Post­trau­ma­tisk åben­hed

»I en trau­ma­tisk si­tu­a­tion er li­vet in­tenst.« Jan Kja­er­stad har skre­vet en 22. juli-ro­man, der in­si­ste­rer på kri­sens am­bi­va­len­te an­den si­de.

Weekendavisen - - Bøger - Af JOHANNES BAUN

Hun ser tra­et og lidt ha­er­get ud, kvin­den, der spør­ger, om hun må sa­et­te sig på den ba­enk, hvor jeg har sid­det et par ti­mer med sol, Sto­refjeld og et stop to­bak. Vi småsnak­ker, hun forta­el­ler, at hun el­sker duf­ten af pi­be­røg, men ik­ke selv ry­ger – »ik­ke den slags to­bak, i hvert fald« – og vil så hø­re, om jeg er dan­sker. Jeg for­kla­rer, at jo, jeg er her for at ta­le med Jan Kja­er­stad om hans se­ne­ste bog. Hun ser ik­ke ud, som om hun gen­ken­der nav­net, så jeg for­kla­rer, at det er en ro­man, der på man­ge må­der gi­ver min­del­ser om 22. juli.

»Jeg har ik­ke lyst til at ta­le om 22. juli. Der er no­gen, der sy­nes, det er va­el­dig in­ter­es­sant, men jeg vil ik­ke ta­le om det. Al­le ken­der no­gen, der dø­de den 22. juli,« si­ger hun.

»Er det rig­tigt?« si­ger jeg så. »Gør du og­så?« »Selv­føl­ge­lig gør jeg det, men jeg vil ik­ke ta­le om det!« si­ger hun og ven­der sig va­ek. Jeg hu­sker ik­ke at ha­ve set så vred en ryg.

Jeg er midt i bo­gens an­den del, hvor en dom­mer, Peter Malm, gør sig tan­ker om den ter­r­or­hand­ling, der er bo­gens om­drej­nings­punkt; han er ret hård, når han ser de gra­e­den­de mas­ser i ga­der­ne, hå­ner dem for at lab­be de­tal­jer i sig, så de kan slik­ke sår­et lidt me­re.

Med en slags halvdår­lig sted­fortra­e­der­samvit­tig­hed går jeg gen­nem by­en, for­bi Sen­tralst­asjo­nen, ned til ope­ra­en, der lig­ger ved van­det, alt er smukt og holdt i lyst: sten­bela­eg­nin­gen, fol­ke­ne i ele­gant som­mer­tøj, ude­ser­ve­rin­gen. Jeg kø­ber en kop kaf­fe, Oslo­fjor­den er pra­eg­tig, dan­sker­bå­den du­ver stil­le ov­re til høj­re. Jeg prø­ver at la­e­se igen, det er vir­ke­lig sva­ert, sto­le­ne på ca­fe­en er la­vet, så man har lyst til at sid­de der kor­test mu­ligt. I det blå vand for­an ope­ra­en lig­ger en skul­p­tur, der skal il­lu­de­re et is­b­jerg. Den ita­li­en­ske kunst­ner Mo­ni­ca Bon­vi­ci­ni har valgt at kal­de va­er­ket She Lies.

NA­E­STE dag fle­re sten. For­la­get As­che­houg lig­ger kønt ved en lil­le åben plads med spring­vand i det cen­tra­le Oslo, klas­sen for­na­eg­ter sig ik­ke in­den dø­re. Her­hjem­me kal­des Gyl­den­dal af og til ma­hog­ni­for­la­get; i Nor­ge kun­ne man ro­ligt ta­le om As­che­houg som mar­mor­for­la­get. Møb­ler­ne og ma­le­ri­er­ne er pra­e­cis så gam­le, at de ik­ke skal skif­tes ud, og Peter Malm, der i Sto­refjeld de­mon­stre­rer en sa­er­lig sans for ko­lo­ni­ti­dens pri­vil­e­ge­re­de liv, vil­le kun­ne fø­jes søm­løst ind.

Det går godt i Nor­ge, for­står man, det gik i hvert fald godt, ind­til ro­en blev for­styr­ret. Først kla­re­de man det selv gen­nem »de vok­sen­de for­vent­nin­gers util­freds­hed«, forta­el­ler Jan Kja­er­stad med et be­greb, han lå­ner hos den sven­ske ef­ter­krigs­tids­stats­mi­ni­ster Ta­ge Er­lan­der. For­fat­te­ren me­ner, at han for­hol­der sig neut­ralt til den nor­ske stats­mi­ni­ster, der op­tra­e­der i Sto­refjeld – det er vi ik­ke helt eni­ge om, jeg la­e­ser be­skri­vel­ser­ne som iro­nisk di­stan­ce­re­de – men in­drøm­mer ger­ne, at han har no­get stør­re am­bi­va­lens i for­hold til Ar­bei­der­par­ti­et.

»Jeg ta­en­ker, at det har va­e­ret et selv­til­fredst par­ti, men al­le de skan­di­na­vi­ske so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske par­ti­er er i dyb kri­se. Gi­ver det me­ning i vo­re sam­fund, hvor al­le er ble­vet in­di­vi­du­a­li­ster, at ha­ve en stor forta­el­ling med et lil­le­bit­te kom­mu­ni­stisk ska­er af en sto­re­bror­ag­tig tan­ke­gang? Det fru­stre­rer mig, at vi i dag ik­ke har en forta­el­ling, som kan va­e­re en fri­stel­se for folk til at be­va­e­ge sig fra høj­re mod ven­stre – for det har vi ik­ke.«

Den forta­el­ling fik man for en stund, da ro­en blev for­styr­ret 22. juli 2011. »Den sta­er­ke­ste hi­sto­rie, vi har op­le­vet i Nor­ge si­den An­den Ver­denskrig,« kal­der Kja­er­stad An­ders Be­hring Brei­viks ter­r­or­hand­lin­ger, der ko­ste­de 77 men­ne­sker li­vet, og be­skri­ver, hvor­dan en­hver kri­se har to si­der.

»Der er no­get kon­so­li­de­ren­de, som får dig til at vok­se som men­ne­ske, får dig til at se, hvad der er vig­tigt i li­vet – og helt uvig­tigt. Mi­ne fora­el­dre og bedste­fora­el­dre hav­de det sva­ert un­der kri­gen, men al­le sag­de bag­ef­ter, at det var de­res bed­ste år. Der var et sam­men­hold, en me­get me­re se­ri­øs sam­ta­le, man sat­te pris på den mad, man hav­de, man hav­de en fa­el­les fjen­de. Så det er et fa­eno­men, som al­tid er til ste­de i vo­res sam­fund og vo­res liv, og når du skri­ver en ro­man, må du og­så spej­le det aspekt, at i en trau­ma­tisk si­tu­a­tion er li­vet in­tenst.«

Jeg spør­ger for­sig­tigt, om den in­ten­si­tet kan ska­be en form for la­engsel ef­ter kri­sen, når den er ov­re?

»Ja, det tror jeg ... Nej, in­gen, hel­ler ik­ke med en pi­stol i nak­ken, vil si­ge det. Det kan man ik­ke, man kan ik­ke si­ge, at man la­en­ges til­ba­ge til en ter­r­or­hand­ling el­ler ef­ter, at det sker en gang til, men man ser, at det brag­te et sa­et va­er­di­er frem, som man lidt for hur­tigt mi­ste­de igen. Jeg skrev selv ret kri­tisk, da man et år ef­ter 22. juli ud­vi­ste asyl­børn, og spurg­te, hvad der var ble­vet af den em­pa­ti, som der blev talt om fra al­le ta­ler­sto­le? Den var for­s­vun­det i lø­bet af et år. Der var jo så­dan et sam­men­hold, en sans for ret­fa­er­dig­hed, men me­get af det for­svin­der uund­gå­e­ligt, når vi er til­ba­ge i hver­da­gen. Men i den spids­for­mu­le­re­de si­tu­a­tion kom­mer det bed­ste frem i men­ne­sker, og der er man­ge, der sta­dig re­fe­re­rer til op­le­vel­sen af at stå i ro­se­to­get – 200.000 men­ne­sker, der står med ro­ser og hører på stats­mi­ni­ste­rens og kron­prin­sens ta­ler. Det er en slags ka­ta­r­sis, du op­le­ver et stort, stort dra­ma, et gra­esk am­fi­te­a­ter, hvor du er til­sku­er til en tra­ge­die, hvor in­tet går op, og det en­der med ulyk­ke.«

I RO­MA­NEN gi­ver Kja­er­stad stem­me til tre per­so­ner, der har hver sin ind­gang til dra­bet af Ar­bei­der­par­ti-mi­ni­ste­ren Ar­ve Sto­refjeld og fi­re på­rø­ren­de. I før­ste del vak­ler den 39-åri­ge jour­na­list Ine Wang mel­lem gråd og fryd, for li­ge så cho­ke­ret hun er, li­ge så me­get pum­per det hen­des selv­fø­lel­se, at hun net­op har få­et an­ta­get en bi­o­gra­fi om Sto­refjeld – hvil­ken ulyk­ke, hvil­ken lyk­ke! – og nu er i be­gi­ven­he­der­nes ab­so­lut­te cen­trum. Dom­me­ren Peter Malm pus­ler i an­den del i sit ver­dens­fjer­ne kon­tor med en bog om ret­fa­er­dig­heds­be­gre­ber, og Ni­co­lai Ber­ge, der er endt på et ung­doms­po­li­tisk si­despor, ry­ger i tred­je del di­rek­te ind i bo­gens ho­ved­spor, da han som eks­ka­e­re­ste til Sto­refjelds dat­ter bli­ver in­ter­es­sant for bå­de me­di­er og ef­ter­for­ske­re.

Men hvor­for be­hand­le en så grun­digt be­skre­vet na­tio­nal tra­ge­die som 22. juli lit­te­ra­ert – Kja­er­stad hav­de selv bi­dra­get med fi­re sto­re avis­ar­tik­ler un­der­vejs, den sid­ste umid­del­bart før doms­af­si­gel­sen?

»Der kom ef­ter­hån­den en slags tryg­hed i at si­ge, at nu for­står vi det. Vi har for­stå­et ham, og nu skal han for Guds skyld døm­mes. Nu har vi ham. Der var et be­hov for at få de­fi­ne­ret, hvem han var, hvor­for han hav­de gjort det, og at han var skyl­dig.«

Men da al­le var til­fred­se, føl­te Kja­er­stad et be­hov for at si­ge, at nej, vi har ham jo ik­ke; der fandt han idéen til sin ro­man. »Or­det ’un­der­lig­gø­rel­se’ har al­tid va­e­ret en rød tråd i mit for­fat­ter­skab, jeg har for­søgt at fin­de et ho­ved­greb, som kan ’un­der­lig­gø­re’ no­get, som egent­lig er et gam­mel­kendt te­ma, for alt er jo skre­vet – der er 20 ma­ster­plots, ik­ke me­re, kun va­ri­a­tio­ner, så når du skal skri­ve det for 1000. gang, skal du ha­ve din egen va­ri­a­tion. Så da jeg fik idéen, ta­enk­te jeg, at jeg ik­ke ba­re kun­ne la­eg­ge et ko­pi­pa­pir over 22. juli, men at jeg kun­ne pa­ral­lel­for­sky­de det tre år til­ba­ge, nedska­le­re det ret me­get og al­li­ge­vel ha­ve man­ge ele­men­ter med, som helt uva­e­ger­ligt vil bli­ve truk­ket ind af la­e­ser­ne, der kan ind­dra­ge de­res eg­ne tan­ker, as­so­ci­a­tio­ner, er­fa­rin­ger, fø­lel­ser om­kring den her na­tio­nal­trau­ma­ti­ske ha­en­del­se. I bed­ste fald vil­le man så la­eg­ge det som en slags rum ved si­den af

»De Áe­ste skøn­lit­te­ra­e­re bø­ger til­stra­e­ber åben­hed og vil ha­ve la­e­se­ren til at ta­en­ke nye tan­ker, stil­le nye spørgs­mål, ud­vi­de ho­ri­son­ten, hol­de selv­mod­si­gel­ser i ho­ve­d­et, tå­le am­bi­va­lens.«

den selv­sta­en­di­ge hi­sto­rie, jeg skri­ver, og få et ma­er­ke­ligt dob­bel­trum.«

Dét er klas­sisk Kja­er­stad: al­drig at forta­el­le én hi­sto­rie. Mest be­røm­met i tri­lo­gi­en For­fø­re­ren (1993), Ero­bre­ren (1996) og Op­da­ge­ren (1999), hvor for­fat­te­ren med af­sa­et i Ni­els Bo­hrs te­o­ri­er om bøl­ger og par­tik­ler frem­lag­de 200 hi­sto­ri­er om ho­ved­per­so­nen Jo­nas Wer­geland – men kun­ne ha­ve for­talt 100.000 an­dre.

»I vo­re ka­o­ti­ske liv er det en trøst at la­e­se no­get mel­lem to bind el­ler hø­re no­get mel­lem ører­ne el­ler se no­get på ska­er­men, der har en klar bue: Så­dan ha­en­ger det sam­men, her er der en lo­gisk og klar løs­ning, hvor al­ting går op, en slags reg­ne­styk­ke, som går op med to stre­ger un­der. Det gi­ver jo et be­hag, en til­freds­stil­lel­se.«

– Men du op­po­ne­rer imod det?

»Ja, for al­le er eni­ge om, at så­dan er li­vet ik­ke. Så de fle­ste skøn­lit­te­ra­e­re bø­ger til­stra­e­ber åben­hed og vil åb­ne det, som al­le øn­sker at luk­ke, net­op for­di man vil ha­ve fle­re spørgs­mål ind og få la­e­se­ren til at ta­en­ke nye tan­ker, stil­le nye spørgs­mål, ud­vi­de ho­ri­son­ten, hol­de selv­mod­si­gel­ser i ho­ve­d­et, tå­le am­bi­va­lens. I fik­tio­nen vil der of­te va­e­re en åben slut­ning, hvor man ta­en­ker, at det­te men­ne­ske er ko­los­salt kom­pli­ce­ret, og jeg kan ik­ke sa­et­te det i bås, men jeg for­står det al­li­ge­vel på en el­ler an­den må­de, med krop­pen. Det er no­get ord­løst, som man får en ind­sigt i – net­op ved at la­e­se skøn-, ik­ke faglitteratur. Man ser det ho­ri­son­tale, bre­de spek­trum af for­skel­li­ge mu­lig­he­der og iden­ti­te­ter og tolk­nin­ger, og at ik­ke nød­ven­dig­vis én af dem er san­de, men at fem, seks, syv, ti af dem kan va­e­re rig­ti­ge på en gang, ved si­den af hin­an­den.«

Det et det per­spek­tiv, Kja­er­stad har øn­sket at fø­je til den na­tio­na­le trau­me­be­hand­ling. »Jeg har egent­lig ik­ke vil­let kri­ti­se­re det, der er ble­vet sagt og gjort i he­le 22. juli-pro­ces­sen, men jeg har vil­let ud­vi­de det. Vi er stiv­net lidt, har luk­ket tin­ge­ne, men jeg vil åb­ne dem igen og ud­vi­de dem. Så hvis der lig­ger en kri­tik, hand­ler den om at stil­le nye spørgs­mål, ta­en­ke vi­de­re – i bed­ste fald på en må­de, som gør, at den­ne lek­tie ik­ke bli­ver glemt.«

JEG forta­el­ler Jan Kja­er­stad om min op­le­vel­se da­gen før og vi­ser ham på et kort, hvor jeg mød­te kvin­den. Et fast op­holds­sted for narko­ma­ner, for­står jeg. Det for­kla­rer må­ske den me­get spon­ta­ne vre­de, der står no­get i kon­trast til den va­er­dig­hed og ro, der i of­fent­lig­he­den pra­e­ge­de ti­den ef­ter 22. juli – kron­prins Haa­kon sag­de til ro­se­to­get, at »vi har valgt at mø­de hadet med sam­men­hold«, ung­doms­po­li­ti­ke­re twe­e­te­de om, at »når én mand kan gø­re så me­get ondt – ta­enk så på, hvor me­get ka­er­lig­hed vi kan ska­be sam­men«. Var der over­ho­ve­det plads til des­pe­ra­tio­nen, skri­get?

»Jeg tror, det kom frem rundt om mid­dags­bor­de­ne, folk sam­le­des og snak­ke­de. Der var ik­ke no­gen pri­mal­te­ra­pi, hvor man gik ud i sko­ve­ne og råb­te, men jeg er sik­ker på, at der kom me­get ag­gres­sion frem i pri­vats­fa­e­ren – ik­ke så me­get i det kol­lek­ti­ve rum, men i pri­vats­fa­e­ren. Jeg tror, det er umu­ligt at la­eg­ge låg på. Som pri­vat­per­son kan det ik­ke sty­res. Da jeg be­gynd­te at skri­ve, ta­enk­te jeg, at det var en ret tynd knivsa­eg at ba­lan­ce­re på. Må­ske vil­le folk si­ge, at den løs­ning ac­cep­te­rer vi ik­ke; det­te er så van­ske­ligt og trau­ma­tisk, at du ik­ke kan ta­ck­le det skøn­lit­te­ra­ert ved at la­ve en selv­sta­en­dig hi­sto­rie, som al­li­ge­vel pe­ger på 22. juli-ha­en­del­sen. Så det var fa­ren, men der var in­gen, der skrev det.«

– I for­la­en­gel­se af den over­vej­el­se er den hår­de la­es­ning af din ro­man, at du kri­ti­se­rer me­di­er­ne for at kan­ni­ba­li­se­re ulyk­ken – og at du selv står et led la­en­ge­re ude og kan­ni­ba­li­se­rer kan­ni­ba­li­se­rin­gen. »Ja, det er pra­e­cis den sam­me pro­ble­ma­tik. Jeg vil­le så for­sva­re mig med, at jeg tror, la­e­se­ren vil kun­ne få no­get at ta­en­ke vi­de­re med, at det­te er et pro­blem, vi og­så skyl­der at be­hand­le skøn­lit­te­ra­ert. Men det er ik­ke sik­kert, at det i det lan­ge løb kan stå for en kri­tisk vur­de­ring. Du kan og­så spør­ge: Hvor­for skri­ve om kri­gen? An­den Ver­denskrig er jo den hi­sto­rie, der er spej­let mest i mo­der­ne norsk sam­tids­lit­te­ra­tur, for der bli­ver al­ting spids­for­mu­le­ret, og for­fat­te­re le­der al­tid ef­ter si­tu­a­tio­ner og ha­en­del­ser, hvor du får sat me­get på spil. Du får sat gan­ske man­ge hjul i sving el­ler par­tik­ler i be­va­e­gel­se, som kan in­ter­a­ge­re og ka­ta­ly­se­re nye tan­ker. Det er det, du er på jagt ef­ter, og det er grun­den til, at ver­dens­lit­te­ra­tu­ren er så fuld af drab og død og selv­mord og svig.«

Sto­refjeld. FO­TO: FRO­DE HAN­SEN

Jan Kja­er­stad ha­en­ger norsk va­ske­tøj til tør­re, og­så i sin nye ro­man, FORT­SAT FRA FOR­SI­DEN

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.