Bu­reau­kra­ti

Weekendavisen - - Opinion -

Sop­hie Løh­de (Ven­stre) In­nova­tions­mi­ni­ster

Skif­ten­de re­ge­rin­ger har de sid­ste 30-40 år for­søgt at kom­me af med bøvl og bu­reau­kra­ti i den of­fent­li­ge sek­tor. Al­li­ge­vel er ma­eng­den af reg­ler og over­flø­digt bu­reau­kra­ti vok­set år for år. Hvis man skal tro Jørgen Grønnegård, vil re­ge­rin­gens af­bu­reau­kra­ti­se­rings­re­form med 130 kon­kre­te ini­ti­a­ti­ver hel­ler ik­ke gø­re en na­ev­ne­va­er­dig for­skel (14.9.). Grønnegård kal­der den »tynd« og me­ner, at vi går galt i by­en, når vi ud­pe­ger Fol­ke­tin­get som år­sa­gen til bøv­let. Iføl­ge ham er det og­så en fejl, at vi til­sy­ne­la­den­de kun ta­ler til de of­fent­ligt an­sat­te. På den må­de har re­ge­rin­gen valgt at »stry­ge me­d­ar­bej­der­ne med hå­re­ne« i ste­det for at ta­ge liv­tag med de fag­li­ge or­ga­ni­sa­tio­ner, som ba­e­rer en del af an­sva­ret for alt bøv­let.

Ik­ke over­ra­sken­de er jeg ue­nig. Vi pe­ger ik­ke på Fol­ke­tin­get som den skyl­di­ge for det vok­sen­de bu­reau­kra­ti. Tva­er­ti­mod har jeg gjort me­get ud af, at vi al­le har et me­dansvar for den vildt­vok­sen­de re­gel­jung­le. Bøv­let og bu­reau­kra­ti­et kom­mer nem­lig ik­ke kun fra Slots­hol­men. Det na­e­res og fø­des og­så ude i kom­mu­ner, re­gio­ner og på de en­kel­te ar­bejds­plad­ser. Og ja, fag­be­va­e­gel­sen og an­dre in­ter­es­se- og bru­ger­grup­per er og­så med­pro­du­cen­ter af over­flø­digt bu­reau­kra­ti.

Det er og­så bag­grun­den for, at vi i re­ge­rin­gen øn­sker at ind­gå en af­ta­le med KL og Dan­ske Re­gio­ner om at nå målsa­et­nin­gen om at fjer­ne ad­mi­ni­stra­ti­ve byr­der og reg­ler for 4 mil­li­ar­der kr. og des­u­den la­eg­ger op til at etab­le­re et part­ner­skab med kom­mu­ner­ne og for ek­sem­pel FOA og BUPL som op­følg­ning på ar­bej­det. Jeg er nem­lig ik­ke op­ta­get af at pe­ge fin­gre, men af at få lu­get ud i re­gel­jung­len. Jeg kan hel­ler ik­ke gen­ken­de, at vi er me­re op­ta­get af of­fent­ligt an­sat­te end af bor­ger­ne. Sa­gen er den, at hvis det skal lyk­kes at løf­te kva­li­te­ten i vo­res vel­fa­erd, så for­ud­sa­et­ter det, at me­d­ar­bej­der­ne får stør­re fri­hed og me­re frirum til at bru­ge de­res fag­lig­hed, og at vi får lu­get ud i det over­flø­di­ge bu­reau­kra­ti, som stja­e­ler ti­den for dem, det he­le hand­ler om; nem­lig bor­ger­ne.

Hvis ek­sem­pel­vis de ae­l­dre skal ha­ve me­re tid sam­men med sosu’er­ne, og ele­ver­ne skal til­brin­ge me­re tid i klas­se­lo­ka­ler­ne med sko­lela­e­rer­ne, så kra­e­ver det, at vi ska­e­rer ned på bøv­let og de unø­di­ge re­gi­stre­rin­ger.

Med vo­res ud­spil kan vi nå et styk­ke af vej­en med at få lu­get ud i bøvl og over­flø­digt bu­reau­kra­ti. Men jeg na­e­rer in­gen il­lu­sio­ner om, at vi kom­mer i mål. Frem­ti­di­ge po­li­ti­ke­re be­hø­ver på in­gen må­de at fryg­te, at de bli­ver ar­bejds­lø­se. For når fle­re re­ge­rin­ger ik­ke er lyk­ke­des med op­ga­ven, skyl­des det hver­ken mod­vil­je el­ler dår­ligt hånd­va­erk. Det ha­en­ger der­i­mod sam­men med, at det er sva­ert. For­le­den sam­men­lig­ne­de en for­valt­nings­chef ar­bej­det med at af­bu­reau­kra­ti­se­re den of­fent­li­ge sek­tor med at ryd­de op på et bør­ne­va­e­rel­se. Uan­set hvor me­get man ryd­der op den ene dag, så er der li­ge så ro­det den na­e­ste. Men for­di det er sva­ert, skal vi ik­ke la­de va­e­re med at le­ve­re vo­res bi­drag. Og den­ne gang går vi dy­be­re til va­er­ks, sam­ti­dig med at vi går nye ve­je ved for ek­sem­pel at ta­ge et op­gør med pul­je­tyran­ni­et, så jeg til­la­der mig at va­e­re for­sig­tig op­ti­mist. WA højpro­fi­le­re­de ar­tik­ler om Dan­ske Bank, er en prø­vel­se at la­e­se. De må va­e­re in­spi­re­ret af froko­sta­vi­ser og er langt fra det bor­ger­li­ge fyrtårn, WA har stå­et som i de 30 år, jeg har la­est med. Og som om det ik­ke er nok, skal abon­nen­ter­nes mail­box fre­dag på fre­dag en­dog spam­mes med che­fre­dak­tø­rens kag­le­ri. »O tem­pora, o mo­res.« Imid­ler­tid er dis­se cen­tre ik­ke selv øn­sket af dan­ske for­ske­re. En un­der­sø­gel­se pu­bli­ce­ret af Ta­en­ket­an­ken DEA, Dan­marks Frie Forsk­nings­fond og Det Un­ge Aka­de­mi i ju­ni 2018 vi­ste, at tre fjer­de­de­le af de for­ske­re, som delt­og i un­der­sø­gel­sen, ef­ter­spør­ger be­vil­lin­ger på 3-10 mil­li­o­ner kro­ner, og alt­så ik­ke de fo­re­slå­e­de pio­ner­cen­tre. Der er og­så fle­re ar­gu­men­ter for, at de nye cen­tre ik­ke er den ide­el­le må­de at for­sø­ge at få til­delt fle­re No­bel­pri­ser på. For det før­ste har den ek­si­ste­ren­de sats­ning på grund­forsk­nings­cen­tre end­nu ik­ke ka­stet no­gen No­bel­pri­ser af sig, på trods af at de før­ste cen­tre blev op­ret­tet i 1993. For det an­det vi­ser en gen­nem­gang af de til­del­te No­bel­pri­ser i fy­sik, ke­mi, me­di­cin og øko­no­mi for de sid­ste 20 år, at gen­nem­snitsal­de­ren for for­sker­ne, når de la­ver den forsk­ning, de se­ne­re får No­bel­pri­sen for, er 44 år. Fy­si­ke­re er i gen­nem­snit et par år yn­gre end de 44 år, mens ke­mi­ke­re og me­di­ci­ne­re er et par år ae­l­dre.

Det er alt­så de »un­ge« for­ske­re, man skal sat­se på, hvis man vil vin­de No­bel­pri­ser, og ik­ke de ae­l­dre for­ske­re med lan­ge CV’er, som ty­pisk er nød­ven­di­ge for at få en be­vil­ling på et stort cen­ter.

Så kort sagt, hvis re­ge­rin­gen øn­sker at mak­si­me­re chan­cer­ne for, at en dansk for­sker får til­delt en No­bel­pris en­gang i frem­ti­den, er det bed­re at bru­ge de 207 mil­li­o­ner på 50 min­dre pro­jek­ter end på fem sto­re cen­tre.

Og en­de­lig vi­ste gen­nem­gan­gen af No­bel­pri­ser­ne for de sid­ste 20 år og­så, at No­bel­pris­mod­ta­ger­ne i gen­nem­snit ven­ter 22 år, fra de la­ver den ba­ne­bry­den­de forsk­ning, til de får til­delt No­bel­pri­sen, så re­ge­rin­gen bør slut­te­ligt hu­ske at va­eb­ne sig med tå­l­mo­dig­hed.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.