Pres­se­na­ev­net kri­ti­se­rer We­e­ken­da­vi­sen

Kla­ge. Na­ev­net kri­ti­se­rer We­e­ken­da­vi­sen for at brin­ge kra­en­ken­de be­skyld­nin­ger mod Chri­sti­an Har­lang, uden at han fik mu­lig­hed for at ud­ta­le sig. IL LU ST RA TIO N: GIT TE S KO V

Weekendavisen - - Samfund - Af ARNE HARDIS

WE­E­KEN­DA­VI­SEN brag­te i sep­tem­ber 2017 ar­tik­len »Det bli­ver ik­ke i fa­mi­li­en«, hvori det blandt an­det blev om­talt, at Chri­sti­an Har­langs tre sø­sken­de hav­de kla­get til Ci­vilsty­rel­sen over hans ad­mi­ni­stra­tion af en fa­mi­lie­fond.

Chri­sti­an Har­lang kla­ge­de til Pres­se­na­ev­net blandt an­det over føl­gen­de ud­sagn i We­e­ken­da­vi­sens om­ta­le: »Det er imod fon­dens be­stem­mel­ser, ha­ev­der de tre, og de be­skyl­der bro­de­ren for i strid med reg­ler­ne at sam­men­blan­de si­ne eg­ne og fon­dens øko­no­mi­ske for­hold,« som han me­ner er us­andt. Pres­se­na­ev­net kri­ti­se­rer We­e­ken­da­vi­sen for ik­ke at gi­ve Chri­sti­an Har­lang mu­lig­hed for at kom­me med si­ne be­ma­er­k­nin­ger til be­skyld­nin­gen mod ham. Pres­se­na­ev­net har på­lagt os at brin­ge oven­na­evn­te med­del­el­se. He­le ken­del­sen fra Pres­se­na­ev­net kan la­e­ses på: pres­se­na­ev­net.dk. nd­led­nings­vis skub­ber jeg et styk­ke pa­pir hen over bor­det sam­men med en bly­ant og be­der Ole To­ge­by no­te­re nav­net på den by, vi be­fin­der os i. »Aar­hus,« skri­ver han. Da jeg spør­ger om be­teg­nel­sen for en ind­byg­ger fra by­en, no­te­rer den 71-åri­ge pro­fes­sor eme­ri­tus med sir­lig skrift »år­hu­si­a­ner«. Let­te­re in­dig­ne­ret pro­teste­rer jeg mod den him­mel­rå­ben­de in­kon­se­kvens, men han si­ger, at det ik­ke er spor in­kon­se­kvent. »Aar­hus er et navn, det er det an­det ik­ke,« på­pe­ger han. In­gen op­hid­sel­se at spo­re i stem­men over­ho­ve­det. Vi sid­der på Ole To­ge­bys kon­tor på Aar­hus Uni­ver­si­tet, egent­lig er han eme­ri­tus si­den 1. sep­tem­ber sid­ste år ef­ter et halvt år­hund­re­des un­der­vis­ning i skrift­lig frem­stil­ling, men man hav­de brug for ham ef­ter pen­sio­ne­rin­gen, så han i for­å­ret hav­de tre hold kø­ren­de blandt an­det i skri­ve­di­dak­tik. Jeg fort­sa­et­ter for­hø­ret og spør­ger, om han skrev ma­jo­na­e­se, den­gang det var til­ladt, og det vil­le han ha­ve gjort, men har vist ik­ke haft brug for or­det på skrift. Res­sour­ce el­ler re­sur­se? Re­sur­se. Start­kom­ma? »Nej, al­drig.« Sta­dig helt ro­lig stem­me­fø­ring.

Ole To­ge­by er sprog­po­li­tisk set at ru­bri­ce­re som prag­ma­ti­ker, li­be­ral, funk­tio­na­list. Han fora­e­rer mig en gram­ma­tik, han har ud­ar­bej­det: Fun­ge­rer den­ne sa­et­ning? Spro­get er som en ru­de, man kik­ker igen­nem. Dug­ger ru­den på grund af fejl, skal de ret­tes, så ru­den igen fun­ge­rer ef­ter sin hen­sigt.

Jeg er ta­get til Aar­hus for at sø­ge en sag af­kla­ret, en dis­kus­sions­klas­si­ker mel­lem folk, som in­ter­es­se­rer sig for skrift­ligt dansk: Er Dansk Sprog­na­evn en prin­cip­løs in­stans, som til­la­der et hav af dob­belt­for­mer (ba­gest/ba­gerst, re­mou­la­de/re­mu­la­de) og ik­ke tør el­ler vil ska­e­re igen­nem, hvis folk er i tvivl? Jeg mø­der man­ge sprog­ligt in­ter­es­se­re­de, som gi­ver Sprog­na­ev­nets sprog­po­li­tik det­te skuds­mål. Er det de sid­ste ti­der, spør­ger jeg.

Ole To­ge­by tur­de va­e­re no­gen­lun­de per­fekt til at be­sva­re spørgs­må­let. Han har, som han for­mu­le­rer det, »hver­ken va­e­ret i Sprog­na­ev­nets ma­skin­rum el­ler fø­rer­bun­ker«, men har dog va­e­ret med i den for­ga­e­ves be­stra­e­bel­se på at for­hin­dre re­ge­rin­gens ulyks­a­li­ge be­slut­ning om at for­sky­de Sprog­na­ev­net til Bo­gen­se. Og så har han for­stand på sa­ger­ne – man­ge vil ken­de pro­fes­soren som tid­li­ge­re man­ge­årig re­dak­tør af tids­skrif­tet Mål & Ma­e­le sam­men med Erik Han­sen. »Hvis det er de sid­ste ti­der, har det va­e­ret det la­en­ge,« på­pe­ger Ole To­ge­by og frem­la­eg­ger et gul­net ek­sem­plar af Mål og Ma­e­le til­ba­ge fra 1976.

Her gjor­de fru­stre­re­de la­e­se­re ind­ven­din­ger mod pseu­do­to­le­ran­ce og ud­ta­len af b i »køb­mand«, selv om en ind­sen­der al­le­re­de i 1922 hav­de la­ert på et pra­e­li­mi­na­er­kur­sus, at det tred­je bog­stav ik­ke skul­le hø­res.

IPo­li­ti­ker­nes kor­te ar­me

Ole To­ge­by ser ud, som man vil­le ha­ve ga­et­tet. Stri­bet skjor­te un­der en tynd swe­a­ter cir­ka af den bor­deaux far­ve, De Ra­di­ka­le an­ven­der. Cow­boy­buks, san­da­ler, af­slap­pet. Hans syn på Sprog­na­ev­nets linje og be­tyd­nin­gen af reg­ler, gram­ma­tik og kom­ma­er er me­re kom­plekst og pla­ce­ret i et in­gen­mandsland mel­lem de to i of­fent­lig­he­den op­mar­che­re­de sprog­po­li­ti­ske ha­e­re: Han vil ger­ne ha­ve me­re gram­ma­tik, men ab­so­lut ik­ke den, der tid­li­ge­re blev un­der­vist i. Han sy­nes, Sprog­na­ev­net skal va­e­re »vat­nis­ser«, som han ud­tryk­ker det med en ka­rak­te­ri­stik lånt af for­fat­te­ren Jens Kruu­se, men ik­ke al­tid så vat­te­de, som de fak­tisk er. Og han fin­der Sprog­na­ev­nets kom­ma­po­li­tik »van­vit­tig«, uden at han fin­der det go­de gam­le kryds og bol­le­kom­ma min­dre van­vit­tigt.

»På et tids­punkt ind­før­te Sprog­na­ev­net dob­belt­for­mer i stor stil, nu op­ha­e­ver man dem igen. Jeg for­står godt ar­gu­men­tet bag de man­ge dob­belt­for­mer, man vil­le und­gå at kri­mi­na­li­se­re dem, der har styr på de gam­le for­mer. Men det er bed­re at ska­e­re igen­nem, for de, der kan reg­ler­ne, kan sag­tens la­e­re no­get nyt, mens al­le an­dre ba­re bli­ver usik­re på grund af dob­belt­for­mer­ne,« si­ger Ole To­ge­by.

Han har og­så et bud på, hvor­for Sprog­na­ev­net har haft sva­ert ved at ska­e­re igen­nem, ud over det mis­for­stå­e­de hen­syn til de sik­re sprog­bru­ge­re: po­li­ti­ker­nes me­get kor­te ar­me. Den mang­len­de armsla­eng­de, med an­dre ord, po­li­ti­ker­nes sta­dig me­re glub­s­ke ap­pe­tit på at be­stem­me over spro­get. Til støt­te for den på­stand kan der an­fø­res fle­re ek­semp­ler. Til­ba­ge om­kring 1980 prø­ve­de Dansk Sprog­na­evn at be­ka­em­pe Ål­borgs kamp for at få lov til at kal­de sig Aal­borg. Re­sul­ta­tet blev det mod­sat­te, da­va­e­ren­de kul­tur­mi­ni­ster Mi­mi Stil­ling Jakob­sen åb­ne­de slu­ser­ne for ge­nind­fø­rel­sen af det dob­belt-a, som ef­ter retskriv­nings­re­for­men fra 1948 var er­stat­tet af å.

I dag kan man ta­ge til så­vel Åben­rå som Aa­ben­raa. Un­der den så­kald­te ma­jo­na­e­se­krig i 1985 føl­te po­li­ti­ker­ne sig igen kal­de­de til at blan­de sig, og en ra­ek­ke plan­lag­te dob­belt­for­mer blev ud­skudt til se­ne­re. Og så var der jo ik­ke at forg­lem­me Sprog­na­ev­nets ind­sats for at for­enk­le kom­ma­reg­ler­ne, som ud­lø­ste me­gen bal­la­de og di­rek­te trus­ler fra po­li­ti­ker­ne om at gri­be ind stik imod Sprog­na­ev­nets hen­sigt.

»Hvis man har va­e­ret ude for at bli­ve lodret un­der­kendt, så bli­ver man jo en vat­nis­se. Så skal man ik­ke vove sig ud i no­get igen. Sprog­na­ev­nets pro­blem er, at det er en be­slut­nings­ta­ger uden magt, så man har en me­get utak­nem­me­lig op­ga­ve at ud­fø­re.

Folk føl­ger vir­ke­lig me­get med i spro­g­reg­ler­ne, og po­li­ti­ker­ne er klar til at un­der­ken­de Sprog­na­ev­nets af­gø­rel­ser. Dansk Sprog­na­evn er en lus mel­lem to neg­le.«

Dra­bet på pau­se­kom­ma­et

Un­der vil­kårs­drøf­tel­ser­ne med Ole To­ge­by op til in­ter­viewet gjor­de han op­ma­er­k­som på, at han har me­get sta­er­ke me­nin­ger om kom­ma­er. Det har jeg og­så selv, og jeg an­be­fa­le­de, at vi skød den og­så her i avi­sen of­te om­tal­te pro­blem­stil­ling til si­de. Det la­der sig na­tur­lig­vis ik­ke gø­re at par­ke­re ele­fan­ten i et hjør­ne af To­ge­bys kon­tor, kom­maaf­fa­e­rer­ne er en me­get be­ty­de­lig be­stand­del af hans egen sprog­po­li­tik, så der er in­gen vej udenom at se ele­fan­ten i øj­ne­ne.

I kort­form: Dansk Sprog­na­evn har søgt at er­stat­te det gam­le kryds og bol­le-kom­ma med et nyt. Den kamp tab­te man, men for ik­ke at mi­ste al­le gjor­te ind­sat­ser til­bød man et kom­pro­mis, så det gam­le og det nye kom­ma fu­sio­ne­re­des til ét. Som en in­drøm­mel­se til Sprog­na­ev­nets op­rin­de­li­ge kom­ma­for­slag blev det gjort valg­frit, om man vil­le sa­et­te kom­ma for­an ledsa­et­nin­ger, og med ta­be­rens selv­ge­ne­rø­si­tet an­be­fa­ler Sprog­na­ev­net, at man und­la­der at sa­et­te det. Iøj­ne­fal­den­de krigs­ska­deom­kost­ning: Ud er rø­get det gam­le pau­se­kom­ma, der fik ind­føds­ret til­ba­ge i 1918, og som ik­ke sa­et­tes ef­ter gram­ma­ti­ske reg­ler.

»Det var en dybt ulyks­a­lig ind­sats fra Sprog­na­ev­nets si­de. Man for­søg­te i vir­ke­lig­he­den at la­ve et pau­se­kom­ma ef­ter gram­ma­ti­ske reg­ler, hvor­med man un­der­mi­ne­re­de he­le hen­sig­ten med pau­se­kom­ma­et. Da man un­der­vejs sag­de, at man helt vil­le af­skaf­fe det gam­le kryds og bol­le-kom­ma til for­del for nyt kom­ma, greb po­li­ti­ker­ne ind og tru­e­de med at gø­re kryds og bol­le-kom­ma­et ene­rå­den­de. Som en fe­ber­red­ning op­fandt man det, som nu hed­der kom­ma, men med valg­fri­hed for­an ledsa­et­nin­ger. Det er ik­ke no­get for­nuf­tigt sy­stem.«

Det er uhel­digt, for­di he­le be­grun­del­sen for gram­ma­ti­kun­der­vis­nin­gen i fol­ke­sko­len iføl­ge To­ge­by er, at ele­ver­ne skal la­e­re at sa­et­te gram­ma­tisk kom­ma. Og det er dumt, me­ner han, for­di ak­ku­rat det kom­ma er sva­ert at la­e­re at sa­et­te, for­di det sna­re­re ha­em­mer end gav­ner la­es­nin­gen, og for­di det mest af alt dur til at slå an­dre i ho­ve­d­et med. Et jan­te­lovskom­ma, som han kal­der det. Hvis fol­ke­sko­lens gram­ma­ti­kun­der­vis­ning skul­le an­ven­des for­nuf­tigt, var det en helt an­den form for gram­ma­tik, un­ger­ne skul­le la­e­re – en ord­s­til­lings­gram­ma­tik. »Ta­enk, hvis al den tid, man bru­ger på at la­e­re ele­ver­ne at sa­et­te kom­ma, i ste­det blev an­vendt til at la­e­re dem at for­mu­le­re sig hen­sigts­ma­es­sigt. At sa­et­te pau­se­kom­ma kan kla­res af voks­ne men­ne­sker på to uger, ele­ver­ne kan la­e­re det i tred­je klas­se for så si­den al­drig at skul­le be­ska­ef­ti­ge sig med den sag.« To­ge­by gør op­ma­er­k­som på, at Sve­ri­ge og Nor­ge li­ge­som Dan­mark i 1918 hav­de et dob­belt kom­ma­sy­stem – et gram­ma­tisk kom­ma og et pau­se­kom­ma. Men mod­sat Dan­mark ind­før­te man ik­ke et kon­se­kvens­krav, så man skul­le bru­ge det ene el­ler det an­det sy­stem kon­se­kvent.

»I lø­bet af et halvt år­hund­re­de gled de gram­ma­ti­ske kom­ma­er ud, for­di man tab­te in­ter­es­sen for dem. Kryds og bol­le-pa­e­da­go­ger­ne hav­de ik­ke no­get at ta­ge fat i. Hvis vi af­skaf­fe­de kon­se­kvens­kra­vet, kun­ne vi få et kom­ma som i Sve­ri­ge og Nor­ge, så snart kom­ma­kri­ger­ne er va­ek.« Jeg på­pe­ger, at To­ge­by jo selv straf­fer stu­de­ren­de, som ik­ke sa­et­ter kor­rekt kom­ma. Han for­tal­te mig ved in­ter­viewets start, at kom­ma­fejl li­ge­som sta­ve­fejl tra­ek­ker ka­rak­te­rer­ne ned. »Men det er jo, for­di jeg er dron­nin­gens loy­a­le em­beds­mand.«

– Du er ik­ke som sprog­mand fri­stet af, at kom­ma­reg­ler­ne trods alt gi­ver mu­lig­hed for at in­tro­du­ce­re ele­ver­ne for gram­ma­tik? »Nej, for kryds og bol­le er kun så­dan en slags pixi­gram­ma­tik. Man la­e­rer kun halv­de­len af det, der skal til for at sa­et­te det gram­ma­ti­ske kom­ma kor­rekt.«

Ole To­ge­by sam­men­fat­ter tre ho­ved­punk­ter:

Dansk Sprog­na­evn bur­de an­be­fa­le sam­me kom­ma­sy­stem, som blev ind­ført i 1918 – gram­ma­tisk kom­ma si­de om si­de med pau­se­kom­ma uden gram­ma­ti­ske reg­ler.

Men uden det kon­se­kvens­krav, som fodrer kryds og bol­le-pa­e­da­go­ger­nes øn­ske om reg­ler, der kan bry­des af ele­ver­ne, så der kan sa­et­tes rø­de stre­ger af la­e­rer­ne.

Sprog­na­ev­net bur­de flyt­tes til­ba­ge i Un­der­vis­nings­mi­ni­ste­ri­et; her har man en nor­me­ren­de op­ga­ve med til­hø­ren­de sank­tions­mu­lig­he­der: Retskriv­nings­ord­bo­gen med her­af fly­den­de ka­rak­te­rer og rø­de stre­ger. At man pla­ce­re­de Sprog­na­ev­net un­der Kul­tur­mi­ni­ste­ri­et, var en fejl: Sprog­na­ev­net står uden myn­dig­hed på det kul­tu­rel­le om­rå­de og skal hel­ler ik­ke ha­ve myn­dig­hed her.

Og så bur­de sprogun­der­vis­nin­gen ta­ge ud­gangs­punkt i, at al­le nu kan kom­mu­ni­ke­re di­rek­te med he­le ver­den. »Ind­til for 20 år si­den prø­ve­de fol­ke­sko­len at gø­re al­min­de­li­ge men­ne­skers børn til skri­ve­re, mens gym­na­si­et for­søg­te at gø­re de­res ele­ver til for­fat­te­re. Der er en tred­je skri­ben­trol­le, den an­svars­ha­ven­de re­dak­tør, som er ble­vet ek­stremt vig­tig, men som in­gen un­der­vi­ses i.

Al­le kan i dag på so­ci­a­le me­di­er pu­bli­ce­re de­res skrif­ter til he­le jord­klo­den. Man­ge kan ik­ke ad­mi­ni­stre­re det, for de har al­drig la­ert nor­mer og reg­ler for at skri­ve un­der an­svar, og så får vi al­le sa­ger­ne om had­ta­le, nø­gen­bil­le­der og nød­ven­dig di­a­log­kaf­fe.«

Bo­gen­se­af­fa­e­ren Pixi­gram­ma­tik

Er det de sid­ste ti­der? Til­la­der Sprog­na­ev­net alt og til­gi­ver re­sten? Pro­fes­sor Ole To­ge­by gør bo­et op.

Vi har talt sam­men et par ti­mer, det var va­e­ret hyg­ge­ligt og op­byg­ge­ligt, selv om der er en kom­ma­af­grund mel­lem os. To­ge­by har vist mig en vits, hvor en mand på en øde ø ik­ke får hja­elp fra en for­bi­fly­ven­de, for­di han med sto­re bog­sta­ver i san­det har skre­vet HJLAEP. Jeg har kvit­te­ret med sa­et­nin­gen fra en kiosk i Roskil­de: LUKET BRUNE SYDOM, som han af­ko­der på et se­kund: Luk­ket grun­det syg­dom.

Jeg for­sø­ger af­slut­nings­vis at lok­ke Ole To­ge­by til at si­ge, at Sprog­na­ev­net med si­ne uhel­di­ge sa­ger selv er lidt skyld i, at bruta­le po­li­ti­ke­re vil øde­la­eg­ge dets ar­bej­de ved at for­vi­se det til Bo­gen­se. Hvis der hav­de stå­et respekt om Dansk Sprog­na­evn som om fla­get, kon­ge­hu­set og dom­sto­le­ne, vil­le in­gen ha­ve vo­vet så bø­vet en magt­de­mon­stra­tion. Lok­ke­ri­et lyk­kes ik­ke:

»Jeg har to gan­ge va­e­ret in­de og ta­le med fol­ke­tings­po­li­ti­ke­re om Bo­gen­sesa­gen, men fik al­drig ad­gang til de egent­li­ge be­slut­nings­ta­ge­re. Det var helt ty­de­ligt, at man in­gen grund har til at flyt­te Sprog­na­ev­net til Bo­gen­se.«

– Men Sprog­na­ev­net sav­ner den fol­ke­li­ge op­bak­ning, der vil­le ha­ve umu­lig­gjort Bo­gen­se­løs­nin­gen?

»Sprog­na­ev­net har ved dår­lig tak­tik og ti­m­ing gjort sig til grin og er ble­vet un­der­kendt, så man nu ik­ke kan fø­re sig frem, men det er alt­så ik­ke selv­for­skyldt,« fast­hol­der Ole To­ge­by.

Jeg run­der i ste­det af med en lil­le morsom­hed: Det er da al­tid no­get, at Sprog­na­ev­net ik­ke bli­ver flyt­tet til Faa­borg, så man skul­le le­ve med at måt­te skri­ve dob­belt-a på sit brev­pa­pir. Den sprog­li­ge funk­tio­na­list slår til med det sam­me: »Skri­ver de vir­ke­lig med dob­belt-a? Ja, det er jo ik­ke sa­er­lig me­nings­fyldt. Det er no­get helt an­det med Aar­hus og Aa­ben­raa, det er jo guld va­erd at stå først i al­fa­be­tet i al­le mu­li­ge re­gi­stre.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.