Fø­lel­sen af va­er­dig­hed

Over­greb. Ti­den er in­de til at gi­ve fri­sind­skul­tu­ren et re­a­li­tet­stjek.

Weekendavisen - - Opinion - Af KATRINE BINDESBØL HOLM JOHANSEN

un har vist­nok kys­set med ham in­den. Det er sent, og hun vil hjem. Han vil ger­ne med, men hun skyn­der sig at si­ge, at hun ik­ke gi­der no­get – alt­så sex. Ja­men, det er helt fint med ham, for det er jo og­så rart at sove sam­men og lig­ge og kys­se. De kom­mer hjem til hen­de og går i seng. De er beg­ge tra­et­te, og lidt be­ru­se­de, og er jo så­dan set eni­ge om, at de skal sove, men så får han al­li­ge­vel lyst til sex – el­ler må­ske har han haft det he­le ti­den. I hvert fald for­sø­ger han nu at kom­me i trus­ser­ne på hen­de, som de lig­ger i sen­gen. Hun af­vi­ser, men han er iha­er­dig: »Kom nu, ba­re spid­sen.« Og selv­om det er op ad bak­ke at gen­ta­ge sig selv halvt fuld og halvt i søv­ne, så fast­hol­der hun sin af­vis­ning. Ba­re spid­sen, hvad skul­le hun med den? Og hav­de han over­ho­ve­det ta­enkt på, hvad hun vil­le få ud af det? Nok ik­ke.

Selv­om den­ne anek­do­te fra en ven til­sy­ne­la­den­de er harm­løs, og må­ske no­gen og­så fin­der den mor­som, ja, så ser den straks an­der­le­des ud set i ly­set af ra­ek­ken af seksu­el­le kra­en­kel­ser, som jeg i for­bin­del­se med mit ph.d.-pro­jekt har hørt un­ge kvin­der forta­el­le om. Af­vis­nin­ger, som over­hø­res og til sidst bli­ver til sex, selv­om beg­ge par­ter godt ved, at det her er kun i fy­rens in­ter­es­se.

Og så er der al­le kra­en­kel­ser­ne, som kom­mer ud af det blå. Be­ma­er­k­nin­ger i klas­sen som »kran«, til­råb fra frem­me­de ma­end på ga­den med in­vi­ta­tio­ner om at »sma­ge fars kød­rul­le«, be­rø­rin­ger og di­ck­pi­cs. Og al­le de uar­ti­ku­le­re­de krav til pi­ger om at va­e­re at­trak­ti­ve og la­e­kre – men ik­ke »slut­ty«. Ik­ke sner­pe­de og ke­de­li­ge, men hel­ler ik­ke for seksu­elt til­ga­en­ge­li­ge og uden selv­respekt. »Du er på en el­ler an­den må­de ban­ge for at mi­ste din va­er­dig­hed,« for­tal­te en af pi­ger­ne mig. Men hvor­dan ha­en­ger va­er­dig­hed sam­men med pi­gers seksu­al­liv? Va­er­dig­hed op­ta­ger fle­re pi­ger i mit ph.d.-pro­jekt. Den er vig­tig, men til ti­der og­så en ud­for­dring at be­va­re, for hvad der er va­er­digt og uva­er­digt kan til en vis grad va­e­re sty­ret af mod­stri­den­de moral­ske forta­el­lin­ger om køn og seksu­a­li­tet. Det vil si­ge strøm­nin­ger i sam­fun­det, der an­gi­ver, hvad der er ac­cep­ta­belt og ik­ke ac­cep­ta­belt, og som kan aen­dre sig, så det, vi en­gang har fun­det uac­cep­ta­belt, nu er ac­cep­ta­belt.

I mit pro­jekt kan jeg se, at det på den ene si­de er helt ac­cep­te­ret blandt un­ge at ha­ve til­fa­el­dig sex og sen­de nu­des, men på den an­den si­de kan pi­ger ri­si­ke­re at bli­ve for­dømt for pra­e­cis sam­me hand­lin­ger. Men pi­gers op­le­vel­se af va­er­dig­hed er ik­ke kun knyt­tet til moral­ske strøm­nin­ger.

HVI er fø­len­de, so­ci­a­le va­e­se­ner, som den bri­ti­ske so­cio­log An­drew Say­er skri­ver. Det vil si­ge, at vi kan op­le­ve at bli­ve kra­en­ket, selv­om hand­lin­gen ik­ke umid­del­bart op­fat­tes som moralsk for­kert. Når pi­ger i mit forsk­nings­pro­jekt be­skrev eg­ne el­ler ve­nin­ders uøn­ske­de seksu­el­le er­fa­rin­ger, var det ek­sem­pel­vis med fø­lel­ser af at va­e­re ble­vet ud­stil­let, at va­e­re li­ge­gyl­dig el­ler tings­lig­gjort. Det er fø­lel­ser, der forta­el­ler os, at de­res va­er­dig­hed som men­ne­ske er ble­vet kra­en­ket. For pi­ger­ne er va­er­dig­hed der­for ik­ke kun et in­di­vi­du­elt an­lig­gen­de, der af­ha­en­ger af, om de ef­ter­le­ver op­fat­tel­sen af, hvad der nu er moralsk ac­cep­ta­belt. Det er til­li­ge re­la­tio­nelt af­ha­en­gigt. Det vil si­ge, at va­er­dig­hed og­så hand­ler om, hvor­dan an­dres hand­lin­ger får os til at fø­le med os selv – uag­tet om hand­lin­ger­ne i sig selv er ac­cep­tab­le.

Fø­lel­sen af va­er­dig­hed af­ha­en­ger og­så af, at an­dre ik­ke ud­nyt­ter vo­res sår­bar­hed, sa­er­ligt når vi vi­ser dem til­lid. De fø­lel­ser, der op­står, når no­gen har kra­en­ket vo­res va­er­dig­hed som men­ne­ske, kan va­e­re med til at aen­dre de sam­funds­ma­es­si­ge strøm­nin­ger. De kan så at si­ge gi­ve os et hint om, at de ga­el­den­de moral­ske forta­el­lin­ger må­ske ik­ke helt er i trit med vir­ke­lig­he­den. Si­den jeg på­be­gynd­te mit ph.d.-pro­jekt, kan der spo­res så­dan et moralsk skif­te.

Da jeg star­te­de mit ph.d.-pro­jekt i be­gyn­del­sen af 2015, var vi­den om un­ges uøn­ske­de seksu­el­le er­fa­rin­ger ik­ke just i høj kurs. Det var vel slet og ret et umo­der­ne forsk­nings­em­ne. Hvad var pro­ble­met? Pi­ger kun­ne vel ba­re bru­ge de­res frie vil­je til at si­ge fra? At pro­ble­ma­ti­se­re køn og uøn­ske­de seksu­el­le er­fa­rin­ger har­mone­re­de må­ske knap så godt med idéen om den pro­g­res­si­ve dan­ske fri­sind­skul­tur. Fri­sind er ind­gro­et i vo­res op­fat­tel­se af dansk­hed og frem­ha­e­ves som en af de ti ker­ne­va­er­di­er i Ber­tel Haar­ders Dan­marks­ka­non. Men når vi spej­ler os i vo­res ide­a­ler om fri­sind, kan vi til ti­der frem­stå moralsk for­bla­en­de­de. Det kan re­sul­te­re i, hvad so­cio­log An­drew Say­er kal­der kryp­to-nor­ma­ti­vi­tet. Det vil si­ge be­stra­e­bel­ser på ik­ke at kom­me med moral­ske vur­de­rin­ger – og for ek­sem­pel und­gå så­kaldt »sven­ske til­stan­de«.

Vi har set sam­me sam­funds­ma­es­si­ge ten­dens tid­li­ge­re, da vi som det før­ste land i ver­den fri­gav po­r­no­gra­fi, men først 11 år se­ne­re for­bød »bør­ne­por­no«, som det be­skri­ves i We­e­ken­da­vi­sen 12. au­gust 2011. At va­e­re to­le­rant og ik­ke-døm­men­de er så­le­des og­så ud­tryk for en moralsk stil­ling­ta­gen. Når jeg så fri­sind om­sat i den­ne kryp­to-nor­ma­ti­ve form blandt de un­ge, var de­res fo­kus på at for­sva­re de in­vol­ve­re­de in­di­vi­ders frie vil­je til at si­ge fra. Det blev nog­le gan­ge et for­svar, der var blindt over for seksu­el­le kra­en­kel­ser, uli­ge magt­for­hold og det gen­si­di­ge an­svar, som de un­ge har for hin­an­dens va­er­dig­hed i en seksu­el si­tu­a­tion, hvor de er sa­er­ligt sår­ba­re.

IGEN­NEM mit pro­jekt­for­løb har jeg kun­net se, hvor­dan de moral­ske strøm­nin­ger grad­vist har aen­dret sig. I 2016, året ef­ter mit fel­t­ar­bej­de, kom der et øget fo­kus på de­lin­ger af så­kald­te nu­des uden samtyk­ke og den se­xi­sti­ske sprog­brug, der kan føl­ge med de­lin­ger­ne på net­tet. Først blev de op­fat­tet som un­ges nye di­gi­ta­le seksu­el­le ud­fol­del­ser, der må­ske var gå­et lidt over stre­gen. I dag ser vi en ska­er­pet op­ma­er­k­som­hed på straf­fen på om­rå­det. Se­ne­st med en ind­brin­gel­se af en sag for Hø­jeste­ret. I ef­ter­å­ret 2017 kom så #Me­too-be­va­e­gel­sen – dog ik­ke uden mod­stand fra fri­sindsak­ti­vi­ster. Se­ne­ste skud på stam­men er et lov­for­slag ved­rø­ren­de seksu­el chi­ka­ne, som re­fe­re­res i Po­li­ti­ken den 7. sep­tem­ber. Nu skal ar­bejds­plad­sens om­gang­sto­ne – alt­så dét, der moralsk set op­fat­tes som ac­cep­ta­belt på en vil­kår­lig ar­bejds­plads – ik­ke la­en­ge­re kun­ne ret­fa­er­dig­gø­re, at man for ek­sem­pel kan kal­de en kvin­de­lig an­sat for »fars lil­le sut­te­tøs«, som Tvist­heds­na­ev­net el­lers men­te i den på­ga­el­den­de sag. Og hvor­for skal det så ik­ke la­en­ge­re va­e­re i or­den? Jo, det skal det ik­ke, for­di det kra­en­ker den kvin­de­li­ge an­sat­tes va­er­dig­hed og kan ha­ve psy­ki­ske og so­ci­a­le kon­se­kven­ser til føl­ge. Ved at an­er­ken­de, i ste­det for at neg­li­ge­re, de fø­lel­ser, som så­dan­ne hand­lin­ger for­år­sa­ger, kan vi få nye ind­sig­ter. Ska­be nye moral­ske strøm­nin­ger.

Da jeg la­ve­de fel­t­ar­bej­de, så jeg, hvil­ken be­tyd­ning det har haft for nog­le pi­ger at va­e­re ble­vet yd­my­get og fø­le sig tings­lig­gjort ved at få sit nu­de rund­sendt, bli­ve ud­na­evnt som »årets lu­der«, el­ler ved at bli­ve tvun­get til sex. For pi­ger­ne er det bå­de de mod­stri­den­de moral­ske strøm­nin­ger om køn og seksu­a­li­tet og eg­ne og an­dres uøn­ske­de seksu­el­le er­fa­rin­ger, der for­mer dem.

Er­fa­rin­ger­ne kan in­tro­du­ce­re en usik­ker­hed og mi­stil­lid i pi­ger­ne og kan ind­s­kra­en­ke de­res fri­hed, for kan de nu sto­le på ham fra 3.g, el­ler er han op­portu­nist? Nog­le sam­men­lig­ner sig med an­dre pi­ger og de­res seksu­el­le hand­lin­ger el­ler kend­te SoMe-per­son­lig­he­der for at sik­re sig, at de i hvert fald har styr på de­res va­er­dig­hed. Og selv­om pi­ger umid­del­bart frit kan ud­for­ske de­res seksu­a­li­tet, kan der og­så sni­ge sig en snert af be­kym­ring ind for, om de­res ud­fol­del­ser vil ef­ter­la­de dem med en fø­lel­se af at bli­ve brugt el­ler bli­ve »hen­de dér, fy­re­ne kan ha­ve sex med – ba­re så­dan én gang i hvert fald«. Det kan gi­ve dem fø­lel­sen af ik­ke at va­e­re no­get va­erd – el­ler i hvert fald ik­ke no­gen respekt va­er­dig. Så­dan nog­le fø­lel­ser kan kom­me i kølvan­det på uøn­ske­de seksu­el­le er­fa­rin­ger, uan­set hvad de moral­ske strøm­nin­ger forta­el­ler os om dem.

Til­ba­ge til den ind­le­den­de anek­do­te om fy­ren og spid­sen. Må­ske hav­de en an­den pi­ge gi­vet ef­ter for fy­rens på­tra­en­gen­hed, men hun hav­de i så fald og­så måt­tet gi­ve af­kald på en del af sin frie vil­je til at føl­ge, hvad hun egent­lig selv hav­de lyst til, og der­med op­le­vel­sen af at va­e­re respekt va­er­dig. Må­ske er ti­den in­de til at gi­ve fri­sind­skul­tu­ren et re­a­li­tet­stjek og se på, hvor­dan vi kan få en fa­el­les for­stå­el­se af, hvad der be­tin­ger vo­res al­le sam­mens fri­sind – og va­er­dig­hed.

Katrine Bindesbøl Holm Johansen er ph.d.-stu­de­ren­de ved Sta­tens In­sti­tut for Fol­kes­und­hed på Syd­dansk Uni­ver­si­tet.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.