Ok­to­ber ’43

Weekendavisen - - Opinion -

N ÅR jø­de­r­ne går i sy­na­go­gen, fo­re­går det na­e­sten al­tid på sam­me må­de. De he­bra­i­ske tek­ster syn­ges af kan­to­ren, og me­nig­he­den føl­ger med, så godt man kan. Der småsnak­kes en del. Det er bå­de be­de- og for­sam­lings­hus. For 75 år si­den, den 29. sep­tem­ber 1943, var det an­der­le­des. Folk mød­te op til ons­da­gens af­teng­ud­stje­ne­ste – to da­ge før det jø­di­ske nytår – men i ste­det for kan­to­ren stil­le­de rab­bi­ner Marcus Mel­chi­or sig op og ad­va­re­de: Nu sker det! Den ty­ske ak­tion mod de dan­ske jø­der er i gang. Gå straks fra sy­na­go­gen, saml je­res fa­mi­li­er og for­lad je­res hjem. I de føl­gen­de da­ge ud­spil­le­de sig no­get, der i hi­sto­ri­ebø­ger­ne lig­ner et mira­kel. Midt un­der An­den Ver­denskrig lyk­ke­des det na­e­sten al­le jø­der i et be­sat eu­ro­pa­ei­sk land at flyg­te. Med hja­elp fra na­bo­er, frem­me­de og myn­dig­he­der. En unik be­gi­ven­hed, der selv ef­ter 75 års na­er­stu­di­er vir­ker ut­ro­lig.

F LERTALLET af de dan­ske jø­der slap va­ek: Godt 7000 men­ne­sker kom til Sve­ri­ge i da­ge­ne og uger­ne, der fulg­te. Den før­ste ad­var­sel kom fra G.F. Duck­witz, rå­d­gi­ver for den rigs­be­fuld­ma­eg­ti­ge­de Wer­ner Best, og be­va­e­ge­de sig gen­nem det po­li­ti­ske og bu­reau­kra­ti­ske sy­stem. Em­beds­ma­end og po­li­ti­folk op­for­dre­de jø­di­ske fa­mi­li­er til at gem­me sig, na­bo­er og be­kend­te åb­ne­de de­res dø­re, mod­stands­be­va­e­gel­sen ar­ran­ge­re­de kør­sel og skju­le­ste­der, og der blev or­ga­ni­se­ret over­far­ter over Øre­sund. He­le vej­en op ad ky­sten bi­drog dan­ske­re af al­le slags til red­nings­ak­tio­nen. Var det ik­ke lyk­ke­des, vil­le den dansk-jø­di­ske hi­sto­rie ha­ve lig­net den nor­ske og va­e­re slut­tet med An­den Ver­denskrig.

H AR mirak­ler det of­test med at ha­ve me­re jord­na­e­re for­kla­rin­ger, ga­el­der dét og­så ok­to­ber ’43. I mod­sa­et­ning til an­dre eu­ro­pa­ei­ske jø­der hav­de tros­fa­el­ler­ne i Dan­mark en prak­tisk geo­gra­fisk mu­lig­hed for flugt. Sven­sker­ne meld­te sig pa­ra­te til at ta­ge imod de flyg­ten­de. Og vig­tigst: Ty­sker­ne vil­le ik­ke at op­hid­se dan­sker­ne med en vold­som ak­tion mod de dan­ske jø­der. Det sid­ste er helt af­gø­ren­de. Tys­kland kun­ne na­tur­lig­vis ha­ve stop­pet flug­ten, men sør­ge­de for at ven­de ryg­gen halvt til. Det mest op­sigtsva­ek­ken­de er, at den ty­ske ana­ly­se var rig­tig: Deporta­tion af jø­de­r­ne i Dan­mark vil­le ha­ve skabt stor op­stan­del­se i re­sten af be­folk­nin­gen. Det var på dét punkt, Dan­mark ad­skil­te sig helt fra al­le an­dre eu­ro­pa­ei­ske lan­de.

D ET var na­tur­lig­vis ik­ke, for­di der ik­ke var an­ti­se­mi­tis­me i Dan­mark. Det var der – og­så langt me­re end hi­sto­ri­ebø­ger­ne of­te forta­el­ler. Men de fle­ste dan­ske­re op­fat­te­de slet og ret jø­de­r­ne som lands­ma­end – som og­så er tit­len på Bo Li­de­gaards bog om flug­ten til Sve­ri­ge. Det gjor­de de af to grun­de. For det før­ste var den lil­le grup­pe jø­der i Dan­mark vel­in­te­gre­re­de, of­te as­si­mi­le­re­de. Bå­de de gam­le og ny­e­re jø­di­ske fa­mi­li­er sat­te sig for at bli­ve dan­ske hur­tigst mu­ligt, og Mosaisk Tro­es­sam­fund hav­de som for­mål at styr­ke den ud­vik­ling. For det an­det hav­de de dan­ske myn­dig­he­der i år­hund­re­der va­e­ret indstil­let på at be­skyt­te jø­de­r­ne. Var der op­tra­ek til over­greb, skred myn­dig­he­der­ne re­so­lut ind. Det kom ik­ke ud af den blå luft, da bå­de myn­dig­he­der og sto­re de­le af be­folk­nin­gen re­a­ge­re­de, som de gjor­de, i 1943.

A FGØRENDE var alt­så det sam­le­de, gen­si­di­ge for­hold mel­lem den jø­di­ske mi­no­ri­tet og det om­gi­ven­de sam­fund. Vi har i Dan­mark haft en uskre­vet kon­trakt, hvor jø­de­r­ne selv har øn­sket at bli­ve dan­ske lands­ma­end og ta­get et klart an­svar for at op­nå ne­top dét, og sam­fun­det har sør­get for den be­skyt­tel­se, der gjor­de det mu­ligt. Der var jo ik­ke ta­le om at red­de an­dre jø­der end ne­top de dan­ske. Når der i mor­gen hol­des lør­dags­gud­stje­ne­ste, og 75-året høj­ti­de­lig­hol­des, vil rab­bi­ne­ren som al­tid hol­de sin pra­e­di­ken på dansk, og som al­tid vil han til sidst tak­ke og vel­sig­ne det dan­ske folk.

A NSVAR for en så be­ma­er­kel­ses­va­er­dig hi­sto­rie på­hvi­ler beg­ge par­ter – en så­dan sym­bio­se sker ik­ke af sig selv. Det er ik­ke en god ide at ta­ge den­ne helt unik­ke hi­sto­rie som gid­sel i en ak­tu­el de­bat om ind­van­dring, men man kan dog kon­sta­te­re, at bå­de det jø­di­ske min­dre­tal og det om­gi­ven­de sam­fund i man­ge år hav­de løf­tet de­res an­svar. Vi har en su­ve­ra­en tra­di­tion for at for­ven­te, at min­dre­tal selv be­va­e­ger sig ned ad as­si­mi­la­tio­nens kom­pli­ce­re­de vej – og til gen­ga­eld ik­ke la­eg­ge dem for­hin­drin­ger i vej­en. Men den helt af­gø­ren­de lek­tion er, at det kra­e­ver po­li­tisk op­ma­er­k­som­hed og kon­se­kvens at sik­re, at et jø­disk sam­fund kan ek­si­ste­re og over­le­ve. An­ti­se­mi­tis­men fin­des sta­dig. An­tal­let af an­ti­se­mi­ti­ske ha­en­del­ser steg sid­ste år, og re­la­tivt set er om­fan­get alar­me­ren­de. De sid­ste års trus­sel mod jø­de­r­ne er ufor­an­dret: Der står der­for mi­li­ta­er og po­li­ti for­an sy­na­go­gen og den jø­di­ske sko­le. Dan­ske po­li­ti­ke­re har ak­tu­elt for­stå­et be­ho­vet, men når ti­den går, vil op­ma­er­k­som­he­den sva­ek­kes. Vi ved, at der fin­des kra­ef­ter, der øn­sker el­ler li­ge­frem plan­la­eg­ger at an­gri­be dan­ske jø­der. Og vi ved, at det om­gi­ven­de sam­fund al­tid må af­gø­re, om der kan bo jø­der i Dan­mark. Så­dan var det i ok­to­ber ’43. Og så­dan er det i dag. kras

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.