Vild­kat med di­ar­ré

Rus­sisk novel­le­me­ster pra­e­sen­te­rer ny sam­ling sort­hu­mo­ri­sti­ske be­ret­nin­ger om kvin­de­ska­eb­ner i man­ge al­dre.

Weekendavisen - - Bøger - Af JØR­GEN HER­MAN MON­RAD LAYOUT: ANDREAS PERETTI KORREKTUR: ANNI DAMGAARD

Fo­rel­skel­ser fø­rer én i ulyk­ke, for­står vi. Men må­ske er lyk­ken blot et glas syl­te­de agur­ker.

Ljud­mila Pe­trusjevska­ja: Umod­ne stik­kel­s­ba­er. Tolv ud­valg­te novel­ler. Over­sat fra rus­sisk af Tri­ne Søn­der­gaard. 183 si­der. 190 kr. For­la­get Sil­ke­fy­ret.

Iden før­ste novel­le i Ljud­mila Pe­trusjevska­jas se­ne­ste novel­le­sam­ling på dansk mø­der vi en 12-årig pi­ge på et sa­na­to­ri­um for sva­ge­li­ge børn et sted i Sov­je­tu­ni­o­nen i be­gyn­del­sen af 1950er­ne. Det er ef­ter­år. Tra­e­er­ne i sa­na­to­ri­e­par­ken er kla­edt i kob­ber og guld. I den stil­le blå luft ha­en­ger en be­ru­sen­de duft af ned­falds­bla­de. Og pi­gen, der for før­ste gang i li­vet er ale­ne uden sin mor, la­der sig da og­så hel­le­re end ger­ne be­ru­se af ste­dets stem­ning her på sin før­ste dag som pa­tient. Sa­na­to­ri­et var før re­vo­lu­tion e net­for­nemt gods, og iden søj­le­gangs smyk­ke­de sove­sal stå­ret flot, gam­melt fly­gel. Og en-to-tre har den vil­jesta­er­ke pi­ge la­ert at spil­le et par me­lo­di­er på det. Vil­jesta­erk er hun og­så i de na­e­ste da­ge, hvor kam­pen om ik­ke at en­de som den ne­der­ste i de for­søm­te sov­jetbørns ubøn­hør­li­ge hie­rar­ki skal ud­ka­em­pes. Hun for­står in­stink­tivt, at hun på en el­ler an­den må­de er an­der­le­des, og at de an­dre pi­ger al­drig vil luk­ke hen­de ind i de­res be­skyt­ten­de kreds, så hun for­sø­ger i ste­det at få de voks­ne la­e­gers og la­e­re­res op­ma­er­k­som­hed. Hun, der el­lers al­drig har va­e­ret flit­tig, sni­ger sig nu om nat­ten ud på toilet­tet for at la­e­se ek­stra grun­digt på si­ne ma­te­ma­tik­lek­tier, og da da­gen for fejrin­gen af Sov­je­tu­ni­o­nens for­fat­ning na­er­mer sig, skri­ver hun et smukt pro­pa­gan­da­digt: »Vi er det sov­je­ti­ske folk. I dag er vi sta­er­ke. Vi vil fred i he­le ver­den,« ly­der det fyn­digt. Og fra nu af står hunun­der­si n strik­se rus­sisk la­er e rin­des, ja, un­der he­le den sta­li­ni­sti­ske stats pro­tek­tion. Men na­tur­lig­vis har pi­gen i den­ne novel­le en brist. Li­ge­som al­le de an­dre bå­de yn­gre, mi­dal­dren­de og ae­l­dre kvin­der i sam­lin­gens ef­ter­føl­gen­de novel­ler. Når det kom­mer til blåø­je­de dren­ge, char­me­ren­de un­ge ma­end og gnav­ne ae­l­dre ae­g­te­ma­end, kan kvin­der­ne ik­ke sa­et­te gra­en­ser og si­ge fra, men la­der sig gang på gang ud­nyt­te og yd­my­ge. I »Umod­ne stik­kel­s­ba­er«, som den før­ste novel­le hed­der, er det en ja­ev­nal­dren­de drengs sa­di­sti­ske be­fam­ling af hen­des små stik­ke ls b ae rag tig e bryst­vor­ter, den 12-åri­ge ho­ved­per­son ik­ke kan for­sva­re sig imod. For hun er sim­pelt­hen alt for fo­rel­sket i den lil­le idi­ot. Og i de føl­gen­de novel­ler, hvor vi ser for­skel­li­ge kvin­der i fremadskri­den­de livs­fa­ser, men og­så sov­jet­sam­fun­dets grad­vi­se for­fald og for­vand­ling til et na­e­sten li­ge så brutalt k le p to krat­ka­pi­ta­li­stisk sam­fund, er dets å på skift skrup­pel­lø­se køn­ne for­fø­re­re og me­dyn­kva­ek­ken­de, il­de­lug­ten­de sva­e­klin­ge, kvin­der­ne ik­ke kan mod­stå og la­der de­res liv øde­la­eg­ge af. Igen og igen det sam­me møn­ster. Men hel­dig­vis forta­el­les der med stor hu­mo­ri­stisk ener­gi. Fo­rel­skel­ser fø­rer én i ulyk­ke, for­står vi. Men må­ske er lyk­ken blot et glas syl­te­de agur­ker. El­ler en prik­ket kjo­le af bil­ligt ny­lon­stof. El­ler en om­strej­fen­de kat med di­ar­ré.

In­flu­en­za, Blandt ven­ner, Ali Ba­ba og Hap­py End hed­der fi­re af sam­lin­gens små frem­ra­gen­de novel­ler. Sidst­na­evn­te er min fa­vo­rit. Li­vets så­kald­te lyk­ke­li­ge af­slut­ning na­er­mer sig for en »for­holds­vis ung, pen­sio­ne­ret kvin­de«, da hun en dag bli­ver rin­get op og spurgt, om hun øn­sker at få ud­le­ve­ret li­get af en tan­te, der ne­top er død uden at ef­ter­la­de sig an­dre på­rø­ren­de. Så­dan kun­ne en novel­le af ca­na­di­ske Ali­ce Mun­ro el­ler ty­ske Ju­dith Her­mann og­så va­e­re be­gyndt. Men hos den sort­hu­mo­ri­sti­ske Pe­trusjevska­ja er det he­le ba­re en anel­se me­re trist og sjovt, end det ty­pisk vil­le ha­ve va­e­ret hos de to an­dre novel­le­me­stre. Hos rus­se­ren le­ver kvin­den mod sin vil­je sam­men med en uli­de­ligt vris­sen mand, for­di in­gen af dem vil be­tal efor skils­mis­se­pa­pi­rer. Hos rus­se­ren vil kvin­de­nik­ke be­ta­le for tan­tens be­gra­vel­se, men ger­ne ar­ve hen­des lej­lig­hed. Og hos rus­se­ren in­ter­es­se­rer hver­ken kvin­dens mand el­ler hen­des voks­ne søn sig for det smuk­ke gam­le fo­to­al­bum, hun fin­der i tan­tens snav­se­de lej­lig­hed. Ljud­mila Pe­trusjevska­ja skrev i åre­vis novel­ler, små ro­ma­ner og sku­e­spil »til skri­ve­bords skuf­fen «, men fiks å sit in­ter­na­tio­na­le gen­nem­brud ide løf­te­ri­ge 1980ere, da sov­jet­sam­fun­dets va­el­di­ge sku­de for­li­ste med den bli­de Mik­hail Gor­batjov ved ro­ret, men hvor det sam­ti­dig, men kun kortva­rigt, så ud, som om bå­de øst- og ve­st­eu­ro­pa­e­re­re vil­le bli­ve bå­ret ind i en de­mo­kra­tisk frem­tid af en fa­el­les be­gej­strings bøl­ge. Det er nat og Der var en­gang en kvin­de, som vil­le slå sin na­bos ba­by ihjel hed­der to tid­li­ge­re over­sat­te bø­ger. Og med Umod­ne stik­kel­s­ba­er fort­sa­et­ter over­sa­et­ter og ef­te­r­ords skri­bent Tri­ne Søn­der­gaard nu det fi­ne ar­bej­de med at gø­re en grov, sjov, po­e­tisk og usen­ti­men­tal rus­sisk stem­me til­ga­en­ge­lig på dansk.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.