For­ka­e­lel­sens ae­ste­tik

Ba­bet­tes ga­este­bud er en hyl­dest til com­fortzo­nen, ga­ester­ne bli­ver ma­det og nus­set om.

Weekendavisen - - Kultur - Af LINEA MA­JA ERNST

Ba­bet­tes ga­este­bud. In­str.: Rolf Heim. Ma­nus: Rolf Heim og Si­mon Bo­berg. Ga­stro­no­misk is­ce­nesa­et­ter: Met­te Mar­ti­nus­sen. Mad­te­a­ter på Re­pu­blique. Til 10. novem­ber.

epu­blique er for­vand­let til en gil­desal, her er bå­de mørkt og hyg­ge­ligt og elek­trisk af den skar­pt tik­ken­de ti­m­ing, af­te­nen må af­vik­les med. Det er et lo­gi­stisk tryl­le­num­mer, der lyk­kes i op­sa­et­nin­gen af Ba­bet­tes ga­este­bud som mad­te­a­ter. Små tje­ne­re vrim­ler diskret for­bi med den ene de­li­ka­te ser­ve­ring ef­ter den an­den, mens sku­e­spil­ler­ne pro­me­ne­rer gen­nem rum­met og spil­ler løs­rev­ne sce­ner fra Blixens forta­el­ling for os. Sku­e­spil­ler­ne ro­te­rer, spil­ler en sce­ne for hvert bord på skift, el­ler de tro­ner i en pra­e­di­ke­stol og ta­ler til he­le for­sam­lin­gen. Det er be­ha­ge­ligt te­a­ter, lang­somt, om­hyg­ge­ligt, for al­le san­ser. Ma­den er så ud­søgt, at man na­e­sten ik­ke ae­r­grer sig over, at me­nu­en fak­tisk over­går det me­get da­em­pe­de dra­ma. Den umid­del­ba­re ny­del­se, mad­kun­sten, trum­fer den me­re in­di­rek­te sce­ne­kunst. Det be­gyn­der med en en­kelt, ful­dendt, per­fekt sal­tet bli­ni med kavi­ar som ap­pe­titva­ek­ker. Mens vi hø­rer om Ba­bet­tes

Rfor­tid un­der Pa­ri­ser­kom­mu­nen (min ynd­lings­re­vo­lu­tion!), får hver ga­est om bor­det lov at slu­bre rød­vin af den sam­me øse (re­vo­lu­tions­ro­man­tisk, og kun en smu­le tvivl­s­omt i dis­se for­kø­lel­ses­ti­der). Vi spi­ser vag­tel med de­hy­dre­ret rød­be­de, sor­te oli­ven, brom­ba­er og gril­let hjer­te, ser­ve­rin­gen er – selv­føl­ge­lig – blo­digt rød. Og li­ge­som he­le af­te­nens me­nu så vels­ma­gen­de, at man kun­ne gra­e­de. Ot­te små mira­kel­ser­ve­rin­ger bli­ver for­talt frem og sat i sce­ne for øj­ne­ne af os. End ik­ke i pau­sen er man uop­var­tet, men slip­pes ud i et sy­den­de ga­de­køk­ken. Ara­bi­sk ba­ba ga­noush med duk­kah, yuca-frit­ter med to­matsalsa, øl med li­fligsødt skum. Jeg bli­ver min­dre og min­dre re­vo­lu­tio­na­ert indstil­let, jo me­re jeg får i ma­ven. Mens jeg går og slik­ker fin­gre og støn­ner over en ana­nas-ke­bab med pink hi­bi­scus­saft og chi­li, fø­ler jeg mig me­re som fuld­fed ade­lig end sul­ten, skarp kom­mu­nard på bar­ri­ka­der­ne.

Va­elg kun ve­ge­tar­me­nu­en, hvis De er vir­ke­lig aske­tisk, der er ik­ke lagt helt så me­get ka­er­lig­hed i den. Der er og­så no­get helt for­rykt, om end tids­sva­ren­de, over at la­ve et ve­ge­ta­risk Ba­bet­tes ga­este­bud. Forta­el­lin­gen hand­ler om kom­pro­mis­løs vels­mag og san­se­lig­hed, mad­lav­ning som kunst, der sej­rer over di­sci­pli­ne­re­de af­savn; om køds­aft, der tril­ler ned ad selv­forg­lem­men­de ha­ger. Be­ne­dik­te Han­sen er forta­el­ler, hun har den helt per­fek­te, varmt ra­s­pen­de stem­me til at gen­forta­el­le Blixen. El­len Hil­lingsø er by­den­de, men varm som Ba­bet­te. Hun an­kom­mer til en for­fros­sen lands­by i Nor­ge og bli­ver hus­hol­der­ske hos provstens døtre (beg­ge spil­let med iden­tisk, uskylds­ren au­ra af Ma­rie Tou­rell Sø­de­r­berg), og ef­ter fle­re år, hvor Ba­bet­te la­e­rer at la­ve øl­le­brød og klip­fisk, vin­der hun 10.000 franc på en gam­mel lot­te­ri­sed­del. Hun be­slut­ter sig for at bru­ge he­le ge­vin­sten på en ful­dendt fransk mid­dag for he­le det lil­le, pie­ti­sti­ske tros­sam­fund, som sø­stre­ne hø­rer til. Det er et kendt og sym­pa­tisk mo­tiv. Den ge­ni­a­le kvin­de­li­ge kok, som in­ve­ste­rer si­ne fø­lel­ser i mad­lav­nin­gen og der­med for­tryl­ler det lil­le sam­fund, hun le­ver i, og va­ek­ker det til li­ve – se og­så: Hjer­ter i chi­li og Cho­co­lat. Som pu­bli­kum bli­ver vi ind­budt til at gå til al­ters, ik­ke for at mod­ta­ge nad­ve­ren, men for at blan­de vo­res egen vi­nai­g­ret­te un­der Ba­bet­tes skar­pe åsyn. Hun in­stru­e­rer os med tjep fransk au­to­ri­tet. Min si­de­mand får promp­te ska­el­dud, »Mais non!«, da han kom­mer til at ha­el­de olie i før ed­di­ken. Vi­nai­g­ret­te-eks­kur­sio­nen pu­ster liv i den no­get ufar­li­ge fo­re­stil­ling. Det er to­tal­te­a­ter uden hem­me­li­ge fa­el­der. Når pu­bli­kum bli­ver ind­dra­get i te­a­ter­styk­ker, er der na­e­sten al­tid ta­le om gra­en­se­over­skri­den­de avant­gar­de­d­ra­ma, der vil ryste pu­bli­kum ud af de­res com­fortzo­ne. Ba­bet­tes ga­este­bud er li­ge mod­sat: en hyl­dest til com­fortzo­nen, en subli­me­ring af mad­g­la­e­den. Vi er ga­e­ster og bli­ver ik­ke ba­re strø­get med hå­re­ne, vi bli­ver ma­det og nus­set om. Så sid­der man dér, fora­edt og fora­ed­let. Ba­bet­tes ga­este­bud sa­et­ter ver­dens­re­kord i en di­sci­plin, mad­te­a­tret selv har op­fun­det, nem­lig: for­ka­e­lel­sens ae­ste­tik. Hver­ken sku­e­spil­let el­ler sel­ve forta­el­lin­gen har skar­pe kan­ter, man fryg­ter på in­tet tids­punkt for den go­de stem­ning. Jeg fo­re­tra­ek­ker nok te­a­ter, der gør mig uro­lig. Men det er smer­te­frit at la­de sig slu­se ind i det pir­ren­de ny­del­ses­u­ni­vers, der er Ba­bet­tes ga­este­bud. Mad­kun­sten (bå­de sma­gen og pra­e­sen­ta­tio­nen) op­ve­jer, at dra­ma­et for­bli­ver en smu­le tamt.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.