Kyl­lin­gen fra hel­ve­de

Weekendavisen - - Kultur - Af MOR­TEN BEITER LAY­OUT: MAI-BRITT BERNT JEN­SEN KORREKTUR: LIS­BETH RINDHOLT

FOR ik­ke så lang tid si­den stod jeg i Scroveg­ni’er­nes ka­pel i Pa­d­ova og kig­ge­de op på Gi­ot­tos over 700 år gam­le dom­m­me­dags­fresko på en­de­va­eg­gen. Sa­er­ligt af­de­lin­gen med hel­ve­de gør ind­tryk med de fi­re glø­de­n­de la­va­strøm­me, der ud­går fra Kristus’ stol, og Dja­e­vel­en selv, der sid­der midt i det he­le, fed og grå­dig som en ud­kants-Bud­dha på en ba­enk, fuldt be­ska­ef­ti­get med at gna­ske fortab­te sja­e­le i sig, som var de ho­t­dogs med ita­li­ensk sa­lat, som man må­ske sta­dig får dem i Sdr. Om­me. Men og­så de blå­li­ge, be­hå­re­de da­e­mo­ner, der vir­ker som nog­le, man har set før, må­ske ha­en­gen­de ved en slidt bar­disk ude ved ky­sten, le­dig­ga­en­ge­re i en plud­se­lig travl stund, op­find­som­me, op­vak­te pla­ge­ån­der på hjem­me­ba­ne. Det var, før de be­gynd­te at gå i Pra­da.

Ka­pel­let var den sten­ri­ge Scroveg­ni-fa­mi­lies for­søg på at kø­be sig ud af det hel­ve­de, som var ble­vet dem til­delt af sel­ve­ste Dan­te, der i sin Gud­dom­me­li­ge komedie hav­de pla­ce­ret pa­tri­ar­ken Re­gi­nal­do Scroveg­ni i åger­kar­le­nes hel­ve­de­skreds. »Jeg, Pa­du­as søn, blandt fl­oren­ti­ne­re sid­der, der fyl­de mi­ne øren tit med run­gen af de­res råb: Kom snart, vor før­ste rid­der, du som tre snab­ler ba­e­re skal på pun­gen!« kan man la­e­se i den syt­ten­de sang. På ka­em­pe­fresko­en ses den gam­le gni­ers søn En­ri­co kna­e­len­de, mens han af­le­ve­rer en mo­del af ka­pel­let til sel­ve­ste ma­don­na­en, og for den ga­ve hå­be­de Scroveg­ni’er­ne så, at ge­den var bar­be­ret. Hvil­ket den mu­lig­vis og­så var. I hvert fald gen­ken­des ik­ke no­gen fa­mi­lie­med­lem­mer på den »var­me« si­de af den usyn­li­ge streg, der de­ler frel­ste fra fortab­te på en­de­va­eg­gen.

Men uan­set hvor fryg­tet hel­ve­de er, så er det nok al­li­ge­vel her, de fle­stes øj­ne stop­per, når de gli­der hen over den subli­me ma­le­de forta­el­ling om den sid­ste dag. Her er bar hud, her er for­ly­stel­se på an­dres be­kost­ning, og her er sult, der bli­ver stil­let, sa­di­stisk, ero­tisk og på man­ge an­dre må­der. Hel­ve­de er gan­ske sim­pelt et me­re spa­en­den­de sted, i hvert fald for be­sku­e­ren. Og det er sva­ert ik­ke at kom­me i tan­ke om den gam­le vit­tig­hed med man­den, der dø­de og blev vist rundt i hel­ve­de, som egent­lig vir­ke­de som et me­get hyg­ge­ligt og rart sted, hvis det ik­ke li­ge var for et en­kelt hjør­ne, der var fuldt af tor­turin­stru­men­ter. Og ads­purgt hvad det var, sva­re­de Dja­e­vel­en: »Det dér? Det er ba­re no­get, vi har stå­en­de til ka­to­lik­ker­ne. Jeg ved ik­ke helt hvor­for, men de er vil­de med det.«

Vil­de er man­ge ita­li­e­ne­re og­så med ret­ten Pol­lo al­la di­a­vo­la – »Kyl­lin­gen fra hel­ve­de«, som man med en vis til­s­ni­gel­se kan kal­de den på dansk. Og man for­står dem. For me­re en­kelt og vels­ma­gen­de kan det na­e­sten ik­ke bli­ve. Om ret­ten så er fra Tosca­na som Gi­ot­to selv el­ler fra den syd­li­ge­re ro­mer­ske re­gion La­zio, som de fle­ste på­står, det er en dis­kus­sion for sig, og vi vil­le dø af sult un­der­vejs.

Blot skal na­ev­nes, at man­ge på­berå­ber sig op­ha­vet, og li­ge­le­des fin­des der en del va­ri­a­tio­ner over det di­a­bol­ske te­ma. Men ho­ved­linjer­ne er kla­re: kyl­ling og pe­peron­ci­no, ali­as cayen­nepe­ber ali­as chi­li. Hvil­ket må­ske er grun­den til nav­net. Men det er hel­ler ik­ke helt sik­kert.

Til fi­re per­so­ner skal man bru­ge en kyl­ling på om­kring et ki­lo, men me­re kan og­så gø­re det. Vig­tigst er det, at kyl­lin­gen var »rus­pan­te« i sit liv, et ud­tryk, der bru­ges bå­de om po­li­ti­ke­re af min­dre raf­fi­ne­ret art – for ek­sem­pel vil­le sø­mands­bos­sen nok kun­ne ken­de­teg­nes som rus­pan­te, for nu ik­ke at na­ev­ne no­gen nu­le­ven­de fol­ke­valg­te – men og­så om fjer­krae, der har få­et lov at skra­be i jor­den. Des­u­den cayen­nepe­ber i pul­ver, oli­veno­lie, kryd­de­ri­er ef­ter be­hag og fint salt. Med saks el­ler kniv be­fri­er man kyl­lin­gen for hals og vin­ge­spid­ser, og den va­skes og dup­pes. Der­ef­ter åb­nes kyl­lin­gen med et snit en­ten langs ryg­gen el­ler på bryst­si­den. Vig­tigst er, at man ik­ke gør beg­ge de­le, da kyl­lin­gen jo el­lers bli­ver delt i to. Der­na­est åb­nes kyl­lin­gen og bre­des ud på et spa­ek­bra­et, og den ban­kes flad med en kød­ham­mer, men uden at over­dri­ve. Så mas­se­rer man kø­det med først salt og der­ef­ter et par ske­ful­de oli­veno­lie blan­det med cayen­nepe­ber ef­ter be­hag, men un­der in­gen om­sta­en­dig­he­der så me­get, at cayen­nepe­be­ret over­dø­ver sma­gen af kyl­lin­gen. En­de­lig kan man og­så kry­dre ef­ter med for ek­sem­pel hvid­løg i he­le fed, ros­ma­rin, laur­ba­er­bla­de, sal­vie el­ler es­dra­gon, fint­hak­ket el­ler tør­ret. Når kyl­lin­gen er godt fed­tet ind, skal den ha­ve lov at stå en halv times tid i stu­et­em­pe­ra­tur og tra­ek­ke smag. Så bru­nes kyl­lin­gen i en dyb te­flon­pan­de med lidt olie, først med skind­si­den opad, mens der pla­ce­res et gry­delåg, der er lidt min­dre end pan­den, med no­get tungt oven­på for at hol­de kø­det helt ne­de på pan­den. Ef­ter fem mi­nut­ter cir­ka skif­tes der si­de, og skind­si­den kom­mer nedad, og så­dan bli­ver man ved i hvert fald i fem-seks om­gan­ge, og un­der al­le om­sta­en­dig­he­der ind­til kyl­lin­gen er mør og gen­nem­s­tegt.

Er kyl­lin­gen på et ki­lo, bur­de en times tid kun­ne gø­re det. Man kan med held til­fø­je en klat smør til sidst. Som til­be­hør er kar­to­f­ler i ovn og en grøn sa­lat ik­ke så tos­set. Og så vil man må­ske spør­ge: »Var det vir­ke­lig det he­le?« som den gam­le Scroveg­ni må­ske gjor­de det, da han måt­te slip­pe sin for­mue og dra­ge sy­d­over. Ja, det var det.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.