Det sto­re kunst­ge­de­mar­ked

Ba­sel i Schweiz har det he­le, isa­er hvis man har råd, og i dis­se år gø­res plads for at ind­hen­te det for­søm­te i bå­de køn og kon­ti­nen­ter.

Weekendavisen - - Kultur - Af SYNNE RIFBJERG

Der er no­get i luf­ten, for­u­den sol, lej­lig­heds­vis styrt­regn og for­vent­ning. På den sto­re plads for­an mes­se­hal­len i Ba­sel står folk man­dag i let an­s­pa­endt snak og hol­der øje med hin­an­den og ik­ke mindst med, hvor­når klok­ken slår el­le­ve. Så åb­nes slu­ser­ne for de nys­ger­ri­ge, de ny­ri­ge, de gam­le pen­ge og dem, der ik­ke så man­ge har, men som al­li­ge­vel skal no­get her, hvor kunst er til salg for al­le de mid­ler, der fly­der rundt i ver­den på me­re el­ler min­dre lov­lig vis.

Ger­ne kunst der fo­re­stil­ler og frem­stil­ler de­le af men­ne­ske­li­vets tra­engs­ler, som el­lers ik­ke hører med til den­ne i fle­re til­fa­el­de for­bed­re­de del af men­ne­ske­he­den, hvor man­ge med den stør­ste selv­føl­ge­lig­hed ba­e­rer de­res an­sigtsløft­nin­ger til skue. Som re­gel dem, der an­kom­mer i pri­vatjets og har guldsmyk­ker så tun­ge, at de na­e­sten ik­ke kan hol­de sig op­rejst. Jeg har set en ae­l­dre kvin­de fal­de for­over og for­svin­de for­la­ens ned i ta­ep­pet i den del af mes­sen, hvor lo­un­ge­om­rå­der­ne be­fin­der sig. Det er dog så tykt, at man ik­ke slår sig, men kan gå vi­de­re uden at ef­ter­la­de et af­tryk. Pen­ge bå­de lar­mer og er diskre­te. I Ba­sel bor de gam­le pen­ge, for­kla­rer en lo­kal mu­se­ums­mand mig da­gen før til en åb­ning af den ame­ri­kan­ske kunst­ner Ro­ni Horns sto­re pa­pirklip hos et af ver­dens tun­ge­ste gal­le­ri­er Hau­ser og Wir­th. Zürich, hvor åb­nin­gen fo­re­går, er for par­ve­nu­er, opkom­lin­ge, vi­ser det sig, mens folk i Ba­sel går un­der be­teg­nel­sen ’dej’. Sva­er at kom­me ind i, umu­lig at slip­pe ud af, si­ger mu­se­ums­man­den med et sar­do­nisk smil.

Par­ve­nu el­ler ej, så by­der Zürich på mas­ser af gal­le­riåb­nin­ger i for­bin­del­se med Art Ba­sel. I kunst­hal­len Mi­gros kan man se den per­u­vi­an­ske kunst­ner Te­resa Bur­ga (f. 1935), der har la­vet et rum, der skil­drer prosti­tu­e­re­de bå­de som sy­e­de duk­ker, ma­le­ri og skul­p­tu­rer, der over­ra­sken­de brin­ger min­del­ser om Pop Art. Hun har i en stor del af sin kar­ri­e­re le­vet tem­me­lig iso­le­ret fra om­ver­de­nen, og ik­ke mindst kunst­ver­de­nen, un­der sit hjem­lands mi­li­ta­er­dik­ta­tur, men som så man­ge an­dre kvin­der duk­ker hun nu op på sce­nen, hvor der i dis­se år gø­res plads for at ind­hen­te det for­søm­te i bå­de køn og kon­ti­nen­ter.

DER er 291 af ver­dens før­en­de gal­le­ri­er til ste­de og 4000 kunst­ne­re, når Art Ba­sel slår dø­re­ne op, og der er fle­re dø­re. For­u­den Art Un­li­mi­ted, som folk står i kø til på mes­sens før­ste dag, er der Li­ste, hvor 79 af ti­dens yn­gre gal­le­ri­er vi­ser kunst fra 32 lan­de. Dan­mark er og­så re­pra­e­sen­te­ret her. I alt er der iføl­ge pro­gram­met mu­lig­hed for at stif­te be­kendt­skab med 170 kunst­ne­re og må­ske, hvem ved, kø­be mor­gen­da­gens su­per­star for en slik. Det er for­modent­lig der­for, at folk be­va­e­ger sig igen­nem det gam­le bryg­ge­ri, hvor Li­ste hol­der til, i en sam­let klump og stik­ker ho­ved og krop ind og ud af de rå, sve­den­de var­me rum. Det kan va­e­re en kunst i sig selv at se kun­sten for hin­an­den i det, der hed­der Pre­view-da­ge­ne fra man­dag til ons­dag. Her kom­mer sam­le­re og mu­se­ums­folk samt an­dre gal­le­ri­ster og godt­folk med de­res VIP-kort og har ’First Choi­ce’, et an­det vig­tigt ord i den­ne ver­den, hvor der i dén grad her­sker hie­rar­ki. Den al­min­de­li­ge ’Second Choi­ce’-ga­est kan kom­me til fra tors­dag, alt­så i går. Det hand­ler om at kø­be og sa­el­ge, og som på al­le mar­keds­plad­ser er det min­dre in­ter­es­sant med dem, der ba­re kom­mer for at glo. Ob­liga­to­risk fodtøj til mes­se­brug: sne­a­kers i al­le for­mer og far­ver, kun ama­tø­rer kom­mer i ufor­nuf­tigt fodtøj.

Tre, to, én, så ryk­ker det i ma­eng­den, der ger­ne vil storme ind som ved et ud­salg, men nu er der sik­ker­hed­s­tjek, og man må bø­je sig for en stør­re magt, el­ler af­magt, den al­le­steds­na­er­va­e­ren­de ter­r­ortrus­sel, som be­ty­der, at man skal åb­ne ta­sken og kro­p­scan­nes. Så­dan er ver­den jo, og­så det er af­spej­let i et neonskilt na­e­ste dag i en af gal­le­ri­stan­de­ne, hvor or­de­ne To­talTer­ror ly­ser i blåt og rødt som et ben­zin­tanks­skilt.

NU ga­el­der det Art Un­li­mi­ted, som er ku­ra­te­ret af den i New York bo­sid­den­de Gi­an­ni Jetzer, der op­rin­de­ligt, for­ly­der det, er for­met af ae­g­te Ba­sel-’dej’. Gam­le pen­ge.

I en spørgs­mål-svar-pra­e­sen­ta­tion af Jetzer, der ku­ra­te­rer Un­li­mi­ted for tred­je år i tra­ek, kan man for­stå, at den 44-åri­ge mand svin­ger kett­le bells og jog­ger for at hol­de sig i form, drik­ker kaf­fe på Café Gra­zi­el­la (Dor­na­cher­stras­se 283, Ba­sel, så ved De det ...) og ger­ne spi­ser thai­mad. I den me­re re­le­van­te af­de­ling er han in­spi­re­ret af den schweizi­ske kunst­ner­duo Fi­s­chli og Weiss (hhv. f. 1952 og 1946-2012). Det ty­der godt, som en­hver, der er stødt på de­res le­gen­da­ri­ske kunst­film Der Lauf der Din­ge, vil vi­de. Det er her, hvor de på Ge­org Gear­løs-vis har op­byg­get en ka­e­de­re­ak­tion af be­va­e­gel­ser: for ek­sem­pel en fyldt sort pla­sti­csa­ek, der lang­somt dre­jer om sin egen ak­se i et reb fra lof­tet og sa­en­kes ned mod et bil­da­ek på høj­kant, som sa­ek­ken til sidst ram­mer, så hju­let tril­ler af sted og stø­der ind i en ny ting, som sa­et­ter end­nu en gen­stand i be­va­e­gel­se, og så­dan fort­sa­et­ter det ved hja­elp af tyng­de­kraft, kr­udt, vand, sti­ge og sta­en­ger og GAK. Man kan ik­ke løs­ri­ve sig, hvis man først er kom­met til at kig­ge på lø­jer­ne, det er bå­de Gøg og Gok­ke og stor, melan­kolsk po­esi. Og, vi­ser det sig et par da­ge tid­li­ge­re på en ud­flugt til by­en St. Gal­len, helt ind­ly­sen­de in­spi­re­ret af Schweiz’ sto­re, nu­le­ven­de kunst­ner Ro­man Sig­ner (f. 1935). Al­le­re­de på trap­pen op til hans ud­stil­ling på St. Gal­lens Kunst­mu­se­um er der an­bragt små sir­li­ge sand­bun­ker, som man et kort øje­blik kan bli­ve i tvivl om, hvor­vidt er en del af trap­pen. Det er Ro­man Sig­ner, der har på­be­gyndt den­ne sa­er­li­ge schweizi­ske skul­p­turtra­di­tion, man i et svagt øje­blik kun­ne fri­stes til at be­na­ev­ne KUK. Et skønt kor­rek­tiv til det pen­ge­sta­er­ke or­densland.

UN­LI­MI­TED by­der på sto­re in­stal­la­tio­ner og vi­de­opro­jek­ter, den slags der fyl­der me­re, end en al­min­de­lig kunst­stand har mu­lig­hed for at frem­vi­se. Man stry­ger for­bi to krid­hvi­de bar­di­ske, hvor glas med van­lig schweizisk di­sci­plin står blankpo­le­re­de og op­mar­che­re­de på rad og ra­ek­ke, for­di der se­ne­re vil bli­ve ser­ve­ret Ru­i­nart-champag­ne. Af den en­gel­ske bow­ler­hat­kla­ed­te, ve­ry bri­tish, kunst­ner­duo Gil­bert & Ge­or­ge en­gang be­ha­en­digt døbt Ru­in-Art, et sar­ka­stisk indslag, som bå­de kunst- og champag­ne­e­li­ten sag­tens kan gurg­le ned. Det ga­el­der om at gå sy­ste­ma­tisk til va­er­ks i de schweizi­ske meste­rar­ki­tek­ter Herzog og De Meu­rons han­gar­sto­re hal­ler og kryd­se af i sit in­dre for ik­ke at gå glip af no­get. No­get står, lig­ger el­ler ha­en­ger, så man ik­ke kan und­gå at se det. For ek­sem­pel ru­ma­en­ske Ana Lu­pas’ (f. 1940) Christ­mas Tree for the Years to co­me fra 1993. Det er i den grad et de­kon­stru­e­ret ju­le­trae og be­står af vred­ne, nøg­ne, af­lan­ge tra­estyk­ker, der ha­en­ger i for­skel­li­ge høj­der og an­se­e­lig la­eng­de med få, for­gyld­te bla­de og tegninger som ene­ste udsmyk­ning. For­u­den en pa­pir­sa­ek med lidt py­nt på gul­vet. Ik­ke helt så fest­ligt som Phi­lip­pe Par­renos (f. 1964) ju­le­tra­es­skul­p­tur Fraught Times fra sid­ste år, hvor bå­de tra­e­et og py­n­ten var gen­skabt i stål, nål for nål, kug­le for kug­le med ledsa­ge­teksten, at ’el­le­ve må­ne­der om året er det et kunstva­erk, og i de­cem­ber er det jul.’

I Ras­hid Jo­hn­sons (f. 1977) be­ty­de­ligt me­re le­ven­de ka­em­pe­in­stal­la­tion An­to­i­ne’s Or­gan strøm­mer kla­ver­mu­sik ud gen­nem et hav af pot­te­plan­ter i et ka­em­pe, sort­ma­let sti­ge­stil­lads. På stil­lads­hyl­der­ne er der for­u­den plan­ter­ne, der står i pot­ter, som kunst­ne­ren selv har dre­jet, og­så fjern­syns­ska­er­me med tid­li­ge­re vi­de­ova­er­ker af Jo­hn­son og bø­ger, der hand­ler om sor­te og de­res vil­kår, plus små hø­je af det i skøn­heds­in­du­stri­en ef­ter­trag­te­de shea but­ter, ud­vun­det af she­a­tra­e­et fra den fat­ti­ge Su­dan-Sa­hel-re­gion. Det hand­ler om den afri­kan­ske di­a­spora, om at va­e­re sort i Ame­ri­ka, men det er pak­ket smukt ind i grønt og så alt­så med ja­zzet kla­ver­mu­sik bag lø­vet, som lo­ka­le mu­si­ke­re di­ver­te­rer med på skift. Mens mu­sik­ken spil­ler fra Jo­hn­sons plan­teskov, fly­der far­ve­de lys­stri­ber over en af Un­li­mi­teds ae­l­dre kunst­ne­res ki­ne­ti­ske lysva­erk. Det er Car­los Cruz-Diez’ Tran­slu­cent Chro­mo­in­ter­fe­rent En­viron­ment (1974-2009), hvor man kan gå in­den for de syv op­stil­le­de ska­er­me og bli­ve en del af va­er­ket med sin egen skyg­ge, mens stri­ber af gult, sort, grønt og lil­la på skift dan­ner møn­stre, så man igen må skrue på sin op­fat­tel­se af, hvad det egent­lig er, man ser. Kunst­ne­ren er selv til ste­de i en mo­to­ri­se­ret rul­le­stol, han be­tje­ner med va­er­dig be­ha­en­dig­hed. Han er fra Ve­nezu­ela, men

Der er en­de­lø­se mu­lig­he­der for at se det bed­ste og det va­er­ste i ti­dens kunst.

bor i Pa­ris, og jeg spør­ger ham, hvad han sy­nes om, at An­to­i­ne’s Or­gan in­de ved si­den af plud­se­lig age­rer un­der­la­eg­nings­mu­sik til hans va­erk. Han ler mildt og si­ger, at det ik­ke gør no­get og ta­ger, hvad man kun­ne op­le­ve som en lil­le sej­rs­run­de i kø­re­sto­len i stri­be­va­er­ket. 94 år og hot på Ba­sel, en gla­e­de han de­ler med Car­men Her­re­ra (f. 1915), den cu­banska­me­ri­kan­ske ab­strakt-mini­ma­li­sti­ske ma­ler og skul­p­tør, der sta­dig er ak­tiv og har sat en mar­kant, rød form på hal­lens be­tongulv: Angulo Ro­jo (2018). Net­op fyldt 103, men i fuldt sving. I en film la­vet i an­led­ning af hen­des 100 år si­ger hun ven­ligt, at hun da har »ven­tet la­en­ge på, at bus­sen skul­le hol­de ved hen­des stop­pe­sted«. VI­DE­OVA­ER­KER er al­tid ud­for­dren­de, for hvem har 50 mi­nut­ter til at se hi­sto­ri­en til en­de, hvis der el­lers er så­dan en til ste­de? En del bli­ver ha­en­gen­de i Jon Raf­mans Dream Jour­nal 2016-2017 fra 2017. En sur­re­a­li­stisk ani­me­ret film, der bru­ger forta­el­le­for­mer fra det så­kald­te De­ep Web, de si­der på net­tet, hvor folk vi­ser alt det, man ik­ke har lyst til at vi­de, at men­ne­sker over­ho­ve­det kan fo­re­stil­le sig at ta­en­ke og gø­re. Det fin­des.

Hos Jon Raf­man føl­ger man to un­ge kvin­der, der rej­ser gen­nem, hvad kunst­ne­ren selv be­teg­ner som et dy­sto­pisk Hellsca­pe, en ør­ken med ske­letre­ster, der hvor jeg kig­ge­de med, med man­ge mu­te­re­de men­ne­ske­ty­per el­ler dyr med (u)men­ne­ske­li­ge egen­ska­ber. Ik­ke be­ha­ge­ligt, men ca­na­di­ske Raf­man

(f. 1981) er op­ta­get af at vi­se, hvor­dan in­ter­net og tek­no­lo­gi på­vir­ker vo­res psy­ke. Syd­afri­kan­ske Can­di­ce Breitz har og­så ar­bej­det med til­va­e­rel­sens skyg­ge­si­der i vi­de­ova­er­ket TLDR, der hand­ler om se­x­ar­bej­de­re i Ca­pe Town. Breitz har tid­li­ge­re la­vet po­li­ti­ske va­er­ker, der for­sø­ger at få folk til at lyt­te til mi­gran­ters hi­sto­ri­er, se­ne­st i Love Story, hvor hun fik sku­e­spil­ler­ne Juli­an­ne Mo­o­re og Alec Baldwin til at frem­fø­re rig­ti­ge mi­grant-hi­sto­ri­er, for­di vi, me­ner Breitz, er me­re til­bø­je­li­ge til at lyt­te til kend­te men­ne­sker. Her er det se­x­ar­bej­der­ne selv, der fø­rer or­det. Den chi­len­ske kunst­ner Al­fredo Jaar

(f. 1956), der og­så vil prik­ke til ver­den med si­ne va­er­ker, fo­to­gra­fi­er, fyl­der et helt rum med A Hun­dred Times Nguy­en (1994). Det er en viet­na­me­sisk pi­ge, asylan­sø­ger i Hong Kong, som Jaar fo­to­gra­fe­re­de i 1991, da han be­søg­te flygt­nin­ge­lej­ren Pil­lar Po­int. Han tog 1378 bil­le­der i alt, men det var pi­gen Nguy­en, der tavst hav­de fulgt ham rundt, mens han var der, der blev ha­en­gen­de i hans be­vidst­hed. Nu ha­en­ger hun i vo­res.

»Jeg er ud­mat­tet,« si­ger di­rek­tø­ren for et stort fransk mu­se­um på en­gelsk med fransk, liv­stra­et ac­cent. »Alt er sjovt her, selv pri­ser­ne er sjove ...« En an­der­le­des hand­le­kraf­tig hold­ning hø­res fra en ame­ri­kansk rig­mand, der har en spring-i-rend-ind­kø­ber og -vej­le­der med sig: »If you see anyt­hing in the­re – mo­der­nist – could be scul­p­tu­re, up to fi­ve mil­li­on dol­lars: Buy it.«

Jeg ta­ger et bil­le­de af en gal­le­rist, der re­pra­e­sen­te­rer sin art for­nemt på Art Ba­sel: blåt jak­kesa­et, hvid skjor­te un­der, hvidt lom­me­tørkla­e­de i den blå jak­ke­lom­me, hvi­de sne­a­kers og per­fekt ta­em­met, til­ba­ge­redt hår. Han er dansk, men ar­bej­der for Lis­son Gal­le­ry og ler, da jeg gi­ver ham hans skuds­mål. Der er, forta­el­ler han, kom­met en bog, der hed­der Tab­les, Chairs and De­a­lers, og ga­et, hvem der er på for­si­den. Ham, na­tur­lig­vis.

Da­gen ef­ter er det al­le de sto­re gal­le­ri­er, der vi­ser mus­k­ler på Art Ba­sel, og der er i sand­hed ma­te­ri­a­le til en bog med den ti­tel. Dan­ske Ni­co­lai Wal­l­ner rej­ser sig fra sin Ar­ne Jacobsen Grand Prix-stol og forta­el­ler, at han har gang i bu­tik­ken, men dog tid til at for­kla­re om kunst­ne­ren Alexander Tov­borgs me­xi­cansk lig­nen­de ka­em­pe­tab­leau­er over Je­an­ne d’Arcs hi­sto­rie, som ha­en­ger på hans stand. Ma­le­ri på kar­klu­de på la­er­red. Over­for er den an­den dan­ske gal­le­rist på Art Ba­sel, Nils Sta­erk, en mand der fak­tisk de­a­ler med me­xi­cansk kunst og og­så ser til­pas ud i det sto­re, in­ter­na­tio­na­le kunst­sel­skab. Her kig­ger he­le ver­den på he­le ver­den.

Der er en­de­lø­se mu­lig­he­der i Ba­sel for at se det bed­ste og det va­er­ste i ti­dens kunst. Vol­ta er en an­den del af mes­sen, mel­lem den helt un­ge Li­ste og den helt etab­le­re­de Art Ba­sel, for­u­den den så­kald­te Parcours, hvor man kan kunst­hop­pe Ba­sel rundt og se på kunst­ne­ri­ske indslag i byrum og til lej­lig­he­den ud­valg­te sjove lo­ka­ler. For ik­ke at na­ev­ne de man­ge ud­stil­lin­ger på mu­se­er­ne, der og­så be­nyt­ter sig af det sto­re in­flux af kunst­pin­ger og åb­ner med en her­lig vif­te af kend­te og ukend­te kunst­ne­re. Kunst­pin­ger­ne er let­tet nu, men kun­sten be­står, og den bed­ste er be­stemt en mes­se va­erd.

Ro­man Sig­ners trap­pe­in­ter­ven­tion i St. Gal­lens. Kun­sten af va­e­re mes­se-ga­est.

Sa­rah Lucas, Tit­ty Bun­ny, 2018.

Ai WeiWei-trae og mosva­eg af Ola­fur Eli­as­son.

FO­TOS: SYNNE RIFBJERG

Te­resa Bur­ga, Cu­bes, Ga­le­rie Bar­ba­ra Thumm.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.