Er Vikin­ge­ti­den ov­re?

Da vikin­ger­ne trå­d­te ind på sce­nen, var det hver­ken så stor­slå­et el­ler vold­somt – el­ler nyt – som hidtil be­skre­vet. Men hvem var de så?

Weekendavisen - - Bøger - Af THORKILD KJAERGAARD

An­ders Lundt Han­sen: Sølv, blod og kon­ge­magt. Bag om vikin­ge­myten. 307 si­der, ill. 299,95 kr. Gyl­den­dal.

Hed­nin­ge­ne van­hel­li­ge­de Guds hel­lig­dom­me » og ud­gød hel­ge­ner­nes blod rundt om al­te­ret, knu­ste vo­res håbs hjem og tram­pe­de på hel­ge­ner­nes le­ge­mer i Guds tem­pel, som var de møg på ga­den.«

Så­le­des be­skri­ver Alcu­in, en højt­stå­en­de en­gelsk­født em­beds­mand ved Karl den Sto­res kul­tur­hof i Aa­chen, an­gre­bet på det nor­den­gel­ske klo­ster Lin­dis­far­ne i året 793, som tra­di­tio­nelt an­ses for start­skud­det til Vikin­ge­ti­den. Prop­pen var gå­et af fla­sken, krigs­du­e­li­ge skan­di­na­vi­ske vikin­ger strøm­me­de ud over den gan­ske ver­den, hvor de ik­ke ba­re spred­te skra­ek og ra­ed­sel, men og­så grund­lag­de le­ve­dyg­ti­ge ri­ger. I øster­led nå­e­de vikin­ger­ne via de rus­si­ske flo­der helt frem til Det Byzan­tin­ske Ri­ges sag­noms­pund­ne ho­ved­stad, Kon­stan­ti­nopel, dagens Istan­bul, hvor de vandt kej­se­rens til­lid og dan­ne­de va­e­rin­ge­gar­den, kej­se­rens livvagt. I vest nå­e­de de over Island og Grøn­land til Ame­ri­ka, hvis san­de op­da­ge­re de var, så­le­des som det nor­ske ae­g­te­par An­ne Sti­ne og Hel­ge Ingstad godt­gjor­de i 1960er­ne med uom­stø­de­li­ge ar­ka­e­o­lo­gi­ske vid­nes­byrd.

Det er in­tet min­dre end den­ne sto­rar­te­de hi­sto­rie om de skan­di­na­vi­ske folks en­tré på den ver­dens­hi­sto­ri­ske sce­ne, sidst for­talt for al fol­ket i DRs tv-se­rie om Dan­marks hi­sto­rie, som An­ders Lundt Han­sen har sat sig for at ned­bry­de og gen­forta­el­le uden brug af or­det »viking«, som han me­ner skyg­ger for den san­de hi­sto­rie.

Lundt Han­sen be­gyn­der i det små med en de­kon­struk­tion af an­gre­bet på Lin­dis­far­ne 793, som hver­ken var det før­ste el­ler det stør­ste an­greb fra Nor­den mod De Bri­ti­ske Øer. I vir­ke­lig­he­den var der ta­le om et for­holds­vist lil­le an­greb, som af Alcu­in og hans ef­ter­føl­ge­re er ble­vet bla­est op til en stor be­gi­ven­hed. Men langt vig­ti­ge­re er, at Alcu­in med sin dy­stre og il­de­vars­len­de skil­dring gi­ver et bil­le­de af de he­den­ske skan­di­na­ver som »de an­dre« – me­re rå, me­re kri­ge­ri­ske og me­re hen­syns­lø­se end Eu­ro­pas an­dre folk. En idé om skan­di­na­ver­nes an­der­le­des­hed, som se­ne­re blev sam­let op og ud­byg­get med po­si­ti­ve kva­li­te­ter som styr­ke og tap­per­hed af 1800-tals-in­tel­lek­tu­el­le på jagt ef­ter en gl­or­va­er­dig for­tid som kom­pen­sa­tion for en ik­ke så gl­or­va­er­dig nu­tid, hvor Nor­den lå klemt in­de mel­lem tre stormag­ter: Rusland, Tys­kland og Stor­bri­tan­ni­en, den ene me­re fryg­tind­g­y­den­de end den an­den.

Bo­gens ube­tin­get bed­ste af­snit er det sid­ste, hvor for­fat­te­ren tra­ek­ker linj­en fra Alcu­in over Oe­h­lens­chlä­ger og Grundtvig til dansk ar­ka­e­o­lo­gis vi­dun­der­barn i 1800-tal­let, den bril­lan­te J.J.A. Wor­saae, som ce­men­te­re­de ide­en om skan­di­na­ver­ne, sa­er­ligt den dan­ske stam­me, som in­de­ha­ve­re af en »liv­lig og kraf­tig Aand«, der i Vikin­ge­ti­den »vi­ste sig virk­som og frugt­b­ar­gjø­ren­de paa et stør­re Om­raa­de«, men som in­gen­lun­de var ud­slukt. En myte om de nor­di­ske folk, som i 1930rne blev over­ta­get af na­zi­ster­ne, der sva­el­ge­de i nor­disk myto­lo­gi og sym­bo­ler. Det er Lundt Han­sen magt­på­lig­gen­de at un­der­stre­ge, at na­zi­ster­ne ik­ke – som no­gen und­skyl­den­de har vil­let det – mis­brug­te vikin­ge­myten. De over­tog den, som den var, og an­vend­te vikin­ge­sym­bo­ler tal­ri­ge ste­der, blandt an­det på SS-eli­testyr­ker­nes uni­for­mer. Med hen­vis­ning til na­zi­ster­nes brug af or­det »viking« og med hen­vis­ning til or­dets op­lag­te ra­ci­sti­ske, mands­cha­u­vi­ni­sti­ske og na­tio­na­li­sti­ske over­to­ner an­be­fa­ler Lundt Han­sen, at vi helt hol­der op med at bru­ge »v-or­det«, som det er sket med »n-or­det«.

De skan­di­na­vi­ske folks strå­len­de suc­ces i pe­ri­o­den 800-1050 skyld­tes, for­kla­rer Lundt Han­sen, ik­ke ra­ce­ma­es­si­ge el­ler på an­den vis med­fød­te ka­rak­ter­ma­es­si­ge for­trin, men der­i­mod en lang­fri­stet for­fi­nel­se af skibs­byg­nings­tek­nik­ken, spe­ci­elt af sej­let, som – sam­men med Mid­del­ha­vets luk­ning i 6-700-tal­let på grund af is­lams frem­tra­en­gen i Nord­afri­ka – gav Skan­di­navi­en en be­ty­de­lig kon­kur­ren­ce­for­del, som om­sat­tes i mer­kan­til, geo­gra­fisk og po­li­tisk eks­pan­sion. Den stormand, der ik­ke kun­ne fin­de sig til ret­te i det hjem­li­ge mil­jø, kun­ne med sin hird sø­ge uden­lands på den »strøm af sølv,« som den in­ter­na­tio­na­le han­del led­te hen over Nor­den. Til Frank­rig, til Eng­land og til Rusland, hvor skan­di­na­ver i dis­se år gjor­de sig sta­er­kt ga­el­den­de, el­ler end­nu la­en­ge­re bort, til Island og Grøn­land. For­fat­te­rens re­de­gø­rel­se for vikin­ge­be­gre­bets hi­sto­rie er he­le bo­gen va­erd, og der kan na­ep­pe hel­ler rej­ses va­e­sent­li­ge ind­ven­din­ger mod grund­tra­ek­ke­ne i hans ana­ly­se af kra­ef­ter­ne bag Nor­dens ind­tra­e­den på den sto­re sce­ne i lø­bet af 700-tal­let. Men hvor af­snit­tet om vikin­ge­be­gre­bet er prisva­er­dig kort­fat­tet og kon­cist, så ga­el­der det desva­er­re ik­ke de tre an­dre ho­ved­af­snit om »sølv« (han­del), »blod« (ari­sto­kra­tisk sla­egts­fø­lel­se) og »kon­ge­magt« (dy­na­sti­er). Her sy­nes Lundt Han­sen – af det­te blads la­e­se­re kendt som en fortra­ef­fe­lig for­mid­ler af mid­delal­der­hi­sto­risk stof – at ha­ve sto­let for me­get på sit forta­el­le­ma­es­si­ge ta­lent. I ste­det for en klas­sisk op­byg­get hi­sto­risk skil­dring (uden brug af »v-or­det«) har for­fat­te­ren valgt at byg­ge tek­sten op om tre hi­sto­ri­ske per­so­ner, kong Ha­rald Klak, den island­ske skjald og kri­ger Egil Skal­le-Grims­søn og Knud den Sto­res # 24 15. ju­ni 2018 dron­ning Em­ma, re­pra­e­sen­te­ren­de hver sit år­hund­re­de og hver si­ne si­de af tre­kan­ten sølv, blod og kon­ge­magt. Men det vil ik­ke rig­tigt lyk­kes. For­fat­te­ren kan ik­ke hol­de sam­men på det va­el­di­ge stof, som lø­ber ud til al­le si­der, og ef­ter­la­der la­e­se­ren un­der sand­skred af ord, som ta­e­rer på la­e­se­ly­sten.

For­fat­te­rens re­de­gø­rel­se for vikin­ge­be­gre­bets hi­sto­rie er he­le bo­gen va­erd.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.