Hek­sens dag­bø­ger

Hvis De er abon­nent, kan De hø­re Linea Maja Ernst la­e­se sin ar­ti­kel op på Ly­da­vi­sen.dk KORREKTUR: LOUISE LUNDBERG CLAESEN, ANNI DAMGAARD

Weekendavisen - - Bøger - LAYOUT: ANDREAS PERETTI

ka­no­ni­se­re­de kunst­ne­re og ukend­te, pud­si­ge pi­ge­gra­ve med.

Der er hver­ken no­get plot el­ler be­hov for ét, det er de små tab­leau­er be­skre­vet med følsom­hed og lys melan­ko­li, der gør tek­sten skøn at la­e­se. Smith sam­ler ube­vidst for­råd, in­spira­tion til en novel­le, som er ro­ma­nens an­den del. Smith fal­der i søvn for­an fjern­sy­net un­der en bøl­ge af jet­lag og våg­ner midt om nat­ten til et mester­skab i kunsts­køjte­løb, som rø­rer hen­de til tå­rer; syn­ker ned i kunst­fil­men Hvor vin­de­ne mø­des om esti­ske bøn­der, der blev depor­te­ret til si­bi­ri­ske ar­bejds­lej­re: »Man ser et åbent vin­due, bil­le­der af hvid­hed og bir­ke­tra­e­er, hø­rer hvi­ske­de (sic, over­sa­et­tel­sen fum­ler desva­er­re en del) stem­mer, ly­den af et tog, vin­den, det tom­me rum« – og fan­ta­se­rer om at kom­po­ne­re en hi­sto­rie in­spi­re­ret af fil­mens to­ne og forta­el­lestem­mens sar­te klang. Den mid­del­må­di­ge novel­le »Hen­gi­ven« er den­ne hi­sto­rie; gri­flet ned i no­tes­bø­ger, mens Smith rej­ser gen­nem Frank­rig, et kong­lo­me­rat af de små bid­der in­spira­tion, hun sam­ler på vej­en. I »Hen­gi­ven« er ho­ved­per­so­nen en purung pi­ge med Si­mo­ne Weils fri­su­re og gam­melklo­ge ge­ni, hvis fora­el­dre blev depor­te­ret og myr­det, og som vi­ser sig at va­e­re et over­na­tur­ligt skøjte­lø­ber­ge­ni. Hun fo­rel­sker sig i en ae­l­dre, in­tel­lek­tu­el mand, en an­tik­vi­tets­hand­ler, der ba­e­rer slagstif­ten til Rim­bauds rif­fel i en po­se om hal­sen. En tragisk, men un­der­ligt di­stan­ce­ret ska­eb­ne ind­hen­ter dem. Det mest in­ter­es­san­te er at op­da­ge, hvor­dan in­spira­tion bli­ver be­ar­bej­det og gjort til skøn­lit­te­ra­er tekst – og at det iro­nisk vi­ser sig, at dag­bogs­af­snit­te­ne er ri­ge­re la­es­ning end den »rig­ti­ge« novel­le. Bo­gens tred­je, kor­te af­snit er en ef­tertan­ke, en skil­dring af et beno­vet be­søg hos Camus’ ef­ter­kom­me­re. Smith kun­ne snildt ha­ve pil­let det og an­dre strøtan­ker ud. Smith er li­ge pra­e­cis hen­gi­ven, over for skrif­ten, men isa­er over for kunst­ner­ne, og kunst­ner­nes Pa­ris, som hun fejrer med ame­ri­kansk uskyld; hun ba­lan­ce­rer kon­stant mel­lem det iko­ni­ske og det kli­ché­fyld­te: »Der lig­ger et sølv­ag­tigt lys over Pa­ris. (…) Det be­gyn­der at små­reg­ne. Kor­ne­de små­bid­der af film hvirv­les op: Je­an Se­bergs Pa­ris, hun i en stri­bet blu­se med bå­d­for­met hals­ud­ska­e­ring, i gang med at fal­by­de the He­rald Tri­bu­ne« – tra­et suk, al­le in­die-pi­ger de se­ne­ste 60 år har drømt om at va­e­re Je­an Se­berg – men Smit­hs op­rig­ti­ge be­gej­string kom­pen­se­rer for de lidt slid­te hel­ge­ner, hun ta­en­der lys for.

Højt­la­es­ning

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.