Fra pio­ner til pa­ria

»Det er bå­de sundt og godt for vi­den­ska­ben, at ha­ve Ras­mus Mod­sat-ty­per, som in­si­ste­rer på at se en ek­stra gang på tin­ge­ne og må­ske ven­der dem om,« un­der­stre­ger Jens Ole Ni­el­sen. »Men der skal na­tur­lig­vis va­e­re sub­stans i tin­ge­ne.«

Weekendavisen - - Ideer - LAYOUT: BENTE BRUUN

hiv-aids-hy­po­te­sen fø­rer til den kon­klu­sion, at di­ver­se aids-epi­de­mi­er i USA, Eu­ro­pa og Afri­ka har en ke­misk år­sag, nem­lig gif­ti­ge narko­ti­ka, an­ti-hiv me­di­ka­men­ter og fejl­er­na­e­ring.«

»I for­sker­mil­jø­et er Pe­ter Du­es­berg helt gle­det ud,« si­ger Jens Ole Ni­el­sen, pro­fes­sor eme­ri­tus og gen­nem man­ge år Dan­marks frem­me­ste aids-for­sker. »Hvis man en­de­lig ta­ler om ham, er det som en ma­er­ke­lig nørd.«

BE­GYN­DEL­SEN til viro­lo­gens vi­den­ska­be­li­ge derou­te kan da­te­res me­get nøj­ag­tigt. Nem­lig til den 1. marts 1987, hvor den blev for­mu­le­ret i tids­skrif­tet Can­cer Re­search. Un­der den umid­del­bart harm­lø­se ti­tel »Re­tro­viru­ses as Carci­no­gens and Pat­ho­gens: Expecta­tions and Re­a­li­ty« kund­gjor­de Du­es­berg et kon­tro­ver­si­elt bud­skab. Som han skrev ef­ter 23 si­ders gen­nem­gang: »Det kon­klu­de­res, at aids-virus ik­ke er til­stra­ek­ke­ligt til at for­år­sa­ge aids, og at der bort­set fra (virus’, red.) til­ste­de­va­e­rel­se i la­tent form, ik­ke fin­des evi­dens for, at det for­år­sa­ger aids.«

I ni må­ne­der hav­de Du­es­berg ar­bej­det med sit lan­ge ma­ni­fest og det, som si­den blev døbt Du­es­berg-hy­po­te­sen. Men hans mi­stan­ke mod kon­sensus i fel­tet var ble­vet vakt fle­re år tid­li­ge­re, da hans go­de ven Ro­bert Gal­lo fra Na­tio­nal Can­cer In­sti­tu­te med en se­rie ar­tik­ler i Sci­en­ce ud­råb­te det ny­fund­ne hivvirus som år­sag til den mysti­ske aids-syg­dom. Sam­men­ha­en­gen pas­se­de elen­digt med Du­es­bergs vi­den om de re­tro­virus, han selv hav­de va­e­ret blandt de før­ste til at iden­ti­fi­ce­re. Re­tro­virus dra­e­ber nor­malt ik­ke dets va­ert­s­cel­le, men spre­der sig ne­top ved at få dem til at de­le sig. Alt­så det mod­sat­te af, hvad der sker med hiv-in­fi­ce­re­de im­mun­cel­ler. Sam­ti­dig var den lan­ge la­ten­s­tid fra hiv-in­fek­tion til ud­brud af aids ik­ke for­e­ne­lig med hiv-virus’ hur­ti­ge for­me­ring i cel­le­kul­tur­for­søg. End­vi­de­re var samt­li­ge af hiv-virus­sets ge­ner nød­ven­di­ge for dens for­me­ring, hvor­for der ik­ke var syg­doms­frem­kal­den­de ge­ner ti­l­overs til at gi­ve aids. Al­le de hul­ler, der var i forsk­nin­gens vi­den om aids, pas­se­de med, at hiv blot var en uska­de­lig pas­sa­ger, ar­gu­men­te­re­de Du­es­berg. Og hav­de en al­ter­na­tiv hy­po­te­se pa­rat.

Han hav­de stu­de­ret, hvor­dan bru­gen af il­le­ga­le stof­fer som ko­kain og her­o­in i 1960er­ne og 1970er­ne var ste­get til epi­de­mi­ske pro­por­tio­ner i blandt an­det USA. Når han lag­de gra­fer­ne for stof­for­brug og aids over hin­an­den, lig­ne­de de hin­an­den blot med en ny­de­lig for­skyd­ning på ti år. Og stof­fer­ne flød lindt i li­ge pra­e­cis de ri­si­ko­grup­per, som for­trins­vis fik aids – narko­ma­ner og ho­mo­seksu­el­le ma­end.

MÅ­SKE var det ik­ke uven­tet, at ne­top Pe­ter Du­es­berg vil­le stil­le spørgs­mål – en ten­dens han i for­vej­en var kendt for. De virus, han i 1970 hav­de va­e­ret med til at op­da­ge som år­sag til kra­eft, hav­de han så­le­des se­ne­re ha­ev­det var harm­lø­se – stik imod den me­gen forsk­ning, der el­lers lå på om­rå­det.

»En mand med ek­stra­or­di­na­er ener­gi, us­a­ed­van­lig ae­r­lig­hed, enorm sans for hu­mor og en sja­el­den kri­tisk sans,« hav­de Ro­bert Gal­lo kaldt Du­es­berg så sent som i 1985. An­dre kald­te ham gan­ske sim­pelt kon­tra­er. »Han er som en ski­b­bru­den, der ka­em­per sig i land på en ø, og mens han kig­ger sig rundt si­ger: ’Er der en re­ge­ring her? I gi­vet fald er jeg imod den’,« lød ka­rak­te­ri­stik­ken fra Ro­bert We­in­berg fra Whi­te­he­ad In­sti­tu­te for Bio­me­di­cal Re­search.

»Det er bå­de sundt og godt for vi­den­ska­ben, at ha­ve Ras­mus Mod­sat-ty­per, som in­si­ste­rer på at se en ek­stra gang på tin­ge­ne og må­ske ven­der dem om,« un­der­stre­ger Jens Ole Ni­el­sen. »Men der skal na­tur­lig­vis va­e­re sub­stans i tin­ge­ne.«

Den sub­stans skul­le af­prø­ves, men­te kol­le­ger­ne, og i 1988 af­holdt Ame­ri­can Fo­un­da­tion for AIDS Re­search så­le­des en kon­fe­ren­ce om syg­dom­mens op­rin­del­se. For­sker ef­ter for­sker gik på po­di­et med da­ta, som sam­men­ka­e­de­de hiv-in­fek­tion rundt om i ver­den med ud­bre­del­sen af aids og det sti­gen­de an­tal sy­ge. Men Pe­ter Du­es­berg fe­je­de al den tung­ve­jen­de evi­dens af bor­det som ut­ro­va­er­dig med hen­vis­ning til, at der ik­ke fand­tes »en­de­li­ge be­vi­ser«. Kol­le­ger­ne var fru­stre­re­de, og til sidst råb­te Ant­ho­ny Fauci, der var før­en­de aids-eks­pert hos Cen­ters for Di­sea­se Con­trol, ad Du­es­berg og kald­te hans mod­stand for »mord – helt en­kelt«. Fag­folk holdt hur­tigt op med at dis­ku­te­re åben­lyst med dis­si­den­ten i de­res mid­te og hå­be­de for­ment­lig, at man kun­ne tie af­fa­e­ren ihjel. Men det mis­lyk­ke­des uden for de fag­li­ge cirk­ler.

Den ame­ri­kan­ske so­cio­log Ste­ven Ep­ste­in har stu­de­ret den tid­li­ge ud­vik­ling af aids­de­bat­ten, og han kun­ne vi­se, hvor­dan Du­es­bergs ma­ni­fest og tan­ker spred­tes lystigt i of­fent­lig­he­den. Fle­re me­di­er gjor­de et num­mer ud af kon­flik­ten, og blandt la­eg­ma­end stod in­ter­es­se­grup­per klar til at mod­ta­ge budskabet.

I før­ste om­gang var Pe­ter Du­es­berg så­le­des en helt i ame­ri­kan­ske ho­mo­seksu­el­le kred­se. Hans mod­vil­je mod at ac­cep­te­re, at aids­gå­den var løst, lå fint op ad den­ne grup­pes for­nem­mel­se af ik­ke at bli­ve ta­get al­vor­ligt af hver­ken myn­dig­he­der el­ler for­ske­re. Sam­ti­dig gav af­vis­nin­gen af hiv som syg­doms­frem­kal­den­de håb til de hiv-po­si­ti­ve om, at de ik­ke vil­le ud­vik­le aids. Ro­man­cen va­re­de imid­ler­tid kun kort. Man kun­ne i la­eng­den ik­ke kla­re Du­es­bergs ar­gu­men­ter for, at aids isa­er ram­te ho­mo­seksu­el­le ma­end på grund af en livs­stil pra­e­get af stof­mis­brug. Helt galt blev det, da han pe­ge­de på, at de ni­trat-me­di­ka­men­ter, som blandt bøs­ser var po­pu­la­e­re til at af­slap­pe anal­musku­la­tu­ren un­der sex, var kra­eft­frem­kal­den­de. Og han tal­te for, at det kun­ne for­kla­re, hvor­for bøs­ser med aids ud­vik­le­de kra­eft­for­men Ka­po­sis sarkom langt hyp­pi­ge­re end an­dre grup­per.

De grun­de, som fik bøs­ser­ne til at drop­pe ham, drev Du­es­berg i ar­me­ne på vis­se kon­ser­va­ti­ve. Her var man me­re end pa­rat til at ac­cep­te­re, at der var ta­le om en »livs­stils­syg­dom«. Høj­re­d­re­je­de jour­na­li­ster tog hans sag op og gjor­de den til et spørgs­mål om, hvor­dan main­stream­forsk­ning og stats­li­ge myn­dig­he­der blot øn­ske­de at knu­se

al op­po­si­tion. Pe­ter Du­es­berg blev til en mo­der­ne Ga­lileo og det vi­den­ska­be­li­ge par­nas hans ka­tol­ske kir­ke.

»Hvis man går til­ba­ge til be­gyn­del­sen, var de før­ste an­ti-vira­le mid­ler me­get gif­ti­ge,« forta­el­ler Jens Ole Ni­el­sen. »Pa­tien­ter­ne dø­de til trods for be­hand­ling, og det var sva­ert at mod­gå Du­es­bergs ar­gu­men­ta­tion over for la­eg­ma­end.« MEN der ske­te en af­gø­ren­de ud­vik­ling i 1995, hvor Ni­el­sen selv var ar­ran­gør af den år­li­ge in­ter­na­tio­na­le aids-kon­fe­ren­ce i Kø­ben­havn. Mø­det blev ram­men om den før­ste of­fent­lig­gø­rel­se af re­sul­ta­ter med kom­bi­na­tions­be­hand­ling. I ste­det for et en­kelt mid­del gav man nu tre, som hver isa­er an­greb hiv på sin egen må­de, og det gav en bed­re over­le­vel­se. Nu skul­le man tro, at al­le op­ha­e­vel­ser mod hiv som år­sag til aids var gjort til skam­me af vir­ke­lig­he­den, men hver­ken Pe­ter Du­es­berg el­ler be­va­e­gel­sen af aids-be­na­eg­te­re, som var vok­set frem over åre­ne, lod sig over­be­vi­se. Man holdt sta­e­digt fast i, at de dy­re an­ti-vira­le mid­ler var gif­ti­ge og blot blev op­re­k­la­me­ret af for­ske­re, der var i lom­men på en pro­fit­hungren­de me­di­ci­na­lin­du­stri. Som »be­vis« frem­ha­e­ve­de man til­fa­el­de af hiv-po­si­ti­ve, som ik­ke hav­de mod­ta­get be­hand­ling, men i ste­det »le­vet sundt« og ik­ke ud­vik­let aids. Den be­sked blev gre­bet med kys­hånd i Syd­afri­ka. Her var hver tien­de ind­byg­ger in­fi­ce­ret med hiv, og ud­sig­ten til at skul­le be­ko­ste be­hand­ling på mil­li­o­ner af men­ne­sker var ube­ha­ge­lig. Så da ver­dens for­ske­re trå­d­te sam­men i år 2000 i Dur­ban, ind­kald­te den syd­afri­kan­ske re­ge­ring un­der le­del­se af pra­esi­dent Tha­bo Mbe­ki et pa­nel af lo­ka­le og in­ter­na­tio­na­le tviv­le­re.

Du­es­berg var nøg­le­fi­gur og tal­te blandt an­det om, hvor­dan aids i Afri­ka skul­le for­stås i ly­set af fat­tig­dom. Det er dår­li­ge for­hold og for­kert er­na­e­ring, der øde­la­eg­ger im­mun­sy­ste­met, ik­ke hiv-virus. Re­me­di­et var sund le­ve­vis, rent vand og vi­ta­mi­ner.

Det hjalp ik­ke no­get, at 5000 aids-for­ske­re un­der­skrev den så­kald­te Dur­ban-er­kla­e­ring i pro­test. Mbe­ki og hans sund­heds­mi­ni­ster trak ra­cis­me­kor­tet og slog fast, at ve­st­lig me­di­cin var af det on­de og kun blev pushet i Afri­ka for at un­der­tryk­ke lo­kal tra­di­tio­nel vi­den. Han ad­va­re­de sin be­folk­ning mod an­ti-vira­le mid­ler og na­eg­te­de at im­ple­men­te­re be­hand­ling af fø­de­n­de kvin­der og ny­fød­te med ne­vira­pi­ne – et bil­ligt mid­del, som i an­dre afri­kan­ske lan­de for­hin­dre­de over­før­sel af hiv-virus fra mor til barn. Di­rek­ti­ver­ne holdt of­fi­ci­elt ind­til 2002, men der gik yder­li­ge­re fle­re år, før Syd­afri­ka ind­før­te en plan for hånd­te­ring af hiv og aids, som vi­den­ska­ben stod bag. Og to uaf­ha­en­gi­ge stu­di­er pu­bli­ce­ret af for­ske­re fra hen­holds­vis Uni­ver­si­ty of Ca­pe Town og Har­vard Uni­ver­si­ty esti­me­re­de i 2008, at be­na­eg­tel­sen kom til at ko­ste knap 350.000 unød­ven­di­ge døds­fald.

VRØVL lød det året ef­ter fra Du­es­berg og en grup­pe li­ge­sin­de­de i en ar­ti­kel i Me­di­cal Hy­po­t­he­ses. Det er et tids­skrift uden den fag­fa­el­le­be­døm­mel­se, hvor uaf­ha­en­gi­ge kol­le­ger be­døm­mer kva­li­te­ten af ar­bej­det, men en ra­ek­ke for­ske­re på­pe­ge­de al­vor­li­ge fejl og mang­ler i en hen­ven­del­se til for­la­get El­se­vi­er, som der­ef­ter trak ar­tik­len til­ba­ge.

Der ind­gik og­så kla­ger til uni­ver­si­te­tet i Ber­ke­ley, som ind­led­te en un­der­sø­gel­se af Du­es­berg for vi­den­ska­be­lig ure­de­lig­hed i 2009. Man op­gav dog året ef­ter, da man fandt »util­stra­ek­ke­lig evi­dens til at an­be­fa­le di­sci­pli­na­er hand­ling«. Og straks kom Du­es­berg igen. I 2011 ar­gu­men­te­re­de han og en hånd­fuld tro va­eb­ne­re i Ita­li­an Jour­nal of Ana­to­my and Em­bry­o­lo­gy for, at den afri­kan­ske be­folk­nings­tilva­ekst i sig selv mod­be­vi­ser på­stan­den om en aids-epi­de­mi på kon­ti­nen­tet. Hvor­ef­ter de op­for­dre­de kli­ni­ke­re til, som det hed­der »at genover­ve­je for­hol­det mel­lem ri­si­ko og for­de­le ved at gi­ve an­ti-re­tro­viral mid­ler til gravi­de kvin­der, ny­fød­te børn og al­le an­dre, som ba­e­rer an­ti­stof­fer mod hiv«.

Den­ne an­be­fa­ling kom i en kon­tekst, hvor aids-pa­tien­ter fra op­rin­de­lig at ha­ve en over­le­vel­se på mel­lem 9 og 12 må­ne­der nu hav­de en nor­mal livsla­eng­de. Og som Jens Ole Ni­el­sen på­pe­ger, er grup­pen i kraft af ja­evn­li­ge la­e­ge­tjek of­te sun­de­re end gen­nem­snit­tet. »Jeg ved ik­ke, hvad der har dre­vet Du­es­berg og sta­dig gør det,« be­ma­er­ker han. »Men nog­le men­ne­sker bli­ver na­er­mest hø­je af den­ne her slags mod­stand, og de er umu­li­ge at ta­le til for­nuft«.

Det sam­me må man si­ge om den un­der­grund, der sta­e­digt har talt om »den sto­re aids-svin­del«, og som he­le ti­den har holdt på, at hiv-po­si­ti­ve ik­ke skal la­de sig be­hand­le med de ga­engse mid­ler. Man­ge er dø­de for den hold­ning, nog­le un­der me­di­e­be­vå­gen­hed. Bri­ti­ske Kar­ri Sto­ke­ly, som fik kon­sta­te­ret aids i 1996 stand­se­de ef­ter 11 år sin be­hand­ling, da hun så en be­na­eg­ter-vi­deo på net­tet. Hun be­gynd­te selv at la­ve vi­deo­er, hvor hun på­stod at ha­ve det »al­de­les glim­ren­de«, men dø­de ef­ter fi­re år. I USA op­ret­te­de hiv-po­si­ti­ve Chri­sti­ne Mag­gi­o­re or­ga­ni­sa­tio­nen Ali­ve and Well Aids Al­ter­na­ti­ves, som fra­rå­de­de mødre at be­hand­le de­res in­fi­ce­re­de børn. Det ko­ste­de hen­des dat­ter li­vet som 3-årig, og Mag­gi­o­re selv dø­de få år se­ne­re. Hen­des støt­ter holdt på, at det ik­ke var den aids-re­la­te­re­de lun­ge­be­ta­en­del­se men et uhel­digt na­tur­la­e­ge­mid­del, som slog hen­de ihjel.

FOTO: SCANPIX/AFP

Pra­esi­dent Tha­bo Mbe­kis vi­ces­und­heds­mi­ni­ster Nozizwe Mad­la­la-Rout­led­ge, kort ef­ter hun blev fy­ret i 2007 for at kri­ti­se­re Syd­afri­kas aids-po­li­tik.

FOTO: SCANPIX

In­spi­re­ret af Du­es­berg na­eg­te­de nog­le fora­el­dre at gi­ve de­res børn aids-me­di­cin.

FOTO: SCANPIX/AFP

Det skøn­nes, at 350.000 men­ne­sker mi­ste­de li­vet i Syd­afri­ka i 2000er­ne på grund af pra­esi­dent Tha­bo Mbe­kis mod­stand mod aids-me­di­cin.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.