For­svar for for­ord

Det go­de for­ord er den he­stesko, der kan hja­el­pe en­hver op i de ind­vie­des hu­le.

Weekendavisen - - Bøger - Af LINEA MAJA ERNST LAY­OUT: ANDREAS PERETTI KORREKTUR: LIS­BETH RINDHOLT

FOR­ORD er om­trent min ynd­lings­gen­re i he­le ver­den. For­ord til klas­si­ke­re, alt­så; det er sja­el­dent, at en helt ny ro­man ud­kom­mer med for­ord (men hvor vil­le det egent­lig va­e­re en bla­e­ret ge­stus, hvis én gjor­de). For­ord er så sym­pa­tisk ek­stra, en fan­fa­re, som ik­ke vil an­det end at be­re­de va­er­kets kom­me.

Men jeg ken­der man­ge – isa­er for­fat­te­re – som kon­se­kvent sprin­ger for­ord over og end­da prin­ci­pi­elt er imod dem. De øde­la­eg­ger va­er­kets ren­hed og far­ver la­e­se­rens op­le­vel­ser. For­or­det er en em­sig, hja­elp­som la­e­rer, som forta­el­ler la­e­ser-ele­ven, hvor­dan hun skal for­stå tek­sten. Ud­la­eg­ger, hvad va­er­ket hand­ler om. Et for­ord for­kor­ter tek­sten, la­en­ker den fast til for­fat­te­rens bi­o­gra­fi (der er tung som et an­ker) el­ler får den til at pas­se med en af­gra­en­set tolk­ning (som kan va­e­re ka­no­ni­se­ret el­ler per­son­lig) i ste­det for at la­de la­e­se­ren døm­me og drøm­me selv.

La­e­se­rens frie, kre­a­ti­ve med­digt­ning er det fi­ne­ste i ver­den. En tekst fol­der sig ud som no­get sa­er­ligt i hver en­kelt; for én la­e­ser hand­ler en ro­man må­ske om ud­søgt sto­flig­hed, tek­s­tu­rer, for en an­den hand­ler den helt åben­lyst om ho­ved­per­so­nens mor. En misan­tro­pisk tekst af Strind­berg el­ler Do­sto­jevskij er de­pri­me­ren­de og sorg­fuld i den ene la­e­sers øj­ne og opbla­est høj­ko­misk i en an­dens. Og så vi­de­re. Pro­ble­met med fri­he­den til egen tolk­ning, som føl­ger med fra­va­e­ret af for­ord, er, at den isa­er kom­mer de al­le­re­de kyn­di­ge, ind­for­stå­e­de, res­sour­cesta­er­ke la­e­se­re til go­de. An­dre, me­re spa­e­de la­e­se­re bli­ver må­ske ba­re luk­ket ude af en sva­ert til­ga­en­ge­lig tekst.

Der er mas­ser af mo­der­ni­sti­ske va­er­ker, som er li­ge så in­der­ligt kryp­ti­ske, som de er for­tryl­len­de. Dér kan det gø­re en ver­den til for­skel, at man får en he­stesko, så man kan kom­me med op i hu­len. Selv­om man selv­føl­ge­lig hel­ler ik­ke skal af­skra­ek­ke folk ved at gø­re »fin« lit­te­ra­tur sva­e­re­re, end den er. Vil­le en lil­le ci­ga­ret­pak­ke-ad­var­sel uden på Ulys­ses – »Ja, den er sva­er!« – gø­re me­re ska­de el­ler gavn? Man fø­ler sig al­tid lidt dum, når man la­e­ser no­get godt, men den skam­ful­de dum­me­fø­lel­se skal helst ik­ke bli­ve så mas­siv, at man helt går i for­svar­spo­si­tion, sma­ek­ker bo­gen i og skyn­der sig at vra­en­ge, at det er ro­ma­nen, der er dum.

Det el­ske­li­ge ved for­ord er, at de ska­ber tryg­hed, hja­el­per la­e­se­ren ned i sto­len og ind i va­er­ket – hvis man har brug for det (og dét er det ik­ke kun be­gyn­de­re, der har). Jeg la­e­ste en ge­nud­gi­vet Mar­gu­e­ri­te Du­ras-ro­man for ny­lig, Lol V. Ste­ins hen­fø­rel­se, og alt i mig skreg på et for­ord, ba­re en ene­ste for­nuf­tig stem­me i det ga­le­hus af en ro­man, jeg var ble­vet luk­ket in­de i. Det hav­de jeg for ny­lig, da jeg ra­ve­de rundt i Hil­da Hilsts dybt ka­o­ti­ske den uan­sta­en­di­ge ma­dam D, som lyk­ke­lig­vis var ak­kom­pag­ne­ret af et ro­ligt-sag­ligt, klart ta­len­de for­ord, som hav­de na­e­se­grus respekt for sit tun­ge­ta­len­de ob­jekt.

Det go­de for­ord er en pa­el i jor­den, en for­tøj­ning, hvor­fra der lø­ber en li­ne op til det un­der­li­ge, fly­ven­de far­tøj, som er va­er­ket. Et for­ord be­hø­ver ik­ke va­e­re sko­le­mester­lit­te­ra­tur, års­tal og kends­ger­nin­ger fra for­fat­te­rens bi­o­gra­fi; et af de fi­ne­ste, jeg har la­est, er Ol­ga Ravns til ge­nud­gi­vel­sen af Vi­ta An­der­sens Tryg­heds­narko­ma­ner og Hold ka­eft og va­er smuk: Det er en rø­ren­de og ori­gi­nal be­ken­del­ses­tekst i sig selv, den bå­de ka­ster lys over ka­er­lig­hed, kun­stig­hed og op­rig­tig­hed i An­der­sens dig­te og i kvin­desind i det he­le ta­get.

HÅN­DEN på hjer­tet. Må­ske el­sker jeg og­så for­ord, for­di de fø­les som en hånds­ra­ek­ning mod an­mel­de­ren. Her får man fora­e­ret lidt hold­nin­ger, et ud­gangs­punkt, be­gyn­del­sen på en sam­ta­le om bo­gen, som man el­lers er så ra­ed­somt ale­ne med. Så kan man va­e­re enig el­ler ue­nig, men i det mind­ste er der nog­le an­dre, der og­så har la­est bo­gen, som man kan sam­men­lig­ne si­ne eg­ne dom­me og tolk­nin­ger med.

I vir­ke­lig­he­den er for­or­det, som gen­re, en an­mel­del­se + gun­sti­ge­re om­sta­en­dig­he­der. For­or­det pra­e­sen­te­rer og vur­de­rer va­er­ket, li­ge­som an­mel­del­sen, men har me­get bed­re plads, nør­det kend­skab til for­fat­ter­ska­bet, en udelt be­gej­string at skri­ve ud fra og tid til at la­e­se va­er­ket to, tre el­ler ti gan­ge.

Og så kan jeg ik­ke la­de va­e­re med at sy­nes, at for­or­det er en grund­la­eg­gen­de ae­del tekst, som er nødt til bå­de at va­e­re tro mod la­e­se­ren og tek­sten. For­di det ik­ke vil gø­re op­ma­er­k­som på sig selv, men kun på den rid­der­tekst, det selv er va­eb­ner for, og sam­ti­dig hja­el­pe la­e­se­rens for­stå­el­se (selv­om nog­le for­fat­te­re har va­el­digt sva­ert ved at sty­re de­res trang til at rul­le sig ud og stja­e­le lidt af spot­ly­set, når de skri­ver for­ord til an­dres bø­ger). Og så er for­or­det nødt til at va­e­re ae­r­ligt og med­del­somt, hvil­ket man al­drig kan be­de skøn­lit­te­ra­tur om, den må va­e­re så dun­kel og mystisk, den vil, men for­or­det må yd­my­ge sig til at va­e­re pa­e­da­go­gisk.

Man må kun skri­ve det, man for­står, i et for­ord, og ik­ke det, man tror, man for­står om va­er­ket. Mod­sat bag­si­de­tekster, der of­te er ful­de af hy­per­bo­li­ske salgs­slo­gans (»et pris­be­løn­net mester­va­erk om kri­gens va­e­sen«), som sja­el­dent si­ger no­get som helst pra­e­cist om, hvad det er for et va­erk, man har mel­lem ha­en­der­ne. Det er let nok at hy­pe no­get, vi al­le­re­de er eni­ge om, er en klas­si­ker, men i det go­de for­ord skal det ger­ne bli­ve klart hvor­for. Nå, for el­ler imod for­ord, det er i vir­ke­lig­he­den et pseu­do-dilem­ma. Man kan ba­re sa­lo­mo­nisk indsa­et­te et ef­te­r­ord, som la­e­se­ren kan kon­sul­te­re først, sidst – el­ler slet ik­ke.

IL­LU­STRA­TION: LARS VE­GAS

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.