Sta­ve­pla­de fra ’68

Ole Grün­baum gen­ta­ger sig selv i et va­er­re rod­sam­men til bør­ne­bør­ne­nes ae­re.

Weekendavisen - - Bøger - Af JO­HAN­NE THORUP DAL­GAARD

Ole Grün­baum: BRYD IGEN­NEM – det er vo­res ver­den! 253 si­der. 199,95 kr. Gyl­den­dal.

le Grün­baums BRYD IGEN­NEM – det er vo­res ver­den! er iføl­ge for­fat­te­ren en slags brev til hans bør­ne­børn. Den skal op­for­dre og op­mun­tre til at ar­bej­de for en bed­re ver­den. Ka­em­pe imod fi­nans­fyrster­ne og de magt­mis­bru­gen­de po­li­ti­ke­re og for­sva­re de de­mo­kra­ti­ske in­sti­tu­tio­ner. Sam­fun­det skal re­de­mo­kra­ti­se­res, kvin­der­ne skal re­pra­e­sen­te­res al­le magt­ful­de ste­der, kli­ma­et skal red­des, fa­el­les­ska­bet skal i højsa­e­det. Di­rek­tø­rer skal bag trem­mer. Men­ne­sket skal sa­et­tes før sy­ste­met.

Lut­ter go­de in­ten­tio­ner, og jeg kan ret hur­tigt kon­sta­te­re, at jeg ik­ke er ue­nig med Ole Grün­baum i hans grund­la­eg­gen­de ana­ly­ser af sam­funds­ud­vik­lin­gen. Men det er desva­er­re og­så sum­men af po­si­ti­ve ting, jeg har at si­ge om den­ne la­e­se­op­le­vel­se.

Bo­gen ind­le­des med en slags »la­e­se­vej­led­ning«, hvor Grün­baum an­fø­rer, at han kun­ne ha­ve skre­vet 2000 si­der (gulp), men at det i dis­se YouTu­be-ti­der ik­ke er gang­bart med me­re end 250 (suk). Des­u­den er det ik­ke me­nin­gen, man skal la­e­se bo­gen i ét stra­ek, el­ler for den sags skyld ka­pit­ler­ne (el­ler »sce­ner­ne«, som han om­ta­ler dem) i den an­giv­ne ra­ek­ke­føl­ge; »det­te be­ty­der så, at der er en­kel­te gen­ta­gel­ser af po­in­ter, som jeg be­der la­e­se­ren til­gi­ve«.

Jeg må ba­re si­ge: Der er ik­ke ta­le om en­kel­te gen­ta­gel­ser, og jeg sy­nes ik­ke, det er til­gi­ve­ligt. Hvis man i vir­ke­lig­he­den slet ik­ke vil skri­ve en bog, så kan man ba­re skri­ve no­get an­det. En blog, for ek­sem­pel. Men jeg kan sim­pelt­hen ik­ke se for­må­let med at sma­ek­ke pap om­kring en tekst­sam­ling uden ret­ning, rød tråd, struk­tur el­ler sam­men­ha­en­gen­de op­byg­ning af et ar­gu­ment. Det vir­ker mest af alt som et ud­slag af doven­skab, at man ik­ke har gi­det re­di­ge­re sin tekst og gi­ve den en form, så la­e­se­ren ik­ke kon­stant gen­nem 250 si­der skal sid­de og bra­en­de in­de med spørgs­må­let: Hvad vil du mig med den­ne bog?

Sti­len er slud­ren­de og jovi­al, lidt de­mo­kra­ti­hi­sto­risk be­la­e­ring hist, lidt om ti­dens »mig-mig-mig«-kul­tur her, kry­dret med små lig­nel­ser, som for­fat­te­ren har drømt frem i kraft af sit kre­a­ti­ve sind, og som han i sin la­e­se­vej­led­ning be­ma­er­ker, ba­re skal fun­ge­re som »skil­te der pe­ger i en ret­ning«. Her­til kom­mer anek­do­tisk stof fra Oles

Olan­ge liv på de syv ha­ve, som gan­ske gi­vet er in­ter­es­san­te for de bør­ne­børn, bo­gen er hen­vendt til – men for un­der­teg­ne­de, der ik­ke har et ind­gå­en­de kend­skab til el­ler no­gen på for­hånd vakt in­ter­es­se for Ole Grün­baums per­son, er det mest af alt di­stra­he­ren­de. Des­u­den er det lang­truk­kent. I et ka­pi­tel, der hand­ler om, at man ik­ke skal spør­ge folk, om de er dan­ske­re, men om de er go­de kam­me­ra­ter, be­ret­ter Grün­baum for ek­sem­pel om si­ne 40 års er­fa­ring med »una­tio­nalt fri­vil­ligt hu­ma­ni­ta­ert ar­bej­de«. I den for­bin­del­se har han la­ert folk af for­skel­li­ge na­tio­na­li­te­ter at ken­de, og af dis­se na­tio­na­li­te­ter rem­ser han 30 op (jeg har talt dem), in­den han na­er­mest slap­sti­ck-ag­tigt slut­ter sa­et­nin­gen med et »og så vi­de­re«.

Jeg for­står ik­ke, hvad jeg skal med al­le dis­se eks­kur­ser i for­hold til det bud­skab, som dog bli­ver ham­ret fast med syv­tom­mer­søm i kraft af de man­ge gen­ta­gel­ser: Der er en mur, der skal bry­des igen­nem, ik­ke en kon­kret mur som Ber­lin­mu­ren, men en mur af ne­oli­be­ra­lis­me, som for­hin­drer sam­fun­det i at ud­vik­le sig pro­g­res­sivt.

DET bud­skab er fint nok, men ik­ke just no­get, der ik­ke er sagt bå­de me­re ele­gant og med stør­re gen­nem­slags­kraft af en stri­be an­dre ven­stre­fløjsta­en­ke­re, der til­med of­te har be­sva­e­ret sig med at op­byg­ge et sam­men­ha­en­gen­de ar­gu­ment og/el­ler frem­sa­et­te nog­le egent­li­ge løs­nings­for­slag ved­rø­ren­de de pro­ble­mer, som de pe­ger på.

Hos Grün­baum fyl­der ar­gu­men­ter ik­ke ret me­get. Man for­nem­mer det og­så i spro­get: Her er en tekst, der fø­ler sig fuld­sta­en­dig sik­ker på kun at bli­ve la­est af me­nings­fa­el­ler, der al­drig vil stil­le spørgs­måls­tegn ved den henka­ste­de brug af ord som »kra­em­mer­re­ge­ring« og »la­ka­jjour­na­li­ster«.

Det kan godt va­e­re, at nog­le la­e­se­re vil sa­et­te pris på den­ne bo­de­ga-ag­ti­ge ka­ek­hed, men jeg sy­nes ba­re, det er slapt. Man bør gø­re sig fortjent til ka­ek­he­den, hvis den skal ram­me rent. Man bør ha­ve en skarp og gen­ne­m­ar­bej­det ana­ly­se og et godt ar­gu­ment, hvis ens brug af øge­nav­ne skal pe­ge på no­get an­det end ens egen grov­hed. Og den grad af uma­ge er der ik­ke lagt i den­ne bog.

En­de­lig er der det mindst til­gi­ve­li­ge tra­ek ved den­ne bog: den bed­re­vi­den­de to­ne. Her det grel­le­ste ek­sem­pel:

»Jeg prø­ver så vidt mu­ligt at und­gå van­ske­li­ge be­gre­ber. Sva­e­re ord er ude­mo­kra­ti­ske. Men jeg vil dog in­tro­du­ce­re et en­kelt ma­er­ke­ligt be­greb, som jeg ik­ke vid­ste om jeg selv hav­de op­fun­det, da jeg be­gynd­te at bru­ge det: ek­ster­na­li­se­ring. Et op­slag på Wikipe­dia for­tal­te mig, at jeg ik­ke hav­de op­fun­det be­gre­bet.«

Alt­så, co­me on. Det er jo na­er­mest en uforskam­met­hed at for­kla­re sin la­e­ser, at man ik­ke vil bru­ge »sva­e­re ord«, for­di man ik­ke for­ven­ter, at la­e­se­ren kan for­stå dem. Det er mu­ligt, det kan for­kla­res med, at bo­gen er til­ta­enkt for­fat­te­rens kon­kre­te bør­ne­børn, hvis al­der jeg ik­ke ken­der. Men må­ske bur­de man så ba­re ha­ve la­det bo­gen bli­ve i fa­mi­li­en.

FO­TO: SCAN­PIX

Ole Grün­baum på sit hø­je­ste: Bu­ster Lar­sen gav den i 1973 som ’68eren.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.