Øf!

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af KAT­HRI­NE TS­CHE­ME­RIN­SKY

Kat­hri­ne Ts­che­me­rin­sky le­der ef­ter sam­men­ha­engs­kraft på en svi­ne­farm i Jyl­land.

Prak­ti­krap­port. »Men da jeg ser på An­net­te og Tho­mas, som sid­der i so­fa­en i de­res stue på de­res gård, slår det mig al­li­ge­vel, at må­ske er det, vi kal­der sam­men­ha­eng, ik­ke et re­sul­tat af, at al­le er og gør det sam­me, men at man fin­der må­der at le­ve sam­men på.« We­e­ken­da­vi­sen har va­e­ret i land­brugs­prak­tik på en svi­ne­farm i Nord­ve­stjyl­land.

Da jeg gik i 9. klas­se, blev jeg sendt i land­brugs­prak­tik på en svi­ne­farm lidt uden for Lemvig. Ide­en var, at det vil­le va­e­re godt for os børn fra by­en at bli­ve an­sku­e­lig­gjort i li­vet på lan­det. For ny­lig fandt jeg den dag­bog, jeg før­te, de fem da­ge min klas­se var af sted. »For­stå­el­ses­prak­tik for dansk land­brug«, er over­skrif­ten på den anar­ki­stisk kom­ma­te­re­de tekst, hvori jeg dy­digt op­rem­ser mi­ne op­le­vel­ser: Op tid­lig mor­gen, fod­ring og fragt af gri­se til slag­te­ri, så ef­ter­mid­dagskaf­fe. Rej­sen til­ba­ge til Sja­el­land med mad­pak­ke og IC3-tog er og­så be­skre­vet. Det var den­gang, der sta­dig var ry­ge­ku­pe­er.

»Jeg syn­tes det var sva­ert me­dens vi var der og si­ge hvor­dan det har va­e­ret, ud­over selv­føl­ge­lig rig­tig godt og at det var en rig­tig dej­lig fa­mi­lie jeg bo­e­de hos. Men nu kan jeg se at der er nog­le ting i land­brug jeg tror jeg har for­stå­et.«

Med dis­se ord og en op­for­dring til, »at al­le klas­ser skul­le prø­ve det!«, slut­ter dag­bo­gen. Men hvad det var, jeg for­stod den­gang, frem­går ik­ke af tek­sten, og jeg har der­for, fem­ten år se­ne­re, be­slut­tet mig for at ta­ge i land­brugs­prak­tik igen.

»Du må ik­ke tro, jeg nor­malt ser så­dan her ud,« si­ger Tho­mas Kri­stof­fer­sen, da han hen­ter mig på Thi­sted Sta­tion. Han er iført en ha­bitjak­ke, men det lig­ger ham på sin­de at un­der­stre­ge, at det skyl­des, at han kom­mer di­rek­te fra en fød­sels­dags­re­cep­tion for pra­e­sten. »Jeg er me­nig­heds­rå­ds­for­mand i Skin­nerup Kir­ke,« si­ger han, »så jeg var nødt til at si­ge et par ord, og det syn­tes jeg al­li­ge­vel ik­ke, jeg kun­ne gø­re i tra­esko.« Skin­nerup be­står af kir­ken og et van­dre­hjem, mens køb­mands­bu­tik­ken for la­engst er luk­ket. Der bor 100 men­ne­sker, og et af dem er Tho­mas, der i 2002 køb­te Skin­nerup­gaard, som der står skre­vet på stu­e­hu­sets gavl.

»Sel­ve stu­e­hu­set blev byg­get i 1916,« forta­el­ler An­net­te Dal­gaard, som er gift med Tho­mas, da hun se­ne­re vi­ser mig rundt på går­den, der ud over ae­g­te­par­ret og de­res 400 hektar land be­står af tre børn i al­de­ren 5 til 14, en hel mas­se høns, to island­ske he­ste, hund og 1.000 sø­er, plus de­res små­gri­se, der be­fin­der sig in­de i det 10.000 kvm sto­re stal­dan­la­eg, ae­g­te­par­ret har la­det op­fø­re. An­net­te spør­ger, om jeg spi­ser fri­ka­del­ler. Jeg nik­ker.

»Vi spi­ser ik­ke kun svi­ne­kød,« si­ger An­net­te. »Fisk. Jeg kan rig­tigt godt li­de fisk.« Det er vig­tigt for hen­de, for­nem­mer jeg i lø­bet af de da­ge, jeg op­hol­der mig på går­den, at kom­me de for­dom­me, hun ta­en­ker, jeg som kø­ben­hav­ner kan ha­ve, i for­kø­bet.

På et tids­punkt for­kla­rer hun selv hvor­for: »En­gang hav­de vi en land­brugs­prak­ti­kant. Hun var over­ra­sket over, at vi hav­de fjern­syn. At vi ik­ke sad tryk­ket sam­men for­an ra­dio­en li­ge­som i The Ju­le­ka­len­der.« Tho­mas hu­sker og­så be­sø­get: »Hun vid­ste ik­ke en­gang, hvor­dan man åb­ne­de bil­dø­ren. Hun var så vant til at kø­re i tog.«

Svin el­ler kyl­ling

Ef­ter af­tens­ma­den går jeg i stal­den med Tho­mas og hans ae­ld­ste søn, Si­mon, som forta­el­ler, at han selv ger­ne vil va­e­re land­mand en dag.

»Prøv den her!« Tho­mas ka­ster mig en hvid ke­del­dragt. Vi ifø­rer os gum­mi­støv­ler og be­va­e­ger os ind i stal­den. Det er en fast af­ten­ru­ti­ne at tjek­ke, at dy­re­ne har det godt.

En dør åb­nes, og ly­set ta­en­des. Lug­ten er ta­et, og hvad jeg vil kal­de gri­set. Det er dra­eg­tig­heds­stal­den, hvor sø­er­ne, som ve­jer op mod 300 ki­lo, op­hol­der sig, ind­til en uge før de »fa­rer«, dvs. ned­kom­mer. Bag­ef­ter bli­ver jeg vist ind i en af fa­re­stal­de­ne, hvor de bli­ver, ind­til små­gri­se­ne er fi­re-fem uger gam­le og sto­re nok til at kla­re sig uden so­en, der så en­ten bli­ver gjort dra­eg­tig igen el­ler sendt til slagt­ning. »Se, der er én, der fa­rer,« si­ger Si­mon plud­se­lig. Jeg ser ned, og gan­ske rig­tigt lig­ger der en so, som lig­ner en re­sig­ne­ret ma­dam­me smat­tet ud på en chai­se­long. Men på vej ud af hen­de er og­så en gris, der om tre må­ne­der, når den ve­jer 30 ki­lo, bli­ver solgt vi­de­re til en an­den gård, der ta­ger sig af den in­ten­si­ve og fo­der­kra­e­ven­de op­fed­nings­fa­se. Dér op­hol­der den sig end­nu tre må­ne­der, ind­til den når en va­egt på 100 ki­lo. Så bli­ver den slag­tet.

Nog­le uger for­in­den faldt jeg over en ar­ti­kel, der be­skrev Dansk Fol­ke­par­tis for­slag om, at det skal va­e­re ob­liga­to­risk for fol­ke­sko­ler og dag­in­sti­tu­tio­ner at ser­ve­re svi­ne­kød mindst én gang om ugen. I ar­tik­len blev DFs fol­ke­tings­med­lem Ken­neth Kri­sten­sen Berth spurgt, hvor­vidt han me­ner, at svin er me­re kri­stent end kyl­ling? »Jeg ved ik­ke, om det er me­re kri­stent. Men det er i hvert fald li­ge så dansk, som kyl­ling er. Det er en del af vo­res hi­sto­rie og den tra­di­tio­nel­le dan­ske kost. Det er sim­pelt­hen ik­ke ac­cep­ta­belt, at vi skal til at la­ve fri­ka­del­ler­ne af kyl­lin­ge­kød.« Jeg fandt bå­de jour­na­li­stens spørgs­mål og po­li­ti­ke­rens svar fa­sci­ne­ren­de, for de pe­ger på en dis­kus­sion, der fo­re­går og hand­ler om, hvad der skal til for, at man kan be­trag­tes som dansk. Skal man spi­se svin? Skal man va­e­re kri­sten? Til­ba­ge i stal­den mos­ler det sli­me­de dyr sig fri af nav­le­stren­gen og kom­mer lang­somt op at stå. »Har du lyst til at hol­de den?« spør­ger Si­mon og løf­ter dy­ret op med ru­ti­nens skø­de­s­lø­se ele­gan­ce. Men Skin­nerup­gaard står og­så for sal­get af 40.000 små­gri­se om året.

Den skal tro, du er en or­ne

»En so er dra­eg­tig i tre må­ne­der, tre uger og tre da­ge,« forta­el­ler An­net­te. Det er for­mid­dag, og vi er gå­et ind i lø­be­stal­den, hvor sø­er­ne bli­ver in­se­mi­ne­ret. An­net­te vi­ser ud­sty­ret, som be­står af et ka­te­ter og en po­se sa­ed fra Or­ne­sta­tion Mors. En so kan ik­ke bli­ve dra­eg­tig mod sin vil­je, og det er der­for ik­ke nok, at de er i brunst, når de in­se­mi­ne­res; de skal og­så va­e­re brun­sti­ge. An­net­te hop­per op på en so, ru­sker lidt i den og gni­der dens flank.

»Når de er klar, si­trer ører­ne,« si­ger hun. »Så­dan her.« Hun sa­et­ter ka­te­te­ret med sa­e­den op og be­der mig om at ta­ge over. Jeg sa­et­ter mig tø­ven­de op på so­en og aer den. »Du er nødt til at hop­pe lidt,« si­ger An­net­te. »Den skal tro, du er en or­ne.« En or­ne kan ve­je op mod 400 kg. Jeg prø­ver, og ef­ter nog­le mi­nut­ter er po­sen tom. An­net­te og Tho­mas mød­te hin­an­den på Top­pen, som var et disko­tek i Thi­sted, den­gang hun var 18. Si­mon fik de, da hun var 21. Se­ne­re fik hun ar­bej­de som la­e­ge­se­kre­ta­er. Hun var glad for job­bet, men med ti­den blev alt det, som skul­le va­e­re en for­del – fa­ste ar­bejds­ti­der og vand­ta­et­te skot­ter mel­lem fri­tid og ar­bejds­tid – en be­last­ning. Kon­tra­sten mel­lem løn­mod­ta­ger­ru­ti­nen og re­a­li­te­ten på en gård var alt for stor.

»At va­e­re land­mand er ik­ke et ni-fi­re job. Det er en livs­stil, og det er hver dag, 365 da­ge om året,« forta­el­ler An­net­te.

»Jeg kom hjem sidst på ef­ter­mid­da­gen og var tra­et, men så var der ting in­de i hu­set, som skul­le ord­nes, der skul­le la­ves mad, og bør­ne­ne vil­le kø­res.« Men det va­er­ste, forta­el­ler hun, var, at hun føl­te sig som en frem­med på går­den.

For et år si­den be­slut­te­de hun sig for at si­ge det gam­le job op og i ste­det ind­gå i land­bru­get. »Om for­mid­da­gen er jeg i stal­den, og om ef­ter­mid­da­gen ryk­ker jeg in­den­for og ar­bej­der vi­de­re dér. Jeg er gla­de­re, og fa­mi­li­en fun­ge­rer bed­re.« Ved ind­gan­gen til stu­e­hu­set ha­en­ger en klok­ke, som mad­mor ple­je­de at bru­ge, når det var tid til at spi­se. Jeg be­ma­er­ker, at ae­g­te­par­rets ar­bejds­de­ling er for­holds­vis tra­di­tio­nel – selv om An­net­te selv­føl­ge­lig og­så hja­el­per til i stal­den.

»Da jeg sag­de op, var der fle­re, som spurg­te, om det nu var en god idé. Men det fun­ge­rer bed­re for os,« si­ger An­net­te. Hun for­kla­rer og­så, at det ik­ke er det tra­di­tio­nel­le køns­rol­le­møn­ster i sig selv, der har gjort dem gla­de­re. Det skyl­des, at par­rets ryt­me nu er me­re syn­kron.

In­de i lø­be­stal­den tryk­ker An­net­te på en fjer­n­kon­trol, hun har ha­en­gen­de om hal­sen. Den sty­rer »or­ne­vog­nen«, der, som nav­net an­ty­der, er en fjernsty­ret vogn, man kan sa­et­te en or­ne ind i og så kø­re rundt mel­lem ra­ek­ker­ne af sø­er. Or­nens lugt og try­ne­kon­takt gør sø­er­ne op­stem­te, for­kla­rer An­net­te. Men på trods af det får man al­li­ge­vel bed­re re­sul­ta­ter med in­se­mi­na­tion end ved na­tur­lig be­frugt­ning.

Et øje­blik har jeg ondt af han­dy­ret i vog­nen, der er ble­vet re­du­ce­ret til duft­sti­mu­lans. Så be­gyn­der en so, jeg skal til at in­se­mi­ne­re, at pis­se på min gum­mi­støv­le, men i ste­det for at fjer­ne fo­den stir­rer jeg fa­sci­ne­ret på strå­len.

Ukrai­ner­stien

In­de i stu­e­hu­set ha­en­ger der en teg­ning af går­den. Den er i sort-hvid og er fra 1920.

»Vi fik den af den tid­li­ge­re ejer,« forta­el­ler Tho­mas. »Han syn­tes, at bil­le­det hø­rer til her.« Si­den har par­ret og­så få­et fo­to­gra­fe­ret ejen­dom­men fra luf­ten to gan­ge. På det ene fo­to­gra­fi, som blev ta­get i 2008, er det nye stal­dan­la­eg li­ge ble­vet op­ført, men ejen­dom­men er el­lers bar.

»Dér er Ukrai­ner­stien,« si­ger An­net­te og pe­ger. Ukrai­ner­stien er en lil­le sti, der lø­ber mel­lem stal­den og hu­set, hvor de syv ukrain­ske me­d­ar­bej­de­re, som hja­el­per til i stal­den, bor. »Hver dag gik de frem og til­ba­ge på den sam­me stra­ek­ning, så li­ge dér vok­se­de der in­gen­ting frem. Så­dan fik stien sit navn.«

En ting, som fyl­der me­get, er sam­ar­bej­det mel­lem ae­g­te­par­ret og ukrai­ner­ne, som kom­mer til lan­det på ar­bejds­visum.

»Det er ba­re ae­r­ger­ligt, du ik­ke kom­mer til at mø­de An­drij,« si­ger Tho­mas fle­re gan­ge, »men han er hjem­me på fe­rie i Do­netsk.« An­drij er den af me­d­ar­bej­der­ne, som har va­e­ret der la­engst og har få­et mest an­svar. Det skyl­des, for­kla­rer Tho­mas, at han selv ta­ger an­svar. »Nu rin­ge­de han li­ge til mig fra Ukrai­ne og for­tal­te, at han har sat et op­slag ef­ter folk i den lo­ka­le avis. Og det er midt i hans fe­rie!«

Iføl­ge Tho­mas er hans sto­re ud­for­dring at fin­de god ar­bejds­kraft. »De fle­ste dan­ske­re gi­der ik­ke at ar­bej­de i stal­den. Det er hårdt, og det er hver dag. Så får vi de her folk fra Ukrai­ne, som kom­mer for pen­ge­nes skyld, for­di løn­nen her er så me­get hø­je­re end i hjem­lan­det.« Gen­nem ti­den har kva­li­te­ten i ar­bejds­kraf­ten veks­let me­get. »In­di­mel­lem er man hel­dig at få så­dan én som An­drij. Men vi har og­så op­le­vet at få me­d­ar­bej­de­re, der har købt det cer­ti­fi­kat, hvor der står, at de er land­brugs­ud­dan­ne­de og kan ta­le en­gelsk.«

Det, forta­el­ler Tho­mas, gør ar­bejds­plad­sen til en an­den. »De er ban­ge for au­to­ri­te­ter, sto­ler ik­ke på dem, og det kom­bi­ne­ret med at de of­te ik­ke kan et ene­ste ord en­gelsk gør, at vi na­er­mest ik­ke kan ta­le sam­men. Jeg sav­ner staldsnak­ken.«

Det op­ma­er­k­som­me blik

At sam­ar­bej­det er feu­dalt og ik­ke kol­le­gi­alt er ik­ke det ene­ste, der går land­man­den på. Han be­skri­ver og­så et men­ta­li­tets­sam­men­stød, hvad an­går til­gan­gen til ar­bej­det på går­den.

»De ryd­der ik­ke op, med­min­dre de får be­sked på at gø­re det. In­di­mel­lem har jeg sagt til dem, at de skal sam­le ting op fra jor­den, som var det pen­ge­sed­ler.«

Tho­mas si­ger, at han godt kan se tin­ge­ne fra de­res per­spek­tiv: at hvad der for ham er he­le li­vet, er et lønjob for dem. Al­li­ge­vel ae­r­grer li­ge­gyl­dig­he­den ham.

Det får jeg at ma­er­ke, da jeg går rundt med An­net­te og scan­ner de gravi­de sø­er. Det vil si­ge, hun scan­ner; jeg hol­der en spray­fla­ske i den ene hånd, den an­den hvi­ler i ke­del­drag­tens lom­me.

»Kan du kla­re kri­tik?« spør­ger Tho­mas, som er duk­ket op. »Du går rundt dér med ha­en­der­ne i di­ne lom­mer, mens An­net­te bå­de skal få sø­er­ne op at stå og scan­ne dem. Det er li­ge pra­e­cis det, jeg ta­ler om.« Vi ler al­le tre, men det er og­så al­vor, for land­bru­get er i sid­ste en­de en for­ret­ning, hvor mang­len­de ef­fek­ti­vi­tet er lig med tab­te pen­ge. Men dis­kus­sio­nen om de ukrain­ske med­hja­el­pe­re pe­ger og­så på en an­den ud­for­dring, som kon­fron­te­rer den mo­der­ne land­mand: Selv i et land­brug af den­ne stør­rel­se, hvor fø­de­va­re­pro­duk­tio­nen langt hen ad vej­en er in­du­stri­a­li­se­ret, er dy­re­nes triv­sel sta­dig helt af­ha­en­gig af men­ne­skers op­ma­er­k­som­me blik. Tho­mas bru­ger små­gri­se­ne som ek­sem­pel:

»Hvis vi ik­ke hol­der øje med dem, er der plud­se­lig én, som ik­ke har få­et en plads ved so­ens yver og dør af un­de­rer­na­e­ring. Den slags ting. For at va­e­re en god land­mand skal man he­le ti­den hol­de øje med, hvad der fo­re­går. El­lers sej­ler det, og så over­le­ver man ik­ke.«

Se­ne­re på da­gen forta­el­ler jeg Tho­mas om min far­far, som og­så var land­mand i Nord­jyl­land. Da han blev syg sid­ste år, var der to ting, der na­ge­de ham. Den ene var, at han for­stod, at han ik­ke vil­le nå at op­le­ve at bli­ve ol­de­far. Den an­den var en stak bra­en­de i sko­ven, han ik­ke fik klø­vet og bragt hjem, før kra­ef­ter­ne slap op. I lø­bet af mit be­søg har jeg be­ma­er­ket, at det er en til­sva­ren­de ar­bejd­s­e­tik, der gen­nem­sy­rer Tho­mas’ må­de at dri­ve land­brug på. Han sva­rer med en hi­sto­rie. Det har jeg lagt ma­er­ke til, at man­ge jy­der gør.

»På et tids­punkt op­køb­te jeg en af na­bo­e­jen­dom­me­ne. Som det al­ler­sid­ste send­te den tid­li­ge­re ejer bud ef­ter en slamsu­ger, der kun­ne bla­e­se klo­ak­ken igen­nem. Det skul­le i hvert fald ik­ke hed­de sig, at den var stop­pet.« Tho­mas nik­ker sin respekt. »Det er en or­dent­lig mand.« Ne­top dét, om man er or­dent­lig el­ler ej, vir­ker til at va­e­re en helt cen­tral va­er­di i hans ver­dens­syn, og det har og­så be­tyd­ning for, hvem der i hans øj­ne kan bli­ve en del af det dan­ske sam­fund. »Jeg er li­geg­lad med hud­far­ve og re­li­gion,« si­ger Tho­mas, som al­tid stem­mer på Ven­stre. »Det hand­ler om, at man kan fin­de no­get at la­ve og gi­der at ta­ge fat.«

Sam­men­ha­engs­kraf­ten

Om af­te­nen sid­der vi i fa­mi­li­ens vin­kel­so­fa og spi­ser is. »Vi får godt nok me­get suk­ker de her da­ge,« be­ma­er­ker An­net­te. Jeg ved ik­ke, om det er hen­vendt til mig el­ler Tho­mas, som har di­a­be­tes. »Jeg hør­te på et tids­punkt om en mand,« fort­sa­et­ter An­net­te, »som hav­de epi­lepsi og fik et an­fald en af­ten, han gik ude i svi­ne­stal­den. De fandt ham na­e­ste mor­gen. Der var kun knog­ler­ne til­ba­ge.« Stu­en gy­ser. Godt man ik­ke tror på spø­gel­ser. »Det er godt nok en hi­sto­rie,« si­ger An­net­te så, »men jeg ta­en­ker al­li­ge­vel på, at Tho­mas og­så kun­ne fal­de om, når han går sin af­ten­run­de. Så for­sø­ger jeg at hol­de mig vå­gen, til han kom­mer ind igen.«

Jeg har vist dem bil­le­der på Goog­le Maps af ga­den, hvor jeg bor sam­men med min mand. »Hvad be­ta­ler I i hus­le­je?« spør­ger Tho­mas. Han ser ry­stet ud, da jeg forta­el­ler be­lø­bet. Men de­res stue er og­så på stør­rel­se med vo­res lej­lig­hed. In­klu­si­ve al­tan.

Der er i dis­se år fo­kus på magt­kam­pen mel­lem lan­dets cen­tre og yder­om­rå­der, og i lø­bet af mi­ne da­ge på går­den er et af de spørgs­mål, jeg har over­ve­jet, hvor­vidt for­skel­le­ne vir­ke­ligt er så sto­re, at de ud­gør en trus­sel mod sam­fun­dets sam­men­ha­engs­kraft.

Tho­mas forta­el­ler om en mid­dag, de delt­og i, da hans sø­ster blev fa­er­di­g­ud­dan­net som ar­ki­tekt. Fora­el­dre­ne hav­de in­vi­te­ret fa­mi­li­en ud at spi­se på en fin re­stau­rant i Kø­ben­havn. »’Hvor­for kan vi ik­ke ba­re ta­ge på Jen­sens Bøf­hus’, spurg­te jeg. ’Hvor­for skal det va­e­re så fint.’« Han an­gi­ver po­r­tions­stør­rel­ser­ne med pe­ge- og tom­mel­finger. »Min sø­ster bli­ver ir­ri­te­ret over den slags, men hun ken­der mig og ved, at jeg si­ger, hvad jeg me­ner. Må­ske er det og­så det, jeg godt kan li­de ved Trump.«

Det vil­le ik­ke va­e­re sandt, hvis jeg her skrev, at min uge i land­brugs­prak­tik vi­ste, at der ik­ke er enorm for­skel på at le­ve i en by og på lan­det. Kon­tra­ster­ne er sto­re. End­nu vig­ti­ge­re er det nok, at vi her i Dan­mark li­ge nu er me­get op­ta­ge­de af, hvad dis­se for­skel­le er. Men da jeg ser på An­net­te og Tho­mas, som sid­der i so­fa­en i de­res stue på de­res gård, slår det mig al­li­ge­vel, at må­ske er det, vi kal­der sam­men­ha­eng, ik­ke et re­sul­tat af, at al­le er og gør det sam­me, men at man fin­der må­der at le­ve sam­men på.

»An­net­te,« si­ger Tho­mas plud­se­lig og rej­ser sig op, »jeg tror, det er ble­vet tid til, at jeg går ud og ser til dy­re­ne.«

I lø­bet af mit be­søg har jeg be­ma­er­ket, at det er en til­sva­ren­de ar­bejd­s­e­tik, der gen­nem­sy­rer Tho­mas’ må­de at dri­ve land­brug på. Han sva­rer med en hi­sto­rie. Det har jeg lagt ma­er­ke til, at man­ge jy­der gør.

FOTO: ANNE SVEJGÅRD LUND

FOTOS: ANNE SVEJGÅRD LUND

An­net­te og små­gri­se­ne, som bli­ver solgt vi­de­re, når de er cir­ka 3 må­ne­der og ve­jer 30 ki­lo.

Avi­sens ud­send­te i gang med at in­se­mi­ne­re en brun­stig so.

Ny­født gris, sta­dig med sin nav­le­streng.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.