Kig med in­den­for hos The E[pl­o­rers &lub i NeZ York.

Ide­er har få­et lov til at kig­ge bag om de blyind­fat­te­de ru­der hos den le­gen­da­ri­ske The Expl­o­rers Club i New York og va­e­ret med ku­ra­tor i ra­ri­tet­ska­bi­net­tet. Peter Freu­chen, som »knak sit ben« un­der en fa­re­fuld eks­pe­di­tion, spil­ler en an­der­le­des stor rol­le

Weekendavisen - - Ideer - Af BJØRN OKHOLM SKAARUP

NEW YORK – The Expl­o­rers Club, som lig­ger på Man­hat­tans Up­per East Si­de, har la en­ge u dø­ve­tens ae re­gen­tilt r ae kni n g s kraft, når jeg i ny og nae har pas­se­ret den gam­le ha­e­der­kro­ne­de even­tyr­klub på mi­ne van­drin­ger rundt i by­en. Mod­sat fle­re af New Yor­ks an­dre be­da­ge­de klub­ber, som er over­ve­jen­de re­kre­a­ti­ve og so­ci­a­le, er der her ta­le om en in­sti­tu­tion med sin helt egen am­bi­tiø­se dagsorden og be­ån­de­de pat­i­na. Al­le­re­de ved før­ste glimt gen­nem de blyind­fat­te­de ru­der på East 70th Stre­et mel­lem Park og Ma­di­son Ave­nue for­nem­mer man et magisk uni­vers fyldt med al­le­hån­de et­no­gra­fi­ka, ud­stop­pe­de dyr, vi­den­ska­be­li­ge in­stru­men­ter og fle­re ge­ne­ra­tio­ners hel­te­be­drif­ter og ak­ku­mu­le­re­de rø­ver­hi­sto­ri­er. Den­ne til­sy­ne­la­den­de util­na­er­me­li­ge og hem­me lig­heds­fyld­tes­lyn­gelstue i fe me­ta­ger–li­ge de­le Ga­lat­he­a­kro og Vi­den­ska­ber­nes Sel­skab – vi­ser sig ved na­er­me­re ef­ter­syn at va­e­re for­bløf­fen­de til­ga­en­ge­lig for en bre­de­re of­fent­lig­hed og by­der hver uge på ufor­mel­le fored­rag om alt mel­lem him­mel og jord; fra red­nin­gen af mid­delal­der­li­ge ma­nuskrip­ter i Tim­buk­tu, til nye op­da­gel­ser i may­a­by­en Pa­lenque og aku­t­te kli­maa­en­drin­ger på An­tark­tis. Dis­se of­fent­li­ge fored­rag fin­der sted på før­ste sal i The Clark Room navn­gi­vet ef­ter hu­sets op­rin­de­li­ge ejer Step­hen J. Clark, hvis fa­mi­lie blev ho­ved­rig som grund­la eg ge­re af sy­ma­ski­ne virk­som­he­den Sin­ger, in­den de i 1965 solg­te vil­la­en vi­de­re til The Expl­o­rers Club, der ind­til da hav­de haft fle­re skif­ten­de adres­ser.

Ef­ter en ra­ek­ke be­søg er det lyk­ke­des mig at få ad­gang til klub­bens øv­ri­ge sam­lin­ger og ar­ki­ver, som ku­ra­to­ren La­cey Fl­int de se­ne­re år har do­ku­men­te­ret og sy­ste­ma­ti­se­ret for at fin­de ho­ved og ha­le i de man­ge skrift­li­ge og ma­te­ri­el­le levn, som klub­bens med­lem­mer har ind­sam­let og ef­ter­ladt gen­nem de se­ne­ste 114 år. Op­rin­de­lig var den­ne klub ta­enkt som en eks­klu­siv her­re­lo­ge med en klar ho­ved­va­egt af po­lar­for­ske­re, der i åre­ne bå­de før og ef­ter grund­la­eg­gel­sen i 1904 ar­bej­de­de må­l­ret­tet på at fravri­ste klo­den dens sid­ste uind­ta­ge­li­ge ba­stio­ner. De før­ste tre pra­esi­den­ter Adolp­hus Gre­e­ly, Fre­de­ri­ck Cook og Ro­bert Peary hav­de al­le søgt sta­dig ta­et­te­re end no­gen an­dre på den at­trå­e­de Nord­pol gen­nem en ra­ek­ke dra­ma­ti­ske og of­te kon­tro­ver­si­el­le po­lar­rej­ser fra 1881-1909. Af Gre­e­ly-eks­pe­di­tio­nen (1881-84) vend­te kun syv af de op­rin­de­lig 25 del­ta­ge­re til­ba­ge med li­vet i be­hold ef­ter en dra­ma­tisk red­nings­ak­tion. Den er fore­vi­get på et olie­ma­le­ri, som pry­der va­eg­gen i klub­bens bi­bli­o­tek. Gre­e­lys sir­li­ge små sy­ge­kas­se­bril­ler er blandt de man­ge re­lik­vi­er, som Fl­int frem­vi­ser i ar­ki­vets gem­mer. De blev hjem­bragt ef­ter den ka­ta­stro­fa­le eks­pe­di­tion un­der hans le­del­se. De få over­le­ven­de del­ta­ge­re hav­de – iføl­ge se­ne­re rets­me­di­cin­ske og ar­ka­e­o­lo­gi­ske un­der­sø­gel­ser – set sig nødsa­get til at forta­e­re de­res af­dø­de rej­se­fa­el­ler in­den red­nin­gen i 1884. Gre­e­lys ef­ter­føl­ge­re som pra­esi­den­ter for klub­ben, Fre­de­ri­ck Cook og Ro­bert Peary, ha­ev­de­de beg­ge som de før­ste at ha­ve nå­et Nord­po­len i hen­holds­vis 1908 og 1909, og selv om det lyk­ke­des Peary at så tvivl om Cooks be­drift (og si­den at for­stø­de ham som klub­bens pra­esi­dent), er det sid­ste ord vist end­nu ik­ke sagt i den­ne sag. Se­ne­re bø­ger har ha­ev­det, at hel­ler ik­ke Peary nå­e­de helt frem til Nord­po­len, og at hans på­stand om at ha­ve til­ba­gelagt de sid­ste 240 ki­lo­me­ter i hund­esla­e­de på kun fem da­ge fo­re­kom­mer højst us­and­syn­lig og end ik­ke vil­le kun­ne gen­nem­fø­res med nu­ti­dens snescoo­te­re.

I så fald til­fal­der ae­ren i ste­det Ro­ald Amund­sen, der i 1926 nå­e­de Nord­po­len med fly ef­ter al­le­re­de som den før­ste på sen­sa­tio­nel vis at ha­ve ero­bret Nord­ve­st­pas­sa­gen med skib (1903-06) og Syd­po­len til fods (1911). Nord­man­dens stol­te be­drif­ter re­pra­e­sen­te­rer mile­pa­e­le i ud­forsk­nin­gens hi­sto­rie, da me­re end 140 tid­li­ge­re eks­pe­di­tio­ner (in­klu­si­ve Jens Munks i 1619-20) gen­nem de fo­re­gå­en­de fi­re år­hund­re­der hav­de va­e­ret ude af stand til at fin­de og gen­nem­sej­le den at­trå­e­de Nord­ve­st­pas­sa­ge til Stil­le­ha­vet. Syd­po­len hav­de va­e­ret li­ge så langt uden for men­ne­ske­lig ra­ek­ke­vid­de, in­den kaplø­bet om at nå den i 1911 blev vun­det af Amund­sen – og tabt af Ro­bert Falcon Scott, som an­kom en må­ned for sent og si­den buk­ke­de un­der i det nå­des­lø­se an­tark­ti­ske land­skab.

KU­RA­TOR La­cey Fl­int frem­vi­ser en ra­ek­ke af Scotts vi­den­ska­be­li­ge in­stru­men­ter og ap­pel­le­rer til mit pa­tri­o­ti­ske sin­delag ved at pra­e­sen­te­re Knud Ras­mus­sens de­tal­je­re­de kor­re­spon­dan­ce med The Expl­o­rers Club for­fat­tet på et form­ful­dendt en­gelsk i 1924-25. Un­der Ras­mus­sens Fem­te Thu­le­eks­pe­di­tion op­hø­je­de klub­bens be­sty­rel­se ham til sit før­ste dan­ske ae­res­med­lem – en ti­tel, han kom til at de­le med an­dre skan­di­na­vi­ske po­lar­for­ske­re som Ro­ald Amund­sen og Fridtjof Nan­sen. Sto­re Knuds bu­ste går én i mø­de al­le­re­de i stu­e­e­ta­gen, og på fem­te sal i The Gal­le­ry ha­en­ger sam­lin­ger­nes alt­do­mi­ne­ren­de med­lem­s­portra­et, som over­ra­sken­de nok ik­ke fo­re­stil­ler klub­bens mest ka­no­ni­se­re­de og ver­dens­be­røm­te skik­kel­ser så­som Ro­ald Amund­sen, Ed­mund Hil­lary el­ler Neil Arm­strong, men der­i­mod vo­res egen go’e gam­le Peter Freu­chen. Hal­f­dan Ras­mus­sens vel­kend­te og sel­vud­s­let­ten­de hel­te­kvad No­get om hel­te, hvor Peter Freu­chen »knak sit ben«, si­destil­le­de ham som be­kendt med den bi­bel­ske Sam­son – og spør­ger man na­er­me­re ind til hans be­drif­ter i det­te forum, vi­ser det sig hur­tigt, at dan­ske­rens ken­dis­sta­tus for­modent­lig er hø­je­re her end no­get sted i hans op­rin­de­li­ge fa­ed­re­land.

Peter Freu­chens ube­ta­le­li­ge gam­le rø­ver­hi­sto­rie om, hvor­dan han i 1923 blev be­gra­vet i sne på Baf­fin Island – og si­den gra­ve­de sig selv fri og am­pu­te­re­de sin in­de­fros­ne fod ved brug af eg­ne dybfros­ne fa­e­ka­li­er – er i hans selv­bi­o­gra­fi sup­ple­ret af den nøg­ter­ne kon­sta­te­ring, at »i og for sig er der in­gen, der hol­der af at se sit eget ske­let!« Hans be­ret­ning, som gan­ske en­kelt er for god til at bli­ve tjek­ket ef­ter, bli­ver her om­fav­net som et ek­sem­pel på den sa­er­li­ge uku­e­li­ge ånd, der gen­nem­sy­rer den hi­sto­ri­ske klub af vove­hal­se og lyk­ke­rid­de­re.

Der er in­gen tvivl om, at den gam­le even­ty­rer hav­de et sa­er­de­les lyd­hørt pu­bli­kum i den­ne ha­e­der­kro­ne­de New Yor­ker-in­sti­tu­tion, hvor han til­brag­te si­ne se­ne­ste år­ti­er, og hvor han blev in­tro­du­ce­ret for an­dre lar­ger-than-li­fe skik­kel­ser. Så­som Lowell Tho­mas, hvis ar­bej­de som jour­na­list un­der Før­ste Ver­denskrig først udø­de­lig­gjor­de Lawren­ce of Ara­bia og si­den hjalp med at ud­bre­de in­ter­es­sen for

The Expl­o­rer Clubs man­ge ak­ti­vi­te­ter og eks­pe­di­tio­ner.

Som Fl­int for­kla­rer mig, bli­ver Freu­chen sta­dig be­trag­tet som en af klub­bens fo­re­gangs­ma­end:

»For mig re­pra­e­sen­te­rer han den gam­le ste­reo­typ på even­ty­re­ren, der sid­der med pi­ben i mun­den og fo­den på glo­bus­sen. Men han gen­nem­før­te fak­tisk og­så vig­ti­ge vi­den­ska­be­li­ge un­der­sø­gel­ser med si­ne kort­la­eg­nin­ger af Ark­tis, selv om han ik­ke var no­gen kon­ven­tio­nel vi­den­skabs­mand. Han er des­u­den et godt ek­sem­pel på ud­hol­den­hed med sit tra­e­ben og en per­son, der på man­ge må­der le­gem­lig­gjor­de klub­ben, hvor han var bå­de en kendt op­da­gel­ses­rej­sen­de og en skat­tet hi­sto­ri­e­forta­el­ler. Han hjalp Thor Hey­er­da­hl i gang med Kon­tiki-eks­pe­di­tio­nen og dø­de på vej til en po­lar­eks­pe­di­tion med Lowell Tho­mas – og fore­ne­de så­le­des en lang ra­ek­ke for­skel­li­ge og unik­ke ta­len­ter.«

DER er dog fle­re af klub­bens an­dre med­lem­mer, hvis even­tyr­li­ge be­drif­ter gør den sto­re dan­sker ran­gen stri­dig. Blandt dem er Carl Ake­ley, den før­ste pra­esi­dent for klub­ben

med en eks­per­ti­se uden for Ark­tis (1917-18). Det­te ut­ro­li­ge re­na­es­san­ce­men­ne­ske var en gud­benå­det skul­p­tør og ud­stop­per af dyr i be­va­e­gel­se og skab­te de før­ste og end­nu bed­ste, mo­der­ne na­tur­hi­sto­ri­ske di­o­ra­ma­er for mu­se­er i New York og Chi­ca­go. Han var og­så en pio­ner in­den for zoo­lo­gi og na­tur­be­skyt­tel­se – blandt an­det som op­havs­mand til go­ril­la­re­ser­va­tet Virun­ga i Congo. Des­u­den bril­le­re­de han som op­fin­der af me­re end 30 pa­ten­ter.

I 1896 var hans held dog ved at slip­pe op, da han un­der en hy­a­e­nej­agt i Ke­nya blev an­gre­bet og flå­et i styk­ker af en ar­rig le­o­pard. Ef­ter en 20 mi­nut­ter lang dødskamp med den sto­re kat lyk­ke­des det ham at stik­ke sin arm så dybt ned i rov­dy­rets sva­elg, at det til sidst udån­de­de – dog først ef­ter at ha­ve til­fø­jet de dy­be fla­en­ger i Ake­leys an­sigt, som end­nu do­mi­ne­rer hans ma­le­de po­rtra­et.

En an­den op­lagt kan­di­dat kun­ne va­e­re Roy Chap­man An­drews, som In­di­a­na Jo­neska­rak­te­ren er ba­se­ret på, og som op­da­ge­de de før­ste di­nosaur-aeg un­der si­ne eks­pe­di­tio­ner til Mongo­li­et i 1920rne. Den­ne kom­pro­mis­lø­se ud­for­sker af frem­me­de him­mel­strøg iført hat og ri­depisk – og al­tid be­va­eb­net til ta­en­der­ne – gjor­de kort pro­ces med fle­re af de rø­ve­re og ban­dit­ter, der med mel­lem­rum pla­ge­de hans eks­pe­di­tio­ner. Mod­sat den ge­myt­li­ge Freu­chen, der i 1938 grund­lag­de den dan­ske Even­ty­rer­nes Klub, var Chap­man – med sit be­røm­te mot­to »Ad­ven­tu­res are a mark of in­com­pe­ten­ce« – fjendt­ligt indstil­let over for alt, hvad der før­te hans vi­den­ska­be­li­ge eks­pe­di­tio­ner ud på uven­te­de even­tyr. I Chap­mans øj­ne var det tegn på dår­lig plan­la­eg­ning, når en op­da­gel­ses­fa­erd for­be­redt med mi­li­ta­er om­hu og pra­e­ci­sion ad van­ve­je udar­te­de til en stri­be af uven­te­de og uka­er­kom­ne be­gi­ven­he­der og op­le­vel­ser. Gra­en­sen mel­lem even­tyr og ud­forsk­ning har dog of­te va­e­ret tem­me­lig fly­den­de i The Expl­o­rers Club, selv om La­cey Fl­int for­mu­le­rer føl­gen­de di­stink­tion mel­lem »even­ty­re­ren, der hop­per ud af et fly for sin for­nø­jel­ses skyld, og ud­for­ske­ren, der med en vi­den­ska­be­lig dagsorden hop­per ud af et fly for at te­ste en ny dragt el­ler faldska­erm, vind- og vej­r­for­hold etc.«

Det er sta­dig et åbent spørgs­mål, hvil­ken af de to ka­te­go­ri­er ek­sem­pel­vis Kon­tiki­eks­pe­di­tio­nen bør indsa­et­tes i. Gan­ske vist gen­nem­før­te Thor Hey­er­da­hl en ret ut­ro­lig be­drift ved at kryd­se Stil­le­ha­vet i en flå­de af bal­sa­trae, men han godt­gjor­de der­med ik­ke, at det og­så skul­le va­e­re ble­vet gjort tid­li­ge­re i hi­sto­ri­en. Ge­ne­ti­ske stu­di­er har si­den til­ba­ge­vist hans te­o­ri­er om, at pra­eco­lum­bi­an­ske sø­fa­re­re fra Sy­da­me­ri­ka skul­le ha­ve ko­lo­ni­se­ret Po­ly­nesi­en, hvis be­folk­ning i ste­det har vist sig at ha­ve asi­a­ti­ske aner.

Der er dog in­gen tvivl om, at Kon­tiki­eks­pe­di­tio­nen sta­dig har en høj stjer­ne i The Expl­o­rers Club, som stolt frem­vi­ser den glo­bus, der ef­ter si­gen­de blev brugt til pro­jek­tets for­be­re­del­se. Ar­ki­vet rum­mer og­så en stump af Hey­er­da­hls far­tøj.

Ef­ter de sen­sa­tio­nel­le po­lar­eks­pe­di­tio­ner i be­gyn­del­sen af det 20. år­hund­re­de fulg­te et par år­ti­er med sta­dig min­dre be­vå­gen­hed om­kring vi­den­ska­be­li­ge land­vin­din­ger og op­da­gel­ses­rej­ser. Kon­tiki-eks­pe­di­tio­nen i 1947 var der­for med til at ki­ck­star­te den an­den sto­re bøl­ge i ud­forsk­nin­gen af ver­dens sid­ste util­ga­en­ge­li­ge eg­ne. Den før­te til top­pen af Mo­unt Eve­rest i 1953 og til bun­den af Ma­ri­a­ner­gra­ven i 1960 – og min­dre end et år­ti der­ef­ter brag­te den det før­ste men­ne­ske til Må­nen.

Det na­e­ste sto­re spring fremad – som dog nok end­nu lig­ger et styk­ke ude i frem­ti­den – kun­ne va­e­re en be­man­det Mar­s­eks­pe­di­tion og den før­ste men­ne­ske­li­ge ko­lo­ni­se­ring af frem­me­de him­mel­le­ge­mer. Det ar­bej­der fle­re af klub­bens 3000 med­lem­mer fak­tisk se­ri­øst på i sam­ar­bej­de med for­skel­li­ge uni­ver­si­te­ter og forsk­nings­cen­tre – og as­si­ste­ret af pri­va­te ildsja­e­le som Jeff Bezos og Elon Musk, der beg­ge er med­lem­mer af klub­ben.

Af de om­kring 600 pro­jek­ter, som The Expl­o­rers Club for ti­den er in­vol­ve­ret i, kva­li­fi­ce­rer ca. 50 af dem til et af de flag, som in­sti­tu­tio­nen ud­de­ler til de i de­res øj­ne mest loven­de pro­jek­ter til vands, til lands og i luf­ten/rum­met. Si­den in­sti­tu­tio­nens før­ste flag­ba­e­ren­de op­da­gel­ses­fa­erd til Ve­nezu­ela i 1918 har et af dis­se flag (som det ene­ste ob­jekt no­gen­sin­de) be­søgt bå­de Mo­unt Eve­rest og Ma­ri­a­ner­gra­ven, et an­det har va­e­ret på må­nen, mens an­dre har rejst med Roy Chap­man An­drews til Mongo­li­et el­ler del­ta­get i Thor Hey­er­da­hls eks­pe­di­tio­ner.

DE se­ne­ste år­ti­er er der sket en til­tra­engt for­ny­el­se af den ef­ter­hån­den no­get fos­si­le­re­de her­re­lo­ge. I 1981 fik de før­ste kvin­der om­si­der ad­gang, og i dag rum­mer klub­ben fle­re af vor tids mest dy­na­mi­ske og vi­sio­na­e­re kvin­de­li­ge na­tur­for­ske­re – blandt an­dre pri­ma­to­lo­gen Ja­ne Goo­dall, dybhavs­for­ske­ren Syl­via Ear­le (og­så kendt som Her De­ep­ness) og en lang ra­ek­ke an­dre gra­en­se­over­skri­den­de in­di­vi­der, der i det­te magi­ske forum mø­des og ud­veks­ler nye ide­er og ini­ti­a­ti­ver på tva­ers af køn og tra­di­tio­nel­le fag­gra­en­ser.

Klub­bens i dag 3000 med­lem­mer kom­mer fra me­re end 60 for­skel­li­ge lan­de og end­nu fle­re aka­de­mi­ske og pro­fes­sio­nel­le bag­grun­de og er her om­gi­vet af fan­ta­sti­ske et­no­gra­fi­ske og zoo­lo­gi­ske sam­lin­ger. Som for ek­sem­pel kra­ni­et af en ele­fant med fi­re stød­ta­en­der fra Bel­gisk Congo. Der er og­så skin­det af en men­ne­skea­e­den­de ti­ger med 48 liv på samvit­tig­he­den. Fem af klub­bens med­lem­mer ned­lag­de den i 1968 ef­ter in­vi­ta­tion fra Ne­pals kon­ge. Samt en unik ye­ti-skalp, som Mo­unt Eve­re­sts ero­brer Ed­mund Hil­lary hjem­brag­te fra Hi­ma­laya (det vi­ste sig dog se­ne­re, at den var fa­bri­ke­ret af ge­de­skind). Blandt de sid­ste re­lik­vi­er, jeg får frem­vist i klub­bens ar­kiv, er Theo­do­re Roo­se­velts an­søg­ning om op­ta­gel­se i 1915 i kølvan­det på hans fa­re­ful­de fa­erd til Bra­si­li­ens ukend­te flo­der og jung­ler (1913-14), og som na­er hav­de ko­stet ham li­vet. I sit im­po­ne­ren­de CV na­ev­ner Roo­se­velt henka­stet em­be­det som USA’s pra­esi­dent blandt si­ne man­ge tid­li­ge­re jobs. Det er godt 100 år se­ne­re sva­ert at fo­re­stil­le sig hans li­ge­le­des re­pu­bli­kan­ske ef­ter­føl­ger ud­vi­se en til­sva­ren­de in­ter­es­se for en in­sti­tu­tion til­eg­net ak­ku­mu­la­tio­nen af ny kom­pleks vi­den og ind­sigt – men med si­ne man­ge ve­lyn­de­re skal The Expl­o­rers Club nok kla­re sig uden hans be­vå­gen­hed.

Som Art­hur C. Clar­ke en­gang for­mu­le­re­de det, kan avan­ce­ret tek­no­lo­gi of­te va­e­re sva­er at skel­ne fra magi. Man kun­ne ha­ev­de det sam­me om vi­den­ska­be­lig ud­forsk­ning og even­tyr­li­ge op­le­vel­ser, som of­te har hørt ulø­se­ligt sam­men i de man­ge eks­pe­di­tio­ner, der i ti­dens løb er ud­gå­et fra The Expl­o­rers Club.

Selv­føl­ge­lig spi­ser de hels­tegt kro­ko­di­l­le, når de hol­der års­mø­de hos even­ty­rer­ne i The Expl­o­rers C

FO­TO: REU­TERS/SCAN­PIX

Club i New York. Her til­be­redt af stjer­ne­kok­ken Ge­ne Rur­ka.

Øverst til ven­stre ses Peter Freu­chen og Knud Ras­mus­sen, 1910. Til høj­re til­be­red­te ge­de­pe­nis­ser, ser­ve­ret i The Expl­o­rers Club. Til ven­stre et styk­ke af Hey­er­da­hls Kon­tiki­flå­de samt Scotts in­stru­men­ter. Og her­over ses den fal­ske ye­ti-skalp.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.