Bil­lig fri­hed

For­svars­bud­get­ter. Små­stat­sta­enk­ning har al­tid pra­e­get Dan­marks op­fat­tel­se af NATO. Må­ske er vi ved at våg­ne op til vir­ke­lig­he­den, me­ner mi­li­ta­e­r­a­na­ly­ti­ker Jens Rings­mo­se.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Jens Rings­mo­se og Chri­sti­an Brøn­dum: Fri­he­dens pris: så lav som mu­lig. Nato, Dan­mark og for­svars­bud­get­ter­ne. 232 si­der. Syd­dansk Uni­ver­si­tets­for­lag. Ud­kom­mer 25. au­gust. Af AR­NE HAR­DIS

Skal man ud­tryk­ke det lidt, men kun lidt po­le­misk, har dan­ske po­li­ti­ke­re helt fra NATO­med­lem­ska­bets be­gyn­del­se va­e­ret ang­ste for trus­len fra øst, men knap la­det ra­eds­len in­flu­e­re på for­svars­bud­get­tet. Man skif­te­de hur­tigt for­svarsta­enk­nin­gen ud med for­sik­rings­ta­enk­ning: Hvor bil­ligt kan vi slip­pe af sted med at hånd­te­re det for­svar­spo­li­ti­ske pres fra NATO? Det gjaldt, da Sov­je­tu­ni­o­nen ek­si­ste­re­de, og det var og­så møn­stret lang tid ef­ter kom­mu­nis­mens sam­men­brud.

For det syns­punkt ar­gu­men­te­res der ind­gå­en­de i bo­gen Fri­he­dens pris: så lav som mu­lig, som ud­kom­mer i na­e­ste må­ned med che­fen for In­sti­tut for Mi­li­ta­e­re Ope­ra­tio­ner på For­svar­sa­ka­de­mi­et, Jens Rings­mo­se, som ho­ved­for­fat­ter. Bo­gen byg­ger på hans ph.d.-af­hand­ling og er ført ajour til de se­ne­ste år, in­klu­si­ve Do­nald Trumps dra­ma­ti­ske ind­t­og på den in­ter­na­tio­na­le sce­ne.

Va­er­ket gen­nem­går for­hand­lin­ger­ne om for­svars­bud­get­ter­ne og pres­set for et me­re rund­hån­det dansk bi­drag fra den dan­ske ind­tra­e­den i NATO i 1949 frem til i dag. Møn­stret tra­e­der ty­de­ligt frem. Som tit­len si­ger: Vi har al­tid prø­vet at slip­pe så bil­ligt som mu­ligt, ret uaf­ha­en­gigt af det ak­tu­el­le trus­sels­ni­veau. Det ga­el­der bud­get­ter­ne, atom­stra­te­gi­en, tje­ne­ste­tid for va­er­neplig­ti­ge og – me­re in­di­rek­te – det så­kald­te grøn­land­s­kort med den ame­ri­kan­ske ba­se­ad­gang til Grøn­land, in­klu­si­ve den gen­nem år­ti­er hem­me­lig­hold­te ad­gang til at op­be­va­re atom­vå­ben på Thu­le­ba­sen.

Den kra­em­mer­ag­ti­ge – el­ler me­re po­si­tivt for­mu­le­ret: snus­for­nuf­ti­ge – til­gang til for­svar­s­ud­gif­ter­ne ha­en­ger sam­men med det, Jens Rings­mo­se sam­men med sin med­for­fat­ter, Chri­sti­an Brøn­dum, ka­rak­te­ri­se­rer som ud­pra­e­get små­stats­men­ta­li­tet: Det gør in­gen for­skel, hvad lil­le Dan­mark spyt­ter i kas­sen, det er al­li­ge­vel de sto­res mi­li­ta­e­re styr­ker, der er af­gø­ren­de for Dan­marks sik­ker­hed, så hvor­for be­ta­le me­re end højst nød­ven­digt i for­sik­rings­pra­e­mie? Hvad skul­le det gø­re godt for? Hvad skal det nyt­te?

Stau­ning-Munch-ta­enk­nin­gen

Nyt­te­bud­ska­bet er jo af ra­di­kal her­komst, men det har pra­e­get al­le de tre ho­ve­d­ak­tø­rer bag til­ret­tela­eg­gel­sen af dansk NATOpo­li­tik, fast­slår Jens Rings­mo­se.

»Skal man si­ge det groft for­enk­let, har Ven­stres, Kon­ser­va­ti­ves og So­ci­al­de­mo­kra­tiets po­li­tik va­e­ret va­ri­a­tio­ner over sam­me te­ma. Kon­ser­va­ti­ve har lidt me­re end de an­dre stå­et for, at for­sva­ret fak­tisk kan og skal gø­re en for­skel, mens So­ci­al­de­mo­kra­ti­et har va­e­ret lidt me­re op­ta­get af mu­lig­he­den for at bru­ge spa­re­de for­svar­s­ud­gif­ter på at byg­ge vel­fa­erd. Ven­stre kan du pla­ce­re mel­lem de to po­si­tio­ner. De Ra­di­ka­le har ta­get sig be­talt, når de­res man­da­ter har va­e­ret nød­ven­di­ge, som man så det un­der VKR-re­ge­rin­gen i 1968,« si­ger Jens Rings­mo­se. Bil­le­det, som Fri­he­dens pris ef­ter­la­der: Den Stau­ningMun­ch­ske ta­enk­ning fra 1930rne har over­le­vet, selv om vi har skif­tet for­s­kra­ek­ket neut­ra­li­tet ud med en al­li­an­ce af stort set li­ge­sin­de­de: Ik­ke ved mi­li­ta­e­re mid­ler, men ved op­byg­ning af dansk sam­men­hold og de­mo­kra­tisk va­er­di­fa­el­les­skab skal små­sta­ten over­le­ve i en ond ver­den. »Så­dan kan du godt si­ge det. Der ske­te en me­get mar­kant in­sti­tu­tio­nel for­an­dring af vo­res sik­ker­heds­va­re­ta­gel­se fra og med NATO-med­lem­ska­bet i 1949, men kul­tu­ren og den na­tio­na­le selv­fø­lel­se og iden­ti­tet har va­e­ret me­get dyb­t­lig­gen­de si­den 1864. In­sti­tu­tio­ner­ne er så at si­ge stuk­ket af fra en stra­te­gisk kul­tur, som har føl­tes selv­føl­ge­lig.«

Rings­mo­se ci­te­rer i bo­gen den rap­port, som den bri­ti­ske am­bas­sa­dør i 1968 send­te hjem til Foreign Of­fi­ce. Am­bas­sa­dø­ren hav­de ty­de­lig­vis fat­tet, hvor­dan det var fat med dan­sker­ne:

»De fle­ste dan­ske­re er klar over, at NATO til­by­der en us­a­ed­van­lig god livs­for­sik­ring for en lat­ter­lig lav pra­e­mie. Men de fle­ste dan­ske­re har og­så la­ert dansk hi­sto­rie af ge­ne­ra­tio­ner af ra­di­ka­le (dvs. pa­ci­fi­sti­ske) sko­lela­e­re­re, og dansk hi­sto­rie gen­nem de sid­ste fi­re hund­re­de år ko­ger ned til slag tabt mod sven­sker­ne og se­ne­re mod ty­sker­ne. Dan­ske re­ge­rin­ger har der­for sva­ert ved at over­be­vi­se skat­tey­der­ne om at bi­dra­ge til va­eb­ne­de styr­ker.« Så det und­lod re­ge­rin­ger­ne. Ta­bel­ler­ne i Fri­he­dens pris vi­ser bort­set fra en kraf­tig op­byg­ning i star­ten af de fat­ti­ge kold­krigs-1950ere en sta­dig re­duk­tion i for­svars­bud­get­tet må­lt som pro­cent af BNP. Høj­de­punk­tet var 3,7 pro­cent i 1953, ved ind­gan­gen til 1960er­ne faldt tal­let til 2,6 pro­cent, i 1986 ram­te vi før­ste gang 2,0 pro­cent, og vi mød­te bun­den på 1,17 pro­cent i 2017. Igen: uden no­gen syn­der­lig sam­men­ha­eng med trus­sels­bil­le­det.

McNa­ma­ras trus­sel

Den­ne uges NATO-top­mø­de i Bruxel­les sker til ak­kom­pag­ne­ment af me­get al­vor­ligt pres fra USA for øge­de for­svars­bud­get­ter blandt de eu­ro­pa­ei­ske al­li­e­re­de. Man kan i Fri­he­dens pris la­e­se sig frem til, at der i én for­stand ik­ke er no­get nyt un­der so­len. Det ame­ri­kan­ske pres har va­e­ret en fast mak­ker til for­svars­bud­get­ter­ne i Dan­mark.

Et en­kelt ek­sem­pel må ra­ek­ke. Da stats­mi­ni­ster Jens Ot­to Krag be­søg­te USA i 1964, var va­er­ter­ne na­tur­lig­vis gla­de for va­er­di­en af de grøn­land­ske ba­se­ret­tig­he­der, men det fik ik­ke den ame­ri­kan­ske for­svars­mi­ni­ster, Ro­bert McNa­ma­ra, til at hol­de igen med kri­tik­ken af de på­hold­ne dan­ske for­svars­bud­get­ter. I Uden­rigs­mi­ni­ste­ri­ets re­fe­rat af sam­ta­len mel­lem Krag og McNa­ma­ra hed det:

»Men på dansk hold måt­te man va­e­re klar over, at det i det lan­ge løb i høj grad var i Dan­marks in­ter­es­se, at den ame­ri­kan­ske kon­gres fik et klart ind­tryk af, at Dan­mark vil­le ba­e­re en ri­me­lig an­del af den frie ver­dens for­svar­s­ud­gif­ter. Kun så­le­des vil­le det i la­eng­den kun­ne lyk­kes den ame­ri­kan­ske ad­mi­ni­stra­tion at yde Dan­mark hja­elp til at byg­ge et ef­fek­tivt for­svar (...) McNa­ma­ra un­der­stre­ge­de på ny, at det i det lan­ge løb ik­ke vil­le va­e­re mu­ligt for USA at støt­te lan­de, der ef­ter ame­ri­kansk op­fat­tel­se ik­ke bar de­res ri­me­li­ge an­del af de fa­el­les for­svar­san­stren­gel­ser.«

Men til trods for, at McNa­ma­ra – og der­med den ame­ri­kan­ske re­ge­ring – stod bag de ven­li­ge trus­ler i 1964, er møn­stret grund­la­eg­gen­de for­an­dret i og med Trump, un­der­stre­ger Jens Rings­mo­se.

»Hi­sto­risk har det isa­er va­e­ret Kon­gres­sen, der for ek­sem­pel gen­nem de så­kald­te Mans­fi­eld-re­so­lu­tio­ner i 1970er­ne har stå­et bag de skar­pe­ste krav og det hår­de­ste pres, ik­ke re­ge­rin­gen el­ler Det Hvi­de Hus. Kon­gres­sen har jo po­pu­la­ert sagt isa­er hen­vendt sig til bor­ger­ne i Mon­ta­na og Ne­bra­ska. Men ef­ter at Trump er kom­met til, har han gjort det sam­me. Han ta­ler til sin egen ba­se i USA, og­så når han ud­ta­ler sig i NATO-sam­men­ha­eng. I den for­stand får hans pa­ro­le, Ame­ri­ca First, en dob­belt be­tyd­ning. Han va­eg­ter ame­ri­kan­ske in­ter­es­ser først, og han ta­ler først og frem­mest til de ame­ri­kan­ske va­el­ge­re,« si­ger Jens Rings­mo­se.

Så­le­des er rol­ler­ne byt­tet om si­den 1970er­ne. Den­gang blev tryk­ket fra Kon­gres­sen fil­tre­ret og ud­van­det, in­den det blev til ame­ri­kansk po­li­tik over for NATO-part­ner­ne; i dag er det de­le af Kon­gres­sen, der med be­ro­li­gen­de ord sø­ger at ta­ge top­pen af Trumps pres med for­sik­rin­ger om, at sik­ker­heds­ga­ran­tien skam sta­dig ga­el­der.

Men kan man ik­ke ven­de Rings­mo­ses ar­gu­ment om? Kan man ik­ke uden vi­de­re fast­slå, at det kun er na­tur­ligt og for­ven­te­ligt, at et land slip­per så bil­ligt som mu­ligt, be­trag­ter Al­li­an­cen som et for­sik­rings­sel­skab og så i øv­rigt kon­cen­tre­rer sig om at byg­ge et sta­bilt sam­fund op med ud­strakt vel­fa­erd? Det gik jo godt, hi­sto­ri­en om dansk NATO-med­lem­skab er i den for­stand en bra­gen­de suc­ces:

Vi slap for krig, og vi slap bil­ligt. I ak­tu­elt pa­ro­le­sprog: for fred og fa­ed­re­or­lov.

»Den må­de at ta­en­ke på er man nok nødt til at over­ve­je grun­di­ge­re. På den ene si­de har du ret, vi slap – og slip­per – bil­ligt. Men hvis man grund­la­eg­gen­de me­ner, at po­li­ti­ske le­de­re kun er moralsk for­plig­te­de over for de­res egen na­tio­na­le po­li­ti­ske en­hed, så ac­cep­te­rer man jo og­så, at et land må ly­ve, sny­de og va­e­re uso­li­da­risk i re­la­tio­nen til an­dre sta­ter. Og så har du plud­se­lig skabt en Trump-fi­gur, ba­re i det lil­le land. Han er jo den per­ver­te­re­de ud­ga­ve af den ek­stre­me fo­ku­se­ring ale­ne på ens eget lands in­ter­es­ser. De fle­ste vil­le nok si­ge, at et land i en al­li­an­ce har en dob­belt for­plig­tel­se. Det na­tio­na­le fa­el­les­skab, men og­så fa­el­les­ska­bet med den ve­st­li­ge ver­den, som vi og­så de­ler man­ge va­er­di­er med. Dan­mark er ik­ke en ø i ver­den.«

Ansvars­for­flyg­ti­gel­se

– Er je­res bog en an­kla­ge mod dansk al­li­an­cepo­li­tik?

»Så­dan kan man jo godt la­e­se det, hvis man er til­ha­en­ger af me­re ud­pra­e­get so­li­da­ri­tet med vo­res al­li­e­re­de. Der er en grund til, at dan­ske po­li­ti­ke­re har lagt sig på en linje, hvor man har be­talt så lidt som mu­ligt; vi er me­get små. Men det kan og­så bli­ve for de­fai­ti­stisk med en ek­strem op­fat­tel­se af små­sta­ten. Det er ik­ke li­ge­gyl­digt, hvad vi gør, navn­lig i dag, hvor Sov­je­tu­ni­o­nen er va­ek. Pu­tins Rusland har et BNP som Spa­ni­en og et for­svars­bud­get som Stor­bri­tan­ni­ens. Og små lan­de kan vir­ke­lig gø­re en for­skel, når det ga­el­der øster­sø­om­rå­det.« Iføl­ge Jens Rings­mo­se le­ver den tan­ke­gang imid­ler­tid vi­de­re, og­så i cen­tra­lad­mi­ni­stra­tio­nen, at dan­ske bi­drag ale­ne skal tol­kes sym­bolsk: Hvad gi­ver po­ints i Bruxel­les og Was­hin­g­ton? Ik­ke: Hvad var vi med til at op­nå el­ler i det mind­ste for­hin­dre i Af­g­ha­ni­stan og Irak.

En af fald­gru­ber­ne for­bun­det med den tan­ke­gang er en grund­la­eg­gen­de ansvars­for­flyg­ti­gel­se, på­pe­ger mi­li­ta­e­r­a­na­ly­ti­ke­ren. Dan­mark delt­og mas­sivt i bom­bar­de­men­ter­ne i Li­by­en, men føl­te in­tet stør­re an­svar for, hvad der skul­le ske i lan­det bag­ef­ter.

Men der er tegn på, at ta­enk­nin­gen er ved at skif­te. I ti­den fra 2006 til 2010, steg den fol­ke­li­ge op­bak­ning bag krigsind­sat­sen i Af­g­ha­ni­stan, sam­ti­dig med at an­tal­let af tab­te dan­ske sol­da­ter­liv og­så steg. I en helt ny me­nings­må­ling fra epi­ni­on er­kla­e­rer 40 pro­cent sig eni­ge i, at vi skal ha­e­ve for­svars­bud­get­tet til to pro­cent som kra­e­vet af Trump. 27 pro­cent er ue­ni­ge.

Hvad er der sket? Er det fra­va­e­ret af en sta­erk ven­stre­o­ri­en­te­ret opi­ni­on til for­del for ned­rust­ning og me­re vel­fa­erd, som slår igen­nem med no­gen for­sin­kel­se?

»Det vig­tig­ste er, at for­sva­ret er kom­met ud af den møl­po­se, det var an­bragt i un­der den kol­de krig. Den­gang var det no­get, vi hav­de, men ik­ke brug­te. Nu er for­sva­ret no­get, vi og­så bru­ger i et for­søg på at ska­be sik­ker­hed for an­dre, men og­så til for­del for den li­be­ra­le ve­st­li­ge ver­dens va­er­di­er.«

Vi slap for krig, og vi slap bil­ligt. I ak­tu­elt pa­ro­le­sprog: for fred og fa­ed­re­or­lov.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.