Ko­de­ord: Vin­ter­va­es­ner

Po skul­le ba­re ha­ve kon­takt med Havfru­en, la­es­se det sor­te vand af og så fin­de ud af, om no­gen vid­ste, hvor den mysti­ske dro­ne kom fra. ILLUSTRATION RUNE RYBERG Hvis du er abon­nent, kan du hø­re hi­sto­ri­en la­est op på Ly­da­vi­sen.dk

Weekendavisen - - Faktisk - Af SØ­REN JESSEN LAYOUT: PERNILLE KLEINERT KORREKTUR: LOUISE LUNDBERG CLAESEN

Po kø­rer gen­nem ør­ke­nen med sort vand i la­sten, da en dro­ne ram­mer hans bil. Det er strengt for­budt at eje en dro­ne, og po­li­ti­et er sik­kert på spo­ret af den, så Po be­slut­ter at skyn­de sig va­ek.

o kald­te på Fe­lis, der kom stry­gen­de ind med et fir­ben i mun­den. Det var der ik­ke tid til at ta­ge sig af nu. Po vil­le va­ek. Langt va­ek. Så hur­tigt som mu­ligt. Han sma­ek­ke­de dø­ren i bag kat­ten og skynd­te sig ud i fø­rer­sa­e­det. Små­ban­den­de ka­ste­de han sig ned i fø­rer­sa­e­det og tjek­ke­de in­stru­ment­bra­et­tet. Al­le kon­trol­lam­per ly­ste grønt. For­hju­let hav­de hel­dig­vis ik­ke ta­get ska­de af mø­det med dro­nen. Det var umu­ligt at få ret me­get fart på her mel­lem søj­ler­ne, men han kør­te så hur­tigt som mu­ligt. Af og til ka­ste­de han et hur­tigt blik over den ene skul­der som for at sik­re sig, at den sta­dig lå der. Dro­nen. I ne­der­ste kø­je.

Han hav­de ik­ke kun­net få sig selv til at kø­re fra den. Den var alt for man­ge pen­ge va­erd. Det var sik­kert dumt og helt sik­kert me­get far­ligt, men med de pen­ge han kun­ne få for den, kun­ne han få Tri­tons au­to­pi­lot re­pa­re­ret. Og sik­kert end­da ha­ve pen­ge ti­l­overs. Hvem kun­ne si­ge nej til det? Ik­ke Po.

Et par ti­mer se­ne­re nå­e­de han ud af Kon­ger­nes Dal. San­dør­ke­nen tog over igen, og det var li­ge den slags un­der­lag, Tri­ton var skabt til. Un­der­vejs stød­te Po på en flok no­ma­der på ka­me­ler, der var på vej syd­på. Han brug­te nog­le af si­ne få dall på et par saf­ti­ge kak­tus­blom­ster, som han straks skra­el­le­de og spi­ste, mens han spurg­te de rej­sen­de, om de hav­de set po­li­ti ved Han­dels­sta­tion Nord. Det sva­re­de de nej til. Det be­ro­li­ge­de ham.

Den af­ten par­ke­re­de han i ly af en gi­gan­tisk klit, der lå som et bjerg midt mel­lem an­dre gi­gan­ti­ske klit­ter. Han åb­ne­de dø­ren, så Fe­lis kun­ne kom­me ud, og gav sig til at le­de ef­ter re­ster­ne af fir­be­net. Han fandt ho­ve­d­et, ha­len og et par klø­er i fo­den­den af sin seng. Selv­føl­ge­lig. Hvor el­lers?

Han ban­de­de Fe­lis langt va­ek og smed øg­le­re­ster­ne uden­for, tog sit sand­bo­ard un­der ar­men og van­dre­de op på top­pen af klit­ten. Det var om af­te­nen, in­den sol­ned­gang, når det blev køli­ge­re, at det var bedst at stå på sand­bo­ard. Man kom ik­ke til at sve­de så me­get, og san­det aen­dre­de sig. Det blev bed­re at kø­re i. Han stod lidt i det svin­den­de dags­lys og kig­ge­de ud over klit­ter­ne, så trå­d­te han op på bo­ar­det og su­se­de nedad i sto­re blø­de sving.

Li­ge i det øje­blik var der in­tet sted i ver­den, han hel­le­re vil­le va­e­re. Det ene­ste, han sav­ne­de, var en at kø­re med. Top­per og han hav­de al­tid kon­kur­re­ret om, hvem der kom først ned. Po vandt for det me­ste og måt­te så hø­re på al­le Top­pers dår­li­ge und­skyld­nin­ger. In­gen kun­ne fin­de på så dår­li­ge und­skyld­nin­ger som Top­per. De var så langt ude, at Po ik­ke kun­ne la­de va­e­re med

Pat gri­ne.

Ef­ter et par tu­re op og ned ad klit­ten var­me­de han en smu­le mad op, drak na­e­sten in­gen vand og gjor­de sig klar til nat­ten. In­den han lag­de sig i køj­en, spa­end­te han dro­nen fast i la­strum­met og løs­ne­de et par rem­me, som han tog med ind i kø­je­rum­met.

In­den han lag­de sig til at sove, spa­end­te han sig fast med rem­me­ne. Han tur­de ik­ke ri­si­ke­re, at han igen skul­le va­de ud i ør­ke­nen midt om nat­ten. Ba­re tan­ken om det gjor­de ham ra­ed­sels­sla­gen.

NA­E­STE dag trak Tri­ton ind på Han­dels­sta­tion Nords par­ke­rings­plads i god tid før sol­ned­gang. En af Akva­nums tan­ke­re ra­ge­de højt op over al­le an­dre far­tø­jer på par­ke­rings­plad­sen. He­le dens over­fla­de var da­ek­ket af sol­cel­ler. Der skul­le me­get ener­gi til at flyt­te så­dan et bjerg. Isa­er når det var fuldt la­stet.

Po hav­de en­gang drømt om at bli­ve chauf­før for Akva­num. Ta­enk at kø­re en af de­res sto­re tan­ke­re. Det var der man­ge dren­ge, der drøm­te om. Den drøm hav­de Po imid­ler­tid op­gi­vet for la­engst. For det før­ste skul­le man va­e­re 18 år gam­mel. For det an­det var han så vant til det frie liv som pak­ke­bud, at han slet ik­ke hav­de lyst til at bli­ve chauf­før for Akva­num la­en­ge­re. Det var og­så ble­vet far­ligt, nu hvor Ør­ken­rot­ter­ne var be­gyndt at an­gri­be tan­ker­ne. Al­le de­res chauf­fø­rer bar sky­de­vå­ben. Det hav­de Po ik­ke lyst til. Som frit pak­ke­bud var det Po selv, der be­stem­te, hvor man­ge pak­ker han vil­le kø­re med. Ene­ste pro­blem var, at der ik­ke var så for­fa­er­de­ligt man­ge pen­ge i det.

Po gik over mod han­dels­sta­tio­nens ind­gang, ban­ke­de sand af støv­ler­ne ved dø­ren og trå­d­te ind i krostu­en. Den var na­e­sten fuldt be­sat, men det var og­så spi­se­tid, så det var ik­ke så ma­er­ke­ligt.

Han hil­ste på nog­le an­dre pak­ke­bu­de, der sad og spi­ste sam­men, men

Po sat­te sig sja­el­dent hos dem, for de fle­ste af dem var me­get ae­l­dre end ham. Han fandt et le­digt bord al­ler­ba­gerst i lo­ka­let. Ser­vi­tri­cer­ne og tje­ner­ne hav­de travlt. In­gen af dem hav­de åben­bart tid til at ta­ge sig af Po. Fint nok. Han hav­de hel­ler ik­ke ta­enkt sig at kø­be no­get, selv­om der duf­te­de him­melsk af mad. Han skul­le ba­re ha­ve kon­takt med Havfru­en, la­es­se det sor­te vand af og så fin­de ud af, om no­gen vid­ste, hvor den mysti­ske dro­ne kom fra.

En pi­ge på Pos al­der kom hen til hans bord og spurg­te, hvad han skul­le ha­ve.

»Ik­ke no­get,« sva­re­de han.

Hun fik et stramt drag om mun­den. »Så må du ik­ke sid­de her.«

»Jeg ven­ter ba­re på en,« sag­de han.

»Du må ven­te uden­for.«

Po suk­ke­de og be­stil­te nog­le kiks. Det bil­lig­ste på me­nu­en.

»Ik­ke an­det?« spurg­te pi­gen. »Ik­ke no­get at drik­ke?«

Han ryste­de på ho­ve­d­et, og hun for­svandt. Po kig­ge­de rundt i lo­ka­let og fik øje på køb­man­den selv. Han sad i mid­ten af lo­ka­let og spi­ste det sam­me som al­le an­dre, selv­om der gik ryg­ter om, at han var me­get rig. Køb­ma­end med egen han­dels­sta­tion tjen­te godt, det var in­gen hem­me­lig­hed.

Po fik øjen­kon­takt med en pju­sket kvin­de, der sad ale­ne ov­re ved et af vin­du­er­ne. Hun rej­ste sig, gik tva­ers igen­nem lo­ka­let og dum­pe­de ned på sto­len over for Po. In­den Po nå­e­de at si­ge no­get som helst, la­e­ne­de kvin­den sig ind over bor­det og hvi­ske­de:

»Vin­ter.«

Po stir­re­de på hen­de, som om hun var en gal­ning.

»Vin­ter, for fan­den,« knur­re­de kvin­den. »Åh ... øhm ... va­es­ner,« sva­re­de Po. »Vin­ter­va­es­ner.«

Kvin­den nik­ke­de til­freds, fan­ge­de hans blik, holdt det fast og hvi­ske­de: »Hand­len er af­lyst.«

Hvad? Hvor­dan skal Po så kom­me af med alt det sor­te vand uden at bli­ve op­da­get af po­li­ti­et? Følg med i na­e­ste uge.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.