Ri­ve­ra-par­rets hus og blev myr­det dér på or­dre fra Sta­lin, og gen­nem fle­re år med fo­to­gra­fen Ni­ck­o­las Mu­ray, un­garsk jø­de som Fri­das far og på linje med fa­de­ren selv op­hav til nog­le af de mest vi­bre­ren­de skøn­ne po­rtra­et­ter af hen­de. Der­til et non­de­skript an­tal kvin­der og ano­ny­me ma­end, som Ka­hlo ty­e­de til i pe­ri­o­der, hvor hun og­så mis­brug­te me­di­cin og al­ko­hol.

I åre­ne ef­ter at Ka­hlo og Ri­ve­ra var ble­vet gift, le­ve­de de sam­men i hen­des barn­doms­hjem, som de ef­ter­hån­den for­an­dre­de fra den op­rin­de­li­ge fransk-in­spi­re­re­de stil til et me­re ur-me­xi­cansk ud­tryk, så at si­ge – et Ur­me­xi­co, de og isa­er hun selv skab­te. Hu­set blev byg­get til med nye af­de­lin­ger af vulkansk sten, det blev ma­let blåt, og det blev fyldt op med ar­ka­e­o­lo­gi­ske gen­stan­de fra pra­eco­lum­bi­ansk tid, tra­di­tio­nel­le brugs­gen­stan­de og fol­ke­li­ge vo­tiv-ma­le­ri­er, alt­så en slags tak­ke­kort til Gud fra men­ne­sker, der hav­de op­le­vet miraku­lø­se hel­bre­del­ser el­ler ba­re no­get, der lig­ne­de gud­dom­me­lig ind­gri­ben i de­res livs mi­se­rer. Vo­tiv-bil­le­der­ne var ty­pisk ret små og ma­let på me­tal­pla­de, holdt i en na­tu­ra­li­stisk-nai­vi­stisk stil, som Ka­hlo tog til sig og løf­te­de til det subli­me. Fri­da Ka­hlo op­le­ve­de al­le­re­de tid­ligt i li­vet, at hun ik­ke helt pas­se­de ind i de af­stuk­ne ka­te­go­ri­er. På fa­mi­lieportra­et­ter­ne, som fa­de­ren op­tog, pro­me­ne­re­de hun of­te i man­de­tøj, og som vok­sen kon­stru­e­re­de hun fermt og med enorm ef­fekt sin iden­ti­tet gen­nem sin et­ni­ci­tet, sit han­di­cap, sin po­li­ti­ske over­be­vis­ning og sin kunst.

Med til den kon­struk­tion hører det blå hus, fo­to­gra­fi­er­ne, hvor hun po­se­rer i si­ne al­tid tre­del­te ge­vand­ter med geo­me­trisk skår­ne over­de­le, den knal­drø­de la­e­be­stift og hen­des sir­ligt ved­li­ge­hold­te og med far­ve for­sta­er­ke­de mo­no-bryn, sig­na­tu­ren der gør hen­de gen­ken­de­lig i mør­ke. Men isa­er drag­ter­ne, som er de­ko­ra­ti­ve mo­ti­ver i ma­le­ri­er­ne, men nok så me­get in­tel­li­gen­te, po­li­ti­ske og so­ci­a­le sta­te­ments fra en an­fa­eg­tet og for­slå­et kvin­de. Fri­da Ka­hlo ud­tal­te al­le­re­de, in­den hun var fyldt tre­di­ve, at »Nu hvor mit sy­ge høj­re ben er ble­vet så grimt, må jeg frem­over al­tid ba­e­re fod­sid ne­der­de­le og kjo­ler«.

Ik­ke ba­re hen­des kjo­ler blev til bil­le­der, og­så hen­des støt­te­kor­set­ter blev be­ma­let med land­ska­ber, sym­bo­ler for fra­va­e­ren­de børn og kom­mu­ni­ster­nes ham­mer og segl, som hun stolt og uge­nert frem­vi­ste. Nu ha­en­ger det he­le i Lon­don, og man for­nem­mer, at Ka­hlo selv er li­ge i na­er­he­den: Far­ve­prag­ten og gen­stan­de­nes vir­ke­lig­heds­na­er­va­er tra­ek­ker en­de­lig iko­net ud af den lidt fas­hio­na­belt fim­se­de for­tid som hel­gen for li­del­se og af­savn.

An­dré Bre­ton – man­den bag Det

sur­re­a­li­sti­ske ma­ni­fest – kald­te Ka­hlos kunst for »en bom­be om­vik­let med py­n­tebånd«. Det er en bom­be med lang de­to­na­tion­s­tid. Men ska­be­ne i Ca­sa Azul er åb­net, og bom­ben sprin­ger på V&A.

Selv­portra­et, 1948. Pri­va­te­je.

DIE­GO RI­VE­RA AND FRI­DA KA­HLO ARCHIVES, BANCO DE MÉXICO, FIDUCIARY OF THE TRUST OF THE DIE­GO RI­VE­RA AND FRI­DA KA­HLO MU­SE­UMS.

Selv­portra­et, 1932. Mo­dern Art In­ter­na­tio­nal Fo­un­da­tion, Cour­te­sy Maria and Ma­nu­el Rey­ero.

FO­TO: NI­CK­O­LAS MU­RAY

Fri­da Ka­hlo, 1939.

A L L E F O T O S : J A V I E R H I N O J O S A

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.