An­ne Knud­sen an­mel­der to bø­ger om de dan­ske hen­ret­tel­sers hi­sto­rie.

Skar­p­ret­te­rens med­hja­el­per løf­te­de det af­hug­ge­de ho­ved ved ører­ne og vi­ste det frem mod ver­dens­hjør­ne­r­ne, ade­li­ge blev hug­get med sva­erd, mens ty­ve og ul­ve hang si­de om si­de i gal­ger­ne. Døds­straf­fen var en­gang en selv­føl­ge­lig del af det dan­ske sam­fund.

Weekendavisen - - Bøger - Af AN­NE KNUD­SEN

Det deÀ­ni­ti­ve va­erk om døds­straf­fen i Dan­mark si­den Re­for­ma­tio­nen, velskre­vet og uhy­re la­e­se­ligt, kna­størt.

Ni­els H. Kragh-Ni­el­sen: Straf­fet på li­vet. Hen­ret­tel­ser i Dan­mark 1537-1892. 612 si­der, ill., stor­for­mat. 399,95 kr. Gads For­lag.

Hans Gre­ger­sen: Det sid­ste skridt. Dan­ske døds­dom­me gen­nem 500 år. 304 si­der, ill., stor­for­mat. 299,95 kr. Tur­bi­ne.

Der er at­ter ul­ve i de dan­ske sko­ve, og på de ska­er­me, som vi­ser nyhe­der, kan man se ma­end po­se­re med af­hug­ge­de ho­ve­d­er og blo­di­ge sva­erd; man kan til­med fin­de le­ven­de bil­le­der af hals­hug­nin­ger. Dis­se drab på gids­ler fortje­ner ik­ke navn af hen­ret­tel­ser; de er – med Ni­els H. Kragh-Ni­el­sens ord – »mord ud­ført med koldt over­la­eg, uden ret og ret­fa­er­dig­hed«. Men må­ske er det al­li­ge­vel på grund af dis­se gru­ful­de gen­kom­ster, at der net­op nu ud­kom­mer he­le to tyk­ke bø­ger om døds­straf og hen­ret­tel­ser i dan­marks­hi­sto­ri­en. I hvert fald er det på­fal­den­de.

De to bø­ger er imid­ler­tid me­get for­skel­li­ge. Hans Gre­ger­sens Det sid­ste skridt er skre­vet på se­kun­da­er­lit­te­ra­tu­ren, mens Kragh-Ni­el­sens Straf­fet på li­vet byg­ger på man­ge år­ti­ers stu­di­er i pri­ma­er­kil­der­ne; her er ta­le om et livsva­erk, umå­de­lig la­erd og med strin­gent og udtøm­men­de brug af samt­li­ge ta­en­ke­li­ge kil­der. Det de­fi­ni­ti­ve va­erk om døds­straf­fen i Dan­mark si­den Re­for­ma­tio­nen, velskre­vet og uhy­re la­e­se­ligt, kna­størt.

Kragh-Ni­el­sen ord­ner, ana­ly­se­rer og frem­la­eg­ger de fak­ti­ske for­hold og be­gi­ven­he­der og hol­der si­ne eg­ne me­nin­ger i kort snor; den gun­sti­ge la­e­ser kan selv me­ne, hvad me­nes skal. »Det sy­nes at ha­ve va­e­ret en tid­lig og ud­bredt op­fat­tel­se, at børn hav­de godt af at over­va­e­re så­dan­ne be­gi­ven­he­der.« Det un­der­byg­ges straks med skil­drin­gen af, hvor­dan Jør­gen Pe­der­sen i Kø­ben­havn i 1625 skal døm­mes for at ha­ve slå­et sin far. I kon­gens skri­vel­se til lens­man­den, der skal stå for dom­fa­el­del­sen, ind­ska­er­pes det, at hvis det skul­le bli­ve en døds­dom, skal tid og sted for ek­se­ku­tio­nen kund­gø­res fra by­ens pra­e­di­ke­sto­le, for at an­dre uly­di­ge børn kan va­e­re til ste­de og der­af ta­ge ek­sem­pel til at fryg­te Gud og ae­re de­res fora­el­dre.

I det he­le ta­get var den op­dra­gen­de virk­ning af de for­skel­li­ge le­gem­s­straf­fe den va­e­sent­lig­ste be­grun­del­se for at ud­fø­re dem, an­dre li­ge­sin­de­de til skra­ek og ad­var­sel. Og­så for­bry­der­ne skul­le op­dra­ges her på de­res yder­ste; man lag­de stor va­egt på, at de skul­le gå an­gren­de og der­for vil­ligt til de­res egen hen­ret­tel­se. Man ud­sat­te un­der­ti­den ek­se­ku­tio­nen, så pra­e­sten kun­ne få nog­le ek­stra da­ge til at ta­le med de­lin­kven­ten og op­nå den pas­sen­de an­ger. An­ge­ren var til­sy­ne­la­den­de sa­er­lig stor blandt de man­ge ugif­te kvin­der, som blev hen­ret­tet for fød­sel i dølgs­mål og ef­ter­føl­gen­de drab på den ny­fød­te. Fle­re af dem gik i 1600-åre­ne syn­gen­de til ska­fot­tet og an­råb­te om Guds nå­de, mens de kna­e­le­de for bød­de­len. Al­li­ge­vel var der for­bry­de­re, som var så for­vor­p­ne, at in­tet kun­ne stil­les op; i 1861 ud­gav pa­stor J.E. Gjel­lebøl fra Pra­e­stø li­ge­frem en lil­le bog, hvori han for­tal­te om si­ne for­ga­e­ves an­stren­gel­ser for at be­re­de Lars Ni­el­sen til dø­den. Ef­ter 21 for­søg måt­te pra­e­sten er­ken­de, at den døm­te var »for­stok­ket og ui­mod­ta­ge­lig for re­li­gio­nens på­virk­ning«. Den lil­le bog hed Spild­te Guds Ord paa Bal­le-Lars. Men navn­lig i de tid­li­ge­re år­hund­re­der er der man­ge, man­ge ek­semp­ler på, at for­bry­der­ne over­gav sig yd­mygt til de­res ska­eb­ne. Ad­skil­li­ge pro­teste­re­de mod at ha­ve bund­ne ha­en­der, og bøj­ler på blok­ken til at hol­de ho­ve­d­et på plads var et sent og sja­el­dent på­fund. Det var kun, når bød­de­len hug­ge­de fejl før­ste gang – el­ler før­ste og an­den gang – at der var pro­ble­mer med at hol­de den døm­te ro­lig på blok­ken. No­get an­der­le­des stil­le­de sa­gen sig ved rad­bra­ek­ning; in­gen lod vil­ligt si­ne lem­mer knu­se med vogn­hjul og si­den flet­tes ind mel­lem hju­lets eger, før det­te blev rejst op på en tre-fi­re me­ter høj sta­ge. Det ha­end­te, at rad­bra­ek­ke­de le­ve­de i tre døgn.

MED et ma­te­ri­a­le af den­ne art skul­le man ik­ke tro, der var no­gen grund til at dra­ma­ti­se­re. Dét er ik­ke de­sto min­dre, hvad Hans Gre­ger­sen gør i sin sto­re, men ma­er­ke­ligt kurso­ri­ske bog om en ra­ek­ke sa­ger, der end­te med døds­straf. Hos Gre­ger­sen er de ugif­te mødre »uhel­di­ge« og »stak­kels«, de­res hand­lin­ger »gru­ful­de« og ud­ført, mens kvin­der­ne var »så over­va­el­det af smer­ter og ve­er, at ...« og så vi­de­re. For­fat­te­ren van­drer uge­nert rundt i de om­hand­le­de per­so­ners be­vidst­hed, mens ad­jek­ti­ver myl­drer om­kring fakta, der i sig selv er ri­ge­ligt skrap­pe til, at la­e­se­ren gan­ske på egen hånd vil­le kun­ne få en for­fa­er­det el­ler med­fø­len­de tan­ke. Men Gre­ger­sen vil ik­ke ri­si­ke­re, at vi går glip af de ret­te fø­lel­ser, så Stru­en­se­es i sand­hed ma­ka­bre hen­ret­tel­se bli­ver gar­ne­ret med dybsin­dig­he­der om, at »den de­tro­ni­se­re­de lyk­ke­rid­der (…) måt­te san­de det gam­le ord om højt at fly­ve, dybt at fal­de. For sa­e­be­bob­len, hvori han hav­de be­fun­det sig (…) var bri­stet«.

Men tem­po­et er rask, il­lu­stra­tio­ner­ne fi­ne, og hvis man kan hol­de ud at få ind med ske­er, at mord­bra­en­de­ren og dy­re­mis­hand­le­ren Jens Ni­el­sen var »et åben­lyst re­sul­tat af 1800-åre­nes pryg­le-pa­e­da­go­gik«, kan man hos Gre­ger­sen i til­gift få et ka­pi­tel om Vestin­di­en og et om Besa­et­tel­ses­ti­den.

Vil man vi­de, hvor­dan ver­den tog sig ud for en døds­dømt fra un­der­klas­sen un­der den dan­ske Ene­va­el­de, er der sta­dig in­gen bed­re tekst end Ole Pe­der­sen Kol­le­rød: Min Hi­sto­rie, som Dansk Fol­ke­min­de­sam­ling ud­gav i 1978: en kom­men­te­ret ud­skrift af 218 fo­lio-si­der (på Det Kon­ge­li­ge Bi­bli­o­tek), som den 38-åri­ge, døds­døm­te for­bry­der med egen hånd nedskrev i fa­engs­let for at for­kla­re, hvor­dan det he­le var gå­et til. Det var i 1840.

HOS Kragh-Ni­el­sen får man øj­ne­ne op for den de­cen­tra­le rets­u­dø­vel­se i det før­de­mo­kra­ti­ske Dan­mark. Kort- og Ma­tri­kel­sty­rel­sen ta­el­ler 145 lo­ka­li­te­ter (uden her­tug­døm­mer­ne) med Gal­ge- som for­led; men­ne­sker blev hen­ret­tet fra Ska­gen til Ged­ser. Det er ik­ke sik­kert, der stod en gal­ge; det var trods alt ik­ke hvert år­ti, no­gen blev døds­dømt i lan­d­om­rå­der­ne, og gal­ger­ne faldt sam­men mel­lem år og dag. Der blev byg­get nye ef­ter be­hov. De fle­ste var af trae, men ved sto­re by­er som Hels­in­gør og Kø­ben­havn kun­ne der stå mu­re­de gal­ger, nog­le af dem i fle­re eta­ger. De ha­eng­te blev nem­lig ha­en­gen­de, til de selv faldt ned. I mel­lem­ti­den blev der ja­evn­ligt på­gre­bet godt­folk, som sat­te en sti­ge til gal­gen for at til­eg­ne sig en fin­ger, en tå el­ler an­det lem; stum­pen skul­le bru­ges til øl­bryg­ning. Ty­ve blev ha­engt, hek­se bra­endt, og pa­e­ne ma­end og kvin­der hen­ret­tet med sva­erd. Men ef­ter­hån­den var der for få hen­ret­tel­ser til, at mes­ter­ma­en­de­ne kun­ne be­va­re øvel­sen, og man fik skan­da­ler, hvor der skul­le hug­ges fle­re gan­ge. I 1791 blev sva­er­det en­de­gyl­digt er­stat­tet af øk­sen, som kra­e­ve­de min­dre eks­per­ti­se; den ud­nyt­ter tyng­de­loven. Kon­gen fastslog, at man ik­ke skul­le ag­tes rin­ge­re, for­di man var ret­tet med øk­se i ste­det for sva­erd. Helt us­a­ed­van­ligt ind­dra­ger Kragh-Ni­el­sen den mi­li­ta­e­re rets­hånd­ha­e­vel­se og gi­ver en uhy­re sja­el­den skil­dring af de mi­li­ta­e­re hen­ret­tel­ser og an­dre fy­si­ske straf­fe, hvori­blandt navn­lig spids­rod.

Bå­de i mi­li­ta­e­ret og ved ci­vi­le hen­ret­tel­ser gjor­de man sig li­ge så me­gen uma­ge med at do­se­re va­na­e­ren som smer­ten. Det fo­re­kom af­gø­ren­de vig­tigt, at man blev be­gra­vet sam­men med sit ho­ved el­ler ta­et på kir­ken. Så hvis dom­men var hård, blev det af­hug­ge­de ho­ved sat på sta­ge. I Hels­in­gør og Ri­be sat­te man sta­ger­ne med sørø­ve­res ho­ve­d­er na­er stran­den, så de kun­ne ses fra sø­en. Ale­ne i 1571 hen­ret­te­de man 27 sørø­ve­re i Hels­in­gør.

Døds­straf­fen blev af­skaf­fet i Dan­mark i 1930; da var der gå­et na­e­sten en ge­ne­ra­tion, si­den brandstif­te­ren Jens Ni­el­sen i 1892 blev hen­ret­tet. Al­le se­ne­re døds­døm­te var ble­vet benå­det til livsva­rigt stra­f­ar­bej­de. De of­fent­li­ge hen­ret­tel­ser, der en­gang var ble­vet set som go­de op­dra­gel­ses­mid­ler, blev ef­ter­hån­den be­trag­tet som ska­de­li­ge for mora­len. De sto­re flok­ke af ma­end, kvin­der og børn, der strøm­me­de til ret­ter­ste­der­ne, fik gan­ske vist et kort gys, men alt for man­ge gik for­nø­je­de og for­rå­e­de der­fra.

IL­LU­STRA­TIO­NER FRA BO­GEN

Bam­ber­gi­s­che Hals­ge­ri­chts­ord­nung il­lu­stre­re­de i 1507 bå­de rad­bra­ek­ning og hals­hug­ning (oven­for). Skar­p­ret­te­røk­sen (øverst) kan ses i Stadt­mu­se­um i Hal­le; her me­ner man, at den skil­te Stru­en­see fra li­vet. Kra­ni­um og spi­ger (th.) er fra Slots Bjerg­by.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.