Et helt liv i Khar­kiv

Ro­ck­s­an­ge­ren og ak­ti­vi­sten Ser­gij Zja­dan skri­ver ik­ke om ukrai­ne­re og rus­se­re. Han skri­ver om men­ne­sker. IL­LU­STRA­TION: SCAN­PIX

Weekendavisen - - Bøger - Af JØR­GEN HER­MAN MONRAD LAY­OUT: ANETTE RIEMANN KORREKTUR: LIS­BETH RINDHOLT

Ser­gij Zja­dan: Mes­o­po­ta­mi­en. Over­sat fra rus­sisk og ukrainsk ef­ter »ǙDzǾǻǼǻǿǭǹǵȌ« af Hel­le Dal­gaard. 332 si­der. 300 kr. Jen­sen & Dal­gaard.

er­gij Zja­dan er en af Ukrai­nes kend­te­ste kul­tur­per­son­lig­he­der og en af sit lands bed­ste for­fat­te­re. Vid­ste vi det? De fle­ste af os nok ik­ke. Bur­de vi vi­de det? Og bur­de vi i det he­le ta­get vi­de me­re om Eu­ro­pas na­est­stør­ste land og dets fat­ti­ge, bor­ger­krigs­pla­ge­de 42 mil­li­o­ner ind­byg­ge­re? Ja, så af­gjort. Og så me­get de­sto me­re rosva­er­digt er det der­for, at over­sa­et­te­ren Hel­le Dal­gaard og 44-åri­ge Zja­dans en­tu­si­a­sti­ske dan­ske for­lag nu in­tro­du­ce­rer ham og hans li­ge-på-og-hårdt-ener­gi­ske og lev-sta­er­kt-døung-at­mos­fa­ere­fyld­te ro­man Mes­o­po­ta­mi­en. Ser­gij Zja­dan er vok­set op og bor sta­dig i Khar­kiv i det øst­li­ge Ukrai­ne, en stor­by med

S1,5 mil­li­o­ner ind­byg­ge­re, hvoraf de fle­ste ta­ler bå­de rus­sisk og ukrainsk. Han er stolt af sit land og har skre­vet al­le si­ne bø­ger på ukrainsk, men han bry­der sig hver­ken om ukrainsk el­ler rus­sisk na­tio­na­lis­me og kal­der sig selv in­ter­na­tio­na­list. Han ka­em­pe­de mo­digt i for­re­ste linje un­der den så­kaldt Oran­ge Re­vo­lu­tion i 2004 og igen un­der Ma­j­dan­re­vo­lu­tio­nen i 2013. Men han na­eg­ter sta­e­digt at ka­em­pe i bor­ger­kri­gen. I ste­det sam­ler han pen­ge ind til bør­ne­hjem og ho­spi­ta­ler. Og midt i det he­le skri­ver han så. Og syn­ger i ro­ck­bands. Og ar­ran­ge­rer kunst­hap­pe­nings. I Mes­o­po­ta­mi­en, hans ot­ten­de ro­man, som han skrev i 2014, forta­el­ler Ser­gij Zja­dan sin egen, si­ne ven­ners og si­ne ge­ne­ra­tions­fa­el­lers bar­ske hi­sto­rie. Vi be­va­e­ger os om­kring i det po­stsov­je­ti­ske Khar­kiv, hvor skrup­pel­lø­se og drif­ti­ge un­ge kan tje­ne hur­ti­ge pen­ge, mens pen­sio­ni­ster dør af sult, og hvor man mø­des om af­te­nen på neonop­ly­ste McDo­nald’s, men sta­dig bor i de slid­te bo­lig­blok­ke mel­lem Lo­pan- og Khar­kiv-flo­den, li­ge­som bo­p­lad­ser­ne i old­ti­dens Mes­o­po­ta­mi­en lå mel­lem Eufrat og Ti­gris. Vi la­e­rer Ma­rat, Ivan, Fo­ma, Ju­ra, Luka og fle­re an­dre om­trent 40-åri­ge ukrai­ne­re, rus­se­re, tje­tje­ne­re og jø­der at ken­de. En har va­e­ret bok­ser, en an­den har stu­de­ret, man­ge har va­e­ret småkri­mi­nel­le, og na­e­sten al­le har op­le­vet li­vet og ka­er­lig­he­den som no­get, man får blå ma­er­ker af. »Jeg op­fin­der ik­ke, jeg skri­ver kun om det vir­ke­li­ge liv,« har Ser­gij Zja­dan sagt. Og mens man la­e­ser hans ro­man, har man det da og­så på en fin må­de, som om man sad sam­men med ham og hans skum­le ven­ner og drak vod­ka og lo ad al­le de sjove gam­le hi­sto­ri­er om den­gang, man for ek­sem­pel fik stuk­ket en kniv ind mel­lem ri­b­be­ne­ne af ser­vi­tri­cens mand, for­di man hav­de in­vi­te­ret den flot­te un­ge kvin­de med den pink la­e­be­stift ud på en kø­re­tur i sin stjå­l­ne Mer­ce­des.

Det bed­ste ved den­ne Wild East-prosa, der godt kan min­de lidt om ame­ri­kansk Wild West-prosa a la Sam She­pard el­ler Char­les Bukowski (sids­na­evn­te har Ser­gij Zja­dan i øv­rigt over­sat til ukrainsk), er imid­ler­tid dens at­mos­fa­ere­fyld­te be­skri­vel­ser af de ste­der, dens per­so­ner fa­er­des. »Af­te­nen skif­ter lang­somt luf­ten ud, som var den ho­tel­sen­ge­tøj,« for­nem­mer en af per­so­ner­ne et sted, mens han står og ser ud over den stil­le Khar­kiv-for­stad, han har le­vet he­le sit liv i, for der har jo al­drig va­e­ret no­gen grund til at ta­ge me­tro­en ind til cen­trum el­ler til no­get an­det sted for den sags skyld. Alt har jo al­tid va­e­ret her: flo­den, tra­e­er­ne, dem, han har fo­rel­sket sig i, dem, han har slo­ges med, den for­fald­ne ka­ser­ne, det for­fald­ne sta­dion, den bru­ne flod og den grå­grøn­ne kir­ke­gård. Den­ne for­stad er hans livs ho­telva­e­rel­se. Ja, nik­ker vi: Godt, at vi har litteraturen. For hvis li­vet al­drig brin­ger os til Khar­kiv, så kan litteraturen i det mind­ste gø­re det.

Pi­cas­so teg­ne­de i 1937 en lil­le an­ti­fa­sci­stisk »teg­ne­se­rie« mod Fran­co, der blandt an­det ka­em­per mod en bu­ste, en tyr, en slan­ge, be­der til mam­mon og kla­e­des som kur­tisa­ne.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.