De in­fa­me for­fat­te­res klub

Weekendavisen - - Bøger - Af JO­AKIM JAKOB­SEN

DE bli­ver ved at duk­ke op, Frank­rigs ide­o­lo­gisk blak­ke­de for­fat­te­re, der i det 20. år­hund­re­des før­ste halv­del sva­el­ge­de i fa­scis­me, an­ti­se­mi­tis­me og ae­r­ke­re­ak­tio­na­er an­ti­par­la­men­ta­ris­me. Et be­ska­em­men­de stort an­tal to­ne­an­gi­ven­de for­fat­te­re.

Ef­ter­ti­den har for­dømt dem, og der er gjort an­stren­gel­ser for at ef­ter­la­de dem i glem­se­len. Men de for­svin­der ik­ke fra den fran­ske idé­de­bat. Det er og­så sva­ert i et land, der med na­e­sten bizar over­be­vis­ning dyr­ker ju­bila­e­er og ma­er­ke­da­ge i la pa­tri­mo­i­ne, den na­tio­na­le kul­tu­rarv.

Så­dan var det med Lou­is-Fer­di­nand Céli­ne (1894-1961), den ge­ni­a­le ro­man­for­fat­ter. Hen over jul flam­me­de en hid­sig de­bat op, da for­la­get Gal­li­mard med­del­te, at man ag­te­de at ud­sen­de tre Céli­ne-pam­flet­ter fra pe­ri­o­den 1937-1941, som rum­me­de hans volds­om­ste an­ti­par­la­men­ta­ris­me og hans mest mod­by­de­li­ge an­ti­se­mi­tis­me. Frem til sin død mod­sat­te Céli­ne sig, at de tre pam­flet­ter skul­le ge­nud­gi­ves – de var ik­ke gavn­li­ge for hans for­søg på at re­ha­bi­li­te­re sig – og hans en­ke for­val­te­de si­den det­te øn­ske.

Men sid­ste år bø­je­de den nu 105 år gam­le en­ke sig, og Gal­li­mard plan­lag­de ud­gi­vel­sen af de tre va­er­ker. Det­te med­før­te så vold­som­me pro­te­ster, ik­ke mindst fra jø­di­ske or­ga­ni­sa­tio­ner, at for­la­get til sidst op­gav ud­gi­vel­sen. Den­ne de­bat hav­de dår­ligt nok lagt sig, før end­nu en for­dømt i den fran­ske lit­te­ra­tur stak sit uøn­ske­de ho­ved frem. Og den­ne gang var det fra of­fi­ci­elt hold.

Hvert år i ja­nu­ar ud­sen­der det fran­ske kul­tur­mi­ni­ste­ri­um en li­ste over com­mé­mora­tions, cir­ka 100 hi­sto­ri­ske ma­er­ke­da­ge, der net­op det på­ga­el­den­de år pas­se­rer et rundt an­tal år, og som der­for skal mar­ke­res med pa­ra­der, bog­ud­gi­vel­ser og ud­stil­lin­ger. I år er det for ek­sem­pel 200-året for kom­po­ni­sten Char­les Go­u­nods fød­sel og 800-året for grund­la­eg­gel­sen af by­en Les Sab­les d’Olon­ne. Kul­tur­mi­ni­ster Françoise Nys­sen gav årets li­ste dis­se ord med på vej­en: »Jeg kan varmt an­be­fa­le al­le, der øn­sker at se et re­vi­ta­li­se­ret for­hold til Frank­rigs hi­sto­rie, at la­e­se 2018-ud­ga­ven.« Hun til­fø­je­de: »Jeg er sik­ker på, at den vil va­e­re til stor for­nø­jel­se og ud­lø­se var­me fø­lel­ser.«

Nej, ik­ke på al­le punk­ter. For ne­de ved 1868 mar­ke­re­des Char­les Maur­ras’ fød­sel for 150 år si­den som en af årets fest­da­ge. Maur­ras var ae­r­ke­re­ak­tio­na­er po­le­mi­ker og for­fat­ter, der på tids­skrif­tet Action Françai­se mar­ke­re­de sig som pro­to­fa­scist. Tids­skrif­tet blev etab­le­ret i 1899, og i de føl­gen­de år­ti­er stod en dunst af frem­med­had, an­ti­se­mi­tis­me og an­ti­de­mo­kra­tisk, ek­strem na­tio­na­lis­me ud fra si­der­ne. Et sam­lings­punkt for høj­re­ra­di­ka­le in­tel­lek­tu­el­le med Char­les Maur­ras som front­fi­gur. Fra den­ne po­si­tion op­t­rå­d­te Maur­ras som en af Frank­rigs vig­tig­ste in­tel­lek­tu­el­le i før­ste halv­del af det 20. år-hund­re­de.

Ef­ter den ty­ske be­sa­et­tel­se blev Char­les Maur­ras i 1944 dømt for kol­la­bo­ra­tion og fik en liv­s­tids­dom. Han blev dog benå­det i 1952, men var kylet ud af Det Fran­ske Aka­de­mi og fra­ta­get al­le bor­ger­ret­tig­he­der.

Og nu stod Maur­ras så plud­se­lig på 2018li­sten med kul­tur­mi­ni­ster Nys­sens var­me an­be­fa­ling. Op­rør­te re­ak­tio­ner strøm­me­de ind fra lam­slå­e­de fransk­ma­end. Frédéric Po­ti­er, den fran­ske re­ge­rings egen kom­mis­sa­er til be­ka­em­pel­se af den sti­gen­de an­ti­se­mi­tis­me i lan­det, skrev på Twit­ter:

»At min­des er det sam­me som at hyl­de. Maur­ras, an­ti­se­mi­tisk for­fat­ter fra den yder­ste høj­re­fløj, har in­tet at gø­re på li­sten over ma­er­ke­da­ge.«

De vre­de re­ak­tio­ner gjor­de ind­tryk på kul­tur­mi­ni­ster Nys­sen. I slut­nin­gen af ja­nu­ar med­del­te hun, at Maur­ras nu var strø­get fra li­sten – selv om den for la­engst var ud­sendt i bog­form. I øv­rigt tog hun af­stand fra, at Maur­ras no­gen sin­de blev slup­pet de­r­ind. Det­te un­dre­de den ko­mité, som ud­va­el­ger punk­ter­ne på den år­li­ge li­ste. Den var jo god­kendt af mi­ni­ste­ren selv? I marts valg­te stort set he­le ko­mi­te­en af hi­sto­ri­ke­re og lit­te­ra­ter at tra­ek­ke sig i pro­test.

I en er­kla­e­ring ud­sendt via nyheds­bu­reau­et AFP for­kla­re­de med­lem­mer­ne, at de ik­ke øn­ske­de at ar­bej­de »un­der trus­ler om cen­sur el­ler pres for selv­cen­sur«. I øv­rigt for­sva­re­de de, at Maur­ras op­t­rå­d­te på li­sten, ef­ter­som man og­så bør »med­ta­ge de mør­ke si­der i vo­res hi­sto­rie«.

»Den­ne per­son­lig­hed, som var mod­stan­der af re­pu­blik­ken, spil­le­de en be­ty­de­lig rol­le, in­tel­lek­tu­elt og po­li­tisk, som rak­te langt ud over hans egen kreds,« hed det i er­kla­e­rin­gen – og dét må man nok si­ge.

Den­ne bal­la­de gik di­rek­te over i en ny Maur­ras-po­le­mik. For den 19. april ud­send­te det sto­re for­lag Ro­bert Laf­font san­de­lig en 1200 si­der stor Maur­ras-an­to­lo­gi: L’Ave­nir d’In­tel­li­gen­ce et aut­res te­xtes.

Bo­gen var al­le­re­de vars­let med be­ta­en­ke­li­ge og for­ar­ge­de ud­sagn i de fran­ske avi­ser. »Bør man ge­nud­gi­ve ond­ska­ben?« hed en ru­brik i Li­béra­tion. Og i Le No­u­veau Ma­ga­zi­ne lit­térai­re skrev Clau­de Asko­lovitch på to op­slag om »et fa­sci­sti­kons gen­komst«.

Ved ud­gi­vel­sen un­der­stre­ge­de re­dak­tør Mar­tin Mot­te, som har til­ret­telagt an­to­lo­gi­en, at Maur­ras’ va­er­ker fak­tisk er va­erd at ken­de. Men mod­sat Céli­ne, hvis ro­ma­ner la­e­ses og hyl­des, har Maur­ras va­e­ret bort­dømt si­den ef­ter­krig­sti­den. Og som Mot­te frem­ha­e­ve­de, var hen­sig­ten at pra­e­sen­te­re et for­fat­ter­skab – af en sle­ben skri­bent med dyb ve­ne­ra­tion for den fran­ske provins – som blev be­un­dret af for­fat­te­re som Mar­cel Proust og T.S. Eli­ot. Mot­te ud­tal­te i søn­dags til det span­ske dag­blad El País, at hold­nin­ger og va­erk gan­ske rig­tigt er sva­e­re at ad­skil­le i Maur­ras’ til­fa­el­de: »Han sag­de selv, at det var ae­ste­tik­ken, som før­te ham ind i po­li­tik­ken.«

Der­for er revl og krat og­så med i an­to­lo­gi­en. »Selv det mest af­sky­e­li­ge,« er­kla­e­re­de Mar­tin Mot­te til El País.

FO­TO: SCAN­PIX

Char­les Maur­ras, an­ti­se­meit og pro­to­fa­cist, er kom­met til ha­e­der og for­ny­et va­na­e­re.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.