Ro­ck­away Beach

Weekendavisen - - Kul­tur - Af MIK­KEL RO­SEN­GAARD Af BRI­AN NY­GAARD KOR­REK­TUR: LOU­I­SE LUND­BERG CLA­E­SEN, AN­NI DAM­GAARD

En­gang var Man­hat­tan en smel­te­di­gel, hvor kunst­ne­re mød­tes. I dag er det The Ro­ck­aways, i hvert fald hvis du ik­ke li­ge er mil­li­ar­da­er. Mik­kel Ro­sen­gaard om stran­den, hvor sur­fe­re, kunst­ne­re og ar­bej­de­re med Trump-ka­sket­ter mø­des.

Kunst kan in­spi­re­re og gi­ve dig ind­sigt, men i sid­ste en­de er det al­tid fol­ket, der ska­ber for­an­dring.

Pat­ti Smith

Når som­mer­he­den sa­en­ker sig over New York, as­fal­ten kli­strer til sko­e­ne, og dun­sten af skrald gen­nem­si­ver ga­der­ne, be­gi­ver tu­sind­vis af newy­or­ke­re sig mod Ro­ck­away-halvø­en, 25 ki­lo­me­ter sy­døst for Man­hat­tan. It’s not hard, not far to reach, sang The Ra­mo­nes i 1977, we can hitch a ri­de to Ro­ck­away Beach. På en he­debøl­ge­ramt fre­dag, hvor ter­mome­te­ret sni­ger sig op på 32 gra­der, er det en bus­fuld af jour­na­li­ster og kunst­sam­le­re, der har få­et et lift til stran­den af The Mu­se­um of Mo­dern Art (MoMA). Ik­ke for at få et kø­len­de dyp i At­lan­ter­ha­vet, men for at op­le­ve Yay­oi Ku­s­amas Narcis­sus Gar­den, et va­erk be­stå­en­de af 1500 spejl­blan­ke stå­lkug­ler in­stal­le­ret i en ned­lagt mi­li­ta­er­han­gar. Va­er­ket kan op­le­ves frem til sep­tem­ber som en del af Ro­ck­away!, et som­mer­pro­gram ar­ran­ge­ret af MoMA og punkmu­si­ke­ren og for­fat­te­ren Pat­ti Smith. »En­gang var Man­hat­tan en smel­te­di­gel, et sted hvor kunst­ne­re mød­tes,« si­ger MoMAs chef­ku­ra­tor Klaus Bie­sen­bach. »Men Pat­ti og jeg si­ger al­tid, at i dag er det fak­tisk The Ro­ck­aways, der er den ae­g­te smel­te­di­gel. I hvert fald hvis du ik­ke li­ge er mil­li­ar­da­er.« Bie­sen­bach og Smith fik idéen til Ro­ck­away!, da Ro­ck­away-halvø­en i 2012 blev hårdt ramt af or­ka­nen San­dy. Hun­dred­vis af byg­nin­ger i Ro­ck­away Beach blev to­talska­det, mindst fi­re men­ne­sker om­kom, og he­le den hi­sto­ri­ske strand­pro­me­na­de blev skyl­let i ha­vet. Få uger før or­ka­nen hav­de Pat­ti Smith købt en bun­ga­low et stenkast fra stran­den. Hu­set over­le­ve­de med nød og na­ep­pe øde­la­eg­gel­ser­ne, da na­bo­er­ne be­kla­ed­te hu­set med et ame­ri­kansk flag for at be­skyt­te det mod ha­er­va­er­ks­ma­end; en op­le­vel­se Smith be­skri­ver i bo­gen M Train (Klim, 2015). For at til­tra­ek­ke op­ma­er­k­som­hed og støt­te til genop­byg­nings­ar­bej­det slog Pat­ti Smith sig sam­men med Klaus Bie­sen­bach, der har ejet et hus på halvø­en si­den 1990er­ne. »Det her be­gynd­te med en drøm, Klaus og jeg hav­de,« si­ger Pat­ti Smith, da We­e­ken­da­vi­sen fan­ger hen­de til fer­ni­se­ring på Narcis­sus Gar­den. »Og drøm­men fol­de­de sig ud. Og den fol­de­de sig ud på grund af fa­el­les­ska­bet her­u­de.«

I da­gens an­led­ning er Bie­sen­bach kla­edt mo­nokromt mør­ke­blåt i ens­far­vet skjor­te, slips og jak­kesa­et. Kunst­sam­le­ren og mil­li­ar­da­e­rar­vin­gen Tif­fa­ny Zablu­dowi­cz tris­ser om­kring i kjo­le og støv­let­ter, men på bed­ste punk­manér er Smith mødt op i san­da­ler, nus­set skjor­te, for­va­ske­de je­ans og fil­tret hår og lig­ner en, der li­ge er rul­let ud af sen­gen. Hvil­ket hun mu­lig­vis og­så er. Smit­hs bun­ga­low lig­ger nem­lig kun få mi­nut­ters kør­sel va­ek, om­rin­get af et fal­de­fa­er­digt stakit og en ha­ve så til­gro­et, at det me­re lig­ner en spø­gel­ses­røn­ne end en ro­ck­stjer­nes hjem. »Mit Ala­mo«, kal­der Smith bun­ga­lowen, som hun i dag bru­ger som skri­vere­fu­gi­um. Da MoMA i 2014 lan­ce­re­de det før­ste Ro­ck­away!-som­mer­pro­gram, valg­te de Smith som ho­ved­navn på grund af hen­des til­hørs­for­hold til lo­ka­l­om­rå­det. I den sam­me neds­lid­te mi­li­ta­er­han­gar, der den­ne som­mer hu­ser Ku­s­amas Narcis­sus Gar­den, byg­ge­de Smith Resi­li­en­ce of the Drea­mer, et kunstva­erk be­stå­en­de af en for­gyldt him­mel­seng be­kla­edt med hvi­de la­ge­ner. I lø­bet af ud­stil­lin­gens tre må­ne­der blev den jom­fru­e­li­ge seng slidt ned af vind og vejr, men for­blev stå­en­de som et sym­bol på Ro­ck­away-halvø­ens mod og uku­e­lig­hed.

»Kunst kan in­spi­re­re og gi­ve dig ind­sigt,« si­ger Pat­ti Smith. »Men i sid­ste en­de er det al­tid fol­ket, der ska­ber for­an­dring. Uden fol­ket og al­le de fri­vil­li­ge her­u­de i the Ro­ck­aways vil­le min ud­stil­ling al­drig va­e­re ble­vet til no­get, og det vil­le Ku­s­amas hel­ler ik­ke.«

RO­CK­AWAY Beach blev først kendt som et fas­hio­na­belt fe­ri­e­sted for vel­ha­ven­de newy­or­ke­re i be­gyn­del­sen af 1800-tal­let. De sten­ri­ge Astor og Van­der­bilt-fa­mi­li­er fe­ri­e­re­de på stran­dens luk­suri­ø­se ho­tel­ler og kur­ste­der, der og­så tal­te lit­te­ra­e­re skik­kel­ser som Walt Whit­man og Was­hin­g­ton Ir­ving blandt si­ne ga­e­ster. Da jer­n­ba­nen nå­e­de frem til Ro­ck­away-halvø­en i slut­nin­gen af 1800-tal­let, be­gynd­te im­mi­gran­ter­ne og ar­bej­der­klas­sen og­så at strøm­me til stran­den, og the Ro­ck­aways fik for­ly­stel­ses­par­ker, va­erts­hu­se og blev kendt som den ir­ske ri­vi­e­ra. An­kom­sten af de ar­bej­den­de klas­ser fik de vel­ha­ven­de newy­or­ke­re til at ta­ge de­res go­de tøj og flyt­te som­mer­re­si­den­sen øst­på til the Hamp­tons, i god af­stand til pø­be­len.

Det blev be­gyn­del­sen på en ned­ad­gå­en­de spiral for halvø­en, der for al­vor tog fart i 1950er­ne, da pri­vat­bi­lis­men gjor­de det mu­ligt for New Yor­ks mid­delklas­se at kø­re til me­re char­me­ren­de stran­de uden for by­en. Sam­ti­dig be­slut­te­de den ame­ri­kan­ske ha­er at op­fø­re atom­mis­silsi­lo­er i Fort Til­den på den ve­st­li­ge del af halvø­en, så sto­re om­rå­der af the Ro­ck­aways blev luk­ket for of­fent­lig­he­den. Som om det ik­ke var nok at depo­ne­re atom­vå­ben, be­slut­te­de New Yor­ks be­ryg­te­de by­plan­la­eg­ger Ro­bert Mo­ses og­så at be­nyt­te the Ro­ck­aways som en slags so­ci­al los­se­plads. Halvø­en var så til­pas langt fra Man­hat­tan, at man her kun­ne depo­ne­re fat­ti­ge, narko­ma­ner og psy­kisk sy­ge i tryg af­stand fra by­ens me­re ’pro­duk­ti­ve’ sam­fundslag. I lø­bet af 50er­ne ryd­de­de Mo­ses’ bul­l­doze­re så­le­des de fle­ste strand­bun­ga­lows og op­før­te i ste­det so­ci­a­le bo­lig­byg­ge­ri­er, ple­je­hjem og psy­ki­a­tri­ske an­stal­ter.

Re­sul­ta­tet var selvsagt en ka­ta­stro­fe. I som­mer­må­ne­der­ne var Ro­ck­away Beach fort­sat en po­pu­la­er strand­desti­na­tion, men re­sten af året led om­rå­det un­der eska­le­ren­de vold, kri­mi­na­li­tet og stof­mis­brug. I 1978 pak­ke­de ha­e­ren mis­sil­ram­per­ne sam­men og luk­ke­de Fort Til­den.

I mid­ten af 1980er­ne dre­je­de den sid­ste sto­re for­ly­stel­ses­park nøg­len om, og den med­føl­gen­de ar­bejds­løs­hed fik man­ge ar­bej­der- og mid­delklas­se­fa­mi­li­er til at for­la­de halvø­en, så the Ro­ck­aways stod til­ba­ge som et do­ma­e­ne for New Yor­ks pjal­te­pro­le­ta­ri­at,

en skam­støt­te over den mo­der­ni­sti­ske funk­tions­op­del­te by.

Den ne­ga­ti­ve ud­vik­ling vend­te først om­kring i 00er­ne, da en spi­ren­de sur­fer­kul­tur igen gjor­de stran­den po­pu­la­er. The Ro­ck­away Beach Club, en spøjs kom­bi­na­tion af Brook­lyn-be­skidt­hed og Ve­ni­ce Bea­ch­sur­fer­kul­tur, blev et hipt som­mer­til­holds­sted for sur­fe­re, hip­ste­re og ek­sil-ca­li­for­ni­e­re, der hang ud un­der høj­ba­nens lar­men­de skin­ner. I 2008 slog Ro­ck­away Ta­cos dø­re­ne op og til­trak avis­ar­tik­ler og hun­dred­vis af mad­t­uri­ster på jagt ef­ter den per­fek­te fi­sket­a­co. Den over­ra­sken­de suc­ces trak nog­le af New Yor­ks mest hy­pe­de re­stau­ra­tø­rer til Ro­ck­away Beach. De føl­gen­de år åb­ne­de espres­so- og ju­i­ce­ba­rer, et iro­nisk, kits­chet mo­tel, og alt hvad hip­ster­hjer­tet nu el­lers kun­ne be­ga­e­re. Og­så halvø­ens for­lad­te ve­st­li­ge en­de blom­stre­de op. I lø­bet af 00er­ne be­gynd­te ho­mo­seksu­el­le at be­nyt­te Fort Til­dens for­lad­te mi­li­ta­er­byg­nin­ger som nu­dist- og cru­i­ser­strand, og som det al­tid går: hvor de ho­mo­seksu­el­le kom­mer, føl­ger først kunst­ner­ne, si­den hip­ster­ne og der­ef­ter al­le os an­dre dø­de­li­ge.

OR­KA­NEN i 2012 be­tød en pau­se i den ri­ven­de ud­vik­lin­gen. Men da ru­i­ner­ne først var ryd­det og strand­pro­me­na­den genop­byg­get, gik det sta­er­kt. Ud flyt­te­de ar­bej­der­klas­se­fa­mi­li­er, der ik­ke hav­de råd til at genop­byg­ge de­res hu­se. Ind flyt­te­de den kre­a­ti­ve klas­se, til­truk­ket af den au­ten­ti­ske, rå stem­ning, sur­fer­stran­den og de re­la­tivt la­ve pri­ser. For­u­den Bie­sen­bach og Smith ejer og­så sku­e­spil­le­ren Ja­mes Fran­co, New Yor­ks kul­tur­borg­me­ster Tom Fin­kel­pearl samt en lang ra­ek­ke ku­ra­to­rer, kunst­ne­re og gal­le­ri­ster hu­se på halvø­en. De psy­ki­a­tri­ske an­stal­ter og de man­ge so­ci­a­le bo­lig­byg­ge­ri­er har ind­til vi­de­re skra­emt de rig­tigt pen­ge­sta­er­ke kø­be­re fra om­rå­det, og det be­ty­der, at hus­lej­en end­nu er så lav, at de kre­a­ti­ve kan føl­ge med. »Hvis du er ung kunst­ner og vil star­te din ate­li­er­prak­sis el­ler ska­be kunst i det of­fent­li­ge rum i dag, så bli­ver det ik­ke på Man­hat­tan,« si­ger Bie­sen­bach. »Det bli­ver Fort Til­den el­ler Ro­ck­away Beach.«

I dag ma­en­ger lang­hå­re­de sur­fe­re sig med kunst­ne­re, mad­t­uri­ster og ar­bej­de­re med Trump-ka­sket­ter i Ro­ck­away Beach. På Fort Til­den span­ku­le­rer fy­re med pi­ercing­pe­nis­ser rundt mel­lem lyst­fi­ske­re, nø­gen­ba­den­de hip­ste­re og rus­si­ske im­mi­grant­fa­mi­li­er på strand­pi­c­nic. Men på trods af den po­si­ti­ve ud­vik­ling og de man­ge nye lo­ka­le jobs er Ro­ck­away-halvø­en sta­dig et sår­bart om­rå­de. 21 pct. af be­bo­er­ne le­ver i dag un­der fat­tig­doms­gra­en­sen, og pla­ce­rin­gen ved At­lan­ter­ha­vet gør halvø­en ud­sat, når storme ra­ser.

Den­ne som­mer er 800 me­ter af stran­den luk­ket på grund af ero­sion, og iføl­ge Bie­sen­bach er målsa­et­nin­gen med Ro­ck­away!-festi­va­len at gø­re op­ma­er­k­som på dis­se pro­ble­mer og sik­re, at the Ro­ck­aways unik­ke og skrø­be­li­ge mil­jø al­drig igen bli­ver neg­li­ge­ret og mis­røg­tet af by­sty­ret.

Når det ga­el­der om at til­tra­ek­ke op­ma­er­k­som­hed, er in­gen kunst­ner me­re op­lagt end den ul­tra­po­pu­la­e­re 89-åri­ge Yay­oi Ku­s­ama. Den ja­pan­ske kunst­ner har de se­ne­ste år mo­bi­li­se­ret hund­redt­u­sind­vis af be­sku­e­re ver­den over med si­ne prik­ke­de in­stal­la­tio­ner og sel­fie-eg­ne­de In­fi­ni­ty Rooms. Det­te for­år trak en Ku­s­ama-ud­stil­ling hos David Zwir­ner ti­melan­ge kø­er i Chel­sea. Den­ne som­mer for­ven­ter MoMA sam­me til­strøm­ning til Narcis­sus Gar­den i den ned­lag­te tog­han­gar i Fort Til­den. »Ku­s­ama er ik­ke ba­re en af de mest ba­ne­bry­den­de, in­nova­ti­ve og eks­pe­ri­men­tel­le nu­le­ven­de kunst­ne­re,« si­ger Bie­sen­bach. »Hun pas­ser og­så godt til the Ro­ck­aways, for­di hun er po­li­tisk og ak­ti­vi­stisk nok til at ska­be kunst i et skrø­be­ligt om­rå­de.«

La­en­ge før Ku­s­amas prik­ker blev po­pu­la­e­re på de so­ci­a­le me­di­er, var Ku­s­ama en kon­tro­ver­si­el og so­ci­alt ak­tiv kunst­ner. I 1968 for­ret­te­de hun den før­ste ho­mo­seksu­el­le vi­el­se i USA. Året ef­ter brød hun ind i MoMAs skul­p­tur­ha­ve og ar­ran­ge­re­de et skan­da­løst or­gie af nøg­ne per­for­me­re, og da Ku­s­ama før­ste gang in­stal­le­re­de Narcis­sus Gar­den, var det som en del af Ve­ne­dig Bien­na­len i 1966. Her var Ku­s­ama mødt op uden in­vi­ta­tion for at sa­el­ge de skin­nen­de kug­ler til for­bi­pas­se­ren­de for 1200 li­re styk­ket (ca. 12 kr.) ved si­den af et skilt med skrif­ten: YOUR NARCIS­SI­UM FOR SA­LE. Bie­sen­bach for­kla­rer.

»Som ak­ti­vist, som fe­mi­nist, som pio­ner i al­le de her fri­gø­rel­ses­be­va­e­gel­ser sag­de Ku­s­ama: ’Jeg har ik­ke brug for, at de der ma­end in­vi­te­rer mig til bien­na­len. Jeg ta­ger der­hen selv.’ Det mod og den op­rør­ske ånd er no­get, der lø­ber gen­nem hen­des kunst og hen­des tid­li­ge per­for­man­ces.«

Sta­tisk in­stal­le­ret i det smukt neds­lid­te mi­li­ta­er­de­pot i Fort Til­den mi­ster de 1500 spejl­blan­ke stå­lkug­ler no­get af de­res in­ter­ak­ti­ve ef­fekt. Til gen­ga­eld får de ny be­tyd­ning i smartp­ho­ne-ae­ra­en. De spejl­blan­ke stå­lg­lo­ber fun­ge­rer som en spå­ko­nes krystal­kug­le, der spej­ler de sel­fie-fo­to­gra­fe­ren­de be­sku­e­res egen for­fa­en­ge­lig­hed. »Du kan se dit spejl­bil­le­de i al­le de 1500 glo­ber,« si­ger Bie­sen­bach. »Men du ser og­så en mi­li­ta­er­byg­ning, der blev fuld­sta­en­digt øde­lagt af vej­ret for nog­le år si­den. Så du bli­ver spej­let på en må­de, der op­for­drer dig til ak­ti­vis­me og til at ta­en­ke over kli­ma­for­an­drin­ger­ne.«

DET er ik­ke al­le, der er li­ge be­gej­stre­de for Pat­ti Smit­hs og Klaus Bie­sen­ba­chs kun­stak­ti­vis­me. Kri­ti­ke­re fryg­ter, at bøl­gen af kre­a­ti­ve til­flyt­te­re vil be­ty­de en­den på Ro­ck­away-halvø­ens unik­ke kom­bi­na­tion af ar­bej­der­klas­se­fa­mi­li­er, kunst­ne­re og sur­fe­re. Bie­sen­bach me­ner dog ik­ke, at fa­el­les­ska­bet er i fa­re.

»Vi har et me­get sta­er­kt og le­ven­de fa­el­les­skab her­u­de, hvor al­le klas­ser kom­mer hin­an­den ved. Det er et ae­g­te lil­le sam­fund.«

Den sky Pat­ti Smith er min­dre in­ter­es­se­ret i by­ud­vik­ling og de­mo­gra­fi. For hen­de hand­ler Ro­ck­away-halvø­ens magi om me­re end men­ne­ske­ne, der bor her.

»Jeg kan godt li­de at ta­en­ke på tog­han­ga­ren ale­ne, når vi ik­ke er her,« si­ger hun. »Først gav jeg den en seng. Og nu har vi fyldt den med al­le de her vi­dun­der­li­ge glo­ber, og det tror jeg, han­ga­ren er me­get glad for.« Der er bå­de surt og sødt til den om­rej­sen­de Tour de Fran­ce-ka­ra­va­ne, og­så i år. Det er en per­ma­nent kli­ché, at det er ryt­ter­ne og ik­ke ru­ten, der ska­ber lø­bet, men i den­ne ud­ga­ve er der må­ske fle­re kon­kre­te ar­gu­men­ter for, at på­stan­den er rig­tig. Med en bro­sten­se­ta­pe lu­ren­de som en fa­re­tru­en­de af­slut­ning på den før­ste del af lø­bet kan mangt og me­get bli­ve vendt på ho­ve­d­et el­ler sendt på in­fir­me­ri­et, når ryt­ter­ne bli­ver ka­stet ud i et bru­sen­de hav af gru­som­me ri­si­ko­mo­men­ter på de knol­de­de sten­ve­je. Og ef­ter det: bjer­ge­ne.

Det er ik­ke me­get an­der­le­des for den se­kun­da­e­re ka­ra­va­ne til Tour de Fran­ce. Alt­så den hård­t­ar­bej­den­de un­der­skov af me­di­e­folk, po­li­ti­be­tjen­te, po­di­epi­ger og bom­be­hunde. De skal tra­ek­kes igen­nem et vir­var af ki­lo­me­ter i bi­ler og bus­ser, tvivls­om­me ho­tel­ler, ånds­sva­ge mo­tor­vejs­sandwich, tørklo­set­ter og det ge­ne­rel­le ube­hag, man­ge fø­ler ved at va­e­re på ar­bej­de, mens re­sten af ver­den hol­der fe­rie. Fle­re vil­le helt sik­kert fo­re­tra­ek­ke at få no­get ir­ri­te­ren­de stramt tøj på og i høj fart bli­ve ka­stet ud i det an­det hel­ve­de, det trods alt må va­e­re at cyk­le Frank­rig rundt om som­me­ren. Det ser i hvert fald let­te­re ud for man­ge. Men der er lys­punk­ter. De ru­ti­ne­re­de i ka­ra­va­nen ken­der spra­ek­ker­ne og hu­sker at hvi­le, og vand­hul­ler fin­des for dem, der ved, hvor de skal le­de. Me­di­e­by­en, for ek­sem­pel. Her til lands hed­der den imid­ler­tid Zo­ne Te­ch­nique og er i mod­sa­et­ning til Roskil­de Festi­vals af sam­me navn pri­ma­ert be­fol­ket af men­ne­sker, der fak­tisk bå­de er ae­d­ru og på ar­bej­de. Så mens fel­tet be­va­e­ger sig gen­nem salt­mar­sker­ne i Vendée og langs østers­ban­ker­ne i Bre­tag­ne, bli­ver der ar­bej­det hårdt he­r­in­de i det om­rej­sen­de cir­kus’ elek­tri­ske hjer­te på at le­ve­re strøm og un­der­hold­ning til de fe­ri­e­ren­de mas­ser el­ler dem, der kig­ger med fra ver­dens kon­to­rer. Her er der og­så gå­et tak­tik i at fin­de de små oa­ser af skyg­ge, ro og for­plej­ning, langt fra da­gens ar­bejds­sed­ler, di­gi­tal do­ku­men­te­ring af egen ind­sats og den kon­stan­te ud­for­dring, det er, at se travl ud, mens man sid­der ned. Jour­na­li­stik­ken har hår­de kår i som­mer­må­ne­der­ne. Skul­le man ha­ve en lil­le ti­me ti­l­overs, kun­ne man sid­de ved lang­bor­de­ne i den uden­dørs kan­ti­ne og lyt­te med, når slad­de­rens ramsal­te­de bøl­ger går hø­jest. For­le­den faldt snak­ken helt udenoms­port­s­ligt på Har­vey We­in­ste­in, da en af NBC-bos­ser­ne hav­de en ven, der hav­de købt to af den fal­le­re­de #MeToo-skam­støt­tes hu­se i Con­necti­cut, hvor den ame­ri­kan­ske tv-sta­tion har ho­ved­kvar­ter. Der var ble­vet talt om pri­ser og for­hand­let in­tenst, mens We­in­ste­in vi­ste rundt med fod­la­en­ke om an­k­len. »Har­vey is not in a good pla­ce right now, but he did an aweso­me de­al,« var kon­klu­sio­nen. Tou­ren er an­der­le­des godt stil­let, da den frit kan rej­se vi­de­re mod nye og langt me­re pas­sen­de pin­s­ler tva­ers gen­nem det fran­ske som­mer­land.

FO­TO: SCAN­PIX

FO­TO: MIK­KEL RO­SEN­GAARD.

Du kan se dit spejl­bil­le­de i al­le de 1500 glo­ber. Men du ser og­så en mi­li­ta­er­byg­ning, der blev fuld­sta­en­digt øde­lagt af vej­ret for nog­le år si­den. Så du bli­ver spej­let på en må­de, der op­for­drer dig til ak­ti­vis­me og til at ta­en­ke over kli­ma­for­an­drin­ger­ne.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.