AEg og kug­le.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af GUN­VER LYST­BA­EK VESTER­GÅRD

Ben Ro\ Mot­tel­son er Dan­marks ene­ste nu­le­ven­de no­belSris­ta­ger

Portra­et. I na­e­ste uge an­non­ce­res det­te ars no­bel­pris­mod­ta­fe­re. Én nu­le­ven­de dan­sker ker­ne­fy­si­ke­ren Ben Roy Mot­tel­son, har op­le­vet af fa det livsomva­el­ten­de opkald fra Sto­ck­holm. Han fik pri­sen for sam­men med Aa­ge Bo­hr at vi­se, at atom­ker­ner ba­de kan va­e­re run­de og af­lan­ge.

Det var Dan­marks to frem­me­lig­ste fy­si­ke­re, der i 1975 drog til Sve­ri­ge for at mod­ta­ge den yp­per­ste vi­den­ska­be­li­ge ha­e­der, No­bel­pri­sen i Fy­sik. Beg­ge var de split­te­de mel­lem an­er­ken­del­sen og den over­va­el­den­de op­ma­er­k­som­hed fra fol­ket og me­di­er­ne, som in­gen af dem øn­ske­de. De vil­le ik­ke va­e­re be­røm­te, men var blot dre­vet af ka­er­lig­he­den til ker­ne­fy­sik­ken.

Den ene var Aa­ge Bo­hr, søn af Ni­els Bo­hr, og han til­trak på grund af sit ef­ter­navn jour­na­li­ster som flu­e­pa­pir. Ik­ke at han nød det, men han var vant til det fra barn­doms­hjem­met, hvor uden­land­ske kon­ge­li­ge og re­ge­rings­le­de­re på of­fi­ci­el­le stats­be­søg of­te kom for at hil­se på hans far.

Den an­den var Ben Roy Mot­tel­son. Han tak­ke­de nej, hver gang jour­na­li­ster­ne bad om et in­ter­view. Det har han og­så gjort den­ne gang, men han har sagt god for, at We­e­ken­da­vi­sen kon­tak­ter ven­ner og fa­mi­lie for at teg­ne et portra­et af Dan­marks ene­ste nu­le­ven­de no­bel­pris­mod­ta­ger i an­led­nin­gen af, at det­te års pri­ser ud­de­les i na­e­ste uge. Ben Roy Mott­tel­son er en »gam­mel hip­pie«, der vok­se­de op i en for­stad til Chi­ca­go, hvor beg­ge fora­el­dre var ak­ti­ve bor­ger­ret­tig­heds­for­ka­em­pe­re. I 1950 kom han som 24-årig til Kø­ben­havns Uni­ver­si­tets In­sti­tut for Te­o­re­tisk Fy­sik (i dag Ni­els Bo­hr In­sti­tu­tet) på et rej­se­le­gat. For­in­den hav­de han op­nå­et en ph.d.-grad i ker­ne­fy­sik fra Har­vard Uni­ver­si­ty.

Han kom al­drig til at bo fast i USA igen, for Dan­mark vi­ste sig at va­e­re et smør­hul for den fri­sin­de­de ame­ri­ka­ner. På in­sti­tut­tet hav­de Ni­els Bo­hr skabt en ef­ter­trag­tet for­skeroa­se med liv­li­ge, ufor­mel­le de­bat­ter, hvor man sag­de »du« til pro­fes­so­rer­ne, og hvor nye hy­po­te­ser om ato­met blev sendt ud i ver­den på sam­lebånd. Uden for in­sti­tut­tet faldt Ben Roy Mot­tel­son for dan­sker­nes tryg­ge og be­kvem­me dag­lig­dag.

»Det enk­le liv til­tal­te ham. Han kun­ne cyk­le på ar­bej­de, og han op­le­ve­de en nedt­o­net ma­te­ri­a­lis­me sam­men­lig­net med det ame­ri­kan­ske sam­fund,« forta­el­ler hans dat­ter Martha Mot­tel­son og til­fø­jer: »Jeg tror og­så, han og min mor nød at va­e­re de frem­me­de. Vi kun­ne gå i lidt me­re sprag­le­de ge­vand­ter og fly­ve med dra­ger og varm­lufts­bal­lo­ner, for vi var jo ba­re ame­ri­ka­ner­ne.« Fa­mi­li­en bo­e­de blandt over­klas­sen i Char­lot­ten­lund, og dat­te­ren hu­sker, hvor­dan den flip­pe­de fa­mi­lies på­fund ik­ke al­tid blev på­s­køn­net. Mo­de­ren, Nan­cy Ja­ne Reno, ik­la­ed­te blandt an­det sig selv og si­ne tre børn i blu­ser med hjem­mela­vet stof­tryk. »Jeg fik at vi­de, at nog­le af bør­ne­ne på vej­en ik­ke måt­te le­ge med os,« forta­el­ler Martha Mot­tel­son. Varm­lufts­bal­lo­ner­ne var no­get, de eks­pe­ri­men­te­re­de med i he­le barn­dom­men. De prø­ve­de at li­me for­skel­li­ge fir­kan­te­de og fem­kan­te­de pa­pirstyk­ker sam­men til en bal­lon, så den blev så let som mu­ligt men sam­ti­dig ro­bust. De fyld­te den med varm luft ved at dyp­pe en tot vat i sprit, sa­et­te den fast un­der bal­lo­nen og an­ta­en­de den. Op­sen­del­ses­ram­pen var vil­la­ha­ven, og det gav af og til vis­se pro­ble­mer.

»Jeg tror, der var nog­le epi­so­der, hvor na­bo­er­ne tro­e­de, at det var UFOer. Der var og­så en­gang, hvor én drev ud over Øre­sund og fik alar­me­ret et el­ler an­det,« forta­el­ler Martha Mot­tel­son. Le­ge­sy­gen tog Ben Roy Mot­tel­son med sig i det vi­den­ska­be­li­ge ar­bej­de, og den var med til at gø­re ham til en af sam­ti­dens al­ler­stør­ste ker­ne­fy­si­ke­re. Det var hans fol­ke­sko­le­ka­rak­te­rer til gen­ga­eld ik­ke. Han var så rin­ge i sko­len, at hans la­e­re­re mista­enk­te ham for at va­e­re små­re­tar­de­ret. Dren­gen blev sendt til un­der­sø­gel­ser i Chi­ca­go, og her­fra lød sva­ret: Højt­be­ga­vet, men ord­blind.

»Jeg kan få bre­ve fra ham, hvor det sam­me ord er sta­vet for­kert på tre for­skel­li­ge må­der,« si­ger Martha Mot­tel­son om hans bog­li­ge ska­vank.

HEL­DIG­VIS be­hø­ver man ik­ke at me­stre ret­stav­ning for at for­stå par­tik­ler­ne i ato­mer­nes ker­ner, som blev Ben Roy Mot­tel­sons spe­ci­a­le. Al­le­re­de i 1950 knyt­te­de han et ta­et ven­skab til Aa­ge Bo­hr, og de to, »Ben og Aa­ge«, gra­ve­de sig dybt ind i atom­ker­ner­ne – bog­sta­ve­ligt talt – for på Bleg­dams­vej i Kø­ben­havn stod en cyklo­tron, som kun­ne bru­ges til at sky­de neut­ro­ner ind i atom­ker­ner­ne og split­te dem ad for at un­der­sø­ge dem na­er­me­re.

Sven Bjørn­holm er ét år yn­gre end Ben Roy Mot­tel­son, og han var som eks­pe­ri­men­tal­fy­si­ker med til at la­ve de for­søg med cyklo­tro­nen, som be­kra­ef­te­de de tos no­bel­pris­ud­lø­sen­de te­o­ri. Han har kendt Ben Roy Mot­tel­son si­den 1955, og han forta­el­ler, at Ben og Aa­ge al­le­re­de den­gang var guru­er på in­sti­tut­tet.

»Ben hav­de svar på al­le de sva­e­re spørgs­mål, og det var de svar, som han fik no­bel­pri­sen for,« si­ger Sven Bjørn­holm.

Po­pu­la­ert sagt fik de to pri­sen for at vi­se, at nog­le atom­ker­ner er for­me­de som kug­ler­un­de fod­bol­de og an­dre som

af­lan­ge ame­ri­kan­ske fod­bol­de. De vi­ste, at atom­ker­ner­ne bå­de be­står af en ra­ek­ke egen­rå­di­ge par­tik­ler, som be­va­e­ger sig selv­sta­en­digt rundt in­de i ker­nen på mi­kro­ni­veau, og af en ra­ek­ke kol­lek­ti­ve be­va­e­gel­ser på ma­kro­ni­veau. De to ty­per af be­va­e­gel­ser kan for­kla­re atom­ker­ner­nes form. Det er lidt li­ge­som po­li­ti­ske par­ti­er, der be­står af en­kelt­per­so­ner. Par­ti­er­ne kan godt kom­me med en kol­lek­tiv ud­mel­ding, men går en­kel­te med­lem­mer mod par­ti­linj­en, bli­ver ud­mel­din­gen usta­bil. Så­dan er det og­så i atom­ker­nen, hvor de kol­lek­ti­ve be­va­e­gel­ser ik­ke kan for­stås uaf­ha­en­gigt af en­kelt­par­tik­ler­nes be­va­e­gel­ser. Den er­ken­del­se blev til en hel ny te­o­ri for atom­ker­ner­nes be­va­e­gel­ser kal­det for

Bo­hr-Mot­tel­sons kol­lek­ti­ve mo­del.

Te­o­ri­en var skel­sa­et­ten­de, for­di den fore­ne­de to mod­sa­t­ret­te­de mo­del­ler for atom­ker­nen. Den ae­ld­ste af de to mo­del­ler blev ud­vik­let i 1930rne af blandt an­det Ni­els Bo­hr. Den kald­tes for drå­be­mo­del­len og po­stu­le­re­de, at atom­ker­ner­ne op­fø­rer sig som va­e­skedrå­ber, der kan skvul­pe og ro­te­re. Drå­be­mo­del­len for­kla­rer der­ved atom­ker­nens ma­kro­be­va­e­gel­ser. I 1940er­ne bul­dre­de ker­ne­fy­sik­ken der­ud­af, og i de sta­dig stør­re ac­ce­le­ra­to­rer kun­ne man nu for al­vor se ato­mer­nes struk­tu­rer. Eks­pe­ri­men­ter­ne af­slø­re­de, at no­get ik­ke stem­te med drå­be­mo­del­len. Det så nem­lig ud som om, at par­tik­ler­ne in­de i ker­nen be­va­e­ge­de sig i be­stem­te ba­ner el­ler skal­ler, og at ker­nen var kug­ler­und. Alt­så lig­ne­de ker­nen ik­ke en drå­be, men der­i­mod ato­met som hel­hed, hvor elek­tro­ner­ne be­va­e­ger sig i pra­e­de­fi­ne­re­de ba­ner om­kring ker­nen. Den­ne skal­te­o­ri blev isa­er ud­vik­let af fy­si­ker­ne Jo­han­nes Hans Da­ni­el Jensen (nav­net ly­der dansk, men han er født i Ham­borg) og Ma­ria Go­ep­pert-May­er uaf­ha­en­gigt af hin­an­den i slut­nin­gen af 1940rne, og i 1963 fik de no­bel­pri­sen for den. Go­ep­pert-May­er blev hi­sto­ri­ens an­den kvin­de­li­ge mod­ta­ger af fy­sikpri­sen, og der har ik­ke va­e­ret en tred­je. Den før­ste var Ma­rie Curie. Skal­te­o­ri­en blev den nye au­to­ri­tet in­den for atom­ker­ne­mo­del­ler og be­skrev mi­kro­be­va­e­gel­ser­ne, men Aa­ge Bo­hr var ik­ke til­freds med den.

»Han sag­de, at vi skul­le gå ud og le­de ef­ter det, der ik­ke pas­se­de med skal­mo­del­len. Iføl­ge den kan en atom­ker­ne for­met som en kug­le ik­ke ro­te­re el­ler skvul­pe. Kvan­te­me­ka­nik­ken dik­te­rer, at man ik­ke kan sa­et­te en ma­er­kat på en per­fekt kug­le og se, om den dre­jer rundt, for kug­len er til al­le ti­der helt sym­me­trisk. Men vi la­ve­de for­søg med en lil­le ker­ne­k­lat og så, at den al­li­ge­vel ro­te­re­de,« for­kla­rer Sven Bjørn­holm om ar­bej­det med cyklo­tro­nen. Alt­så kun­ne al­le ker­ner ik­ke va­e­re kug­ler­un­de. Ben og Aa­ge bandt drå­be­te­o­ri­en og skal­te­o­ri­en sam­men med de­res nye te­o­ri, og isa­er Ben blev bro­byg­ge­ren mel­lem det eks­pe­ri­men­tel­le ar­bej­de og te­o­ri­en. Hver man­dag var der mø­de på in­sti­tut­tet, hvor de ny­e­ste re­sul­ta­ter fra beg­ge grup­per blev dis­ku­te­ret.

»Aa­ge brug­te tit lan­ge sa­et­nin­ger, mens Ben kom med nog­le me­re po­pu­la­er­vi­den­ska­be­li­ge svar. Ben tal­te i det he­le ta­get mest,« hu­sker Sven Bjørn­holm om mø­de­r­ne.

Ben og Aa­ge var li­ge så uad­skil­le­li­ge som pro­to­nen og neut­ro­nen – og til en vis grad og­så li­ge­så for­skel­li­ge. To­mas Bo­hr er søn af Aa­ge Bo­hr, og han min­des, hvor­dan de to sad sam­men på ar­bejds­va­e­rel­set i Aa­ge Bo­hrs hjem i Gen­tof­te og skrev på de­res ho­ved­va­erk om atom­ker­ne­nes struk­tu­rer na­e­sten dag­ligt og ger­ne i we­e­ken­der og fe­ri­er. Va­er­ket blev til en bog i to bind, hvoraf det sid­ste først ud­kom i 1975, selv­om op­da­gel­ser­ne blev gjort i 1950er­ne. De to brug­te så me­get tid på va­er­ket, at kol­le­ger­ne på in­sti­tut­tet un­dre­de sig over, hvor­for de var så me­get va­ek.

»Jeg tror, de sup­ple­re­de hin­an­den rig­tig godt. Min far var me­re sin­dig og al­vor­lig end Ben. Han var og­så me­re ana­ly­tisk og te­o­re­tisk, mens Ben hav­de en enorm ev­ne til at tol­ke da­ta fra eks­pe­ri­men­ter­ne. Det gjor­de dem i stand til at op­byg­ge et for­bil­led­ligt sam­ar­bej­de mel­lem te­o­ri og eks­pe­ri­men­ter,« si­ger To­mas Bo­hr.

Ben og Aa­ge cyk­le­de of­te sam­men ind til in­sti­tut­tet, og som fy­sik­s­tu­de­ren­de sam­me sted fulg­tes To­mas Bo­hr nog­le gan­ge med dem.

»Men det var slet ik­ke til at hol­de ud. De snak­ke­de jo he­le vej­en og kør­te så ut­ro­lig lang­somt,« si­ger han.

Ven ska­be­to­gar bejds fa el­les ska be­t­mel­lem de to fort­sat­te, på na­er en en­kelt la­en­ge­re af­bry­del­se, ind­til Aa­ge Bo­hrs død i 2009. De ska­end­tes al­drig, og selv Martha Mot­tel­son kan ik­ke min­des, at hun no­gen­sin­de har op­le­vet sin far vred el­ler sur. »Han kan bli­ve skuf­fet, hvis man ik­ke er et or­dent­ligt men­ne­ske. Hvis jeg som barn for ek­sem­pel hav­de ta­get en kro­ne i min mors pung. Men tem­pe­ra­ment har han ik­ke me­get af. Han er tem­me­lig kon­flikt­sky,« si­ger hun.

BEN Roy Mot­tel­son blev dansk stats­bor­ger i 1971, og på det tids­punkt sum­me­de det med no­bel-ryg­ter. Martha Mot­tel­son hu­sker, hvor­dan hen­des mor dril­le­de hen­des far med, at han må­ske snart skul­le til Sto­ck­holm, men han na­evn­te al­drig selv mu­lig­he­den. På in­sti­tut­tet var der og­så gang i slad­de­ren, for så man­ge ker­ne­fy­si­ke­re var der hel­ler ik­ke på den tid, og det spred­tes hur­tigt fra mund til mund, at Ben og Aa­ge var no­mi­ne­ret. Dog vid­ste kol­le­ger­ne godt, at in­gen af de to brød sig om den festi­vi­tas, som una­eg­te­ligt vil­le føl­ge med ud­na­ev­nel­sen.

»Aa­ge var ge­nert, og Ben øn­ske­de ik­ke al den glans, så vi und­gik at ta­le om pri­sen af frygt for at gi­ve dem søvn­lø­se na­et­ter over, at de snart skul­le stå for­an den sven­ske kon­ge i kjo­le og hvidt,« forta­el­ler Sven Bjørn­holm. »Kan du hu­ske, at han mød­te op i ør­ken­støv­ler?« Det er Sven Bjørn­holms ko­ne, Iran, der blan­der sig i sam­ta­len med sin erin­dring om ce­re­mo­ni­en i Sto­ck­holm, da de to sam­men med ame­ri­kan­ske Leo Ja­mes Rainwa­ter i 1975 en­de­lig blev til­delt no­bel­pri­sen som spå­et. »Nej, han hav­de da laks­ko på,« sva­rer Sven Bjørn­holm til­ba­ge.

»Han kom i ør­ken­støv­ler, og så fik han at vi­de, at han skul­le ta­ge sor­te sko på. Det blev han me­get ked af. Han vil­le ik­ke så­dan sa­et­tes i bås,« si­ger Iran Bjørn­holm.

Med sig i Sto­ck­holm hav­de Ben Roy Mot­tel­son si­ne fora­el­dre, sin ko­nes fora­el­dre og si­ne to sø­stre, men ik­ke ko­nen Nan­cy Ja­ne Reno. Hun­var død af mo­der ma erk e k r ae f t i ja­nu­ar 1975, 47 år gam­mel, og Ben Roy Mot­tel­sen var sta­dig tyn­get af sorg, da han modt­og no­bel­pri­sen. I en pe­ri­o­de for­svandt han ind i sit ar­bej­de, ind­til »han var klar til at åb­ne sig igen«, som Martha Mot­tel­son for­mu­le­rer det.

Aa­ge Bo­hr fik som ven­tet størst op­ma­er­k­som­hed ef­ter no­bel pri­stil­de­lin­gen, mens Ben

Roy Mot­tel­son kun­ne fort­sa­et­te sit ar­bej­de na­e­sten ufortrø­de­nt og ube­ma­er­ket. Når han en­gang imel­lem al­li­ge­vel bli­ver gen­kendt som »ham no­bel pris­mod­ta­ge­ren «, for­søg er­hans om re­gel at tra­ek­ke sig va­ek, og det gør ham ked af det, hvis han op­da­ger, at folk sø­ger hans ven­skab på grund af pri­sen.

Han er dog hver­ken in­tro­vert el­ler en ens­pa­en­der. Hans kon­tor på in­sti­tut­tet har stort set al­tid en åben dør. Han er kendt for at hol­de nog­le sa­er­de­les un­der­hol­den­de og liv­li­ge fored­rag fyldt med bil­le­der og let­for­stå­e­li­ge ana­lo­gi­er, og så har han en run­gen­de lat­ter, en skog­ger­lat­ter som kan tra­en­ge igen­nem va­eg­ge og få al­le ram­te til at le.

I dag er Ben Roy Mot­tel­son 92 år og le­ver til­ba­ge­truk­ket, men han cyk­ler af og til sta­dig til sit kon­tor på Ni­els Bo­hr In­sti­tu­tet og til mø­de­r­ne i Vi­den­ska­ber­nes Sel­skab, som han er med­lem af.

Hans og Aa­ge Bo­hrs te­o­ri be­skri­ver blandt an­det, hvor­dan en atom­ker­ne kan op­fø­re sig som en su­per­va­e­ske, alt­så en va­e­ske der fly­der uden mod­stand. For­kla­rin­gen er, at der i atom­ker­nen kan dan­nes nog­le ro­bu­ste par mel­lem to par­tik­ler, som gør dem i stand til at su­se som frie fug­le rundt i syste­met. Så­dan var Ben og Aa­ge. Det sta­er­ke­ste mak­ker­par, dansk fy­sik no­gen­sin­de har set.

Aa­ge Bo­hr fik for­ven­te­ligt størst op­ma­er­k­som­hed ef­ter no­bel­pri­stil­de­lin­gen, mens Ben Roy Mot­tel­son kun­ne fort­sa­et­te sit ar­bej­de na­e­sten ufortrø­de­nt og ube­ma­er­ket.

FO­TO: PRI­VAT

Grup­pe­bil­le­de fra 1951 af de an­sat­te på In­sti­tut for Te­o­re­tisk Fy­sik ved Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet.

Aa­ge Bo­hr (tv.) og Ben Roy Mot­tel­son (th.)

FO­TO: SCAN­PIX/MADS NISSEN FO­TO: SCAN­PIX/MO­GENS LADEGAARD

FO­TO: PRI­VAT

Ben Roy Mot­tel­son un­der et af si­ne me­dri­ven­de fy­sik­fored­rag på Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet.

Lyt til ar­tik­len Gun­ver Lyst­ba­ek Vester­gård la­e­ser sin ar­ti­kel op på we­e­ken­da­vi­sen.dk (for abon­nen­ter).

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.