Det go­de sted

Ud­slus­ning. På Kri­mi­nal­forsor­gens pen­sio­ner skal af­so­ne­re op­dra­ges til fri­hed gen­nem sam­ta­le, respekt og li­ge­va­er­di­ge re­la­tio­ner. Men den blø­de magt er ik­ke al­tid så uskyl­dig, som den kan sy­nes.

Weekendavisen - - Ideer - Af CE­CI­LIE CRONWALD

Når nye af­so­ne­re an­kom­mer til pen­sio­nen, hvor de skal til­brin­ge den sid­ste del af de­res fa­engsels­straf, kan de fin­de på at re­fe­re­re til ste­dets an­sat­te som vag­ter­ne. »Vi gri­ber ind, når de gør det,« for­kla­rer Ka­rin, en af le­der­ne på ud­slus­nings­ste­det. »Vi prø­ver at fjer­ne de dér fa­engselsord.«

Her er in­gen uni­for­mer el­ler kro­p­s­vi­si­ta­tio­ner og in­gen, der lå­ses in­de om nat­ten. De, der bor her, er ik­ke fan­ger el­ler ind­sat­te, men »be­bo­e­re«, som til­by­des kaf­fe el­ler so­da­vand, når de kom­mer. Her lyt­ter man og gi­ver hånd; op­byg­ger li­ge­va­er­di­ge re­la­tio­ner og vi­ser respekt. Som Ka­rin si­ger: »Det me­ner jeg fak­tisk er vo­res vig­tig­ste op­ga­ve. For­di ved Gud har de fle­ste ta­get ska­de af at sid­de i fa­engsel og mang­ler respekt og selvva­erd.«

Som re­gel lyk­kes det at vaen­ne de nye be­bo­e­re af med at kal­de me­d­ar­bej­de­re vag­ter, men i ste­det har de få­et et an­det til­navn, for­kla­rer Ka­rin: »Vi er ble­vet de voks­ne.« Be­tragt­nin­ger­ne er hen­tet fra ph.d.-af­hand­lin­gen Op­dra­gel­se til løsla­del­se, som pa­e­da­go­gik­for­sker Nan­na Koch Han­sen for ny­lig for­sva­re­de ved Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet. Trods en aka­de­misk-klin­gen­de un­der­ti­tel – »Desta­bi­li­se­ren­de la­es­nin­ger af Kri­mi­nal­forsor­gens ud­slus­nings­prak­sis« – og gav­mil­de re­fe­ren­cer til Foucault, så er ud­gangs­punk­tet hånd­gri­be­ligt nok: et seks må­ne­der langt fel­t­ar­bej­de på to af Kri­mi­nal­forsor­gens ud­slus­nings­pen­sio­ner, hvor hun ind­gik i og ob­ser­ve­re­de dag­lig­da­gen og tal­te med me­d­ar­bej­de­re og af­so­ne­re.

Af­hand­lin­gen vi­ser, hvor­dan ud­slus­nin­gen er gen­nem­sy­ret af en sta­erk forta­el­ling om fa­engs­let som ned­bry­den­de og pen­sio­nen som et sted, hvor man med sam­ta­le og om­sorg for­sø­ger at lap­pe de ind­sat­te sam­men, så de kan kla­re den van­ske­li­ge løsla­del­se. Hun vi­ser og­så, at selv­om den blø­de magt kan vir­ke mild sam­men­lig­net med fa­engs­lets hø­je mu­re og strik­se reg­ler, kan den på an­dre må­der va­e­re me­re gra­en­se­over­skri­den­de.

»Man in­ter­es­se­rer sig stort set ik­ke for af­so­ne­rens for­bry­del­se, men man in­ter­es­se­rer sig for af­so­ne­rens liv på al­le mu­li­ge an­dre må­der. På den må­de kom­mer man til at gri­be ind i per­so­nen på en helt an­den må­de, end man ty­pisk vil se som Kri­mi­nal­forsor­gens op­ga­ve.« In­den Nan­na Koch Han­sen gik i gang med sit ph.d.-pro­jekt, hav­de hun ar­bej­det med og i Kri­mi­nal­forsor­gen, blandt an­det un­der sit speciale på pa­e­da­go­gik­s­tu­di­et. Un­der­vejs hav­de hun be­søgt en af ud­slus­nings­in­sti­tu­tio­ner­ne, og det hav­de få­et hen­de til at un­dre sig: »Hvor­dan kan det va­e­re, man har nog­le in­sti­tu­tio­ner, som har til op­ga­ve at ret­te op på no­get af det, de an­dre in­sti­tu­tio­ner la­ver? Som har til op­ga­ve at lap­pe på nog­le pro­ble­mer, som Kri­mi­nal­forsor­gen selv ska­ber?«

DER fin­des syv pen­sio­ner med i alt 187 plad­ser, hvor ind­sat­te kan af­so­ne de sid­ste må­ne­der af de­res straf. Tid­li­ge­re var pen­sio­ner­ne ty­pisk sty­ret af en for­stan­der, der bo­e­de på ste­det, i dag er de døgn­be­man­det af en blan­ding af so­ci­al­rå­d­gi­ve­re, pa­e­da­go­ger og en­kel­te tid­li­ge­re fa­engsels­be­tjen­te. Nog­le af pen­sio­ner­ne fo­ku­se­rer på mis­brugs­be­hand­ling, an­dre på fa­mi­li­e­rå­d­giv­ning el­ler kog­ni­ti­ve fa­er­dig­he­der. Det er ik­ke al­le, der får lov at kom­me i ud­slus­ning. De, der gør, har en va­e­sent­ligt la­ve­re ri­si­ko for at be­gå ny kri­mi­na­li­tet: Lidt over halv­de­len af de ind­sat­te, der løsla­des di­rek­te fra fa­engs­let, en­der med at be­gå ny kri­mi­na­li­tet, mens det sam­me ga­el­der min­dre end en fjer­de­del af dem, der har va­e­ret for­bi en af ud­slus­nings­pen­sio­ner­ne. De umid­del­bart im­po­ne­ren­de ef­fek­ter skal dog ses i ly­set af, at det er Kri­mi­nal­forsor­gen selv, der ud­va­el­ger, hvem der skal ud­slu­ses. For ek­sem­pel fra­sor­te­res ban­de­med­lem­mer og folk med et ak­tivt mis­brug, så det er nemt at fo­re­stil­le sig, at det net­op er de ind­sat­te med størst chan­ce for re­ha­bi­li­te­ring, der en­der her. Uan­set ef­fek­ten har pen­sio­ner­ne den be­trag­te­li­ge for­del, at en plads her er va­e­sent­ligt bil­li­ge­re end en fa­engsels­plads.

På den før­ste dag af fel­t­ar­bej­det la­eg­ger Nan­na Koch Han­sen ma­er­ke til et skilt, der ha­en­ger på va­eg­gen i en af pen­sio­ner­nes op­holds­stue: Vi skal va­e­re så lidt in­sti­tu­tions­pra­e­ge­de som mu­ligt, lød tek­sten. Og selv­om man na­ep­pe hav­de ha­engt så­dan et skilt op i en pri­vat dag­ligstue, så er det ty­de­ligt, at der er gjort en ind­sats for at gø­re pen­sio­ner­ne så hjem­li­ge som mu­ligt.

»Man vil ger­ne over­skri­de den di­stan­ce, der er mel­lem sy­ste­met og af­so­ner­ne, og det gør man blandt an­det gen­nem den fy­si­ske in­dret­ning. Der er ik­ke no­gen hegn el­ler mu­re, i ste­det er der et blom­ster­bed uden­for,« for­kla­rer hun.

Det bli­ver og­så hur­tigt ty­de­ligt, at per­so­na­let la­eg­ger stor va­egt på sam­ta­ler, bå­de de lan­ge for­mel­le og de små og dag­lig­dags. De for­sø­ger på for­skel­li­ge må­der at »op­byg­ge re­la­tio­ner« og vin­de de ind­sat­tes til­lid. NÅR per­so­na­let skal udø­ve me­re hård magt, sker det of­te mod­vil­ligt. I af­hand­lin­gen be­skri­ver Nan­na Koch Han­sen, hvor­dan hun en af­ten ta­ger med to me­d­ar­bej­de­re, Anja og Da­ni­el, rundt for at tjek­ke, om al­le be­bo­er­ne er i hu­set. In­den de be­gyn­der nat­ter­un­den, har Anja for­talt, at hun fin­der det gra­en­se­over­skri­den­de at lå­se dø­re­ne op for at kig­ge ind til de soven­de ma­end. Hun har og­så for­talt, at me­d­ar­bej­der­ne lø­ben­de dis­ku­te­rer, om man hel­le­re skul­le sa­et­te vi­deo­ka­me­ra­er op, men at de fle­ste af hen­des kol­le­ger er imod ide­en. Da klok­ken er lidt over mid­nat, be­va­e­ger de sig så lyd­løst som mu­ligt rundt fra va­e­rel­se til va­e­rel­se. Da­ni­el ban­ker på, lå­ser op og kig­ger ind. »Nat­ter­un­de. Sov godt,« si­ger han, in­den han luk­ker dø­ren igen. Da de når til et af de va­e­rel­ser, hvor en be­bo­er har en ka­e­re­ste soven­de, kig­ger Da­ni­el på Anja. »Gi­der vi det?« spør­ger han. Anja sva­rer nej, og de sprin­ger va­e­rel­set over og går til­ba­ge til per­so­na­le­rum­met. »Pyyh, det var dej­ligt, at det gik godt« si­ger Anja. Na­e­ste dag brok­ker en af be­bo­er­ne sig. »Er det ik­ke et pen­sio­nat, det hér?« spør­ger han. »I mod­si­ger jer selv, und­skyld, at jeg si­ger det. Men I vil ik­ke sam­men­lig­nes med et luk­ket fa­engsel.«

Som be­bo­e­ren på­pe­ger, så har­mone­rer den åben­ba­re magtu­dø­vel­se dår­ligt med pen­sio­ner­nes ide­a­ler om sam­ta­ler, respekt og li­ge­va­erd. Of­te kom­mer for­hol­det mel­lem me­d­ar­bej­de­re og be­bo­e­re da og­så me­re til at min­de om et for­hold mel­lem børn og voks­ne – som når me­d­ar­bej­de­ren Jo­an for­kla­rer, at nog­le af af­so­ner­ne jo er »små børn«:

»Du kan jo sid­de og kig­ge på den stør­ste, overtus­che­de og tra­e­ne­de gut. Og så kan du mø­de ham ude ved fug­le­bu­ret, hvor han står og ry­ger en ci­ga­ret og si­ger: ’Uh, Jo­an, kom li­ge! Nu har jeg stå­et og kig­get lidt, og jeg ved ik­ke, om den har det dår­ligt den fugl der. Det er jo synd for den, hvis den er syg.’ (…) In­de­ni er de jo ba­re ét stort ka­os og har egent­lig ba­re brug for en stor kram­mer.«

Det hand­ler alt­så om at nå ind til det lil­le barn in­de i de sto­re ma­end.

Som en me­d­ar­bej­der si­ger om en af­so­ner: »Vi skal ha­ve skra­el­let la­ge­ne af ham. Han er en sår­bar ung mand, der har brug for hja­elp til at fin­de vej­en frem.« Her­ef­ter for­kla­rer en an­den me­d­ar­bej­der Nan­na Koch Han­sen, at man­ge af­so­ne­re kom­mer fra fa­engsel og er helt »sto­ne face«. Han na­ev­ner af­so­ne­ren Ja­nus, som kom da­gen før, og for­kla­rer, at selv de hår­de­ste ik­ke hol­der i me­re end tre uger. »Ja­nus kra­ke­le­re­de al­le­re­de i går,« ind­sky­der en kol­le­ga. Af­so­ner­ne ken­der godt nar­ra­ti­vet og ved, hvad der for­ven­tes af dem. De ved og­så, at de kan sen­des til­ba­ge til fa­engs­let, hvis de ik­ke le­ver op til reg­ler­ne. På et tids­punkt ta­ler Nan­na Koch Han­sen med en af­so­ner om for­skel­len på pen­sio­nen og fa­engs­let. Hun na­ev­ner, at hun har lagt ma­er­ke til, at man­ge sa­et­ter sig ind og snak­ker med per­so­na­let på kon­to­ret. »Ja. Det hav­de man ik­ke gjort i et rig­tigt fa­engsel,« si­ger han. »De er ens fjen­de num­mer ét i et fa­engsel«. Men det er an­der­le­des her, for­kla­rer han, »det skal det jo va­e­re. Du skal be­gyn­de at snak­ke med per­so­na­let, for­di hvis du ik­ke kan det, så har du pro­ble­mer. Så kan du ik­ke va­e­re her jo.«

Kun en en­kelt af de af­so­ne­re, som Nan­na Koch Han­sen tal­te med, af­vi­ste helt forta­el­lin­gen, da han af­slog at bli­ve in­ter­viewet: »Jeg ser det ik­ke som ud­slus­ning. Jeg ser det som af­so­ning. Det er ik­ke mig, der skal vaen­ne mig til sam­fun­det. Det er sam­fun­det, der skal vaen­ne sig til mig.«

SYSTEMETS forta­el­ling om »fa­engsels­ska­der«, der skal re­pa­re­res, og nød­ven­dig­he­den af at op­dra­ge de ind­sat­te til fri­he­den, er ik­ke nød­ven­dig­vis for­kert, un­der­stre­ger Nan­na. Men når man er sta­er­kt de­di­ke­ret til én idé, har det kon­se­kven­ser for, hvor­dan man ser og be­hand­ler af­so­ner­ne.

»Det gør jo no­get for, hvor­dan man får øje på de pro­ble­mer, folk kom­mer ind ad dø­ren med. Hvis man er på ud­kig ef­ter, hvor­dan folk har ta­get ska­de af at va­e­re i fa­engsel, så vil man ty­pisk og­så for­kla­re det, man ser, som en fa­engsels­ska­de,« si­ger Nan­na Koch Han­sen. »Det er klart, når man ser på den må­de, er der og­så ting, man ik­ke ser.«

Hun er ik­ke i tvivl om, at pen­sio­ner­ne har en be­ret­ti­gel­se – ik­ke mindst af helt prak­ti­ske år­sa­ger: Fa­eng­lets re­strik­ti­ve ram­mer gør det sim­pelt­hen sva­ert at la­e­re de ind­sat­te ting, de får brug for, når de er løsladt, som for ek­sem­pel at gå på bor­ger­ser­vi­ce.

Hun op­for­drer dog til, at man ik­ke la­der ide­en om pen­sio­ner­ne som »det go­de sted« skyg­ge for, at den blø­de magt, der udø­ves, og­så kan va­e­re gan­ske ind­gri­ben­de.

Det er hel­ler ik­ke al­le, der er in­ter­es­se­ret i at kom­me på pen­sio­ner­ne, og i pe­ri­o­der har de haft sva­ert ved at fyl­de plad­ser­ne op.

»Jeg tror, det kan va­e­re rig­tig hårdt,« si­ger Nan­na Koch Han­sen.

»Når me­d­ar­bej­der­ne be­gyn­der at in­ter­es­se­re sig for din fa­mi­lie og di­ne børn og plud­se­lig kom­mer ind og til­by­der, at ’vi kan da og­så ta­ge en snak med dig og din ko­ne, hvis det er sva­ert’, så kom­mer Kri­mi­nal­forsor­gen til at gri­be ind på om­rå­der, man ik­ke el­lers vil­le ha­ve fat i.«

»Jeg ser det ik­ke som ud­slus­ning. Jeg ser det som af­so­ning. Det er ik­ke mig, der skal vaen­ne mig til sam­fun­det. Det er sam­fun­det, der skal vaen­ne sig til mig.«

FOTOMONTAGE S&ANPI;

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.