Fal­ske monu­men­ter

Pi­er­re Le­maitres gav­mil­de an­ti- og ef­ter­krigs­fa­bel er ble­vet til en be­ru­sen­de film. En kulørt hi­sto­rie i bed­ste for­stand.

Weekendavisen - - Kultur - Af BO GRE­EN JEN­SEN KORREKTUR: LIS­BETH RINDHOLT

Vi ses derop­pe (Au re­voir là-haut). In­str. og ma­nus: Al­bert Dupon­tel. Fo­to: Vin­cent Mat­t­hi­as. 118 min. Frank­rig 2017. 30 bi­o­gra­fer.

ro­lo­gen er da­te­ret »Ma­rok­ko, novem­ber 1920«. En mand med blå jak­ke, bred­skyg­get hat og hvi­de buk­ser bli­ver ført gen­nem ga­dens sand af to be­tjen­te. Da de når til en po­li­ti­sta­tion, går de ind.

Sce­nen er set op­pe­fra og fil­met med et dro­ne­ka­me­ra. Per­spek­ti­vet er vig­tigt. Hi­sto­ri­en fo­re­går ne­de på jor­den, men det er en »stor« forta­el­ling med den sam­me kos­mi­ske syns­vin­kel, som man fin­der i gam­le ro­ma­ner af Du­mas, Hu­go og Balzac. El­ler film som Pa­ra­di­sets børn.

Man­den bli­ver sat på en stol for­an po­li­ti­in­spek­tø­ren, som gi­ver tegn til, at hånd­jer­ne­ne skal lå­ses op. Ar­re­stan­ten pra­e­sen­te­rer sig som Al­bert Mail­lard, født den 16. maj 1872 i Rue Or­de­ner i Pa­ris. Han bli­ver spurgt om sin sol­da­ter­tid. Det er en kom­pli­ce­ret hi­sto­rie. »Tid har vi nok af,« si­ger in­spek­tø­ren, og fo­re­stil­lin­gen kan be­gyn­de.

To år før er vi ved ver­denskri­gens slut­ning. Det er den 9. novem­ber 1918. En hund lø­ber gen­nem in­gen­mandsland. Beg­ge si­der ven­ter på vå­ben­hvi­len. Da trop­per­ne får or­dre til at indstil­le al­le kamp­hand­lin­ger, er der gla­e­de blandt de fran­ske styr­ker på bjergsi­de 113. Kunst­ne­ren Péri­court og forta­el­le­ren Mail­lard ser på hin­an­den og smi­ler. Den ene­ste, som ik­ke gla­e­der sig over fre­den, er kap­ta­jn Pra­del­le. Han er forta­el­lin­gens skurk og den tred­je vig­ti­ge brik i bra­et­spil­let. Pra­del­le tra­e­der straks i ka­rak­ter ved at sen­de ae­ld­ste og yng­ste sol­dat på en fu­til mis­sion. Beg­ge ma­end bli­ver skudt. Et sid­ste slag be­gyn­der.

Da Mail­lard når hen til de dø­de, ser han, at de er ble­vet skudt i ryg­gen. Pra­del­le ser, at han ser det, og tvin­ger ham bag­la­ens. En gra­nat slår ned, og forta­el­le­ren dør. Det vil si­ge: Hans hjer­te hol­der op med at slå, men

Phan når at gem­me sit ho­ved i en død he­sts mund.

Bag­ef­ter er der al­li­ge­vel lys. Péri­court får Mail­lard til at ån­de igen. De smi­ler, da end­nu en gra­nat slår ned. Péri­court får knust sit an­sigt og sva­e­ver mel­lem liv og død. Vi ser hans for­hi­sto­rie i en mor­fin­rus: den dø­de mor; den ri­ge far, som ik­ke for­står ham; den hen­giv­ne sø­ster.

ALT det­te sker i fil­mens før­ste ti mi­nut­ter. Da Péri­court våg­ner, ser han for­fa­er­det på re­ster­ne af sit an­sigt. Han skri­ver Mer­de på en tav­le som re­ak­tion på la­e­ger­nes til­bud om en pro­te­se. Re­sten af li­vet skju­ler han si­ne skam­fe­re­de tra­ek bag sta­dig me­re fan­ta­sti­ske ma­sker.

Og hvad skal dis­se ma­end gø­re re­sten af li­vet? Kri­gen fyl­der for så vidt ik­ke me­get i

Vi ses derop­pe. Al­li­ge­vel gen­nem­ly­ser den alt. Vi for­står, at de har sva­ert ved at fin­de sig til ret­te. Péri­courts fy­sik er øde­lagt. Mail­lard får us­selt ar­bej­de. Kun Pra­del­le fly­der oven­på som en prop. Li­ber­ti­ne­ren ef­terju­ste­rer sin blodtørst og genop­står som char­la­tan. Han har sin mod­pol i Péri­courts far, som er en re­la­tivt retskaf­fen ka­pi­ta­list. Sol­da­tens hjem­komst er of­te skil­dret i kun­sten. Be­skri­vel­ser­ne er bit­re, tragi­ske, pa­te­ti­ske, ab­sur­de. Na­e­sten al­le und­si­ger nor­ma­li­te­ten, som de ik­ke kan for­hol­de sig til. Slø­ret er re­vet i styk­ker. Desil­lu­sio­nen de­fi­ne­rer mo­der­nis­mens lan­ge pe­ri­o­de. Tro og moral er ble­vet en stor vit­tig­hed. Pi­er­re Le­maitres ro­man Au re­voir là-haut (2013) gør alt på en gang. Trods den gam­le form er blik­ket mo­der­ne. Det er trods alt kon­stru­e­ret på en hi­sto­risk af­stand af 100 år. I ti­dens eg­ne skrif­ter var ta­bet af sik­re va­er­di­er et dra­ma. Nu er det et grund­vil­kår.

DET er en frem­ra­gen­de forta­el­ling. Den van­si­re­de kunst­ner be­slut­ter at kor­ri­ge­re regn­ska­bet. Mail­lard har be­un­dret Péri­courts liv­ful­de tegninger. Han for­står ik­ke det pa­tri­o­ti­ske kitsch, som ven­nen nu pra­e­sen­te­rer. Péri­court har in­gen mund, så han kan ik­ke ta­le ty­de­ligt. Han med­del­er sig via ga­de­bar­net Lou­i­se, der har set ham i øj­ne­ne og rørt ved hans ar. Hun over­sa­et­ter hans gut­tu­ra­le tira­der. Og­så Lou­i­se er en smuk, lit­te­ra­er kon­struk­tion. Ef­ter­krig­sti­den har ik­ke brug for hjemvend­te sol­da­ter, men na­e­rer en hyk­le­risk trang til at ae­re de dø­de. Hver lil­le by, ja hvert kvar­ter vil ha­ve sit monu­ment. Péri­court får frem­stil­let et ka­ta­log med keno­ta­fer. »Ba­nalt + grimt + dyrt = suc­ces« si­ger han og la­ver en smi­len­de ma­ske. Monu­men­ter­ne skal for­ud­be­ta­les, det er ik­ke pla­nen at op­fø­re dem. Bed­ra­get er lu­kra­tivt og ge­ni­alt. Bestil­lin­ger­ne strøm­mer ind. Og­så Pra­del­le bli­ver rig på re­kord­tid. Han sa­et­ter en svin­del med be­gra­vel­ser i sy­stem og in­dyn­der sig hos Péri­courts sø­ster. Ven­ner­ne fo­re­ta­ger de­res mod­tra­ek. Kun de tre ma­end – og Lou­i­se – har det ful­de over­blik.

EF­TER­HÅN­DEN bli­ver ma­sker­ne me­re ab­strak­te. Mail­lard for­kla­rer po­li­ti­in­spek­tø­ren, hvor­dan det ab­strak­te blik ser vir­ke­lig­he­den fra si­den, så den forvra­en­ge­de ver­den bli­ver smuk.

Der er he­le ti­den visu­el ae­kvi­li­bris­me. Der er en ge­nu­int be­va­e­gen­de sce­ne mel­lem Péri­court père et fils (Ni­els Are­strup og Na­hu­el Bi­scay­art). Lau­rent La­fit­te er til­pas uud­grun­de­lig som Pra­del­le. Men Al­bert Dupon­tel, som og­så har in­stru­e­ret, ba­e­rer filmen i mål som Al­bert Mail­lard. Teg­ne­se­ri­ea­e­ste­tik­ken har me­get til fa­el­les med Je­an-Pi­er­re Je­u­nets skil­dring af Den Sto­re Krig i En lang for­lovel­se (2004). Og i

La cham­bre des of­fi­ci­ers fra 2001 be­ly­ste François Du­peyron det sam­me gru­ful­de em­ne med en an­den sen­si­bi­li­tet. Filmen fo­re­gik på en ho­spi­tals­stue, hvor de lem­la­e­ste­de of­fi­ce­rer fik ud­ført an­sigtskirur­gi og var gemt va­ek.

Vi ses derop­pe er me­get se­va­er­dig. Det er en film, som for­står og for­mår at si­ge sva­e­re og vig­ti­ge ting, der strit­ter i man­ge ret­nin­ger. Der er tragisk hu­mor, in­da­edt sa­ti­re og fin ka­er­lig­hed. Kunst­ne­rens ma­sker dre­jer det he­le i ret­ning af Ga­ston Leroux og Eugè­ne Sue. Det er en kulørt hi­sto­rie i bed­ste for­stand.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.